Bønner

Imens jeg venter

Imens jeg venter på, at alt falder til ro, så gemmer jeg mig hos dig.
Imens jeg prøver at få alle til at elske mig, så søger jeg dit blik.
Imens jeg traver afsted og leder efter min vej, så går jeg sammen med dig.

Når jeg farer vild, så griber du ud efter min hånd.
Når jeg er tom, så fylder du mig op.

Jeg vil gerne klare mig selv, have min fortjeneste for et hårdt slid, anerkendelse for min kamp, men selv når jeg opnår det, er jeg tom efter et øjeblik.

Jeg søger dit blik igen, gennem menneskemængden, gennem stemmerne, gennem larmen. Jeg søger efter dit blik, og jeg tror, jeg hører dig sige:

“Se på mig. Bevar dit fokus hos mig, fæstn dit blik i mine øjne, jeg elsker dig med evig kærlighed. Lad dig ikke skræmme af livet, jeg er hos dig. Intet kan skade dig eller gøre dig ondt. Jeg er med dig altid.”

Og som et barn tør jeg gå ud i verden og tage nye skridt,
og når jeg falder igen, så søger jeg dit blik.

Tro og spiritualitet

Derfor tror jeg

Et af min tidligste minder om at tro på Gud er, at jeg sidder på en gynge i børnehaven og synger en sang, jeg har hørt i kirken. Sangen indeholder en sætning, der på mange måder beskriver min tro i sin enkelhed: “For du er min far og jeg er dit barn, jeg ved, at du elsker mig”.
Troen på Gud har været med mig siden. Jeg oplever, at Gud er nærværende, at han er virkelig i mit liv, at jeg kan høre fra ham, opleve at få tegn fra ham, at han igen og igen viser mig, at han ønsker at møde mig.

I morges havde jeg sådan et øjeblik. Jeg bad Gud om en konkret vejledning ifht. en situation, og jeg faldt lidt efter tilfældigt, nej, Gudfældigt, over et blogindlæg som jeg i første omgang tænkte var irrelevant. Jeg læste det alligevel, og så viste det sig, at en bid af det handlede præcist, ja præcist, om den situation jeg havde bedt om vejledning til. Sådan noget oplever jeg ofte. At Gud taler til mig eller mennesker omkring mig. Igennem små og store glimt. Himmelglimt.
Det lyder vagt, når jeg forklarer det. Det lyder tilfældigt. Det kunne være tilfældigt, og det kunne være noget ubevidst, der har styret mig direkte derhen.

Men jeg tror. Jeg tror, at Gud, min Far og Skaber, taler til mig i dag. Og dog oplever jeg tvivlen side om side med troen. Da jeg fortalte David om episoden i morges, så spurgte jeg ham igen og igen: “Tror du, at det er et tegn?”, og han svarede “Ja”, men jeg kunne høre tvivlen i hans stemme, og det var nok også derfor, jeg blev ved med at spørge. Jeg spurgte om sikkerhed, for jeg mærkede tvivlen hos mig selv.
At tro er ikke enkelt, ikke nødvendigvis nemt. For mig er det ligesom at have to samtidige følelser i kroppen. Glæden, troen og håbet i hjertet, og tvivlen i maven, sådan oplever jeg det ofte. Samtidigt. Ambivalent. Men jeg vælger at leve med troen og tvivlen side om side.

Jeg tror, ikke fordi jeg har faste beviser, ikke fordi jeg kan sige, at det stensikkert er Gud, men fordi jeg håber det. Fordi jeg ikke kan forestille mig at leve uden det håb.
Jeg tror, fordi jeg vælger at leve mit liv ud fra troen og på troens præmisser. Min tro er aldrig helt sikker, men den er alligevel min faste grund i livet. Jeg har valgt at leve et liv, der er funderet på tro, på en virkelighed som er større, end det jeg kan se og har beviser for. Jeg tror på en sandhed, som ikke kan vejes eller måles, og kun af og til mærkes.
Min tro er en tro på en personlig Gud. På at Gud kender mig, og jeg længes efter at kende ham mere.

Jeg tror, fordi jeg har brug for det. Brug for Gud. Brug for at tro på, at mit liv ikke er ligegyldigt. Brug for, at min livshistorie er en del af Guds store historie om verden, om livet, om meningen med, hvorfor vi er her, og hvilket formål han har for mit liv. Jeg tror på, at Gud ikke er ligeglad, men nærværende. Jeg tror, fordi jeg har brug for et håb, fordi jeg dybest set har brug for kraft til at leve.
Engang troede jeg, at jeg ikke længere troede… Jeg troede, at jeg havde mistet min tro, ikke fordi jeg ikke længere troede på Gud, men fordi jeg ikke kunne holde ud at tro. Min tro var blevet en præstation, jeg ikke kunne magte, og jeg skammede mig over min manglende tro.

Jeg troede, at jeg skulle tro på en bestemt måde, på en pæn måde, som jeg ikke længere kunne mønstre.
Jeg ønskede mig en tro uden tvivl. Uden voldsomme følelser af angst, anklage og vrede. Jeg var bange for de følelser, og jeg frygtede, at Gud var vred over, at min tro var blevet grim og flosset.

Men jeg mødte mennesker (gudskelov), der lærte mig at tro ikke altid behøver at være pæn. At man gerne må bande, imens man beder. At Gud kan holde til det hele og ønsker at høre det. Jeg nærmede mig Gud igen igennem desperat bøn. Jeg opgav at tro på en bestemt måde og jeg opdagede, at Gud ikke forventer det. At Jesus siger: “Bliv i min kærlighed”. Jeg skal ikke leve i skammen over mig selv og mine manglende evner, men i hans kærlighed og nåde som strømmer til mig hvert sekund.

Min vrede, anklage og mistillid, alt dette var jo også et udtryk for tro. En åbenhed mod Gud, en tro på, at han hører mig, også når jeg klager og skælder ud. Jeg fandt en ny tro, en tro der var mere fri, ikke så pæn, men mere fri. Som at gå fra at være en veltalende voksen til et barn, der skriger og pludrer.
Jeg vælger at tro, også selvom tvivlen er en fast følgesvend. Den må godt være der. Tvivl er ikke det samme som ‘ikke at tro’. Tvivlen er et udtryk for min menneskelighed, og Gud er ikke bange for min tvivl.
Troen på Gud giver mig håb. Der er mange ting, jeg kunne ønske var anderledes, der er så meget lidelse og smerte i verden, hos mig selv og mennesker omkring mig. Klimaforandringer, krige, sorg, brudthed af alle salgs.

Troen på Gud er en tro på en historie med en slutning, hvor alt ender godt. Ondskaben og smerten har ikke det sidste ord. Jeg tror, at Guds historie er større, sætter alt i et nyt perspektiv og at han ønsker at fortælle verden sin historie gennem vores liv. En historie om kærlighed, håb og lys.

Jeg tror, fordi jeg er nødt til det. Jeg tror, fordi det giver mig kraft til at leve og fred til at kunne dø. Og efter døden er jeg hjemme hos ham.

Jeg tror, fordi jeg ikke kan andet.

Alt mellem himmel og mark

Historier om håb

Når jeg kigger ud af vinduet i disse måneder, så er jeg sjældent fristet til at tage mit kamera med ud. Det hele er jo så gråt i gråt. Som hvis man er kommet til at blande for mange farver og til sidst ender med endnu en nuance af gråbrun.
Udfordrede mig selv den anden dag og tog alligevel kameraet med, solen skinnede ikke og lyset var blegt. Men gennem linsen opdagede jeg nuancerne. Tågen var der og lagde en dyne af hvidt slør henover skoven, men i skovbunden, mellem træerne og på himlen var der gemte og glemte farver, historier og dybder.

Lige her, lige nu, midt i det grå, er der historier om håb og lys, liv og forvandling.

Måske er det skjult, men det er der.

Alt mellem himmel og mark

I mit és

Siden begyndelsen af september har jeg været fri til at bruge tid og kræfter på mine drømme, da vi nu primært lever af én indkomst. Det betyder, at jeg kan arbejde på min pop-up café, studere et fag i ‘Sjælesorg’ i Aarhus, starte en lokal Madklub i byen og planlægge kommende projekter og drømme. De sidste to måneder har lært mig, hvad der giver mig allermest glæde og mening: at have tid og overskud til mennesker og være med til at skabe fællesskab og sprede tro, håb og kærlighed i vores by. Fordi det er det, jeg tror på, at Gud bruger mig til. Jeg har aldrig følt mig mere i mit és.

Hverdagslykke

#Reklame Vandreeventyr på Langeland

I begyndelsen af juli var jeg sammen med en flok venner, børn og voksne, på 1 dags-vandretur på Langeland.
Turen var arrangeret af QuestLangeland med Lisbet, der organiserer vandreture, overnatninger og naturoplevelser. Konceptet er målrettet børn – men alle typer mindre fællesskaber er velkomne.

Vi mødte op 8 personer og hund, lørdag formiddag på Lohals Havn og her stod Lisbet klar med turkort, madpakker og nødvendigt grej til turen. Lisbet tog vores bagage med i sin bil og kørte det til vores lejrsted ved Hønsebjerggard, hvor hun også bor med sin familie.

Vi havde på forhånd aftalt med Lisbet, hvor mange kilometer vi ville gå – af hensyn til børne og hundeben (og voksen-skavanker).

Vi gik afsted i småregn med højt humør.

Turen gik langs kysten, gennem skov og marker på det nordlige Langeland. Et virkelig dejligt naturområde, jeg aldrig har set før.

Efter at have gået et stykke slog vi os ned for at spise frokost som Lisbet havde forberedt til os. Der var nybagte boller, ost, pølser, falafler og grøntsager. Hvorfor smager mad bare bedre udenfor?

Efter frokosten åbnede vi en “aktivitets-pose”, som indeholdt forslag til aktiviteter undervejs.

Herefter gik vi, efter et af forslagene, videre i stilhed. Bare 5 minutters stilhed var nok til at skabe et specielt nærvær og hænder greb ud efter hinanden. Det var et lille magisk øjeblik. Der var også en pose med fine spørgsmål at stille hinanden: “Hvem er dit forbillede?”, “Hvad håber du vil ske i den kommende uge?” “Hvis du kunne løse et af verdens problemer, hvilket et ville du så vælge?”

At gå sammen er en dejlig mulighed for at snakke om stort og småt.

Efter ca. 12 km ankom vi til lejren ved Hønsebjerggaard. Et ‘stald-shelter’ med udsigt til marker og græssende køer. Jeg tænkte straks på at sidde her og skrive dagen lang.

Aftensmaden stod klar i køleskabet og skulle bare snittes og smides i en gryde over bålet. Det geniale ved Lisbets koncept er, at man nøjes med alle fordelene – hun tager sig nemlig af opvasken!

Senere blev der lavet pølser og skumfiduser over bål, vi sang sange, bad aftenbøn og sad sammen i skæret fra bålet. Det er ligesom om, at der er noget ur-agtigt ved at sidde om sådan et bål, noget trygt og genkendeligt.

Vi krøb i soveposerne i to forskellige soverum med gode madrasser (man er vel blevet 30!) og med lejede sove-poser. At være på vandretur kan kræve en del gear, men en del af konceptet er netop, at man kan leje fx soveposer, hvis man ikke selv har.

Efter morgenmaden næste dag (hvor der bl.a. var pandekager!) gik vi ca. 2 km. tilbage til Lohals Havn, hvor vi havde stillet bilerne dagen før.

Det var den dejligste tur. En tur med indre og ydre bevægelse. Nærvær, fællesskab og tid til hinanden. Og vi følte os meget forkælede af Lisbet undervejs.

Quest er et genialt koncept for familier eller andre små grupper, der gerne vil afsted og nyde naturen og hinanden, men måske ikke har udsyret eller ved hvor langt de kan gå, eller hvor meget mad de skal have med.

Jeg skulle hilse fra Lisbet og sige, at d. 11.-13. oktober i år afholdes der en retræte for familier. Retræten foregår med udgangspunkt på Hønsebjerggård på Langeland og vil være bygget op omkring fællesskab i familieenhederne, pilgrimsvandring og friluftsliv. Du finder programmet for retræten lige her. 

Læs mere og tag afsted på vandretur sammen med QuestLangeland.

Tro og spiritualitet

Et øjebliksbillede af glæde

Det er ikke meget jeg får skrevet. Fordi det er så mange ord. Måske er et billede mere passende. Et øjebliksbillede af en tid i mit liv, som jeg vil betegne som den bedste, jeg har oplevet. Jeg tager et mentalt øjebliksbillede og føler glæde.
Jeg føler mig fri af angst, sorg og depression efter at have slæbt på den byrde de sidste mange år. Jeg føler mig fri til at leve med glæde og trække vejret let. Når jeg vågner er det med et smil, med en energi, der får mig til at fare ud af sengen for at indtage dagen. I morges hoppede jeg så højt som aldrig før, da jeg gik min morgentur. Jeg kunne ikke lade være.

Jeg ved, at livet hurtigt kan ændre sig. At sorg og tragedie kan ramme. Jeg vil ikke tage noget for givet. Jeg ved, at det kan ske, og derfor tager jeg dybe dybe slurke af alt det gode som er lige nu. I dette øjeblik.

Hvor skal jeg gøre af alt den glæde?
Jeg har overskud af glæde, af blomster på min mark, af livgivende samtaler, fællesskab, af kærlighed. Jeg har opdaget, at man ikke kan putte glæden på lager, den skal bruges! Jeg har så meget, at jeg føler, at jeg må give det videre. Derfor klipper jeg blomster i min skærehave i dag og afleverer dem på det lokale plejehjem. For jeg tænker tilbage på dengang, jeg besøgte min far på plejehjem og gik ned af gangen til hans værelse. Jeg var fyldt med mismod og frygt. Hvilket udtryk af sorg og afmagt skulle jeg møde i dag? Og ville jeg miste håbet til sidst?

Derfor klipper jeg blomster og forærer dem væk. Fordi livet er det hele, og jeg vil dele af min glæde.

Tro og spiritualitet

Et kærlighedsbad

At erfare “Guds kærlighed” kan lyde abstrakt, eller måske som en floskel. Jeg har svært ved at skrive om det, fordi jeg frygter, at det netop bliver abstrakt eller floskel.

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært at skrive om.
Måske fordi det handler om det dybeste i mit liv og samtidig er så ‘let’ at skyde ned.

I det hele taget erfarer jeg det ret konkret. Erfaringen og troen på, at jeg er skabt af Gud, kendt af ham og elsket. At der er en Gud, som har tænkt på mig, før jeg blev født og som besluttede, at jeg skulle findes. Og at dette gælder for ethvert menneske.

At jeg uanset, hvad livet indebærer, stoler på, at jeg aldrig er alene: Fordi Gud og Hans kærlighed er det jeg lever af. Og når jeg ikke lever mere, så falder jeg i Guds hånd. Det er derfor jeg kalder den dag min far døde for: “Den dag jeg mødte håb”. Og det overraskede mig, fordi jeg havde følt de foregående år som en lang ørkenvandring og mest af alt, havde skældt ud på Gud. Men Gud blev hos mig.

Men da min far døde, så mødte jeg et håb som er større end sygdom og død. Jeg så det ske foran mig. Jeg erfarede, at jeg trygt kunne overlade min far i Guds hånd, og jeg sagde ikke farvel, men ‘vi ses’, for Guds kærlighed ophører aldrig og vi skal bo i den forevigt.

I går da jeg var i kirke følte jeg, at Gud sagde til mig, at Hans kærlighed er ligesom et brusebad. Et kærligheds-brusebad.
Og det føltes som en invitation til mig: Vil du tage imod mit kærligheds-bad?
Kærlighed er ikke kærlighed, hvis den indebærer tvang. Så spørgsmålet var åbent: “Vil du tage imod min kærlighed?”

Og jeg sagde ja, og mærkede det strømme indefra og vandet steg i øjenkrogene.

Og da jeg vågnede i dag, tænkte jeg, at jeg har brug for flere kærligheds-bade, men slog tanken hen og begyndte på dagens opgaver, indtil det gik op for mig igen, at Hans kærlighed jo er det jeg skal leve af.

Så jeg smed mig i sofaen, lagde fødderne op og kiggede ud af vinduet på skyerne. Og jeg lod solstrålerne varme mig, imens jeg tog imod et brusebad. Et kærligheds-bad.

Alt mellem himmel og mark

Dét er lykke for mig

Det er nu 3 år siden vi flyttede til Fyn og dengang kendte vi ikke et øje. I perioder har vi været i tvivl om vores valg og følt os ret ensomme.

Men her 3 år efter kan vi sige, at vi ikke kunne tænke os at bo et andet sted, hvilket ikke mindst skyldes en dag som i dag, hvor vi:
– har gået tur med naboens hund og bagefter drukket formiddagskaffe i deres køkken sammen med børn, dyr og leverpostejsmadder
– været ude i familien Poulsens have og så flere blomster. De bor 5 min. væk i bil. Derude har vi også vores skærehave og den kanin de gav mig i 30 års gave og som lige har fået unger.

– og i aften fejrer vi Sankt Hans hos en af godsets ansatte, der bor 5 min. væk, Jens på 70 år, som vi stopper op og sludrer med, når han kører forbi på sin havetraktor.

Og i dag har jeg høstet min første rose nogensinde. Dét er lykke for mig.

Samtaler fra Herrens Mark

#7 Krista Bojesen: En samtale om skam og nåde

Kender du også til skam? En har sagt, at skam føles som ‘indre tæsk’ og det synes jeg er en rammende beskrivelse.

I denne episode taler jeg med psykolog og forfatter Krista Korsholm Bojesen om skam. For hvad er skam, og hvordan kommer den til udtryk? Og hvad er skammens modsvar?
Krista mener, at skammens modsvar er ‘nåde’. “Nåden er den kraft som handler om at være elsket både fordi og på trods”, siger hun.

I denne episode taler vi om:

  • Hvad skam er og hvordan den føles og påvirker os
  • Hvad gør vi, når vi mærker skammen?
  • Hvordan begrebet nåde kan være et modsvar til skammen
  • Hvad vi kan lære af bibelhistorier i dag, og hvordan de kan give os et nyt perspektiv på os selv
  • Om præstationssamfundet og idealer at leve op til
  • Sociale medier – hvordan vi bruger dem til glæde for os selv
  • Om at tro på, at hver enkelt menneske er skabt og har en plads i verden
  • Hvordan vi bedst hjælper hinanden til at slippe skam



Citater fra samtalen

“Der er kommet meget fokus på at være den bedste version af sig selv – jeg arbejder meget i terapi med folk om netop dét, for det er altså dybt urealistisk. Det at være den bedste version af os selv er – at holde et spejl op for os selv, som rakker ned på os selv – hele tiden. For at være den bedste version af sig selv, det er ikke bare et aspekt af dit liv, det er det hele!”

“Det gælder om række ud til nogen, der kender noget lignende.”

“I det øjeblik vi bliver genkendt, så er vi i et fællesskab”

Episoden er sponsoreret af Areopagos, der arbejder med religionsdialog, religionsdialog, kristen spiritualitet, trospraksis og diakoni. 

Musik: Calmant Kevin MacLeod

Kan du lide at lytte med? Du har nu mulighed for at støtte podcasten med et beløb.
(tak til jer der allerede har gjort det, det betyder meget!)

Alt mellem himmel og mark

Morgenbøn: Giv mig dit blik

Jesus, den nye dag ligger foran mig.
Endnu dag i mit liv, hvor jeg lever af din nåde, og det liv du har pustet i mig.

Send mig ud i dagen og giv mig dit blik.

Lad mig se det du ser. Lad mig se op fra mit eget begrænsede perspektiv og få dit blik på dagen, på de steder jeg skal gå, og de mennesker jeg skal møde.

Send mig ud og brug mig til at sprede din kærlighed, hvorend jeg er.
I kaffepausen, i ulvetimen og i ventetid.
Ved mødebordet, i bussen eller i sygesengen.

Hvor end jeg er, så giv mig dine øjne og giv mig muligheder for at genspejle din kærlighed.

Lad mig se dét menneske i dag som har brug for mig og lad mig også turde tage imod.

Mind mig om, at denne dag er en dag i din evighed,
en dag, hvor jeg kan leve af din kærlighed og rundhåndet dele ud.

Alt mellem himmel og mark

At opleve magien igen

Det indebar en del myggestik at tage dette billede. Men jeg havde sådan en fin tur ud i det grønne med mit kamera.

Nu er det 3. år vi bor her på det sted vi kalder ‘vores hjem’.

Nu er der meget, der føles genkendeligt. At solen går ned det samme sted, at blishønen laver rede i de høje siv i dammen og at der lidt efter titter små unger frem med røde hoveder.

Når noget er genkendeligt så er det måske også lettere at overse det magiske? Det slog mig forleden. Og derfor tog jeg mit kamera med ud på en aften-gåtur og der mødte jeg denne solnedgang (og de hundredvis af myg).

Og da jeg gik hjem så jeg ikke bare marker, men en grøn dyne af blødhed og solens sidste stråler blev en påmindelse om alt det smukke, der findes.

Det var ligesom om, at jeg havde åbnet døren til det sted igen: hvor jeg må stoppe op, bare være til og tage imod.

Butik

A5 postkort med skaberværk & kærlige ord

Jeg har skabt disse 4 postkort med et opløftende ord. Brug det fx som en kærlig hilsen eller som en lille plakat. Kortet har hvid bagside og er trykt på 300 g ubestrøget  papir. Svanemærket tryksag.

Mål: A5 – 14,8 × 21 cm, kommer uden kuvert.

Pris: 30 kr. pr. stk. eller alle 4 stk for 100 kr. + forsendelse.

Bestilling:
 kontakt@påherrensmark.dk

Alt mellem himmel og mark

En lille valgtale

Jeg synes det er en vigtig tid. En vigtig tid med store spørgsmål om, hvilket Danmark vi ønsker. Jeg har siden samfundsfag på A-niveau i gymnasiet været hooked på at følge med i politik. Jeg ser og læser derfor også så meget valgsnak jeg kan lige pt., for jeg mener, at det er vigtigt at sætte sig ind i. Jeg synes det har været en god valgkamp indtil nu, ikke så meget mudderkastning, ikke så meget personfnidder, men tid til de lidt større linjer, hvad synes du?

Jeg var også så heldig at se duellen mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke direkte i Højlunds Forsamlingshus for et par søndage siden. Det var fedt at se det ‘live’ og føltes helt klart mere menneskeligt og mindre som et ‘show’, når man ikke ser det fra en kameravinkel, der er stukket helt op i ansigtet.

Jeg tror, at det det optager mig mest er, når valgkamp bliver til samtaler om visioner. Hvad er det vi vil? I fremtiden? Hvad kan vi gøre bedre? Anderledes? Hvilket sted er det vi drømmer om at bo?

Og vi må hver især gøre op med os selv, hvad vi synes der er vigtigt og stemme på dem, vi har mest tillid til kan handle på vores vegne.

At kunne få lov at være med til at beslutte dét, rører mig, hver gang jeg står i køen til stemmeboksen. Vores demokrati er ikke perfekt, men det er der og det er ikke alle mennesker, der får lov at leve i et så rigt, og trods alt godt og trygt land, hvor vi får lov at være med til at bestemme, hvem der skal have magten. Det synes jeg er værd at sætte pris på.