0
Alt mellem himmel og mark

Gro i ro

Alting går lidt langsommere for tiden, da jeg har mødt en forårsforkølelse der vil noget. Det eneste, der ikke virker på at komme helt ovenpå igen er at skynde sig og ærgre sig, men hvad har det egentlig nogensinde hjulpet på?

Gro i ro.

Alt mellem himmel og mark

Er du den bedste version af dig selv?

Hvad mon du svarer på dét spørgsmål?

Jeg må svare, at jeg sjældent er den bedste version af mig selv og det har jeg tit skammet mig over. På alle mulige områder.

I går mødtes jeg med Krista Korsholm Bojesen, bl.a. for at optage en nye episode til min podcast. Vi talte om emnet ‘skam’. Krista er nemlig psykolog og har skrevet en bog om skam, samt holder foredrag og udbreder viden om, hvad skam er. Jeg er i gang med at redigere episoden og ser frem til at dele den med jer.

I dag har jeg gået og tænkt på noget Krista sagde i går, nemlig:

“Der er kommet meget fokus på at være den bedste version af sig selv – jeg arbejder meget i terapi med folk om netop dét, for det er altså dybt urealistisk. Det at være den bedste version af os selv er – at holde et spejl op for os selv, som rakker ned på os selv – hele tiden. For at være den bedste version af sig selv, det er ikke bare et aspekt af dit liv, det er det hele!”

Lad os aflive myten om ‘den bedste version’. Helt ærligt, hvornår lykkes det nogensinde? Tanken om at være ‘den bedste version’ af mig selv, gør mig ret træt. Og alligevel er det ofte det, jeg har forsøgt at være. At lave en lang liste over alt, det jeg føler jeg bør gøre. Og slå mig selv oveni hovedet, når det ikke lykkes. Kender du det?

Lad os stræbe efter at gøre det gode, men være velvidende, at det at ‘være den bedste udgave af os selv’ er et umuligt projekt.

I går talte vi om begrebet nåde. (Jeg har engang skrevet om ‘nåden der vokser i min vindueskarm’) Det er det nådige blik, på os selv og andre, der opløser skammen. Skammen bilder os ind, at vi ikke er værdige til fællesskab. Nåden siger, at vi er værdige, elskede og værdifulde, også selvom, vi ikke er den bedste version af os selv.

Alt mellem himmel og mark

#12 ting 12 år har lært mig om parforhold

I dag har David og jeg 12-års dag. For 12 år siden gik jeg i 3. g og var til skriftlig engelsk-prøve og smuttede tidligt for at tage til København, hvor jeg mødtes med David. Vi har været sammen lige siden og blev gift for snart 9 år siden. Indlægget her er i første omgang skrevet, da vi havde været sammen i 10 år, nu er det revideret og uddybet, da der er gået 2 år mere.

12 ting de sidste 12 år har lært mig om parforhold: 

#1 Kommunikation betyder alt. Måske er vi ikke enige, forstår ikke altid hinandens handlinger og holdninger, men hvis vi kan sige: “Hvorfor siger du det, hvad får dig til det? Hvordan forstår du det?” Så er vi kommet rigtig langt.

#2 At kende hinanden godt betyder også at kende hinandens svageste punkter, hvilket betyder, at man har magt til kan såre hinanden dybt. De svageste punkter skal æres, også når man er ved at eksplodere og har lyst til at gå til angreb.

#3 At det er yderst vigtigt at være villig til at arbejde med sig selv og sine egne mønstre. Hvis vi nægter at se på os selv, og det vi har med os i bagagen, går det udover den anden og dermed udover forholdet. Det er ikke tilladt at sige: “Sådan er jeg bare, det gider jeg ikke tage mig af, det må du lære at leve med…” hvis det har negative konsekvenser for den anden. Vi må være villige til at arbejde med vores egne svagheder og mønstre, vi må bære vores egne byrder og hjælpe hinanden, når det bliver for tungt.

#4 Det er frugtbart at være overbærende. Her burde min mand få en guld-medalje. Jeg har gennem årene vist mig skiftevis som et blidt lam og en ildspydende drage. Jeg kan ikke komme på en eneste gang, David har sagt: “Nu tager du dig lige sammen”. Nej, han har vist en overbærenhed af en kaliber, jeg ikke troede var muligt. Engang spurgte jeg ham: “Hvad er din pædagogik egentlig overfor mig?” og han svarede mig: “Jeg elsker dig mest, når du fortjener det mindst”. Det må jeg sige, at han udlever.

#5 At bide sig i læben og lytte med hjertet. Nogle gange kan man få følelsen af, at der ikke er flere overraskelser eller nyt at lære om hinanden, men hvis man lytter og spørger ind, som man havde gjort, hvis man lige havde mødt hinanden, så opdager man, at der stadig er skjulte skatte. Som type er jeg tit ret hurtig til at sætte ord på følelser og konkludere, men jeg øver mig i at være stille og i stedet sige: “Hvorfor? Hvordan? Hvad tænker du?” indtil vi finder ind til kernen sammen.

#6 At vi kan øve os og dygtiggøre os i parforhold, ligesom hvis vi trænede op til et marathon. For os har det været nyttigt at studere personlighedstype-typologier som emnegrammet, Myers-Briggs og de 5 kærlighedssprog. Det har gjort en ubeskrivelig forskel. Vi er gået fra at syntes den anden, ret ofte, er en sær snegl, til faktisk at forstå og respektere hinandens forskelligheder. Og drage nytte af dem!

#7 Netflix, take-away, spise aftensmad i sofaen og at lade opvasken stå, kan være det, der får det hele til at hænge sammen i perioder.

#8 At det er nødvendigt at gøre sit ypperste for at sige tingene pænt, også når man er presset. At sige undskyld, når man fik sagt tingene på en dum måde.

#9 At det går op og ned. Når “det går ned” er det vigtigste at kunne tale åbent om det. Der er intet, der er for farligt eller forbudt at sige. Det er først farligt, når vi lader være.

#10 Hverdagen er det vigtigste. At stå op sammen, gå tur med hunden, købe ind, lave mad, gå ned med skraldet. Det er det levede liv. Trygheden, genkendeligheden, rutinen. Det unikke ved at være to i en fælles hverdag. Det er basen for det hele. Det skal æres, respekteres og prioriteres. Vi kommer før alt andet.

#11 Vi må se vores dårlige vaner i øjnene og tage ansvar sammen. At man er ene om at have en dårlig vane er op ad bakke, men hvis man er to, så føles det dobbelt så hårdt at bryde den, synes jeg. For hvem er det, der siger: “Nu har vi set for meget Netflix” (jf. punkt 7), nu er vi nødt til at rejse os fra den sofa”, det føles så tungt at være den, der skal sige det først, især når den anden også trækker ned. Vi må rejse os sammen, hive hinanden op, også selvom det er lettest at bekræfte hinanden i, at vi bliver siddende lidt endnu.

#12 Vi bliver hinandens familie igennem krisetider. I 2018 mistede jeg min far efter et langt  sygdomsforløb. En af de hårdeste ting jeg har prøvet i mit liv. David var ikke blot længere min mand, men var også svigersøn, der kæmpede for min far, ja for hele min familie. Jeg har aldrig følt mig mere båret af et andet menneske end da jeg så, at han var villig til at bære og kæmpe midt i det som var så svært, og det ikke var min kamp, det var vores fælles kamp.

Tak for 12 år. Jeg glæder mig til flere.


Har du bemærket, at min blog ikke er klistret til med reklamer? Vil du støtte mit foresatte arbejde med at udgive og skrive uden at være afhængig af reklameindtægter? Du kan sende mig en donation her. Tak! 

Tro og spiritualitet

Hvad 40 dages faste har lært mig

Den kristne fastetid sluttede påskedag og har varet 40 dage. Ved indgangen til fasten delte jeg mit ønske om at faste fra at være perfekt. Om at blive lidt stille, få færre inputs og dvæle ved de små ting. Om at vente på Gud.

Påskemorgen sluttede fasten og jeg vil her dele nogle tanker om, hvordan fasten har været for mig.

For det første så troede jeg, at det ville blive sværere at undvære at se serier hver aften. Men ret hurtigt så opdagede jeg, at jeg sagtens kunne finde på andre ting at lave, og at jeg ikke var så aften-træt som jeg troede. Det har været allersværest at undvære at se serier, hvis jeg har været i dårligt humør. Sådan et humør, hvor man vandrer rastløst rundt og har lyst til at glemme. Det er sket 2 gange undervejs i fasten, at jeg har søgt noget ‘dulme med’, og det har jeg givet efter for. Sådan er det. Jeg er ikke perfekt.

I stedet for at se Netflix har vi fyldt vores aftner med meget andet godt! Jeg tog som noget af det første et begynderkursus i strikning. Min veninde Tina og min virkelig søde nabo har hjulpet i gang. Og det har været en øvelse for mig i at – ja – øve mig! Jeg har nemlig ofte en ide om, at jeg gerne vil gøre det perfekt fra begyndelsen, men med strikning af min første sweater har jeg måtte trevle op, prøve igen og prøve endnu engang og været rasende.. for nu at kunne sige, at jeg er blevet bidt af at strikke! Derudover har jeg været på blomsterkursus og er begyndt at forberede min første skærehave. Også det kræver tålmodighed og øvelse, men det er skønt at se de små spirer vokse frem. Jeg elsker blomster, de gør mig helt utroligt glad og taknemmelig, så jeg håber at kunne høste en hel masse blomster til sommer.

Det nedsatte netflix-forbrug har virkelig ført nogle positive ting med sig. David og jeg har besluttet, at vi heller ikke fremover vil se så mange serier. Der er så mange flere ting, vi har lyst til at opleve og beskæftige os med. Jeg er faktisk begejstret for min ‘nyvundne’ tid. Jeg har sluppet skærmene lidt, og fået så meget mere interessant indhold, det føles som en gave.

Jeg besluttede også at slette Instagram-appen, og det har været godt. Jeg har opdaget, at Instagram ofte både har inspireret mig, men også været medvirkende til, at jeg er faldet i den fælde at sammenligne mit liv med andres. Det har været tidspild at ‘se på’, mens andre lever deres liv og samtidig have en følelse af, at ikke at magte at gøre det som ‘kræves’ for at leve det ‘perfekte liv’. Det har været godt at være væk fra det enorme sansebombardement og trække mig tilbage for at se på mit eget liv: Hvad har jeg egentlig lyst til, hvad er realistisk for mig? Mærke mine egne værdier og ikke hele tiden blive konfronteret  med ‘det gode liv’ fra mennesker, hvoraf de fleste er fremmede for mig. Vi ved det jo allesammen, men de sociale medier er ofte et glansbillede, alligevel kan vi komme til at tro, at det er virkeligheden, og når vores eget liv pludseligt blegner ved siden af, ja så er det nærliggende at begynde at føle sig mindreværd og som et dårligt menneske. Det har jeg selv ofte gjort. Det har været godt at stoppe op.

Fremover vil jeg virkelig forsøge at fortsætte med at bruge Instagram konstruktivt. Bruge det som en inspiration, men ikke ‘forsvinde ind i det’ og hjernevaske mig selv til at tro, at det er ‘virkeligheden’. Virkeligheden er lige foran næsen på mig, og den er sjælendt ligeså smuk som Instagram, men virkeligheden er også det eneste jeg reelt kan gøre noget ved.
Sidst, men ikke mindst har jeg forsøgt på dagligbasis at sætte mig og skrive et brev til Gud. Først var det et postkort, siden er jeg gået over til en notesbog. Det er ikke blevet til hver dag, men langt oftere end det har været før. Jeg ville gerne sige, at jeg har fået en åbenbaring, sådan en fuldstændig (perfekt?) guddommelig oplevelse. Men det har jeg ikke. Måske har jeg allermest set ind i mit eget sind og mine håndskrevne ord, der igen og igen spørger:

Elsker du mig virkelig? Kan det virkelig passe, at jeg er skabt, elsket og ønsket som menneske, også når jeg ikke præsterer godt nok? At det virkelig, hvad du siger om mig, Gud?

Og midt i mine spørgsmål, midt i tvivlen og min undren, midt i rodet, fornemmer jeg et ‘ja’.

Et ja, der får mig til at sætte mig på en bænk i skoven og bare sidde lidt. Hvile midt i mit løb, hvile midt i drømme om fremtiden, hvile midt i tankerne om, hvem jeg skal være for at gøre det godt.

Bare hvile og lytte til det igen.

JA!

Tro og spiritualitet

Påskemorgen

Glædelig påskemorgen!

Påsken har aldrig været mere nærværende og konkret for mig end efter, at jeg måtte sige farvel til min far. Da min far lå i kisten læste jeg disse ord sagt af Jesus:

“Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” (Joh. 11,25f.)

Påskemorgen opstår Jesus fra graven og vandt dermed over dødens magt. Kærlighed vandt. Det er det, påske handler om for mig. Det gjorde det også for min far.

Vi skal se hinanden igen. Det er påskens håb.

DIY

Guide: Lav din egen skærehave

Marie Holmer og Christina Foss fra Vilde Violer.

Fornylig var jeg på kursus hos Vilde Violer, der dyrker økologisk certificerede blomster. Jeg har været på kursus i blomsterbinding før og skrevet om det her. Denne gang handlede det om at anlægge sin egen skærehave. Altså et område i haven med blomster, der bruges til at skære og bruge i buketter. Der hvor vi bor har vi ingen have, men nu har jeg hos naboer fået lov at låne et stykke jord i deres køkkenhave. Jeg er allerede i gang med forspiringen og glæder mig!

I 2016 var jeg i praktik hos Grøn Kirke og i den forbindelse lavede jeg sammen med Vilde Violer en guide til at anlægge en skærehave. Jeg har fået lov at genudgive den lille guide her på bloggen, så læs med herunder, hvis du også kunne tænke dig at komme i gang med blomsterdyrkningen. Nedenfor har jeg også tilføjet nogle noter fra kurset og mine egne erfaringer.

Forberedelse til skærehaven
Når man skal planlægge et bed, bør det have noget at byde på hele året. Her skal man vælge planter med omhu og sørge for, at der er nogle til enhver årstid – begyndende med forårsløg, derefter kommer stauder og sommerblomster (hvis blomstring afløser hinanden fra forsommer til høst), og så er det frøstande og aks fra græsser og grene, der kan afslutte året. Vi bruger også mange krydderurter i vores buketter, så både bede og buketter dufter skønt.

Velegnede sorter
Hvilke sorter man skal vælge afhænger naturligvis både af, hvor bedet ligger (i sol eller skygge) og hvordan jorden er, men nedenfor et et par eksempler på velegnede planter til en lille skærehave. Her er nogen af vores yndlinge, hvoraf nogle er ét-årige og nogle er stauder.

Forår: Tulipaner, vintergækker, erantis, pinseliljer, påskeliljer, narcisser, anemoner, martsviol, vibeæg og skilla.

Sommer:
Akeljefrøstjerne, Akelejer, Prydløg/Allium (løgplante), pæoner/bonderoser, stjerneskærm, løvemund, asters og frøkenhat.

Efterår: Floks, solhat, kæmpeverbena (kan overvintre i milde vintre), stolt kavaler, sankthansurt, solsikker, violfrøstjerne og kvan.

Vinter: Græsser, hortensia, påskeklokker, julerose, lilla grønkål.Om vinteren kan man desuden bruge alle de stedsegrønne planter (og evt tørrede blomster) til dekorationer og buketter. Fx hører nåletræer, rododendron, buksbom, kristtorn og kirsebærlaurbær med til gruppen af havens stedsegrønne.

Hvor kan man købe frø?
Vi høster selv frø og supplerer med frø fra webbutikken hos Bingenheimer samt blomsterløg fra Ecobulbs.

Tulipaner og georginer er oplagte til skærehaven

Tulipaner: Vi er blevet vilde med tulipaner og vi har oplevet, at vores økologiske tulipaner holdt rigtigt godt i vasen. Flere af vores kunder nævnte også, at “de duftede og knitrede som i gamle dage”. Vi lægger tulipanløgene i oktober måned. Her er jorden nemlig stadig lun efter den varme sommer, men også tilpas fugtig på grund af årstidens nedbør. Disse omstændigheder gør dels jorden nem at arbejde med, men de skaber også de optimale betingelser for de små løg, der skal forberede sig på forårets blomstring.Tulipanerne blomster gerne i maj-juni og sætter en masse farve på haven i foråret og forsommeren, før stauderne og sommerblomsterne for alvor kommer i gang. Tulipaner trives bedst på et solrigt sted i veldrænet jord. Man kan grave løgene op, når bladene er visnet ned, tørre dem og opbevare dem tørt, indtil de plantes igen i efteråret. Ellers kan man også vælge at købe nye hvert år. Læs mere her.

Georginer: Vi dyrker rigtig mange georginer, fordi de er i konstant blomst fra juli til den første frost. Og desto mere man høster, desto flere blomster får man. Der findes et utal af varianter og farver, så de giver også mange muligheder i buketter. Georginer kan lægges i jorden, når nattefrosten er ovre og jorden er lun. I år lagde vi vores allerede i april med et fint resultat. Georginen kommer oprindeligt fra Mexicos varme himmelstrøg, så hvis man gerne vil se sine georginer blomstre igen, skal de graves op af jorden i det sene efterår (november) og opbevares tørt og køligt vinteren over, eksempelvis i et frostfrit skur. Læs mere her. 

Hvad er jeres bedste tip til at blive mere bæredygtig i brugen af blomster?
Enten kan man begynde at dyrke økologiske blomster selv, eller også kan man vælge danske økologiske blomster, når man køber buketter. På den måde sparer man natur og arbejdere for giftige sprøjtemidler, og klimaet for den CO2-udledning som følger med transporten af blomster på tværs af kloden.Om vinteren hvor der ikke er danske blomster, kan man købe eller efterspørge udenlandske økologiske/fairtrade blomster eller bruge tørrede blomster, grene og frøstande fra den danske natur. Der er så mange smukke ting omkring os, også om vinteren – man skal bare lige få øje på dem.
Lidt fra mine egne noter fra Vilde Violers kursus: 

Hvad er en god snitblomst?: Det er blomster der kan holde sig 5 dage eller mere i vasen, med undtagelse af ærteblomster. Prøv at google ‘snitblomster’, så du sikrer dig, at det er blomster der er gode til formålet.

Gode råd om forspiring:  Jeg har købt mine på den tyske side, som Vilde Violer anbefaler, men der er også efterhånden flere der sælger økologiske frø på nettet.  Vigtigt at spirerne kommer til at stå nogenlunde køligt, når først de er spiret. Det er her jeg kan se, at jeg før har lavet den fejl at lade dem stå for varmt tidligere, og så blev de helt lange og tynde og nogle af dem overlevede ikke. Det kan være godt at bruge en vandforstøver til at vande når man har sået, så frøet ikke bliver oversvømmet af vand og vælter rundt i jorden.

Husk det grønne i buketten: Fx dildskærme, krydderurter, merian, anis isop, aspargestoppe, hindbærgrene fra buske uden torne, eller salvie.

Hvordan får man en buket til at holde sig længe?  Høst den ved kølig temperatur, stil blomsterne i koldt vand i 1 time og klip den hver 1/2 dag.

Gode bøger om skærehave: Skærehaven af Louise Curley, Cut flower Garden af Erin Benzakein (der anses som dronningen inden for feltet..  Hendes hjemmeside er overdådig lækker og jeg faldt helt i staver derinde og drømte om at blive blomsterbonde), Staudefrøbogen – fra frø til staude af Anne Gine Christiansen.

Og sådan ser her ud netop nu i min stue. De yndige blomster er ‘evighedsblomster’, de er så fine og kan tørres. De her er fra da jeg var på kursus hos Vilde Violer i 2016!

Alt mellem himmel og mark

Behind the scenes

Jeg er i gang med at forberede min kommende webshop her på siden. Indtil nu har det fungeret fint med salget af plakater, postkort mm. uden en egentlig webshop, men jeg kunne godt tænke mig at gøre det lettere både for kunder og mig selv og få en betalingsløsning til mobilepay og kreditkort.

Jeg vil gerne have webshoppen kan være et sted til mine egne produkter, men måske også andres. Jeg har en drøm om, at det kunne være spændende at have en lille samling af produkter med en dybere mening. Plakater, postkort, klistermærker, notesbøger, kunstartikler, smykker, tøj, keramik?
Måske udbyde nogle workshops i at lave sin egen plakat med ord og budskaber, der opmuntrer, og så hjælpe igang og stille min platform til rådighed. Jeg kunne godt tænke mig, at det var en kombination af det kreative og også en fælles samtale om, hvad der er vigtigt: Hvilke ord, værdier og budskaber, der bærer os hver især – og som måske også kan være en opmuntring for andre. Har du nogen ord, der bærer dig?

Et vigtigt led i at bygge webshoppen er fotos og det sprang jeg ud i går, da jeg synes lyset stod fint i rummet. Kom med behind the scenes.

 

 

 

 

 

Alt mellem himmel og mark

Torsdags-trivialiteter

Spisebordet er næsten ryddet. Det var det i hvert fald i en dags tid. Jeg har et skrivebord i værelset ovenpå, men jeg bruger det sjældent. Når jeg sidder i stuen føles det som om at sidde midt i hjertet af huset. Og faktisk er jeg ikke så vild med at gå på trapper, trapperne ovenpå er meget stejle, måske er det derfor. Der er bare nogle rum som er mere behagelige at være i. Sådan har jeg det også med pladserne om et bord. Jeg ved altid lige, hvor ‘den gode plads’ er. Kender du det? Jeg kan blive helt ærgerlig, hvis nogen har taget den ‘gode plads’ før mig.

Jeg ville egentlig bare kigge forbi for at sige hej. Det er ikke fordi jeg har det store på hjerte. Velkommen til torsdags-trivialiteter. Hverdagens trummerum. Leverpostej. Det jævne. Sprækkerne, som får lyset til at trænge ind.

Det regner igen i dag, ligesom det har gjort i mange dage. Min hund Karla var våd og kold da hun sad udenfor hoveddøren. Nu ligger hun krøllet sammen i sofaen med snuden stukket ind under halen, som en slædehund i snestorm. Det lille luksusdyr.

Min to-doliste tæller ting som: Girokort yoga, Girokort lasertryk.dk, et ord jeg ikke kan læse, men som måske er: “kamera-batteri?”, SD-kort, vaske tøj, bestille tandlægetid”
Derudover står der 300g, der betyder, at jeg indtil videre i dag har spist 300 g grøntsager. Det er en fidus jeg har fået, altså at skrive det ned, og det er ret motiverende egentlig. Her på det sidste har et slået mig, at jeg forsøger at være en 12-talsvoksen på alle fronter. Spise mine grøntsager, altid bo rent og pænt, sådan have styr på det over hele linjen… og apropos mine refleksioner om at faste, så tror jeg ofte, at jeg skal nå det hele, og at nogen/mig selv forventer det af mig. Men man kan ikke det hele på én gang. Fint, at jeg tracker mit grøntsagsindtag, mindre flot, at jeg har ignoreret de sidste 3-4 indkaldelser fra tandlægen.

Men jeg lever ikke af at være perfekt, men af at vide, at jeg er elsket, også selvom jeg er størstedelen af tiden bare er ganske triviel.

Glædelig torsdag!

ps. Klistermærkerne ovenfor er fra Grand Stories Design. 

Tro og spiritualitet

Tanker om fasten og det store i det små

Sidste onsdag, d. 6. marts, begyndte den kristne faste. Dagen efter skrev jeg sådan her på Instagram:

“Jeg har fået tegnet et kors i panden med aske.
Jeg vil faste fra at tro, at mit liv handler om, at jeg skal lykkes. Min evige kamp for at være perfekt og fuldføre den uendelige liste af punkter for at vinde ‘det gode liv’. Jeg vil tømme min tunge rygsæk med forventninger til mig selv, der stjæler mit liv og jeg vil vente på at Gud kommer til mig med nyt liv.

Fra askeonsdagsprædiken af min præst Christoffer Højlund: “Mange af os kan sikkert genkende følelsen af at hverdagen kan være som en 30kilos rygsæk, vi skal tage på hver morgen. Men når vi rydder ud i stenene, fjerne forventningen om, at i dag skal jeg lykkes, i dag skal jeg bære frugt, i dag skal jeg være en succes, men i stedet indstiller os på, at i dag venter jeg på Herren – så bliver bagagen lettere. Fastens kald er en invitation til at lade rygsækken stå og vente på Herren.”

Jeg vil tillade mig selv at være ventende. Vente på, hvad Gud vil mig nu. Jeg tror jeg skal være stille lidt og have færre inputs.. så jeg hopper af Instagram de næste 40 dage. Uff, det bliver nok svært, men jeg prøver. Og venter.”

Nu er der gået snart en uge, hvor jeg ikke har scrollet Instagram eller set serier hver aften. Facebook-app’en er også slettet på telefonen, og jeg har skåret kraftigt ned på Facebook på computeren også, bortset fra messenger (bruger stort set aldrig sms mere). Derudover har jeg i fasten næsten dagligt startet min dag med at skrive en bøn, nogle strøgtanker, hvad jeg nu har haft på hjerte til Gud. “Kære Gud… efterfulgt af pærevælling af ord.. ”

Jeg har ikke fået nogle særlige åbenbaringer, men der spirer en lille fornemmelse af, at jeg ikke behøver at være eller gøre noget særligt for at komme til Gud.. Min forestilling om det det perfekte, sniger sig også ind på, hvordan jeg gerne vil være overfor Gud eller hvordan jeg gerne vil opleve Ham.

Jeg tror, at jeg endnu engang har opdaget, at jeg har brug for det simple. Det som er småt, syner uperfekt og skrøbeligt, men som rummer glimt af noget større.

En enkelt salme fra Salmernes Bog, et tændt stearinlys, en kop kaffe, en bøn skrevet i hånden midt i mit hverdagsrod.
Et måltid mad med venner, hvor vi griner og ser hinanden i øjnene.
En lille buket vintergækker i en vase
Et blik opad, når jeg ikke order at bede med mange ord
En tak for det store i det små

Alt mellem himmel og mark

Skab dig!

Lige nu læser jeg Elizabeth Gilbers bog “‘Big Magic – sådan får du mere kreativitet i dit liv’.” Elizabeth Gilbert er forfatter til bestselleren ‘Bed, spis, elsk’, der har solgt i over 12 million eksemplarer.

Temaet er bl.a ‘Hvordan og hvornår flyder kreativiteten bedst?’ Jeg vil gerne opdage mere om, hvilket fantastisk potentiale der i min egen og andres kreativitet. Jeg tror, at vi fra Guds side er skabt til at skabe. Det er ikke nødvendigvis papir/saks agtigt, men at være et menneske og sætte et aftryk i verden. Vi har alle noget unikt og enestående at bidrage med.

For mig er det at skrive og formidle et af de steder, hvor min kreativitet for afløb. Men nogle gange er det bare som om, at der kommer noget i afløbet, en sten der sidder fast, så der ikke kommer flow. For mig er ‘perfektionisme’ en af de sten. Det at ville skabe det ‘helt rigtige’, et billede i mit hoved, der skal være på en bestemt måde. Eller at skabe noget, der ikke får kritik af andre. Jeg troede engang, at det var muligt at skabe noget, der konstant ‘føles rigtigt’. At nå dertil, hvor tvivlen ikke er en følgesvend.

Jeg tror mindre og mindre på, at det kommer til at ske og blev lettet, da jeg læste Elizabeths ord:

“Hellere færdigt end perfekt. Når det overhovedet lykkes mig at få skrevet min første roman, var det, fordi jeg lod den være håbløst ufuldkommen. Jeg pressede mig selv til at skrive videre, selvom jeg var vildt utilfreds med det. Den bog var så langt fra perfekt, at det drev mig til vanvid… (..) Jeg mindede mig selv om, hvad min mor altid sagde: Hellere færdigt end perfekt. Jeg hørte min mors enkle talemåde igen og igen under hele min opvækst. (…) Året har kun et vist antal dage, et liv har kun et vist antal år. Man må gøre, hvad man kan, med den tid, man får stillet til rådighed, og så give slip.”

Hvad er målet med at skrive? Med at skabe? Er det at opnå det perfekte? Glem det siger Elizabeth og giver en lille opsang:

“Folk fuldfører ingenting. De kaster sig over ambitiøse projekter med de bedste intentioner, men så kører de fast i en sump af usikkerhed og tvivl og pindehuggeri… og så stopper de. Så hvis du bare kan fuldføre et eller andet – bare blive færdig! – har du allerede givet dig selv et enormt forspring.

Med andre ord vil du muligvis have, at dit arbejde skal være perfekt. Jeg vil bare have, at det skal være færdigt”.

Min egen påmindelse til  mig selv er efter at have læst: Så gør dog noget. Skab dig! Som en opmuntring til at forsætte, også når tvivlen står og råber mig ind i hovedet. Fortsæt. Og bagefter opdager jeg, at målet om ‘det perfekte’ slet ikke er min drivkraft, men nærmere min frygt. Glæden ved at skabe – at give kreativiteten frit spil – er en proces med op – og nedture. Med et virvar af følelser. Jeg kan vælge at fuldføre alligevel, og når jeg gør det, så får jeg lov at sætte et aftryk.

Tro og spiritualitet

En morgenbøn om at turde at være menneske

Gud, du kender mig.
Min skrøbelighed, min svaghed, min afmagt.
Tak, at du tager imod mig som jeg er.
Tak, at du ikke dømmer mig og ikke ser min sårbarhed,
som nogen hindring for at sprede din kærlighed.
Hjælp mig med at se, hvor jeg skal turde gå i dag og vide, at du går med.

Alt mellem himmel og mark

Nye postkort og plakater på vej..

Jeg arbejder på en ny postkort – og plakatserie (den svære 2’er. Men det gik jo så godt første gang.. så jeg samler mig mod til at prøve at sende noget nyt ud. Igen. Snart.)
Det bliver noget med frost, gran, æbleblomster, højst sandsynligt også kirsebærblomster… Skaberværket bliver ved med at optage mig, ved med at forundre mig og giver mig lyst til at prøve at indfange det øjeblik, hvor himmel og jord mødes i et vindpust, en iskrystal, i et varsel om forår. En ny tid. Et evigt håb.

Kærligst Kamilla

Selvkærlighed

Tanker om tanker

Gad vide, hvordan det var for de mennesker, der engang troede at jorden var flad og så viste det sig, at den faktisk var rund?

Jeg har brugt den metafor om mig selv på det sidste.

At jeg føler, at hele verden pludselig ser helt anderledes ud. At min måde at være i livet har ændret sig, fordi jeg har fået et nyt blik på tanker og følelser.

Forhistorien
Jeg synes de sidste 4-5 år har været ret hårde.

Jeg har i lange perioder syntes at livet var mest op ad bakke, i lange perioder været fyldt af negative følelser, svære følelser, savn, sorg, tilbageblik. Jeg har været sygemeldt af flere omgange med både stress og svær depression. Og jeg har også haft angst i middel grad.

Jeg har mødt mange dygtige mennesker, som har støttet mig og som har hjulpet mig til at se mig selv i et nyt lys, som har givet mig et rum, hvor jeg har kunne lette mit hjerte og få nye perspektiver på mig selv og verden. Holde fast i det som er sandt for mig og arbejde med at forløse og finde ny retning.
Som har hjulpet med at hele den skam, jeg bedst kan forklare som ‘indre tæsk’.

Jeg er nået rigtigt langt. En af de ting, der har hjulpet allermest har været at være åben og sårbar omkring det som er svært. At turde vise den del af mig selv, fx her på bloggen og opdage, at jeg ikke er alene. Det har givet mig større mod til at være mig.

Til trods for alt det, jeg har prøvet af både samtaler, vejledning, medicin og terapi, så har jeg ikke følt, at jeg rigtigt blev færdig eller var der, hvor jeg ikke længere i perioder følte mig depressiv eller angst. De depressive og angste følelser og tanker har været der ofte de sidste mange år.

Jeg har følt mig forkert og fortabt, når mennesker har påpeget, at jeg fx skal tænke mindre, tænke på det positive, prøve at se situationen fra en anden vinkel. Alle de velmenende råd, der har det underliggende budskab: Du skal ændre din tankegang, du skal dyrke de positive følelser, du skal se verden på en anden måde – når du kan det – så får du det godt med dig selv og med at være her.

Men problemet er, at det er et rigtig hårdt arbejde, især hvis de negative følelser kører nærmest i døgndrift. Hvor starter man? Hvilken negativ overbevisning skal man starte med? Og hvor finder man overhovedet energi til at gå i gang og fastholde den nye overbevisning?

I efteråret stødte jeg på metakognitiv terapi. En forholdsvis ny behandlingsform af bl.a. stress, angst, depression. En terapiform, hvor man ikke arbejder med ‘tankeindhold’, men med måden vi håndterer vores tanker. For der er stor forskel!

Jeg havde kendt til den i nogle år, men tænkte: dét der er ikke noget for mig. Men jeg gjorde et forsøg alligevel og meldte mig til et gruppeforløb gennem www.cektos.dk

Og det er der metaforen med, at ‘jeg troede jorden var flad’ kommer ind. Jeg vil gerne prøve at forklare, hvordan jeg havde det før og efter terapien, og de måneder som er fulgt efter:

Før:
– Troede jeg, at mine utallige negative følelser og tanker var noget jeg skulle håndtere og bearbejde, for de måtte jo være der af en særlig grund. Jeg tænkte, at de skyldtes min fortid eller min nutid. Både triste ting i fortiden der ikke var bearbejdet og reelle problemer i nutiden jeg skulle finde en løsning på. Der brugte jeg naturligt nok megat tid på dem.

Efter:
– Ved jeg, at hjernen producerer op mod 70.000 tanker dagligt. Der er positive, neutrale og negative tanker. Og de er helt naturlige. Vi bestemmer ikke selv, hvad vi tænker, og vi ved heller ikke rigtigt, hvorfor tanker opstår, men vi kan ændre vores måde at håndtere vores tanker og hvor meget de skal fylde.

Før:
Før havde jeg en hel bunke af tanker, jeg bevidst og ubevidst anså for at være særligt vigtige og endda farlige.
Fx: “Er jeg egentlig god nok som jeg er?” “Hvad hvis jeg ikke finder min vej i livet?” “Bliver jeg nogensinde rigtigt glad?”

Det var tanker, der kunne fylde i mit hoved mange gange i løbet af en dag, fx lige når jeg vågnede, og som jeg så ‘bed på’ og tyggede på resten af dagen, med den konsekvens at jeg blev: ked af det, angst, urolig, i dårligt humør, træt…

Efter:
Har jeg lært, at tankerne (de ovennævnte *Er jeg egentlig god nok.. osv) trigger mig – og af samme grund kaldes for ‘triggertanker’. Når de dukker op, og trigger mig så sker der det, at jeg kommer til at sætte en kaskade af strategier i gang. Jeg forsøger fx, at:

– Håndtere dem, kontollere eller bearbejde dem
– tale med andre om dem osv.
– Dulme dem
– Gruble videre over dem i timevis

= med det resultat, at jeg får dyrket dem endnu mere, og de kommer til at fylde mere for mig. Pludseligt er der gået en halv dag med at være ked af, at fx “ikke føler mig god nok” og finde løsninger på, hvordan jeg kan komme til det.

Før:
Jeg brugte de ovennævnte strategier igen og igen, var i flere forskellige slags terapiforløb, prøvede nye ting for at håndtere og bearbejde mine svære følelser og hele tiden forsøge at tænke mig til at en løsning eller en ny forståelse af mig selv. Jeg opdagede dog, at mine symptomer kun blev lindret. Mine nye positive overbevisninger holdt sjæledent lang tid og der dukkede hele tiden nye minder op eller nye negative tanker, jeg følte, at jeg skulle tage hånd om.

Efter:
Kan jeg se, at de overnævnte strategier nok har hjulpet mig, til at lære at kende mine følelser, men det har samtidig ikke haft den effekt, at jeg kunne give dem mindre fokus, hvis jeg ville. Noget tyder på, at mine strategier nok snarere har båret mere brænde til bålet. Især fordi jeg har brugt så meget tid på de negative følelser.

Før:
Var jeg overbevist om at mine negative tanker og følelser fyldte meget i mit hoved, fordi jeg har oplevet svære ting i livet, og at vejen til at få dem til at fylde mindre er ved at ‘forløse’ og bearbejde dem.

Efter:
Har jeg erfaret, at negative tanker og følelser bedst kan komme til at fylde mindre ved at gøre mindre ved dem!

Spørgsmålet er: Triggertanken ‘Er jeg overhovedet god nok?’ er en tanke der fylder mig og som jeg kender godt. Men vil det hjælpe mig at bruge timevis på at forsøge at besvare det spørgsmål?
Eller vil det gøre mig mere ked af det at skulle forholde mig til og arbejde med det tema igen og igen?

For ja, måske føler jeg ikke, at jeg er god nok, men hvorfor overhovedet bruge masser af tid på det, hvis det gør mig ked af det? Er vejen til at få det godt med mig selv at blive ved og ved med at arbejde med de smertefulde temaer?
I dag øver jeg mig dagligt på at registrere, at triggertankerne er der, men som noget nyt, så er min strategi: at lade dem være (det man i metakognitiv terapi kalder ‘detached mindfulness’, der dog ikke har noget med mindfulness at gøre).

Før:
Lod jeg stort set aldrig følelser og tanker være. Jeg troede heller ikke jeg kunne styre hvor meget de skulle fylde. For jeg anså dem for at være der af en særlig grund, jeg skulle tage alvorligt.

Efter:
Oplever jeg mere og mere, at det er mig der bestemmer, hvor meget negative tanker og følelser skal fylde. Jeg kan IKKE bestemme, hvad jeg vil tænke på, men jeg kan vælge, hvad jeg vil gøre, når de negative følelser dukker op!

Hvis triggertanken: “Er jeg overhovedet god nok” dukker op, kan jeg øve mig i at lade den tanke ringe og larme, men fortsætte det jeg er i gang med. For mine tanker er bare tanker.

Og når jeg minimerer tiden jeg bruger på dem, så falder mine symptomer som angst, depressive tilstande, uro og ængstelse. Jeg har stort set ikke haft angst siden begyndelsen af november. Lige efter juleferien var der et par dage med angst, da jeg begyndte at gruble over min nye og usikre arbejdssituation. Men jeg fik stoppet mine grublerier i tide og har været uden angst siden.

Før:
Lod jeg mig næsten altid rive med af tanker og følelser. Det betyder, at jeg ofte har afholdt mig fra at gøre ting, jeg har i lange perioder minimeret min aktivitet, fordi mit humør var rigtig dårligt. Fordi jeg var træt og havde brug for at hvile mig og følte mig ekstremt overvældet af negative tanker og bekymringer.

Efter:
Har jeg lært, at jeg ikke behøver at lade mig rive med af mine følelser og tanker. Det har resulteret i, at de negative følelser og tanker fylder langt mindre i min hverdag. Jeg føler mig derfor mindre nedtrykt, angst, urolig, ængstelig, i dårligt humør… Mit humør har stabiliseret sig og er mere jævnt end tidligere. Jeg svæver ikke på en lyserød sky, men det er heller ikke målet.

Før:
Bed jeg på mine negative følelser og tanker når de dukkede op. Jeg forsøgte også tit af dulme dem. Fx med mad, sociale medier eller netflix.

Efter:
Øver jeg mig at i følelser og tanker ikke skal undertrykkes eller dulmes. De kan have lov at være der, som en baggrundsstøj, men uden at de skal tage hele min opmærksomhed.

Før:
Oplevede jeg mange følelser som overvældende og skræmmende

Efter:
Har jeg opdaget, at følelser og tanker er flygtige – de går med tiden hvis man lader dem være.

Før:
Havde jeg næsten dagligt uro, dårligt humør, nedtrykthed, hvilket jeg anså skyldes mængden af negative tanker i mit hoved.

Efter:
Målet med metakogntiv terapi er ikke at blive fri for negative følelser og tanker. De må godt være der, men målet er at opdage, at vi har kontrol over, hvad vi vil gøre med dem.Og det kan læres!!

Vil du vide mere?
Psykolog Pia Callesen har skrevet bogen: “Lev mere, tænk mindre” om metakogitiv terapi og det er præcis, der sker, når tankerne ikke fylder det hele.

Min ny-erfarerede tilgang til tanker og følelser har medført at:

Jeg har mere mod på livet. Til livet som det leves uden for hovedet. Mit fokus er mindre på det indre liv og mere på et liv som jeg rent faktisk er i gang med at leve og som jeg kan gøre noget ved, fremfor at bekymre mig og gruble over det.

Jeg ser lysere på livet, ikke fordi jeg tænker mere positivt, men fordi jeg bare ikke fodrer de negative følelser i samme grad mere og fordi jeg ikke behøver at bruge særlig meget energi på dem.

Det kræver selvfølgelig øvelse at ændre sine strategier, men det føles hverken tungt eller svært. Jeg føler mig sikker på, at jeg ikke kommer til at have flere depressioner!

Jeg har det bedre, end jeg har haft det de sidste mange år. Og som en pudsig lille bi-effekt, så har jeg stort set ikke brug for mine middagslure længere. Det har åbenbart krævet gevaldigt meget energi at håndtere de negative følelser og tanker.