Alt mellem himmel og mark

Første dag som selvstændig og vejen dertil

I går sagde jeg farvel til dagpengene og er sprunget ud som selvstændig. I dag føler jeg frihed og forventning.
Min beslutning har været undervejs længe, men jeg ved, at det er det rette tidspunkt nu. Jeg har to sygemeldinger i bagagen og har to gange måtte forlade de opgaver, og det arbejde, jeg var i gang med. Begge sygemeldinger har været i løbet af de 3 år, efter jeg blev uddannet.

Jeg har startet på landbrugsskole, fordi jeg drømte om en praktisk hverdag, men det endte også i bristede drømme.

Jeg har været rådvild, og midt i min sidste sygemelding pga. en depression (egentlig er jeg ikke så meget til labels, men faktum var, at jeg havde det rigtig dårligt..) gentog jeg igen og igen: jeg vil ikke præstere. Tanken om at skulle præstere, at skulle arbejde et sted og hele tiden blive bedømt på, om jeg gjorde det nok, magtede jeg ikke.

Samtidig gik jeg til møder i jobcenteret og skulle gå igennem en dør, hvor der bogstaveligtalt stod: arbejdsfastholdelse. Faktisk er der ret meget sandhed i det ord, for det at være en del af systemet kan af og til føles som en spændetrøje, hvor man man er fastspændt, indtil man er klar til at arbejde. En af sagsbehandlerne sagde til mig: “Du skal jo snart i gang med dit arbejdsliv…” og fik mumlet noget med, at jeg jo aldrig havde haft et fuldtidsjob.

Nej, det har jeg ikke. Jeg har haft forskellige deltidsstillinger, og jo mere jeg mødte kravet om, at jeg skulle have et fuldtidsjob, jo mere kunne jeg mærke, at det er ikke vejen for mig. I hvert fald ikke i traditionel forstand, hvor jeg skal møde op et sted 8-16. De gange jeg har været i fast job, har jeg næsten ikke kunne hænge sammen. Jo måske på arbejdet, men ikke når jeg kom hjem. Så måtte jeg tit lægge i sengen med en strømpe over øjnene og forsøge at få ro på hele mit system. Jeg kunne ikke overskue min hverdag, og jeg græd indvendigt, når mine kollegaer gik fra arbejde og sagde: “nu skal jeg ud og løbe”. For jeg kunne ikke engang gå i netto og handle ind efter arbejde, så udkørt var jeg.

Det hele gav lidt mere mening da min terapeut sagde til mig, at jeg er særligt sensitiv og at en arbejdsdag på 8 timer måske i virkeligheden svarer til 10-12 timer for mig og mit system. Men jeg blev vred, da jeg læste en bog om særligt sensitive, og der stod, at mange særligt sensitive arbejder færre timer end andre. Jeg følte mig uduelig og jeg blev ved med at kæmpe. Samtidig prøvede jeg også i lang tid at bilde mig selv ind, at jeg trivedes med mit arbejde. Men sandheden var, at det gjorde jeg ikke helt. Et af stederne opholdt jeg mig mange timer i et virkelig grimt kontormiljø, hvor vi sad flere sammen. Det fungerede virkeligt ikke for mig, men jeg følte mig overfladisk over at være så påvirket af at mine omgivelserne var drænende for mig.

De sidste 15 måneder har jeg været på dagpenge og været i forskellige virksomhedspraktikker. På et tidspunkt var jeg i praktik hos en fåreavler, hvor jeg ofte blev sendt tidligere hjem, da der ikke var mere at lave og dermed “kun” arbejdede” 5 timer om dagen. Dér opdagede jeg, at jeg kunne hænge sammen, når jeg kom hjem, måske nøjes med lille lur, men at jeg stadig havde energi og kræfter til mit liv udenfor arbejdet.

I januar, da jeg fik konstateret en depression, sagde min terapeut, at jeg i min sygemelding skulle lære at “være” fremfor at gøre. Jeg kunne mærke, at jeg længtes efter at erfare det, hun talte om. Og med tiden begyndte jeg at udfordre kravene til mig selv. Det gik op for mig, at jeg i årevis har dømt mig selv hårdt og haft en masse regler om, hvad jeg skulle kunne magte, og hvad min hverdag skulle indeholde for at være en succes. Sandheden var, at jeg måtte give slip på det hele, for at finde ind til, hvad jeg virkelig trives med at gøre. Jeg har tilladt mig selv at droppe stort set alt og set netflix i et væk, skære helt ind til benet og er nu i gang med langsomt at tilføje, det jeg trives med.

Det har været en voldsom proces med megen skam og angst, og store spørgsmål om, hvad jeg længes efter, hvad jeg kan “tillade mig”, hvad andre kræver af mig og ikke mindst, om jeg overhovedet kan lede mig selv. For nok kan det være skræmmende, når andre skal bedømme en og ens præstation, men hvis man er i krig med sig selv, så kan man ikke finde ro og hvile noget sted i verden. Det er uudholdeligt. En spændetrøje. Og slet ikke til at leve med.

For der skal være plads til, at jeg kan hvile, at jeg kan få min hverdag til at fungere. Først og fremmest. Jeg var ved at kramme min læge (men gjorde det ikke), da han sagde til mig, at det vigtigste er min hverdag. Så de sidste måneder har jeg øvet mig på at have en hverdag. På at rydde op, holde mit hjem rent og passe på mig selv. Det virker som noget basalt, og det glæder mig, hvis du slet ikke aner, hvad jeg taler om. Men i årevis har jeg nedprioriteret mig selv og min hverdag for simpelthen at kunne hænge i på studiet og på arbejdet. Fordi jeg ikke ville anerkende, hvem jeg er og hvad jeg har brug for.

Jeg glæder mig til at dele min rejse med at være selvstændig. Og de overvejelser, tanker og erfaringer jeg får. Hvis du sidder og tænker, hvad er det mon jeg skal lave, så har jeg lavet en collage, der nogenlunde beskriver det:

Jeg skal blandt andet hjælpe andre med at få deres vigtige budskaber ud. Hjælpe andre igang med deres podcasts/blog/sociale medier. Jeg skal holde skrive-retræter, lave videoer, lyd og tage billeder. Og så er der hele den del som er “min egen”. Min kommende bog, min podcasts og min blog. Det er mit hjertebarn.
I perioder kommer jeg også til at arbejde som vikar, men igen er det med stor frihed til at vælge til og fra, som jeg har behov for. Og ikke kun økonomisk behov, men også i forhold til min energi. Så min hverdag fungerer og jeg dermed trives.

Jeg er spændt, glad og forventningsfuld. Og nu vil jeg gå ud og tømme opvaskemaskinen og pakke til i morgen, hvor jeg tager på skriveferie på Bornholm.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

6 Comments

  • Reply Theresa 23. maj 2017 at 13:06

    Et smukt skriv om din vej. Tillykke med din proces og med dit valg om at være selvstændig. Og tillykke med at være i hverdagen og sætte pris på at du trives i den.

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 23. maj 2017 at 16:18

      Kære Theresa. Tak for dine ord! Jeg blev glad for, at du skrev “tillykke” og det gik op for mig, at der virkeligt er noget at fejre!
      Kærligst Kamilla

  • Reply Marie 23. maj 2017 at 20:08

    Sikke en dejlig poetisk og rammende beskrivelse af din proces med at finde din egen vej <3.

    Jeg tror, du har fat i det helt rigtige med dit kommende arbejdsliv. Tillykke og pøj pøj!

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 2. juni 2017 at 10:10

      Kære Marie
      Tak for dine kærlige ord. Det er dejligt med opmuntring. Og jeg kan allerede mærke, at jeg er på rette spor. Bare sådan en “lille ting”, at jeg kan tage de hvil og pauser jeg har brug for i løbet af dagen, det er helt fantastisk. Og jeg kan “krydre” min hverdag med at rydde op og gøre praktiske ting, så det også føles som vigtigt og ikke noget jeg bare skubber foran mig hele tiden.

      Kærligst
      Kamilla

  • Reply Mia Christina Broe Jakobsen 24. maj 2017 at 11:23

    Kære Kamilla
    Hvor er det godt, at du har fundet vej hertil! Vi ligner hinanden en del, må man sige. Jeg har været på samme rejse og er det stadig. Det har vi jo snakket om. Jeg ønsker dig det allerbedste, og sig endelig til, hvis jeg kan hjælpe dig med noget -anything❤️. God tur til skønne Bornholm!

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 2. juni 2017 at 10:12

      Kære Mia,
      Tusind tak! Ja det gør vi :) Dejligt at vi har fået mere med hinanden at gøre! <3
      Kærligst
      Kamilla

    Skriv et svar til Kamilla Maria Jakobsen Cancel Reply