Alt mellem himmel og mark

Følsom, sårbar, stille..

Du er…

Jeg kan stadig huske ordene. Som barn og som ung (og nogle få gange som voksen) har andre mennesker givet udtryk for, hvordan de ser mig.

Som barn hørte jeg ofte, ‘at du er meget stille’. Jeg husker også en lærer, der kiggede på mig og sagde, at jeg skulle smile noget mere.

Eller at jeg tænkte for meget over tingene. En arbejdsgiver (da jeg forlod et praktikforløb) sagde, at jeg skulle få mere hår på brystet.

Sætninger jeg stadig kan høre for mig.. og blikket. Følelsen af at være vurderet og fundet for let..

Måske har det været sagt med en intention om at kalde noget frem – at opmuntre til at blive mere fri. Men for mig – og sådan tror jeg det er for de fleste – har sådanne ord ikke haft nogen fremmende effekt. Tværtimod. Det efterlader så nemt følelsen af, at ikke at være god nok.

For følsom. For sårbar. For stille.

I mange år var det mærkater, jeg havde på mig. Jeg har oplevet, at andre har sat mærkaterne på mig. Og jeg har ladet dem sidde.

Jeg smiler. For ordene har ingen vægt mere.

Jo, jeg er følsom. Sårbar. Nogle gange stille. Men det er gaver, jeg har fået.

Er det ikke interessant? At det der, i andres øjne, åbenbart var en kilde til undren, er blevet min stærkeste force?

Har du oplevet det samme? At det, du troede var din hæmsko, er blevet dit stærkeste kort?

FØLSOM, er det at være sådan en, der føler meget, græder let, er nem at ryste ud af kurs? En der tager tingene for nært, og lader sig overmande af sine følelser.

Jeg har brugt mange år på at få et mere balanceret forhold til mine følelser, men jeg bliver samtidig mere og mere glad for følsomhedens gave.

Evnen til i høj grad at kunne mærke andre mennesker. Ikke bare lytte til, hvad der bliver sagt, men også til i høj grad at kunne fornemme, hvad der sker ovre i den anden. Det indebærer en høj grad af empati og evne til at kunne læse de små træk i ansigtet, bevægelserne, kropssproget, det ordløse. Gaven kan være med til at give andre en oplevelse af at blive forstået, set og spejlet.

Jeg er dybt taknemmeligheden for følsomhedens gave og de ekstra antenner, det giver mig i mødet med andre.

SÅRBAR. Ordet bærer det i sig: at tage en risiko – hvor man kan ende med at blive såret. Er sårbarhed svaghed? Er målet at kunne undgå at blive såret eller at gemme sine sår og bløde punkter væk?

Sårbarheden som en gave er evnen til at være ‘med det, der er’. Ikke at behøve at opbygge en hård facade, men at være i kontakt med livets facetter. Skyggerne og lyset. At gribe og mærke livet.

Sårbarheden er blevet en stor gave i mit liv – især der, hvor jeg gennem min egen sårbarhed, kan være med til at sætte andre fri til at mærke det, de mærker og føler.

At være i kontakt med sin egen sårbarhed er en styrke. At turde være sårbar giver grobund for at kunne vandre med i andres livslandskab. Da jeg mistede min far, var jeg i kontakt med dybe følelser af afmagt, nu kan jeg følges med andre i samme situation.

STILLE “Du er godt nok stille.”

Tænk, hvis ordene i stedet var blevet sagt med følsomhed og nysgerrighed – gad vide, hvad du tænker på? – gad vide, hvad der foregår inde i dig?

At være stille er også evnen til at observere. At holde sig tilbage for den anden. Giv den anden plads. At stille spørgsmål i stedet for at komme med svar. At turde være i pausen og mellemrummet. At minimere støj og elske det usagte. Jeg er taknemmelig for den gave.

Jeg vil også medgive, at stilheden for mig nogle gange har været et udtryk for en tilbagetrækning. At holde sig tilbage.

Men det er ikke nødvendigt længere. At trække mig tilbage.

For nu tør jeg bruge følsomhedens og sårbarhedens gave.

Hvad er din stærkeste gave?

Tro og spiritualitet

Brug os og send os

I går gik jeg en tur i Istedgade og området omkring Halmtorvet imens jeg ventede på toget. Området er så barskt og råt. Mennesker, der sover på en trappesten, prostituerede der venter på næste ‘job’, narkomaner der klumper sig sammen i gadehjørner: Mange unge med rastløshed og aggressivitet i kroppen. Mange ældre der er ligblege, hærgede og tandløse.

Jeg gik forbi Mariakirken, hvor jeg var praktikant for nogle år siden. Foran kirken havde en ung mand slået lejr, han kaldte på mig og spurgte om jeg kunne give ham penge, og om jeg troede på Jesus. Han viste mig sine hullede sko og fortalte om et forlist ægteskab. Vi snakkede lidt og da jeg gik, sagde han: “God bless”.
Jeg kan ikke andet end at bede, når jeg går der. Bede om lys for området og for mennesker. Om heling, genoprettelse og fred. Og at gentage indeni mig selv:
“Jesus, det er dig, der er lys. Det er dig, der er liv. Du er fred. Du er Herre over alt. Du er livet. Du er håbet.”

Da jeg gik rundt bad jeg også: Gud, hvis du vil, så brug mig i dag.

Jeg så en kvinde med gule støvler, der gik langsomt afsted hjulpet af en anden, der havde hende under armen, måske en socialarbejder. Jeg tænkte, at jeg kendte situationen indefra: at gå afsted med en, der dårligt nok kan gå selv.

Jeg gik op mod hovedbanen igen og ind i toget. Man skal have pladsbillet, men oftest kan jeg bedst lide at sidde på et klapsæde i gangen. I dag besluttede jeg dog at sætte mig i togvognen. Da jeg fandt min plads genkendte jeg straks kvinden med de gule støvler, hun sad på modsatte plads. Jeg smilede til hende og hun smilede til mig. Den unge kvinde, der havde haft hende under amen forlod toget. Kvinden med de gule støvler begyndte at tale med sig selv, lede forvirret i sin taske og knappe en øl op. Jeg kunne se, der lå endnu en øl i tasken. Jeg valgte at tage kontakt, fordi tanken slog mig, at hun måske kunne få brug for støtte på turen.

Jeg spurgte hende om, hun hed Karen. (Jeg har hørt om kristne, der får givet specifikke navne af Gud.. så jeg tog bare chancen). Hun hed ikke Karen, men præsenterede sig selv og jeg gjorde det samme, og jeg valgte at indlede en snak, hvor hun bl.a. fortalte mig, hvor hun skulle hen.

Da vi nærmede os stationen, hvor hun skulle af, var hun faldet i dyb søvn. Jeg kaldte på hende og fik ingen respons, og var til sidst nødt til at ruske hårdt i hendes arm. Hun vågnede og var meget taknemmelig. Jeg er ret sikker på, at hun havde sovet videre, hvis jeg ikke havde vækket hende.Da hun havde forladt sin plads hørte jeg hende råbe flere gange ude i gangen.. jeg kunne ikke se hende, men overhørte to kontrollører sige til hinanden: “ja, så fik hun både tisset på toilettet og på sig selv”.

Jeg så hende stå vaklende på perronen, i de gule støvler og med våde bukser… 💔  nogle mennesker er livet virkelig barskt. Der er så meget armod. Jeg kan ikke andet end at bede.

Jeg skriver ikke dette for at få ros for en god gerning, men fordi jeg tror på og erfarer, at Jesus vil sende os, kalde på os og udruste os til at sprede sit håb og kærlighed. Jesus går ved siden af og kender alle dem vi møder. Jesus ved, hvad det menneske vi møder kæmper med, sørger over og har brug for – og nogle gange kan han bruge os til at vise sin kærlighed til netop det menneske!
Guds længsel er, at ethvert menneske må leve i Hans kærlighed. Jesus giver aldrig op og bliver ved med at elske, søge og kalde. Han beder os bringe håb.
Gud er kærlighed og lys, midt i det som er mørkt og brudt.
Gud, brug os og send os.

Tro og spiritualitet

Når troen bliver en byrde

Har fået lov at skrive en artikel i magasinet ‘Til Tro’.  Den handler om forskellen på at have kundskab om og kendskab til Jesus. Om hvordan mine erfaringer havde farvet mit billede af, hvem Jesus er, og hvordan han ser på mig. For det tror jeg han gør, og jeg tror hans blik på mig kan farve, hvem jeg ser mig selv som.

Den er skrevet med udgangspunkt i en tid, hvor jeg oplevede at min tro var blevet en byrde og fyldt med “Hvad vil det sige at kende Jesus? Og er der forskel på at have kundskab om og kendskab til Jesus? I artiklen ‘Kendskab eller kundskab’ tager Kamilla Maria Jakobsen dig med ind i sjælesorgens personlige rum, hvor forskellen på at have viden om Jesus og at kende Jesus, bliver helt afgørende. Derind, hvor tårerne triller ved Jesu fødder, og vi kærligt kan høre ham sige “Heller ikke jeg fordømmer dig”.

Alt mellem himmel og mark

Ferie

I mine år med med perioder af angst og depression, har ferier været det værste. Dage uden mål og mening, dage hvor man skal “mærke efter”, hvad man har lyst til. Dage hvor man helst skal have det godt, komme ned i gear, nyde og slappe af… ferier har altid føltes som en ekstra præstation og med endnu mere uro, angst og tristhed.

For 14 dage siden sagde jeg til David, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville afsted på denne ferie, som er en gave vi har fået,
fordi jeg ikke kunne overskue at komme væk fra hverdagen.

Jeg har ikke haft depressive perioder i 2,5 år, men alligevel lurede frygten. Frygten for tomrummet og for alt for meget “hvad har du lyst til nu??” og “ih, nu skal vi have det rart”.

Jeg skrev denne tekst for et halvt år siden inden en mini-ferie og den gælder stadig:

“I morges da jeg vågnede mærkede jeg den straks. Uroen. Den er så velkendt. I årevis fulgte den mig tæt, og var også i lange perioder nærmest konstant, en angst. Det er den heldigvis ikke længere, men når jeg skal noget vigtigt, så kommer den på besøg.
Uro og bekymringer. Om mennesker jeg holder af. Om hvordan turen vil gå. Om det bliver hyggeligt, tænk hvis vi bliver uvenner? Hvis maden er ringe, hvis pengene er spildt, allermest uroen over, om jeg kan finde ud af at være glad og have det godt, imens vi er afsted. Forventningernes byrde.
Jeg scanner mig selv og håber ikke at finde den, uroen, og så er den der med det samme. Indtil jeg minder mig selv om, at den godt må være der. Og jeg taler højt om den, og vi aftaler, at turen må være 50% god og 50% træls, og vi griner, fordi vi forestiller os, at vi bliver sure og skuffede og ting går galt. Ikke som en ønsket profeti, men som en måde at sige: Det er okay, hvis det sker. Og uroen letter lidt. Når den får lov at være der, så føles den pludselig ikke så farlig.

Og jeg pakker min taske og spørger den venligt: Nå, er du klar til, at vi tager afsted?
Og jeg kan mærke, at den tøver lidt, og jeg siger: Du må altså godt være med.”

Nu er vi på ferie i Skagen. Her er rart. Vi besluttede at tage afsted, ikke at planlægge noget bestemt. Skrue forventninger ned. Det er egentlig rart.

Minde os selv om: det er okay at være i dårligt humør på en ferie. Det er okay at længes efter hverdag. Det er okay, at været ekstra sensitiv, overstimuleret, træt eller forvirret.

Indtil videre har jeg nydt ferien, og min bedre halvdel har båret over med et par vrissende sætninger, hvor jeg egentlig bare har brug for ro og at stene.

Ferie er godt, hverdag er bedst.

Alt mellem himmel og mark

Åndeligt moderskab

Det var mors dag i søndags. Jeg skrev denne tekst i anledningen:

I dag vil jeg gerne hylde det åndelige moderskab!
Jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde får vores egne børn. Lysten og behovet er endnu aldrig dukket op hos os. Men jeg genkender mig selv som mor, åndelig mor, for børn og for voksne som har brug for at blive set og elsket, uden krav, bare af ren og skær kærlighed. Det er ikke kærlighed uden omkostninger, uden bekymring, uden ondt i hjertet. “Gid du havde været min mor”, var der en, der sagde fornylig. Og jeg kunne af hele mit hjerte sige “Ja, gid jeg havde været det.. så havde jeg passet godt på dig”. En af privilegierne ved ikke at have egne børn er også at kunne give særlig opmærksomhed til andres børn. Vi bliver jævnligt inviteret til børnefødselsdage som udvalgte gæster og det rører mig hver gang.. hvor er vi rige! Tænk at få lov at holde en del af et lille liv i sin hånd!
Glædelig mors dag!

Tro og spiritualitet

Retræte-eftertanker

Stilheden har sat sine spor i mig. Jeg håber, de bliver der længe. En indre ro, en fred. Det var (vist) min femte retræte, men denne gang følte jeg en særlig ro. Jeg fandt hurtigere ind i roen og følte en befrielse ved at være uden min telefon. Det første jeg gjorde var at sove to middagslure og komme for sent til aftensmaden, fordi vækkeuret ikke var stillet rigtigt.

Den første dag følte jeg en stærk taknemmelighed og glæde over at træde et skridt væk, og se på mit liv som det udspiller sig nu. At erfare nære relationer og en oplevelse af dyb mening i det jeg er optaget af.

Første dag gik jeg hen til bordet med lånebøger, lod blikket vandre og udvalgte en bog, der umiddelbart talte til mig, og slog op i den.. På siden var en beretning fra Det Nye Testamente, hvor Jesus fortæller om en hyrde, som leder efter et får, der er blevet væk. Et billede på, at Jesus leder efter mennesker, som er faret vild i livet, som flakker rundt og mangler en hyrde. Jesus er den gode hyrde.

Den beretning har en stor betydning for mig, for mig personligt og for det kald, som jeg oplever til at finde og følges med mennesker, der lever på kanten af alting.

Jeg smilede og tænkte: ‘selvfølgelig’. Jesus, du er jo lige her, du kender mit liv, du ved, hvad der er vigtigt, og hvad jeg tænker på.

Det føltes som et smil fra Gud, som om at han sagde: “Jeg ved, hvad du tænker… jeg kender dig!”

På anden dagen dukkede følelsen af længsel op. Jeg så mig selv i situationer, hvor jeg handler aktivt, hvor jeg er i gang, og hvor jeg føler mig duelig.

Jeg gik en tur i skoven med anemonerne ved min side, og jeg følte Jesus sige til mig: “Jeg kan give dig noget, som er langt større end beundring”.

‘Beundring’… ordet kom bag på mig, det føltes som et fremmedord, men jeg tyggede på det, og jeg blev klar over og erkendte, at jeg kender følelsen af beundring. At få ros og beundring for det jeg gør – en følelse jeg værdsætter og som giver selvtillid, men alligevel er det som om, at den ikke fylder mig helt op.

Der midt imellem anemonerne, tror jeg, at Jesus mindede mig om, at jeg ikke behøver at nøjes med at blive beundret.. han har noget, der er langt bedre.

‘Så ja tak Jesus, hvis du kan give mig noget bedre end beundring, så vil jeg gerne have det’

Jeg fornemmede herefter for mit indre blik, hvordan Jesus kom mig nær, helt tæt på mit ansigt, at han holdt om mig, som jeg holder om mennesker, der føler sig skamfulde og kede af det, som er løbet væk fra det hele.

Og jeg blev mindet om, at jeg også kender til den længsel i mit eget liv. Til at høre til. At blive set og elsket som den jeg er. I mine tanker blev jeg ført tilbage til minder i mit liv, hvor jeg har følt mig alene og overset, og pludselig var Jesus der, han var hos mig i mindet, sad hos mig. Vi var sammen. Han var der.

At det jeg forsøger at give til andre, vil han give mig, hvis jeg giver ham lov.

Retræten var langt mere end det. Den var også tidspunkter, hvor jeg tænkte.. hvorfor går tiden så langsomt? Men det her var det vigtigste, jeg tager med mig. At have fået lov at følges med Jesus gennem de sidste mange år og opleve, at det bliver mere og mere trygt… Som to venner i hinandens nærvær. Jeg tænkte og talte en del til ham. Jeg kan se, at min tillid til ham er vokset, jeg tør tale frit. Og tror på, at han lytter.

Og jeg erfarede det i glimt, at han så på mig, ikke bare med beundring, men med dyb kærlighed.

Der blev bedt mange bønner, frie og skrevne, og denne skrevne bøn, indkredser det hele for mig. Min Kristus.

“Min Kristus, mit skjold,
min frelser, hver dag, hver nat,
i lys, i mørke,
min skat, min kære,
mit evige hjem.
Amen”

 

Alt mellem himmel og mark

Jeg planter mine tårer

Jeg planter mine tårer.

Jeg føler det stærkt i denne tid. En sorg over at se mennesker, der lider. Se ind i øjnene på mennesker, hvis liv er gået i stykker og som kæmper en svær kamp. Jeg føler sorg over det. Har medfølelse, og nogle gange medlidelse.

Engang prøvede jeg at afvise sorgen. Tænkte at målet måtte være, at jeg skulle blive stærkere og mere robust med tiden, så jeg blev mindre berørt. Men det er ikke sådan det er, og jeg stræber ikke efter det længere.

Målet er ikke at blive mere robust, men at lade mit hjerte blive forvandlet. Mere blødt, mere levende, mere ægte. Også selvom det betyder, at jeg kommer til at græde mere.

Jeg kan ‘plante mine tårer’, lærte jeg fornylig. Når vi græder, kan vi lade vores tårer blive plantet hos Gud, og han vil forvandle dem til glæde. I bibelen er der et løfte: “De, der sår under tårer, skal høste med jubel.”

Vores tårer er et bevis på længsel efter en bedre virkelighed. En bedre virkelighed for os selv, mennesker og verden. Jeg oplever, at det er nødvendigt at jeg planter mine tårer et sted. Ikke i min egen jord, men i Guds, i tillid til Guds kraft og kærlighed. Jeg kan så, men det er Gud, der giver vækst. Jeg tror, at jeg kan plante dem igennem bøn, ved at sige “her er mine tårer”. Hos Gud går de ikke til spilde, de bliver gemt hos Ham.

Det er et mirakel hver gang et frø lægges i jorden og noget nyt spirer frem. Hvad enten det er et sædekorn eller en tåre.

Her er en bid fra en prædiken jeg lyttede til fornylig. Den er frit oversat fra engelsk.

“Gud siger gennem profeten Ezekiel: “Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød” Hvad betyder det?
Når Gud kommer ind i dit hjerte, bliver dit hjerte mere et hjerte. Det bliver blødere. Det bliver mere sårbart. Du bliver lettere berørt. Med andre ord: du føler ondskaben og smerten omkring dig, og du føler menneskers smerte, mennesker som er ofre for ondskab. Du føler sorg over det onde. Du føler de ting, der sker omkring dig. Før kunne gjorde du måske ikke, du havde forsvarsmekanismer, for at distancere dig til mennesker omkring dig, når du så onde mennesker, distancerede du dig til dem (…) Når du så mennesker omkring dig, der var i gang med at ødelægge deres liv, så tænkte du måske: “Nå, det er deres eget problem, det er ikke mit problem.”
Nu ved du, hvad du har, og du ved, hvad de kunne være! Der er alle mulige grunde til, at når vi bliver kristne og oplever Guds nåde, så kan vi forvente at græde mere… (..)”

Timothy Keller, Praying Our Tears

Jeg vil plante mine tårer og høste med glæde!

 

Skaberværk

Du har givet solen og månen deres plads

Her hvor vi bor på Fyn er der faldet en hel masse skøn sne. Det begyndte for alvor at sne i onsdags, da jeg havde fødselsdag, og sikke en skøn gave, hvis du spørger mig.
Jeg er vild med vinteren, når den udtrykker sig i frost, kulde og en sne, der lyser op. Jeg har været ude med mit kamera, kravlet rundt i sneen, indsnuset kulden og fanget solen, der sendte sine sidste stråler hen over den snedækkede mark. Da jeg kom hjem og så billederne igennem blev jeg endnu mere glad. Som et postkort af en anden verden.

Sikke et skaberværk.
Tegn på guddommelig kreativitet.
Helbredende skønhed, der løfter mig op.
Jeg måtte der ud. Jeg måtte sige tak.
Jeg overvældes af håb.
Jeg bæres af den hånd, der har skabt det hele.
Alt er i din hånd.

Jeg kom i tanker om disse ord fra Bibelen:

‘Din er dagen, din er natten,
du har givet solen og månen deres plads.
Du har fastlagt landjordens grænser,
sommer og vinter har du skabt.’
– Salmernes Bog

 




 

Alt mellem himmel og mark

Farvel 2020 og goddag 2021

Her er nogle tanker om 2020. Et tilbageblik. En lille række af tanker og følelser, der dukkede op, da jeg så tilbage på 2020 og ser frem mod 2021.

Det første, der dukker op, når jeg tænker på 2020, er:

Kærlighed
Nogle gange møder ‘man et menneske, der bliver ens vej’ skriver Niels Erik Nymann så smukt i bogen ‘Gæstfrihed’. Sådanne møder har året været præget af.  Møder med mennesker, der har rørt mig og bevæget mig. Jeg er blevet vært og har åbnet mit hjem og hjerte. Jeg har været ‘gæst’ hos mennesker på gaden og på kanten, der kæmper med misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom af en kaliber, der kun kan slå et menneske omkuld. Jeg har oplevet øjne, der vil mødes, historier der vil fortælles og længsler efter følgeskab og fællesskab. Og jeg ser det som en ære at få lov at lytte og være tilstede der. Jeg er ydmyg, afmægtig, sårbar, bange og chokeret over al den lidelse, der findes lige udenfor vores dør. Men mest af alt er jeg fyldt af kærlighed.

Karantæne
“Når du finder ud af, at det de andre kalder hjemmekarantæne, er din normale hverdag” var der nogen der skrev, og både David og jeg nikkede og grinede genkendende. Vores hverdag har længe været indrettet med hjemmearbejde, og derfor har det ikke været en stor omvæltning for os. Vi har været sunde og raske, og det er jeg taknemmelig for. Jeg føler med dem, for hvem 2020 har ført til sygdom, konkurs, mistet job, presset hverdagsliv, bekymringer og stigende angst.. I april satte jeg og en flok venner en Vejkirke op på Torvet i Glamsbjerg, som et forsøg på at lade håb og lys få en plads. Her kunne man skrive en bøn, tænde et lys, trække et bibelvers og tage en bibel med hjem.

Tomhed
Jeg kan huske, at jeg i begyndelsen af marts-karantænen høstede følelsen af ro og fred, men sidenhen følte en slags tomhed. Især føltes påsken helt mærkelig, og langt ind i sommeren følte jeg, at det aldrig rigtigt havde været forår og sommer. Når jeg ser tilbage på året, føles det på mange måder lidt tomt. Jeg tror, at vi efter nedlukningen i marts har haft gæster højst 4-5 gange, og vi har selv været på få besøg. Der har manglet noget og nogen.

Bøn
Da kirkerne lukkede i marts, begyndte vi at have online-morgenbøn i min kirke. Vi mødes kl. 10 på Zoom og læser et stykke fra bibelen, og beder derefter højt eller indeni os selv. Vi beder for hinanden, for politikere, for syge, for mennesker, der kæmper, for corona-krisen, for det der falder os ind. Morgenbønnen varer 30 min. og er for alle. De fleste uger har jeg været med 2-3 dage. Jeg kan mærke, at det gør noget ved mig. Jeg bliver opmuntret af andres bøn, andres tanker om det vi læser i bibelen, og det er rart at se ansigter og få fornemmelsen af fælleskab. Det stemmer mit sind, hiver mig ud af modløshed og vækker håb og tro i mig.

Berøring
Det føles nu nærmest helt intimiderende, når folk kommer tæt på, min krop aflæser det som potentiel fare, og det er jo også sådan, vi er blevet vant til at tænke om fysisk kontakt. Jeg savner at kramme og øver mig i at kramme med øjnene. I 2020 var jeg på pædagogisk massage-kursus, der handlede om berøringens betydning.

Frihed 
Jeg blev overrasket, da nogen skrev ’tillykke’ til indlægget ‘I dag vil jeg fejre min frihed’, men faktisk er der meget at fejre, og det vil jeg huske, når jeg ser tilbage på 2020. Jeg tog nogle vigtige skridt. Et af dem var at jeg turde træde frem og invitere til aftner for kvinder under overskriften ‘Elsket og fri’, fordi jeg gerne vil invitere med på den rejse – at vi mere og mere må leve som dem, vi er skabt til at være  – elskede og frie!


Drømme for 2021
2020 har lært mig at planer ændres. Jeg er håbefuld og i 2021 vil jeg gerne:

Tage på retræte
Jeg vil gerne trække stikket. Være stille, lægge telefonen væk og gøre mig tilgængelig for Gud. Jeg har taget på kristne retræter før, men det er efterhånden længe siden. Til jul fik jeg tilskud til retræte og helt uventet også et flot gavekort til Ådalen Retræte, hvor jeg har været før. Så dét drømmer jeg om. Måske skal jeg også holde en selv.

Skrive 
Jeg vil skrive på min bog. Den har været undervejs i flere år. I år drømmer jeg om, at den skal flyve afsted. Jeg har tiden (hej igen, hjemmekarantæne!) og jeg har lysten og modet.  Jeg har masser af tekster fra bloggen, og fra mine noter jeg gerne vil tage afsæt i. Det er en bog om at være menneske i både svære og lette stunder og at have Gud med undervejs. I det hele taget vil jeg fortsat skrive. Også gerne mere her på bloggen. Tak, at du læser med!

Vente
Jeg ved ikke præcist, hvad året bringer. Måske er det gået særligt op for mig, at vi ikke kan kontrollere fremtiden. Der er ting jeg drømmer om at gøre, men jeg ved ikke, hvornår det kan lade sig gøre. Derfor venter jeg og det i sig selv er også et vigtigt sted at opholde sig af og til, har jeg fundet ud af.

Overgive mig
Når fremtiden synes uvis, når jeg opdager, at der er meget, jeg ikke kan kontrollere, at det jeg havde forestillet mig blev anderledes, så kan jeg mærke modløsheden trække i mig. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at lade den trække afsted med mig. Jeg vil stemme mit sind med håb og overgive mig til Gud, der altid er god.
Jeg beder denne bøn af Frans Assisi over det nye år:

“Herre, i dine arme er jeg sikker.
Når du holder mig, har jeg intet at frygte.
Jeg ved intet om fremtiden, men jeg stoler på dig.”

Alt mellem himmel og mark

Jeg hilser dig

Da gik jeg pilgrimsvandring på El Camino i Spanien, erfarede jeg at pilgrimmene hilste på hinanden med ordene “Buen Camino” – et fælles ønske om en “god vej” frem for hinanden.
Jeg ville gerne have såden en hilsen, når jeg i denne tid møder folk online, i supermarkedet eller på gåtur i skoven. Et ord der kunne rumme det hele og vi ville begge vide, at det betød: Jeg synes også det er tungt lige nu, jeg føler med dig, jeg ønsker dig alt det bedste på din vej frem!
Måske findes det ord ikke, måske er det nærmere et blik, et vink eller en indre bøn og velsignelse af hinanden.
Jeg blev rørt da Dronningen som noget ganske nyt tilføjede, “Må Gud bevare jer allesammen”. Jeg følte det som en hilsen, jeg havde brug for på min vej frem.
God rejse. Buen Camino. Må du vide, at du ikke er alene på din vej.

 

Alt mellem himmel og mark

Det bliver jul alligevel

Antal:
bagte julesmåkager: 0
spiste æbleskiver: 4,5
jule-dekorationer: 0
ophængt julepynt: 5
risengrød til aftensmad: 1
juledekorationer: 0
skrabet julekalender: 2 dage
chokolade-kalender spist: 1

Jeg har sjældent haft den store lyst eller behov for at ‘jule’, og faktisk i år mindre end før. Måske har du det ligesom mig, måske helt modsat. Det er helt okay, for det bliver jo jul uanset, hvad vi føler, tænker eller præsterer.
For julen er en gave – og et håb om fred og evig glæde!

Tro og spiritualitet

Jeg er Julen, jeg ønsker at fortælle dig at..

For nogle dage siden opfordrede Majbritte Ulrikkeholm til at ‘skrive julen frem’ gennem en skriveøvelse, der går ud på at lade eventyret lege i os, ved at forestille os, at vi ER det vi gerne vil beskrive og lader det tale igennem os. Og Majbritte opfordrede til at skrive under overskriften “Jeg er Julen, og jeg ønsker at fortælle dig at..”

Jeg satte mig og skrev i 10-15 minutter, og har i dag skrevet lidt videre. Her er en lille julefortælling:

Jeg er Julen, jeg ønsker at fortælle dig at: 
Jeg ikke er nærig, jeg er for alle.
Jeg er ikke kun for dig, der har råd til gaver,
jeg er også jul for dig, som er fattig.

Jeg ved, at jeg er en tid, der vækker dine følelser til live.
Både af forventningsfuld glæde og gammel sorg.
Om det der var engang,
om det du ikke kunne klare,
om dem der forlod dig.

Jeg er der, uanset hvad du føler.
Midt i din sorg, i din ensomhed, i din købetrang,
vil jeg vække din drøm.

Du er ikke alene,
jeg er hos dig.

Jeg er barnet i krybben, kan du høre min gråd?
Jeg er englen på marken, der siger:
‘Se jeg forkynder jer en stor glæde,
som skal være for hele folket:
I dag er der født jer en frelser i Davids by;
han er Kristus, Herren’*

Jeg er julen,
jeg er barnet, der kommer med evig glæde og fred,
som ‘solopgangen fra det høje, der kommer for at lyse for dig,
der sidder i mørke
og i dødens skygge
og lede dine fødder ind på fredens vej’*

Jeg er barnet i krybben,
kan du se, at jeg smiler til dig?
Vil du åbne dit hjerte og lade min kærlighed fødes i dig?

Jeg længes efter dig.

____________________________________
*Bibelcitater:
Lukasevangeliet kapitel 2, vers 10-11
Lukasevangeliet kapitel 1, vers 78-79

Selvkærlighed

Lad dig finde

Jeg genkalder mig følelsen af at være barn og have mit eget værelse. Et sted, der bare er mit. Enkelt, overskueligt, indrettet efter mine ideer. At være voksen og have et helt hjem afspejler skiftet fra barn til voksen. Der er ikke kun ét rum at tage sig af, der er mange, der er opgaver, pligter, ansvar og forventninger fra mig selv og andre.
Jeg har fået en fridag foræret, og da jeg lagde mig til at sove i går, besluttede jeg, at jeg i dag ikke ville stå ud af sengen. Kl er 13.35 og jeg er her stadig. Jeg slapper af. Scroller facebook, var til online- morgenbøn, ser skøre youtube-videoer, skriver på en julehilsen, spiser frokost i sengen. Mobilen er på den anden side af døren.
I morges læste jeg (Gud)-fældigt et citat: “Let yourself be found”.
Lad dig finde. Det rørte mig. Ofte har jeg den oplevelse af, at en del af mit livskald handler om at lede efter og finde mennesker, der er isolerede og ensomme, og bringe dem fællesskab og håb.
Nu er jeg her i min seng.
Jeg føler mig tryg i et mindre rum. Døren er lukket til de andre rum og til ansvar og pligter.
I dag vil jeg lade mig selv blive fundet.