Tro og spiritualitet

En sms til Gud

Hvad ville du skrive, hvis du kunne sende Gud en sms i dag?
Jeg tror, at jeg ville skrive:

Kære Gud, far.
Jeg skriver til dig i dag, fordi jeg seriøst ikke kan overskue alt det et menneskeliv kan indebære af tunghed og mørke.
Jeg kan ikke bære det alene og pt. ikke se en vej i den situation, jeg tænker på. Du kender den til fulde og endda bedre end jeg gør, det gør mig lidt tryg at tænke på. Du har sagt, at du vil bære alt, så jeg har samlet det hele og håber du vil holde det for en stund eller for altid, for jeg magter ikke at slæbe det mere.
Jeg har ikke andre steder at gå hen, så derfor skriver jeg i håb om, at du kan hjælpe ligesom du har gjort så mange gange før. Jeg håber på dig og glæder mig til at høre fra dig. Jeg ved, at du er den, der kan vende sorg til dans og mørke til lys! Jeg er spændt på, hvad du vil gøre og jeg stoler på, at du vil hjælpe mig igen.
I forventning
Dit barn

Tro og spiritualitet

At blive fundet

Jesus er for mig blevet den, ‘der leder efter mig’. Han leder efter mig, indtil han har fundet mig, for at overbevise mig om hans kærlighed og godhed, og det liv han har til mig, når jeg ikke vandrer alene, men siger ja til, at Han må gå sammen med mig på min livsvandring.

Ud af min erfaring af at blive ‘fundet’ og ‘finde hjem’, vokser også en længsel efter at andre må få den erfaring, et brændende ønske om, at intet menneske må føle sig alene i verden, men at Jesus må flytte ind i hjertet og fylde tomheden og ensomheden ud.

For nogle uger siden var jeg i København, jeg havde 3 dage og ‘fik’ en oplevelse af, at jeg ikke skulle lave planer om torsdagen. Denne torsdag tog jeg til Halmtorvet på Vesterbro, og imens jeg gik rundt på Vesterbro, sagde jeg til Gud:

“Jeg håber, at jeg møder Danny. Hvis du ønsker, at jeg skal møde ham, så stoler jeg på, at det sker og med din timing”.

Danny er en ung hjemløs, han er misbruger og har oplevet frygtelige svigt i sit liv. Jeg har set en dokumentar om ham og læst hans historie.

Jeg kan altid mærke en særlig berørthed, når jeg bevæger mig i området omkring Istedgade, der nok er Danmarks hårdeste misbrugsmiljø. For nogle år siden var jeg i praktik i Mariatjenesten i Istedgade, hvor jeg fik lov at komme tæt på nogle af disse mennesker, der bor eller holder til i området.

Jeg havde lyst til at møde Danny, for at fortælle ham, at hans historie har rørt mig, og at jeg har tænkt på ham mange gange siden.

Jeg gik rundt og ‘ledte efter ham’ i omkring 2 timer. Det føltes en smule mærkeligt, men der var noget, der drev mig. Jeg var i tvivl, om det var mit eget behov eller en fornemmelse Gud havde givet mig, men jeg fortsatte.

Da jeg besluttede at gå hjem, satte jeg mig et øjeblik ned i skyggen, fordi det var så varmt, og jeg fik øje på en kvinde på den anden side af Vesterbrogade. Hun stod med ryggen til, men jeg synes hun lignede den kvinde, der i dokumentaren præsenteres som Dannys veninde Due.

Jeg gik hen til hende og spurgte forsigtigt: “Er du Dannys veninde?” og hun svarede ja.

Jeg fortalte hende, at det måske lød skørt, men at jeg havde håbet, at jeg ville møde Danny, fordi hans historie havde rørt mig.

Jeg købte en is til os, og vi fulgtes et stykke. Jeg fortalte hende, at jeg især var blevet rørt af Dannys ord om, at han ønsker sig en ven, bare én ven, der ikke tager stoffer. Og vi fik en snak om det at være misbruger og hvor svært det kan være at bibeholde venskaber, når man kæmper med misbrug.

Jeg sagde til hende, at hun gerne måtte hilse ham fra mig, og hun svarede, at hvis jeg ville, var jeg velkommen til at skrive en hilsen til ham. I min taske fandt jeg en notesbog fra en af mine allerkæreste venner, der er hjemløs, og det føltes som en bekræftende og kærlig hilsen fra ham.

Jeg hev en side ud og skrev en hilsen til Danny og Due smilede, sagde tak for isen og tog hilsenen med.

Jeg smilede også. Jeg grinede faktisk. Fordi jeg endnu engang fik lov at opleve, at Gud er god, at jeg kan øve mig i at lytte til hans stemme og tage skridt i tro, når han kalder.

Og fordi jeg har mødt Guds godhed og kærlighed, så er den vokset i mig og blevet så stor, at jeg er nødt til at dele ud.

Fordi Jesus ønsker, at alle mennesker må blive fundet og elsket.

Tro og spiritualitet

Jeg ved, hvor du er

“Jeg ved, hvor du er! Du sidder ved Jesu fødder og græder”
 
I flere år følte jeg et næsten konstant psykisk og åndeligt mørke. Jeg oplevede stor lidelse i mit eget liv og hos andre mennesker og det havde med tiden ført til den opfattelse af, at Gud ikke er god, og slet ikke mod mig. Jeg var efterhånden kommet til den konklusion, at Gud slet ikke brød sig om mig, at han var utilfreds med mig og at jeg konstant var under hans strenge og hårde blik. Det gav mig angst.
 
På et tidspunkt følte jeg, at jeg stod ved min tros afgrund, at jeg var helt knuget af angst over at tro på Gud, fordi Gud var blevet en jeg var bange for. Jeg vidste godt, hvad der var ‘sand lære’, at det er igennem den måde Jesus levede, at jeg skulle forstå hvem Gud er. Men hver gang jeg læste om Jesus i evangelierne så fandt jeg ingen trøst. Jo, han mødte mennesker der led, som var udstødte, som var sårede, syge, forladte, ensomme, tilovers, ligesom jeg følte mig.. men når jeg læste om de historier, så forestillede jeg mig altid, at jeg stod i nærheden og iagttog Jesu møder med mennesker, og at jeg håbede han også ville møde mig..
Men jeg forestillede mig, at han ville gå forbi mig, fordi ‘jeg i virkeligheden’ ikke havde brug for ham, og at min lektie skulle være, at jeg i virkeligheden var både rig og velsignet, at jeg jeg skulle lære at se, at jeg ikke havde noget klage over.
Jeg følte mig end ikke værdig til de udstødtes fællesskab, og at jeg havde tænkt for højt om mig selv ved at stille mig på de udstødtes side. Det var dyb skam jeg bar rundt på.
 
Jeg søgte hjælp, åndelig vejledning og sjælesorg hos et modent og indsigtsfuldt menneske. Jeg vidste, at mange anså dette menneske for at være en som man har respekt for, også teologisk, og det var vigtigt for mig, for jeg havde ikke længere nogen tillid til min egen dømmekraft og faktisk heller ikke til mine venners, for ‘de var vel tvunget til’ at sige det, der gjorde mig glad.
 
Samtalen blev en trædesten til en ny vej.
 
Fra samtalen husker jeg særligt:
 
Hans anerkendelse af min historie. Af min oplevelse af svigt, særligt i ‘min kristne familie’ som var kirkelige fællesskaber jeg havde været en del af. At jeg flere gange og på afgørende tidspunkter i mit liv havde oplevet, at jeg blev svigtet. At mennesker havde svigtet, da jeg havde allermest brug for støtte, og at det havde resulteret i, at jeg nu følte mig efterladt alene udenfor fællesskabet. Og også efterladt af Gud.
 
At jeg gav slip og indrømmede, hvor tung og knuget min tro var blevet, da jeg grædende fik fremstammet, hvor bange jeg var for at blive forladt, selv af Jesus.. at jeg ikke vidste og stolede på, at Jesus ikke ville afvise mig!
 
Jeg kunne se, at mine ord berørte min samtalepartner, at han på en måde stoppede mig, ikke fordi han ikke ville høre mig tale færdig, men fordi det var så vigtigt, at jeg forstod noget nyt!
 
Han sagde med den største overbevisning og nænsomhed:
 
“Jeg ved, hvor du er! Du sidder ved Jesu fødder og græder”
 
Den sætning blev en trædesten for en helt ny vej. For en sandhed, der har fået lov at folde sig ud.
 
Sandhed sagt af et menneske, der lyttede til mig og ‘så mig’, turde give mig et rum for min smerte og lade min historie om svigt og mistillid få plads, og hjælpe mig til at forstå, hvad den havde ved mit billede af Jesus og ved mit billede af mig selv.
 
Og jeg gik derfra med en ny overskrift til et nyt kapitel, der handler om, at Jesus er den der finder mig, at han sætter sig ned hos mig, at han aldrig giver slip.
 
Og nu kan sige til mig selv og til dig:
 
“Se på dig selv. Jesus har ikke forladt dig. Underkend ikke dig selv, Jesus underkender dig aldrig. Han forlader dig aldrig. Intet du gør, tænker eller føler, hverken godt eller skidt, kan få ham til at ønske sig, at du var uden ham. Hos ham hører du hjemme. Bliv i Hans kærlighed. Han tager imod dine tårer, han græder sammen med dig. Han kender dig fuldt og helt. Han kender din historie, han kender alle de gange du blev svigtet, forladt, forrådt. Han ved, hvad du føler lige nu. Han ved, hvor du er.”
 
Jeg ved, hvor du er! Du sidder ved Jesu fødder og græder.
Tro og spiritualitet

Tørste efter mig?

Jeg er netop nu i gang med at læse bogen “Kom og vær mit lys” der handler om Mother Teresa. Her faldt jeg over et citat, der virkelig rørte mig og som jeg er nødt til at grunde over, lade synke ind og lade leve videre i mig.

“Jesus ønsker, at jeg skal sige til jer igen… hvor stor en kærlighed han har til hver af jer – langt udover, hvad I kan forestille jer.. Ikke alene elsker han jer, nej, meget mere – han længes efter jer. Han savner jer, når I ikke kommer ham nær. Han tørster efter jer. Han elsker jer altid, selv når I ikke føler jer værdige… [..] Hvorfor siger Jesus: “Jeg tørster”? Hvad betyder det? Noget så svært at forklare med ord – … “Jeg tørster” er langt dybere, end at Jesus blot siger: “Jeg elsker dig”. Før du ved dybt inde i hjertet, at Jesus tørster efter dig, kan du ikke begynde at forstå, hvem han ønsker at være for dig. Eller hvem han ønsker, at du skal være for ham.”

– Mother Teresa

Jeg har oplevet denne kærlighed, at Jesus elsker mig, som det menneske jeg er.  Alligevel så føles det fremmed, som om, at mit hjerte tror, at jeg hele tiden skal præstere for at være god nok til at blive elsket, ja, ikke bare elsket, men at han tørster efter mig… 

Alt mellem himmel og mark

Forventningens glæde

Forventingens glæde.
Sidste år gik det så godt med skærehaven. Det var første gang jeg forsøgte mig med det. I år har jeg nydt at forspire, plante og vande. Det er en helt anden glædelig oplevelse, når jeg kan tænke tilbage på sidste års enorme høst. Sidste år var jeg bekymret, bekymret for, at jeg gjorde noget forkert og for at det ville blive et dårligt resultat, og at spirerne ikke ville klare det. Jeg kan huske det, jeg var oprigtigt bekymret for, hvordan det ville gå og om jeg gjorde noget forkert. “Det perfekte er det godes værste fjende.” I år kan jeg genkende næsten alle spirerne fra de mindste stadier og jeg har lært, at selvom de kryber hen ad jorden og ser mærkelige ud, så klarer de sig nok og vokser sig store og stærke.
Jeg glæder mig. Sidste år var der så mange blomster, at jeg købte masser af vaser i Kirkens Korshær og donerede en masse buketter til byens plejehjem, det håber jeg også, at jeg kan gøre i år. Man kan forberede meget, men i sidste ende afhænger det hele af vejret. Af sol og regn, og helst ingen pludselig hagl. Når jeg står og roder i jorden kan jeg slappe af, velvidende at jeg har gjort, hvad jeg kunne og dvæle ved forventningens glæde.

Alt mellem himmel og mark

Gå ind i de tomme rum

Gud vi kommer til dig i dag, med knuste drømme, håbefulde fornemmelser og med tak.
Vi kommer med det hele, det grimme, det skønne, det mislykkede.

Vi kommer til dig og beder dig tage det fra os som vi ikke længere skal bære selv.

Vi beder:
gå ind i de tomme rum, flyt ind med din evige fred,
tag det fra os vi ikke skal bære,
skab håb i det, der er gået i stykker
og giv os nyt håb!

Tro og spiritualitet

En sejr over mørket

Jeg ville gerne sige noget eftertænksomt om langfredag, men jeg har ikke så mange ord. I dag mærker jeg mest bare vemodet over mørket, døden og lidelsen. Den lidelse jeg ser i mit eget liv og i min næstes blik. I dag låner jeg ord om langfredag, ord der sender lysstråler ind i mit tusmørke: “Der er en, der ser, at vi er forladt og alene. God langfredag derude. Og husk: Langfredag er i kristendommen Gud, der møder os i lidelsen og samtidig en sejr over alt mørket.”

– Pastor Pedersen

Alt mellem himmel og mark

Taknemmelighed og noget der spirer

Det bliver en anderledes påske i år, ingen udsigt til påskefrokoster, familiehygge eller gudstjenester, der ellers plejer at være en fast bestanddel af påsken. I morges blev jeg nok for første gang rigtigt ramt af isolations-kuller og stor ærgrelse. Men sådan er det jo, og vi er alle i samme båd. Ville bare et kort øjeblik ønske, jeg var i en båd sammen med en masse andre. Efter at have dvælet nok ved det triste, besluttede jeg mig for at lave en lille taknemmelighedsøvelse for at minde mig selv, om de ting jeg har at være taknemmelig for. Det var slet ikke svært.

Lige nu er jeg taknemmelig for:

Vand. At vi har vand igen. I et par timer i dag, havde vi ikke vand i vandhanen, og jeg var ved at blive van(d)vittig (tøhø). Jeg går ikke normalt rundt og er taknemmelig for at have rent vand i hanen, men det blev jeg opmærksom på at være.. så tak! Og tak til den håndværker der hurtigt fik løst problemet. David serverede ham en kop kaffe og det gjorde ham glad. Nu er der vand igen, og elektrikeren blev glad for kaffen.

Passion. Jeg elsker den følelse. Har den nu. En kriblende, krablende, spirende følelse af drivkraft, nysgerrighed og lyst til at udrette noget. Store og små ting. Gøre andre glade. Tale med mennesker og give af mig selv og få tifold igen.

Mit hjem. Vi drømmer om at bygge et hus en dag, men lykkeligvis kan vi ikke forestille os at bo et skønnere sted, end vi gør nu. Tæt på skoven, naturen, i et hjem med plankegulve, pastelgule fliser i køkkenet og gråmalede dørkarme. Huset er fra 1846. Her er historie, sjæl og varme. Og tilmed virkelig billigt at bo. Det gør mig så glad. Ja, her er lidt fodkoldt om vinteren, men det klares med uldne hjemmesko. Forleden dag hængte vi en ekstra lampe op i køkkenet, og har nu fået den dejligste krog derude.

Digitalt liv. Siden arto, jubii-chat, msn og sidenhen facebook har jeg altid levet en stor del af mit liv digitalt. Jeg har i årevis chattet dagligt med venner og i høj grad sat pris på de digitale muligheder. I de her tider er meget rykket ind i den digitale dagligstue, og jeg er så taknemmelig for, at det kan lade sig gøre, fx. bliver det stadig muligt for mig at deltage i gudstjenester i påsken og du er også inviteret. 

Jeg er også taknemmelig for. Solen der skinner. At opdage det store i det små, jeg tror virkeligt på, at Gud har sat sit fingeraftryk og sender en hilsen igennem alt det skønne og smukke. Jeg har lige sået frø, og jeg glæder mig til at se frøene spire. Det er vildt, hvad et lille frø kan blive til.


Jeg kunne fortsætte listen. Der er meget, jeg ikke har nævnt, mange jeg ikke har nævnt. Jeg er fyldt af taknemmelighed og mærker at mismodet er listet af.

Hvad er du taknemmelig for?

Kærligst,

Kamilla

Sten dekoration
Alt mellem himmel og mark

Ja, gør din pande hård som sten

Margareta siger det så enkelt, så sandt.
Jeg vil tage ordene med mig i dag. Møde verden med styrke og med ømhed. Med hårdhed der ikke splintres så let og et hjerte fuldt af ømhed.

“Så gør din pande
hård som sten.
Ja, gør dit ansigt
hårdt som sten
i denne hårde verden.
Men bevar dit hjerte,
ganske nær ved Guds,
sårbart og følsomt
som hans
fuldt af ømhed og barmhjertighed.”

– Margareta Melin fra bogen Vær den du er

Hornvioler
Tro og spiritualitet

Jeg kan se dit hjerte

Gud, jeg kan se dit hjerte i alt du har skabt.
Jeg kan se dit fingeraftryk i et blik, i en blomst, i et smil.
Når jeg ser godt efter, så er Du der og viser mig din kærlighed.
Du er liv, du er lys, du er håb.
Jeg ser dit lys skinne i mørket, ser at det trænger sin vej ind i det, der er ødelagt og jeg ser nyt liv spire frem.
Jeg mærker din sol varme mig og give kraft på ny.
Jeg ser dit hjerte i alt du har skabt og det vækker min længsel efter at opdage mere. Opdage den iboende kærlighed i alt du har skabt, lytte til den historie du har skrevet ind i et et blik, i en blomst, i et smil.
Jeg tror, du har skrevet: Jeg elsker dig og forlader dig aldrig.

Hvad læser du Gud har skrevet i en blomst, i et smil, i et blik?

Alt mellem himmel og mark

Han fik mig til at synge igen

I denne tid mødes jeg næsten dagligt med en lille gruppe mennesker til online morgenbøn. Vi læser et stykke fra Salmernes Bog, er stille sammen og deler, hvis der er noget særligt i teksten der rører os. At læse i Bibelen er en praksis jeg gerne vil have i mit liv, men som jeg ofte har fundet svær at fastholde.. dog oplever jeg, at det er så rart at være i et fællesskab med andre om det: Læse ordene sammen, lade dem blive spejl og samtalepartner i livet som det ser ud lige nu. Lade bibelens løfter og ord blive til åndelig føde, der giver håb og kraft. Og også med mulighed for sige, at der er noget som virker uforståeligt eller mærkeligt. Når vi har læst sammen så beder vi, indeni os selv eller højt. For hinanden, for mennesker vi kender, for sundhedspersonalet, for de syge, ældre, familier, børn, for regeringen, for vores by… (Denne udgave af Salmernes Bog er på nudansk og tilmed i en smuk smuk udgave.)

Alt mellem himmel og mark

Jeg håber på dig

Jeg stillede mig ved vinduet og så ud på den grå himmel, der efterhånden er så velkendt. En bøn formede sig i mig:

Gud, i dag håber jeg på dig.

I løbet af de få minutter jeg stod foran vinduet og zoomede ind på regndråberne på ruden, skiftede himlen fra mørkegrå til lysende klar, og jeg blev nødt til at lukke øjnene for ikke at blive blændet. Nu er det gråt igen.

Det minder mig om livet. Om blandingen mellem det hele. Mørke, gråt, blåt, lys, gennembrud. Nu er det gråt igen og om lidt bryder lyset frem.

Gud, i dag håber jeg på dig.

Bønner

Imens jeg venter

Imens jeg venter på, at alt falder til ro, så gemmer jeg mig hos dig.
Imens jeg prøver at få alle til at elske mig, så søger jeg dit blik.
Imens jeg traver afsted og leder efter min vej, så går jeg sammen med dig.

Når jeg farer vild, så griber du ud efter min hånd.
Når jeg er tom, så fylder du mig op.

Jeg vil gerne klare mig selv, have min fortjeneste for et hårdt slid, anerkendelse for min kamp, men selv når jeg opnår det, er jeg tom efter et øjeblik.

Jeg søger dit blik igen, gennem menneskemængden, gennem stemmerne, gennem larmen. Jeg søger efter dit blik, og jeg tror, jeg hører dig sige:

“Se på mig. Bevar dit fokus hos mig, fæstn dit blik i mine øjne, jeg elsker dig med evig kærlighed. Lad dig ikke skræmme af livet, jeg er hos dig. Intet kan skade dig eller gøre dig ondt. Jeg er med dig altid.”

Og som et barn tør jeg gå ud i verden og tage nye skridt,
og når jeg falder igen, så søger jeg dit blik.