Læseklub

Læseoplevelse: At finde helligt rum

Nu er det tid til at dele læseoplevelse af “At finde helligt rum”, som var juni månedens bog i læseklubben. Jeg er rigtig glad for, at så mange har lyst til at læse med!

Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke føler jeg er helt landet endnu efter at have tygget mig igennem bogen. Som om, at den virkelig fik rusket mig og jeg stadig er sådan “wow… hvordan forholder jeg mig lige til det”. Der er en del emner jeg kunne tage op her, men jeg vælger at fokusere på nogle få. Så kan vi snakke videre i kommentarfeltet, hvis I har lyst.

Det gjorde allermest indtryk på mig…

Jeg synes, at forfatter Christopher Jamison sætter fokus på nogle samfundstendenser i det moderne samfund, som i den grad har brug for at blive udfordret. Og hvor jeg selv blev udfordret.
Et af dem er travlhed. Ifølge Christophers analyse skyldes den travlhed, de fleste af os moderne mennesker ligger under for, at vi allesammen er blevet kunder. At vi lever i en forbrugsverden.

“Vi er alle slaver af forbruget, både vores eget forbrug og de kunder, som sikrer vores løn. Det er den sammenhæng, vi har valgt at tilslutte os, og som konsekvens heraf har vi allesammen for travlt. I den forstand vælger vi at have for travlt. Kort sagt tvinger forbrugerlivsstilen mennesker til at arbejde hårdt for at opfylde deres ambitioner som forbrugere.”

Og hvad er konsekvensen heraf?

“Længslen efter en større bil eller en bedre ferie driver mennesker til at arbejde for meget, og de, der er fanget i den onde cirkel, har vanskelige beslutninger at træffe om, hvorvidt de skal opgive nogle af disse ambitioner for at gøre plads til et helligt rum”.

Da jeg læste de ord, føltes det som en afsløring. Både af mig selv, men også af det samfund jeg er en del af. Og jeg fik lyst til at være med til at afsløre det – være med til at spørge: Helt ærligt, er det det vi vil? Hvad betyder mest her i livet? Fordi vi så hurtigt kan blive spundet ind i det vivar af forbrug, der i sidste ende betyder, at vi skal løbe stærkt og mister det hellige rum.

Og så beskriver Christopher også længlsen efter “at komme væk fra det hele”, når vi længes efter at komme ud af trædemøllen, længes efter det hellige rum, den dybe fred og roen. Hvor går vi så hen?

Her giver han ikke meget for den spiritualitet, hvor vi fortsat opererer som “kunder”, hvor vi shopper fra det ene til det andet, og hvor vi bliver afhængige af teknikker, metoder og coaches der skal vise os vejen.

Bogen fik mig til at længes efter: 
At stræbe.. stræbe efter det gode og vælge det som giver dyb mening, fremfor det er her og nu giver mig en “ahhh”-fornemmelse. Længes efter fællesskabet med andre mennesker, et dybere fællesskab. Fællesskabet er en grundpille i det åndelige liv, ifølge Christopher, vi kan ikke vokse åndeligt, hvis vi er alene.

“Travlheden i livet kan få mennesker til at forsømme at tale åbent til ægtefæller eller kolleger om alvorlige ting: overfladiske ting er altid lettere at tale om”

“Hindringer skal overvindes ved kærlighed så vel som disciplin”

Bogen vækkede også en længsel i mig efter at læse i bibelen. Især afsnittet om Lectio Divina (s. 60) vakte min længsel:
“For det første at se teksten som en gave, der skal modtages, ikke som et problem, der skal analyseres. Den første opgave, som traditionen indbyder den moderne læser til, er: Undgå at lægge dine egne spørgsmål indover teksten, og lad i stedet teksten stille spørgsmål til dig”

Og dette, som jeg har understreget og læst igen og igen: “Det er en overraskende konklusion, at vores mest autentiske eksistensniveau afspejles i Skriften”. Lad teksten komme til dig.”

Jeg brugte hans vejledning til at læse passager i Johannes-evangeliet. Jeg læste begyndelsen af Johannesevangeliet igen og igen: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.”

I Lectio Divina læses teksten langsomt og gentages. “Bed om, før du læser, at Gud vil tale til dig igennem denne tekst. Lad læsningen udvikle sig til meditation undervejs, så til bøn og endelig til komtemplation”. 

At sidde med teksten på den måde, at “spise den”, blev en stærk oplevelse for mig. I det konkrete tilfælde med teksten fra Johannes-evangeliet fik jeg en dyb fornemmelse af, at jeg er i Guds hånd, og at Guds hånd omslutte alle tider, også de mest smertefulde oplevelser.

Og måske er det netop erfaringen af det hellige rum. “Dybest set er det i Gud, vi finder et helligt rum, han er vores naturlige hellige rum” (s. 146) 

Jeg længes efter det hellige rum. Mere end nogensinde, især nu, hvor jeg føler mig afsløret i min egen travlhed.

Jeg vil så gerne høre, hvad du har fået ud af at læse bogen.

Blev du provokeret? Længselsfuld? Opmuntret? Irriteret? Opløftet? Håbefuld? Trist?
Hvad gjorde indtryk på dig? Er der noget du har lyst til at gøre anderledes efter at have læst bogen?

Har du lyst til at læse med i juli? Så er månedens bog”Du er min ø i havet”.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply Kitty van Schayk 6. juli 2018 at 10:23

    Flot skrevet Kamilla!
    Her kommer mine overvejelser til bogen.

    Bogen var en øjenåbner for mig. Jeg læste den for første gang for 10 år siden, i en periode hvor jeg var så syg at jeg næppe kunne overleve dagligdagen med mine 3 børn. Jeg har ikke bevidst fulgt de gode råd i bogen, men kan nu se, at jeg ubevidst har bygget et ”rum”, som jeg vil beskrive for jer.

    Dydens dør klemmer, da livet lokker. Stilhedens gulv trænger til en ordentlig omgang slibning og lakering, men er lavet af godt, solidt træ. Lydighedens tag er fyldt med huller. Ydmyghedens stige er vakkelvorn, og jeg har svært ved at klatre op ad den. Fællesskabets vinduer er bittesmå, og lader kun det nødvendige lys ind. Indretningen er jeg meget glad for. Jeg elsker lyden af regndråber, der falder ned i spandene. Der står en bedeskammel, et Mariastatue, og der er en Bibel og en Tidebønnebog. Den sidste ligger der kun, fordi den får mig til at smile. For mange gange har jeg prøvet at finde ud af, hvordan bønnebogen skal bruges, uden held.
    Når jeg er herinde, har jeg mest lyst til at låse den klemmende dør, og smide nøglen langt væk. Måske fordi jeg føler, at dette er det eneste sted i verden jeg kan kalde mit. Her finder jeg den fred min syge krop har brug for, og her er der ikke andre krav end at være i Guds nærvær. Her kan jeg være mig selv, uden alle de fordomme, som jeg som kronisk syg konstant møder ude i samfundet. Mine børn er snart så store, at de kan klare sig selv, og jeg tilbringer mere og mere tid i mit rum. Jeg har ikke lyst til at ændre på noget, men nogle gange laver jeg bittesmå reparationer eller ændringer.

    Fred og alt godt!
    Kitty

    • Reply Kamilla 10. juli 2018 at 9:38

      “Det eneste sted i verden, jeg kan kalde mit”

      “Her er ikke andre krav end at være i Guds nærvær..”

      hvor dejligt at blive mindet om!

      Tak for at du delte det med os, Kitty!

  • Reply Povl Brendes 7. juli 2018 at 12:08

    Jeg var rigtig glad for at læse bogen. Den gav mig ikke en dissideret ”Aha oplevelse”, nok mere en ”påmindelse” om hvad der er vigtigt for mig.
    Jeg tænker han har fat i det rigtige med hensyn til at komme ud af den materielle og tidsmæssige stræben. Men jeg ser ikke de to ting hænger sammen som han gør. Jeg mener ikke vi har travlt for at få råd til de materielle ting. Jeg oplever mere det er fordi det er blevet ”in” at have travlt, stress, skal lige nå. At det er blevet en samfundsnorm og en påstand vi er nødt til at leve op til, for at være ”noget”. Hvis vi siger vi har god tid og overskud ser man mærkeligt på en. Alligevel har langt de fleste masser af tid til Sociale medier, spil på pc og telefoner samt en masse dårligt tv. Samtidig er arbejdsdagen blevet kortere og mindre nedslidende. Min påstand er vi har tid og overskud, vi vil bare ikke prioritere/indrømme det.
    Det er dejligt han viser en vej til det hellige rum og opbygningen af det. Jeg har for mange år siden opbygget mit eget rum, men det var fint at få ideer til små fornyelser. En af de måder jeg også fornyer/vedligeholder det hellige rum på, er ved læsning men også ved at rejse. Det med at rejse ud og finde fred kan godt løfte og forny mig, når jeg ikke er villig til at gå hele vejen og blive munk i Irland. Steder som Peterskirken og Assisi er helt sikkert med til at tegne, vedligeholde og forny mit hellige rum, på en måde jeg ikke finder på Christianshavn.
    Fællesskabet bliver påpeget som vigtig. Jeg er rigtig glad for det fællesskab du, Kamilla, har skabt med denne bogklub. Det ser jeg store muligheder I. Måske kan vi på et tidspunkt mødes fysisk i ”bogklubben” og drøfte månedens bog. Det tror jeg også kunne give rigtig meget indsigt og udvikling.
    Bogen er med til at bringe mig videre i at være minimalistisk i det materielle og søgende i det åndelige – Tak for det.
    Jeg glæder mig til juli måneds bog.

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 10. juli 2018 at 10:29

      Kære Povl,

      Jeg tror du har ret… at have travlt er nok blevet et statussymbol i vores samfund. At fylde tiden ud med noget. projekter hvad enten det er karriere, krop eller carport. Er vi blevet bange for stilheden? For der er må være en god grund til at vi ikke prioriterer eller tager os tiden til hvile og stilhed. Måske ved vi ikke, hvordan man gør? Er bange for stilheden hvis larmen stilner af? Du skriver, at arbejdsdagen er blevet kortere og mindre nedslidende, og på det fysiske plan vil jeg give dig ret, men samtidig så slider vi på tankerne (hvis man kan det). Mange er videns-arbejdere i dag, og det er så svært at stoppe tankerne når arbejdsdagen er ovre. Jeg har i perioder arbejdet på fabrik og der var en lettelse ved at arbejde fysisk, og når jeg så gik hjem så tænkte jeg ikke mere på det. Men når jeg arbejder med viden. så føles det som en on-going proces jeg har svært ved at stoppe – også selvom der står *fri* i min kalender. Og det kan være så opslidende.. måske kender du det?

      Så måske kan et svar være, at vi kan lære at håndtere tankerne og søge hvilen ved fx at flytte sig – som du også skriver. Rent fysisk – for at kunne få kroppen og tankerne med. Jeg har fx taget på retræter og bogen har genvakt den længsel. Jeg har skrevet til et benediktiner-kloster i Odense og vil høre dem om jeg kan komme forbi af og til en enkelt dag. Jeg holder også meget af at gå. Ofte så er det som om, at det giver en ro i tankerne at få lov bare at gå, gå, gå, gå…..

      Jeg er glad for, at du skrev og delte dine tanker – og at du sætter pris på fællesskabet i vores bogklub. Måske skal vi mødes en dag, men lige nu kunne jeg tænke mig at prøve online-formatet af.

      Dejligt du også læser med i juli!

      Kærligst
      Kamilla

    Skriv et svar til Kitty van Schayk Cancel Reply