0
Hverdagslykke

#Reklame Vandreeventyr på Langeland

I begyndelsen af juli var jeg sammen med en flok venner, børn og voksne, på 1 dags-vandretur på Langeland.
Turen var arrangeret af QuestLangeland med Lisbet, der organiserer vandreture, overnatninger og naturoplevelser. Konceptet er målrettet børn – men alle typer mindre fællesskaber er velkomne.

Vi mødte op 8 personer og hund, lørdag formiddag på Lohals Havn og her stod Lisbet klar med turkort, madpakker og nødvendigt grej til turen. Lisbet tog vores bagage med i sin bil og kørte det til vores lejrsted ved Hønsebjerggard, hvor hun også bor med sin familie.

Vi havde på forhånd aftalt med Lisbet, hvor mange kilometer vi ville gå – af hensyn til børne og hundeben (og voksen-skavanker).

Vi gik afsted i småregn med højt humør.

Turen gik langs kysten, gennem skov og marker på det nordlige Langeland. Et virkelig dejligt naturområde, jeg aldrig har set før.

Efter at have gået et stykke slog vi os ned for at spise frokost som Lisbet havde forberedt til os. Der var nybagte boller, ost, pølser, falafler og grøntsager. Hvorfor smager mad bare bedre udenfor?

Efter frokosten åbnede vi en “aktivitets-pose”, som indeholdt forslag til aktiviteter undervejs.

Herefter gik vi, efter et af forslagene, videre i stilhed. Bare 5 minutters stilhed var nok til at skabe et specielt nærvær og hænder greb ud efter hinanden. Det var et lille magisk øjeblik. Der var også en pose med fine spørgsmål at stille hinanden: “Hvem er dit forbillede?”, “Hvad håber du vil ske i den kommende uge?” “Hvis du kunne løse et af verdens problemer, hvilket et ville du så vælge?”

At gå sammen er en dejlig mulighed for at snakke om stort og småt.

Efter ca. 12 km ankom vi til lejren ved Hønsebjerggaard. Et ‘stald-shelter’ med udsigt til marker og græssende køer. Jeg tænkte straks på at sidde her og skrive dagen lang.

Aftensmaden stod klar i køleskabet og skulle bare snittes og smides i en gryde over bålet. Det geniale ved Lisbets koncept er, at man nøjes med alle fordelene – hun tager sig nemlig af opvasken!

Senere blev der lavet pølser og skumfiduser over bål, vi sang sange, bad aftenbøn og sad sammen i skæret fra bålet. Det er ligesom om, at der er noget ur-agtigt ved at sidde om sådan et bål, noget trygt og genkendeligt.

Vi krøb i soveposerne i to forskellige soverum med gode madrasser (man er vel blevet 30!) og med lejede sove-poser. At være på vandretur kan kræve en del gear, men en del af konceptet er netop, at man kan leje fx soveposer, hvis man ikke selv har.

Efter morgenmaden næste dag (hvor der bl.a. var pandekager!) gik vi ca. 2 km. tilbage til Lohals Havn, hvor vi havde stillet bilerne dagen før.

Det var den dejligste tur. En tur med indre og ydre bevægelse. Nærvær, fællesskab og tid til hinanden. Og vi følte os meget forkælede af Lisbet undervejs.

Quest er et genialt koncept for familier eller andre små grupper, der gerne vil afsted og nyde naturen og hinanden, men måske ikke har udsyret eller ved hvor langt de kan gå, eller hvor meget mad de skal have med.

Jeg skulle hilse fra Lisbet og sige, at d. 11.-13. oktober i år afholdes der en retræte for familier. Retræten foregår med udgangspunkt på Hønsebjerggård på Langeland og vil være bygget op omkring fællesskab i familieenhederne, pilgrimsvandring og friluftsliv. Du finder programmet for retræten lige her. 

Læs mere og tag afsted på vandretur sammen med QuestLangeland.

Tro og spiritualitet

Et øjebliksbillede af glæde

Det er ikke meget jeg får skrevet. Fordi det er så mange ord. Måske er et billede mere passende. Et øjebliksbillede af en tid i mit liv, som jeg vil betegne som den bedste, jeg har oplevet. Jeg tager et mentalt øjebliksbillede og føler glæde.
Jeg føler mig fri af angst, sorg og depression efter at have slæbt på den byrde de sidste mange år. Jeg føler mig fri til at leve med glæde og trække vejret let. Når jeg vågner er det med et smil, med en energi, der får mig til at fare ud af sengen for at indtage dagen. I morges hoppede jeg så højt som aldrig før, da jeg gik min morgentur. Jeg kunne ikke lade være.

Jeg ved, at livet hurtigt kan ændre sig. At sorg og tragedie kan ramme. Jeg vil ikke tage noget for givet. Jeg ved, at det kan ske, og derfor tager jeg dybe dybe slurke af alt det gode som er lige nu. I dette øjeblik.

Hvor skal jeg gøre af alt den glæde?
Jeg har overskud af glæde, af blomster på min mark, af livgivende samtaler, fællesskab, af kærlighed. Jeg har opdaget, at man ikke kan putte glæden på lager, den skal bruges! Jeg har så meget, at jeg føler, at jeg må give det videre. Derfor klipper jeg blomster i min skærehave i dag og afleverer dem på det lokale plejehjem. For jeg tænker tilbage på dengang, jeg besøgte min far på plejehjem og gik ned af gangen til hans værelse. Jeg var fyldt med mismod og frygt. Hvilket udtryk af sorg og afmagt skulle jeg møde i dag? Og ville jeg miste håbet til sidst?

Derfor klipper jeg blomster og forærer dem væk. Fordi livet er det hele, og jeg vil dele af min glæde.

Tro og spiritualitet

Et kærlighedsbad

At erfare “Guds kærlighed” kan lyde abstrakt, eller måske som en floskel. Jeg har svært ved at skrive om det, fordi jeg frygter, at det netop bliver abstrakt eller floskel.

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært at skrive om.
Måske fordi det handler om det dybeste i mit liv og samtidig er så ‘let’ at skyde ned.

I det hele taget erfarer jeg det ret konkret. Erfaringen og troen på, at jeg er skabt af Gud, kendt af ham og elsket. At der er en Gud, som har tænkt på mig, før jeg blev født og som besluttede, at jeg skulle findes. Og at dette gælder for ethvert menneske.

At jeg uanset, hvad livet indebærer, stoler på, at jeg aldrig er alene: Fordi Gud og Hans kærlighed er det jeg lever af. Og når jeg ikke lever mere, så falder jeg i Guds hånd. Det er derfor jeg kalder den dag min far døde for: “Den dag jeg mødte håb”. Og det overraskede mig, fordi jeg havde følt de foregående år som en lang ørkenvandring og mest af alt, havde skældt ud på Gud. Men Gud blev hos mig.

Men da min far døde, så mødte jeg et håb som er større end sygdom og død. Jeg så det ske foran mig. Jeg erfarede, at jeg trygt kunne overlade min far i Guds hånd, og jeg sagde ikke farvel, men ‘vi ses’, for Guds kærlighed ophører aldrig og vi skal bo i den forevigt.

I går da jeg var i kirke følte jeg, at Gud sagde til mig, at Hans kærlighed er ligesom et brusebad. Et kærligheds-brusebad.
Og det føltes som en invitation til mig: Vil du tage imod mit kærligheds-bad?
Kærlighed er ikke kærlighed, hvis den indebærer tvang. Så spørgsmålet var åbent: “Vil du tage imod min kærlighed?”

Og jeg sagde ja, og mærkede det strømme indefra og vandet steg i øjenkrogene.

Og da jeg vågnede i dag, tænkte jeg, at jeg har brug for flere kærligheds-bade, men slog tanken hen og begyndte på dagens opgaver, indtil det gik op for mig igen, at Hans kærlighed jo er det jeg skal leve af.

Så jeg smed mig i sofaen, lagde fødderne op og kiggede ud af vinduet på skyerne. Og jeg lod solstrålerne varme mig, imens jeg tog imod et brusebad. Et kærligheds-bad.

Alt mellem himmel og mark

Dét er lykke for mig

Det er nu 3 år siden vi flyttede til Fyn og dengang kendte vi ikke et øje. I perioder har vi været i tvivl om vores valg og følt os ret ensomme.

Men her 3 år efter kan vi sige, at vi ikke kunne tænke os at bo et andet sted, hvilket ikke mindst skyldes en dag som i dag, hvor vi:
– har gået tur med naboens hund og bagefter drukket formiddagskaffe i deres køkken sammen med børn, dyr og leverpostejsmadder
– været ude i familien Poulsens have og så flere blomster. De bor 5 min. væk i bil. Derude har vi også vores skærehave og den kanin de gav mig i 30 års gave og som lige har fået unger.

– og i aften fejrer vi Sankt Hans hos en af godsets ansatte, der bor 5 min. væk, Jens på 70 år, som vi stopper op og sludrer med, når han kører forbi på sin havetraktor.

Og i dag har jeg høstet min første rose nogensinde. Dét er lykke for mig.

Samtaler fra Herrens Mark

#7 Krista Bojesen: En samtale om skam og nåde

Kender du også til skam? En har sagt, at skam føles som ‘indre tæsk’ og det synes jeg er en rammende beskrivelse.

I denne episode taler jeg med psykolog og forfatter Krista Korsholm Bojesen om skam. For hvad er skam, og hvordan kommer den til udtryk? Og hvad er skammens modsvar?
Krista mener, at skammens modsvar er ‘nåde’. “Nåden er den kraft som handler om at være elsket både fordi og på trods”, siger hun.

I denne episode taler vi om:

  • Hvad skam er og hvordan den føles og påvirker os
  • Hvad gør vi, når vi mærker skammen?
  • Hvordan begrebet nåde kan være et modsvar til skammen
  • Hvad vi kan lære af bibelhistorier i dag, og hvordan de kan give os et nyt perspektiv på os selv
  • Om præstationssamfundet og idealer at leve op til
  • Sociale medier – hvordan vi bruger dem til glæde for os selv
  • Om at tro på, at hver enkelt menneske er skabt og har en plads i verden
  • Hvordan vi bedst hjælper hinanden til at slippe skam



Citater fra samtalen

“Der er kommet meget fokus på at være den bedste version af sig selv – jeg arbejder meget i terapi med folk om netop dét, for det er altså dybt urealistisk. Det at være den bedste version af os selv er – at holde et spejl op for os selv, som rakker ned på os selv – hele tiden. For at være den bedste version af sig selv, det er ikke bare et aspekt af dit liv, det er det hele!”

“Det gælder om række ud til nogen, der kender noget lignende.”

“I det øjeblik vi bliver genkendt, så er vi i et fællesskab”

Episoden er sponsoreret af Areopagos, der arbejder med religionsdialog, religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni. 

Musik: Calmant Kevin MacLeod

Kan du lide at lytte med? Du har nu mulighed for at støtte podcasten med et beløb.
(tak til jer der allerede har gjort det, det betyder meget!)

Alt mellem himmel og mark

Morgenbøn: Giv mig dit blik

Jesus, den nye dag ligger foran mig.
Endnu dag i mit liv, hvor jeg lever af din nåde, og det liv du har pustet i mig.

Send mig ud i dagen og giv mig dit blik.

Lad mig se det du ser. Lad mig se op fra mit eget begrænsede perspektiv og få dit blik på dagen, på de steder jeg skal gå, og de mennesker jeg skal møde.

Send mig ud og brug mig til at sprede din kærlighed, hvorend jeg er.
I kaffepausen, i ulvetimen og i ventetid.
Ved mødebordet, i bussen eller i sygesengen.

Hvor end jeg er, så giv mig dine øjne og giv mig muligheder for at genspejle din kærlighed.

Lad mig se dét menneske i dag som har brug for mig og lad mig også turde tage imod.

Mind mig om, at denne dag er en dag i din evighed,
en dag, hvor jeg kan leve af din kærlighed og rundhåndet dele ud.

Alt mellem himmel og mark

At opleve magien igen

Det indebar en del myggestik at tage dette billede. Men jeg havde sådan en fin tur ud i det grønne med mit kamera.

Nu er det 3. år vi bor her på det sted vi kalder ‘vores hjem’.

Nu er der meget, der føles genkendeligt. At solen går ned det samme sted, at blishønen laver rede i de høje siv i dammen og at der lidt efter titter små unger frem med røde hoveder.

Når noget er genkendeligt så er det måske også lettere at overse det magiske? Det slog mig forleden. Og derfor tog jeg mit kamera med ud på en aften-gåtur og der mødte jeg denne solnedgang (og de hundredvis af myg).

Og da jeg gik hjem så jeg ikke bare marker, men en grøn dyne af blødhed og solens sidste stråler blev en påmindelse om alt det smukke, der findes.

Det var ligesom om, at jeg havde åbnet døren til det sted igen: hvor jeg må stoppe op, bare være til og tage imod.

Butik

A5 postkort med skaberværk & kærlige ord

Jeg har skabt disse 4 postkort med et opløftende ord. Brug det fx som en kærlig hilsen eller som en lille plakat. Kortet har hvid bagside og er trykt på 300 g ubestrøget  papir. Svanemærket tryksag.

Mål: A5 – 14,8 × 21 cm, kommer uden kuvert.

Pris: 30 kr. pr. stk. eller alle 4 stk for 100 kr. + forsendelse.

Bestilling:
 kontakt@påherrensmark.dk

Alt mellem himmel og mark

En lille valgtale

Jeg synes det er en vigtig tid. En vigtig tid med store spørgsmål om, hvilket Danmark vi ønsker. Jeg har siden samfundsfag på A-niveau i gymnasiet været hooked på at følge med i politik. Jeg ser og læser derfor også så meget valgsnak jeg kan lige pt., for jeg mener, at det er vigtigt at sætte sig ind i. Jeg synes det har været en god valgkamp indtil nu, ikke så meget mudderkastning, ikke så meget personfnidder, men tid til de lidt større linjer, hvad synes du?

Jeg var også så heldig at se duellen mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke direkte i Højlunds Forsamlingshus for et par søndage siden. Det var fedt at se det ‘live’ og føltes helt klart mere menneskeligt og mindre som et ‘show’, når man ikke ser det fra en kameravinkel, der er stukket helt op i ansigtet.

Jeg tror, at det det optager mig mest er, når valgkamp bliver til samtaler om visioner. Hvad er det vi vil? I fremtiden? Hvad kan vi gøre bedre? Anderledes? Hvilket sted er det vi drømmer om at bo?

Og vi må hver især gøre op med os selv, hvad vi synes der er vigtigt og stemme på dem, vi har mest tillid til kan handle på vores vegne.

At kunne få lov at være med til at beslutte dét, rører mig, hver gang jeg står i køen til stemmeboksen. Vores demokrati er ikke perfekt, men det er der og det er ikke alle mennesker, der får lov at leve i et så rigt, og trods alt godt og trygt land, hvor vi får lov at være med til at bestemme, hvem der skal have magten. Det synes jeg er værd at sætte pris på.

 

Alt mellem himmel og mark

Gro i ro

Alting går lidt langsommere for tiden, da jeg har mødt en forårsforkølelse der vil noget. Det eneste, der ikke virker på at komme helt ovenpå igen er at skynde sig og ærgre sig, men hvad har det egentlig nogensinde hjulpet på?

Gro i ro.

Alt mellem himmel og mark

Er du den bedste version af dig selv?

Hvad mon du svarer på dét spørgsmål?

Jeg må svare, at jeg sjældent er den bedste version af mig selv og det har jeg tit skammet mig over. På alle mulige områder.

I går mødtes jeg med Krista Korsholm Bojesen, bl.a. for at optage en nye episode til min podcast. Vi talte om emnet ‘skam’. Krista er nemlig psykolog og har skrevet en bog om skam, samt holder foredrag og udbreder viden om, hvad skam er. Jeg er i gang med at redigere episoden og ser frem til at dele den med jer.

I dag har jeg gået og tænkt på noget Krista sagde i går, nemlig:

“Der er kommet meget fokus på at være den bedste version af sig selv – jeg arbejder meget i terapi med folk om netop dét, for det er altså dybt urealistisk. Det at være den bedste version af os selv er – at holde et spejl op for os selv, som rakker ned på os selv – hele tiden. For at være den bedste version af sig selv, det er ikke bare et aspekt af dit liv, det er det hele!”

Lad os aflive myten om ‘den bedste version’. Helt ærligt, hvornår lykkes det nogensinde? Tanken om at være ‘den bedste version’ af mig selv, gør mig ret træt. Og alligevel er det ofte det, jeg har forsøgt at være. At lave en lang liste over alt, det jeg føler jeg bør gøre. Og slå mig selv oveni hovedet, når det ikke lykkes. Kender du det?

Lad os stræbe efter at gøre det gode, men være velvidende, at det at ‘være den bedste udgave af os selv’ er et umuligt projekt.

I går talte vi om begrebet nåde. (Jeg har engang skrevet om ‘nåden der vokser i min vindueskarm’) Det er det nådige blik, på os selv og andre, der opløser skammen. Skammen bilder os ind, at vi ikke er værdige til fællesskab. Nåden siger, at vi er værdige, elskede og værdifulde, også selvom, vi ikke er den bedste version af os selv.

Alt mellem himmel og mark

#12 ting 12 år har lært mig om parforhold

I dag har David og jeg 12-års dag. For 12 år siden gik jeg i 3. g og var til skriftlig engelsk-prøve og smuttede tidligt for at tage til København, hvor jeg mødtes med David. Vi har været sammen lige siden og blev gift for snart 9 år siden. Indlægget her er i første omgang skrevet, da vi havde været sammen i 10 år, nu er det revideret og uddybet, da der er gået 2 år mere.

12 ting de sidste 12 år har lært mig om parforhold: 

#1 Kommunikation betyder alt. Måske er vi ikke enige, forstår ikke altid hinandens handlinger og holdninger, men hvis vi kan sige: “Hvorfor siger du det, hvad får dig til det? Hvordan forstår du det?” Så er vi kommet rigtig langt.

#2 At kende hinanden godt betyder også at kende hinandens svageste punkter, hvilket betyder, at man har magt til kan såre hinanden dybt. De svageste punkter skal æres, også når man er ved at eksplodere og har lyst til at gå til angreb.

#3 At det er yderst vigtigt at være villig til at arbejde med sig selv og sine egne mønstre. Hvis vi nægter at se på os selv, og det vi har med os i bagagen, går det udover den anden og dermed udover forholdet. Det er ikke tilladt at sige: “Sådan er jeg bare, det gider jeg ikke tage mig af, det må du lære at leve med…” hvis det har negative konsekvenser for den anden. Vi må være villige til at arbejde med vores egne svagheder og mønstre, vi må bære vores egne byrder og hjælpe hinanden, når det bliver for tungt.

#4 Det er frugtbart at være overbærende. Her burde min mand få en guld-medalje. Jeg har gennem årene vist mig skiftevis som et blidt lam og en ildspydende drage. Jeg kan ikke komme på en eneste gang, David har sagt: “Nu tager du dig lige sammen”. Nej, han har vist en overbærenhed af en kaliber, jeg ikke troede var muligt. Engang spurgte jeg ham: “Hvad er din pædagogik egentlig overfor mig?” og han svarede mig: “Jeg elsker dig mest, når du fortjener det mindst”. Det må jeg sige, at han udlever.

#5 At bide sig i læben og lytte med hjertet. Nogle gange kan man få følelsen af, at der ikke er flere overraskelser eller nyt at lære om hinanden, men hvis man lytter og spørger ind, som man havde gjort, hvis man lige havde mødt hinanden, så opdager man, at der stadig er skjulte skatte. Som type er jeg tit ret hurtig til at sætte ord på følelser og konkludere, men jeg øver mig i at være stille og i stedet sige: “Hvorfor? Hvordan? Hvad tænker du?” indtil vi finder ind til kernen sammen.

#6 At vi kan øve os og dygtiggøre os i parforhold, ligesom hvis vi trænede op til et marathon. For os har det været nyttigt at studere personlighedstype-typologier som emnegrammet, Myers-Briggs og de 5 kærlighedssprog. Det har gjort en ubeskrivelig forskel. Vi er gået fra at syntes den anden, ret ofte, er en sær snegl, til faktisk at forstå og respektere hinandens forskelligheder. Og drage nytte af dem!

#7 Netflix, take-away, spise aftensmad i sofaen og at lade opvasken stå, kan være det, der får det hele til at hænge sammen i perioder.

#8 At det er nødvendigt at gøre sit ypperste for at sige tingene pænt, også når man er presset. At sige undskyld, når man fik sagt tingene på en dum måde.

#9 At det går op og ned. Når “det går ned” er det vigtigste at kunne tale åbent om det. Der er intet, der er for farligt eller forbudt at sige. Det er først farligt, når vi lader være.

#10 Hverdagen er det vigtigste. At stå op sammen, gå tur med hunden, købe ind, lave mad, gå ned med skraldet. Det er det levede liv. Trygheden, genkendeligheden, rutinen. Det unikke ved at være to i en fælles hverdag. Det er basen for det hele. Det skal æres, respekteres og prioriteres. Vi kommer før alt andet.

#11 Vi må se vores dårlige vaner i øjnene og tage ansvar sammen. At man er ene om at have en dårlig vane er op ad bakke, men hvis man er to, så føles det dobbelt så hårdt at bryde den, synes jeg. For hvem er det, der siger: “Nu har vi set for meget Netflix” (jf. punkt 7), nu er vi nødt til at rejse os fra den sofa”, det føles så tungt at være den, der skal sige det først, især når den anden også trækker ned. Vi må rejse os sammen, hive hinanden op, også selvom det er lettest at bekræfte hinanden i, at vi bliver siddende lidt endnu.

#12 Vi bliver hinandens familie igennem krisetider. I 2018 mistede jeg min far efter et langt  sygdomsforløb. En af de hårdeste ting jeg har prøvet i mit liv. David var ikke blot længere min mand, men var også svigersøn, der kæmpede for min far, ja for hele min familie. Jeg har aldrig følt mig mere båret af et andet menneske end da jeg så, at han var villig til at bære og kæmpe midt i det som var så svært, og det ikke var min kamp, det var vores fælles kamp.

Tak for 12 år. Jeg glæder mig til flere.


Har du bemærket, at min blog ikke er klistret til med reklamer? Vil du støtte mit foresatte arbejde med at udgive og skrive uden at være afhængig af reklameindtægter? Du kan sende mig en donation her. Tak! 

Tro og spiritualitet

Hvad 40 dages faste har lært mig

Den kristne fastetid sluttede påskedag og har varet 40 dage. Ved indgangen til fasten delte jeg mit ønske om at faste fra at være perfekt. Om at blive lidt stille, få færre inputs og dvæle ved de små ting. Om at vente på Gud.

Påskemorgen sluttede fasten og jeg vil her dele nogle tanker om, hvordan fasten har været for mig.

For det første så troede jeg, at det ville blive sværere at undvære at se serier hver aften. Men ret hurtigt så opdagede jeg, at jeg sagtens kunne finde på andre ting at lave, og at jeg ikke var så aften-træt som jeg troede. Det har været allersværest at undvære at se serier, hvis jeg har været i dårligt humør. Sådan et humør, hvor man vandrer rastløst rundt og har lyst til at glemme. Det er sket 2 gange undervejs i fasten, at jeg har søgt noget ‘dulme med’, og det har jeg givet efter for. Sådan er det. Jeg er ikke perfekt.

I stedet for at se Netflix har vi fyldt vores aftner med meget andet godt! Jeg tog som noget af det første et begynderkursus i strikning. Min veninde Tina og min virkelig søde nabo har hjulpet i gang. Og det har været en øvelse for mig i at – ja – øve mig! Jeg har nemlig ofte en ide om, at jeg gerne vil gøre det perfekt fra begyndelsen, men med strikning af min første sweater har jeg måtte trevle op, prøve igen og prøve endnu engang og været rasende.. for nu at kunne sige, at jeg er blevet bidt af at strikke! Derudover har jeg været på blomsterkursus og er begyndt at forberede min første skærehave. Også det kræver tålmodighed og øvelse, men det er skønt at se de små spirer vokse frem. Jeg elsker blomster, de gør mig helt utroligt glad og taknemmelig, så jeg håber at kunne høste en hel masse blomster til sommer.

Det nedsatte netflix-forbrug har virkelig ført nogle positive ting med sig. David og jeg har besluttet, at vi heller ikke fremover vil se så mange serier. Der er så mange flere ting, vi har lyst til at opleve og beskæftige os med. Jeg er faktisk begejstret for min ‘nyvundne’ tid. Jeg har sluppet skærmene lidt, og fået så meget mere interessant indhold, det føles som en gave.

Jeg besluttede også at slette Instagram-appen, og det har været godt. Jeg har opdaget, at Instagram ofte både har inspireret mig, men også været medvirkende til, at jeg er faldet i den fælde at sammenligne mit liv med andres. Det har været tidspild at ‘se på’, mens andre lever deres liv og samtidig have en følelse af, at ikke at magte at gøre det som ‘kræves’ for at leve det ‘perfekte liv’. Det har været godt at være væk fra det enorme sansebombardement og trække mig tilbage for at se på mit eget liv: Hvad har jeg egentlig lyst til, hvad er realistisk for mig? Mærke mine egne værdier og ikke hele tiden blive konfronteret  med ‘det gode liv’ fra mennesker, hvoraf de fleste er fremmede for mig. Vi ved det jo allesammen, men de sociale medier er ofte et glansbillede, alligevel kan vi komme til at tro, at det er virkeligheden, og når vores eget liv pludseligt blegner ved siden af, ja så er det nærliggende at begynde at føle sig mindreværd og som et dårligt menneske. Det har jeg selv ofte gjort. Det har været godt at stoppe op.

Fremover vil jeg virkelig forsøge at fortsætte med at bruge Instagram konstruktivt. Bruge det som en inspiration, men ikke ‘forsvinde ind i det’ og hjernevaske mig selv til at tro, at det er ‘virkeligheden’. Virkeligheden er lige foran næsen på mig, og den er sjælendt ligeså smuk som Instagram, men virkeligheden er også det eneste jeg reelt kan gøre noget ved.
Sidst, men ikke mindst har jeg forsøgt på dagligbasis at sætte mig og skrive et brev til Gud. Først var det et postkort, siden er jeg gået over til en notesbog. Det er ikke blevet til hver dag, men langt oftere end det har været før. Jeg ville gerne sige, at jeg har fået en åbenbaring, sådan en fuldstændig (perfekt?) guddommelig oplevelse. Men det har jeg ikke. Måske har jeg allermest set ind i mit eget sind og mine håndskrevne ord, der igen og igen spørger:

Elsker du mig virkelig? Kan det virkelig passe, at jeg er skabt, elsket og ønsket som menneske, også når jeg ikke præsterer godt nok? At det virkelig, hvad du siger om mig, Gud?

Og midt i mine spørgsmål, midt i tvivlen og min undren, midt i rodet, fornemmer jeg et ‘ja’.

Et ja, der får mig til at sætte mig på en bænk i skoven og bare sidde lidt. Hvile midt i mit løb, hvile midt i drømme om fremtiden, hvile midt i tankerne om, hvem jeg skal være for at gøre det godt.

Bare hvile og lytte til det igen.

JA!