Hverdagslykke

Danmarks første blogger-kat

For første gang i verdenshistorien skriver Pelle et indlæg her på bloggen. Pelle, ja det er ham her:

IMG_0527

I dag er det 2 år siden, at Tina blev min ejer. Hun hentede mig nede i Strøby Egede en grå lørdag, hvor min daværende ejer havde besøg af kortklubben. De spillede kort og drak øller, og hvis jeg skal være helt ærlig, så var det altså et lidt underligt foretagende.

Tina skulle egentlig bare lige se mig – det var slet ikke sikkert, at hun ville have mig. Men altså. Jeg ville bare meget hellere ud og opleve noget nyt, frem for at blive hængende nede i provinsen… Så da Tina kom ind af døren satte jeg, trods min lille størrelse, i fuld galop, greb fat i hendes skinneben, spurtede op af hendes krop og gemte mig inde under hendes vinterjakke. Og holdt fast med ALLE mine klør. Faktisk nåede Tina ikke rigtig at se mig, men hun kunne mærke mig, for jeg holdt MEGET godt fast. Og så kunne Tina jo ikke rigtig andet, end at tage mig med hjem. Det ville hun dog også rigtig gerne – hun havde bare ikke lige troet, at det skulle være dén dag. Sådan her lå jeg i arm den første aften. Jeg vidste heller ikke rigtig selv, hvad der var op og ned.

IMG_0445

I starten blev jeg kaldt alt muligt. Seriøst, jeg mener, ALT MULIGT. For hun ville lige se “hvad jeg var for en”. Tsk. Kald mig nu bare lækkermissen, altså. Hun kaldte mig Bøllemissen, når jeg lavede ballade, og Pivedyret, når jeg pev. Hun overvejede faktisk at navngive mig Pivedyret, men så blev hun alligevel lidt bekymret over ordets magt. Altså at jeg så ville være et pivedyr resten af mine dage. Og pludselig skulle det gå stærkt, for jeg skulle faktisk registreres som husdyr i boligforeningen – med navn. Og så blev det Pelle. Måske var det lidt dumt, for Tinas forældres kat hedder Nelle, og vi ses ret tit, og INGEN kan finde ud af at sige det rigtige navn på det rigtige tidspunkt. Så bliver jeg kaldt Nelle. Det er virkelig kikset.

Men Pelle hedder jeg altså. Men jeg bliver faktisk mere kaldt Pelsen, Pelsemissen, Pelsklumpen og Pelsvæsen. Det er fint nok, men det der “Pelsvæsen” – det lyder jo som et rumvæsen..?!? Godt jeg kun et indekat, ellers var jeg jo blevet mobbet af de andre katte.

Jeg er udpræget A-kat. Hvorfor egentlig stå op kl. 7, hvis man kan starte dagen kl.4? Det første år hos Tina fik jeg hende ud af fjerene ved 5-5.30 tiden HVER morgen. Hun var ved at bortadoptere mig hver anden dag! Mange af hendes veninder spurgte hende, hvorfor hun ikke bare sov videre, for jeg er jo “bare” en kat. Men jeg kan godt sige jer, hvis der er noget jeg er rigtig god til, så er det at vække mennesker. Jeg miaver af hele mine lungers kraft, vælter ting ned fra bordene, vælter standerlamperne, hiver i det tøj, som Tina har hængende og så BIDER jeg hende i tæerne, hvis hun ikke reagerer. Det virker. Altid. Så står hun op…og så går jeg i seng. For så er jeg jo træt efter at have brugt så mange kræfter på at vække hende.

Men samtidig var jeg virkelig svær ikke at elske i de år, for jeg så HERRE sød ud. Især når jeg sov. Det var lidt svært at vælge, hvilke billeder, jeg ville bruge i det her indlæg, for Tina har mange(!) af mig og jeg ser faktisk ret godt ud på dem alle sammen. Men se fx her, hvordan jeg kan sove:

pelle1

Jeg har ret meget legetøj, for jeg skal stimuleres, når jeg er indekat, siger Tina. Men egentlig er jeg mest vild med at lege med disse tre ting: fjer, mandler og vatpinde. Det er bare det fedeste i verden! Jeg kan blive helt vild i varmen over sådan en fjer, der sagde lugter lidt af fugl. Det går lige i mine jagtinstinkter. Og mandler! Det er det SJOVESTE at spille fodbold med, for de kan blive væk overalt: ryge under sengen, ind under en taske, ind under et gulvtæppe. Og så gælder det om at få fat i dem igen. Og hvis jeg ikke kan, så MIAVER jeg indtil Tina hjælper mig. Hun har faktisk altid en lang strikkepinde liggende fremme, så hun kan få fat i det, der ligger under sengen. Der ryger vatpindene også nemt ind… Men det er det, der gør dem hamrende sjove.

pelle2

Når jeg ikke leger, så enten spiser eller sover jeg. Min livret er godbidder – især dem med ost. Mmmm MUMS! Det har egentlig altid fungeret fint: jeg tiggede og tiggede, og så fik jeg godbidder. Men nu har jeg fået sådan et “sansestimulerende” godbidslegetøj. Det er ÅNDSSVAGT. Hvorfor skal godbidderne derind og ligge?! Så skal jeg bruge tid og kræfter på at få dem ud. Jeg forstår det ikke. Håber Tina dropper det show snart.

Mit eneste krav til en soveplads er, at det ikke er en katteseng. Det magter jeg bare ikke. Jeg sover bedst på radiatoren, i papkasser, i en skuffe eller i den kuffert, som Tina bruger som vasketøjskurv. Og så sover jeg også rart på Tinas mave – gerne i et par timer ad gangen. Jeg ved jo, at min spinden har en gavnlig virkning på mennesker, altså den beroliger nervesystemet og det der. Det er nærmest en gave, jeg besidder, og med en gave følger en opgave. Og den må jeg tage alvorligt! Så jeg bliver gerne nusset flere timer hver dag, så jeg kan lade min gave blomstre. Det er virkelig noget, jeg tager seriøst.

Derudover går jeg meget op i at leve i nuet. Jeg spiser, når jeg er sulten, sover når jeg er træt, leger, når jeg er frisk. Det er sådan min livsfilosofi og jeg tror virkelig jeg har fat i den lange ende hvad det angår. Altså, der er jo ikke andet, man skal nå?

pelle3Apropos leve i nuet: jeg er ved at være træt i mine poter af al det her skriveri. Det er et h e l v e d e at ramme de rigtige taster, når man kun har poter. Prøv at forestille dig at skulle skrive med knyttet hånd. Så nu må jeg sove. Er spændt på at se, hvor mange likes jeg har fået, når jeg vågner op igen. Måske får jeg en godbid for hver like…det håber jeg!image

Kærlige potestrøg og to timers spinden

Pelle

Previous Post Next Post

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply Nanna 21. juni 2016 at 5:21

    Hvor er du sød og kær Pelle!
    kh fra Nanna og Alvilde (Hellig birma kat ;) )

  • Leave a Reply