0
Alt mellem himmel og mark

#12 ting 12 år har lært mig om parforhold

I dag har David og jeg 12-års dag. For 12 år siden gik jeg i 3. g og var til skriftlig engelsk-prøve og smuttede tidligt for at tage til København, hvor jeg mødtes med David. Vi har været sammen lige siden og blev gift for snart 9 år siden. Indlægget her er i første omgang skrevet, da vi havde været sammen i 10 år, nu er det revideret og uddybet, da der er gået 2 år mere.

12 ting de sidste 12 år har lært mig om parforhold: 

#1 Kommunikation betyder alt. Måske er vi ikke enige, forstår ikke altid hinandens handlinger og holdninger, men hvis vi kan sige: “Hvorfor siger du det, hvad får dig til det? Hvordan forstår du det?” Så er vi kommet rigtig langt.

#2 At kende hinanden godt betyder også at kende hinandens svageste punkter, hvilket betyder, at man har magt til kan såre hinanden dybt. De svageste punkter skal æres, også når man er ved at eksplodere og har lyst til at gå til angreb.

#3 At det er yderst vigtigt at være villig til at arbejde med sig selv og sine egne mønstre. Hvis vi nægter at se på os selv, og det vi har med os i bagagen, går det udover den anden og dermed udover forholdet. Det er ikke tilladt at sige: “Sådan er jeg bare, det gider jeg ikke tage mig af, det må du lære at leve med…” hvis det har negative konsekvenser for den anden. Vi må være villige til at arbejde med vores egne svagheder og mønstre, vi må bære vores egne byrder og hjælpe hinanden, når det bliver for tungt.

#4 Det er frugtbart at være overbærende. Her burde min mand få en guld-medalje. Jeg har gennem årene vist mig skiftevis som et blidt lam og en ildspydende drage. Jeg kan ikke komme på en eneste gang, David har sagt: “Nu tager du dig lige sammen”. Nej, han har vist en overbærenhed af en kaliber, jeg ikke troede var muligt. Engang spurgte jeg ham: “Hvad er din pædagogik egentlig overfor mig?” og han svarede mig: “Jeg elsker dig mest, når du fortjener det mindst”. Det må jeg sige, at han udlever.

#5 At bide sig i læben og lytte med hjertet. Nogle gange kan man få følelsen af, at der ikke er flere overraskelser eller nyt at lære om hinanden, men hvis man lytter og spørger ind, som man havde gjort, hvis man lige havde mødt hinanden, så opdager man, at der stadig er skjulte skatte. Som type er jeg tit ret hurtig til at sætte ord på følelser og konkludere, men jeg øver mig i at være stille og i stedet sige: “Hvorfor? Hvordan? Hvad tænker du?” indtil vi finder ind til kernen sammen.

#6 At vi kan øve os og dygtiggøre os i parforhold, ligesom hvis vi trænede op til et marathon. For os har det været nyttigt at studere personlighedstype-typologier som emnegrammet, Myers-Briggs og de 5 kærlighedssprog. Det har gjort en ubeskrivelig forskel. Vi er gået fra at syntes den anden, ret ofte, er en sær snegl, til faktisk at forstå og respektere hinandens forskelligheder. Og drage nytte af dem!

#7 Netflix, take-away, spise aftensmad i sofaen og at lade opvasken stå, kan være det, der får det hele til at hænge sammen i perioder.

#8 At det er nødvendigt at gøre sit ypperste for at sige tingene pænt, også når man er presset. At sige undskyld, når man fik sagt tingene på en dum måde.

#9 At det går op og ned. Når “det går ned” er det vigtigste at kunne tale åbent om det. Der er intet, der er for farligt eller forbudt at sige. Det er først farligt, når vi lader være.

#10 Hverdagen er det vigtigste. At stå op sammen, gå tur med hunden, købe ind, lave mad, gå ned med skraldet. Det er det levede liv. Trygheden, genkendeligheden, rutinen. Det unikke ved at være to i en fælles hverdag. Det er basen for det hele. Det skal æres, respekteres og prioriteres. Vi kommer før alt andet.

#11 Vi må se vores dårlige vaner i øjnene og tage ansvar sammen. At man er ene om at have en dårlig vane er op ad bakke, men hvis man er to, så føles det dobbelt så hårdt at bryde den, synes jeg. For hvem er det, der siger: “Nu har vi set for meget Netflix” (jf. punkt 7), nu er vi nødt til at rejse os fra den sofa”, det føles så tungt at være den, der skal sige det først, især når den anden også trækker ned. Vi må rejse os sammen, hive hinanden op, også selvom det er lettest at bekræfte hinanden i, at vi bliver siddende lidt endnu.

#12 Vi bliver hinandens familie igennem krisetider. I 2018 mistede jeg min far efter et langt  sygdomsforløb. En af de hårdeste ting jeg har prøvet i mit liv. David var ikke blot længere min mand, men var også svigersøn, der kæmpede for min far, ja for hele min familie. Jeg har aldrig følt mig mere båret af et andet menneske end da jeg så, at han var villig til at bære og kæmpe midt i det som var så svært, og det ikke var min kamp, det var vores fælles kamp.

Tak for 12 år. Jeg glæder mig til flere.


Har du bemærket, at min blog ikke er klistret til med reklamer? Vil du støtte mit foresatte arbejde med at udgive og skrive uden at være afhængig af reklameindtægter? Du kan sende mig en donation her. Tak! 

Previous Post Next Post

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply Sofies Sofa 27. april 2017 at 11:49

    Stort tillykke og så sandt så sandt! Vise ord fra en vis kvinde. Tak for det. Jeg kommer helt sikkert til at linke til den her liste fra sofaen engang i fremtiden!

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 19. maj 2017 at 20:46

      Tak Sofie <3 Det var egentlig ret hurtigt skrevet, men jeg kan se, at mange har fundet inspiration i den, det glæder mig. Jeg tror det er vigtigt, at vi også tør tale om parforhold, også når det ikke er en dans på roser. Tak fordi du også tør det!
      Kærligst
      Kamilla

  • Reply Tina Holmgaard Juul 21. september 2017 at 10:26

    Jeg genlæste lige dette indlæg, og det er så godt. 10 års parforhold (okay, 10,5 er det vel efterhånden) kan virkelig skabe grobund for noget visdom. Særligt hvis man er åben for at lære og udvikle sig. Jeg tager de 10 vise budskaber med mig i mit parforhold!

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 27. september 2017 at 14:14

      Kære Tina
      Hvor blev jeg altså bare glad for, at du skrev. Og endnu mere glad for, at du kan bruge det <3
      Kærligst Kamilla

    Leave a Reply