Selvkærlighed

Fundamentet for selvomsorg

Fornylig fortalte jeg en klog kvinde, at jeg gerne ville fokusere mere på kost og bevægelse for at skabe et sundt fundament i livet. Hun kiggede kærligt på mig og sagde: ”Hvad nu hvis du i stedet sagde, at du ER dit fundament?”

På en eller anden måde så faldt tiøren, da hun sagde det. For hvor er det sandt. Min krop og dens velbefindende ER ikke noget udenfor mig, den ER mig”

Det perspektiv giver mig endnu mere lyst til at passe bedre på mig selv.

Det har været et efterår og en vinter, hvor min energi har været lav, og jeg har haft lyst til at gå i dvale (og jeg rent faktisk nærmest har boet på min sofa)

Henover efteråret er det nemlig gået op for mig, at jeg har tendens til at svinge mellem stress og udmattelse. Stress hvor jeg arbejder for meget eller for intenst og glemmer at passe på mig og efterfølgende udmattelse, hvor jeg havner på sofaen hver aften og ikke orker at se mine venner eller gøre noget godt for mig selv.

Der har været uro og stress i min krop, og det har været svært at overskue hverdagens gøremål. Nu mærker jeg, at energien er ved at vende tilbage efter nogle måneder, hvor jeg har ryddet ud i stressende tanker, øvet mig i at tale kærligt til mig selv (det har jeg skrevet om her) og skåret ned på energikrævende aktiviteter.

Min nyvundne energi skal bruges til at drage endnu mere omsorg for mig selv. For de her måneder har ført til, at jeg føler mig lidt slidt i kanterne.

At være i stand til at passe på sig selv kræver, at man i forvejen har ressourcer og energi, ja man kan nærmest sige, at de er hinandens forudsætninger. I min optik handler det om at skabe forandring – aldrig om “at tage sig sammen”. Ja “tage sig sammen” er nærmest røget ud af min ordbog, for jeg tror simpelthen ikke på konceptet længere. Når jeg i perioder ikke kan “tage mig sammen”, ligger der ofte en helt anden grund til det end dovenskab, nemlig den, at jeg vitterlig ikke har energien og overskuddet til det.

Men nu hvor jeg har fået mere energi, vil jeg gerne i gang med en næringskur. Næring er essentielt for liv, hvad enten det gælder planter, dyr eller mennesker, og jeg kan godt lide tanken om at “tilføre” noget frem for at “fjerne”. Kur kommer af det latinske ord “cura”, der også kan oversættes med “omsorg”.

Så min næringskur handler altså om at tilføre sund næring, drage omsorg for mig selv og fylde på med nydelse.

Jeg ved, at det for mig, slet ikke virker at sætte nogle skrappe regler op og desuden har en af de klogeste, jeg kender, på kost- og træningsfronten lært mig, at det heller ikke er vejen til en sundere og stærkere krop;

Måske har du hørt om Anna Bogdanova, som har skrevet bogen “Skyhøj forbrænding?” (Hun er gift med Jacob Søndergaard, du måske kender fra “Rigtige mænd” på DR1)

Jeg har været så heldig at gå i et forløb hos hende for 2 år siden.  Og her fik jeg rigtig meget brugbar viden om kost og træning udfra den mest selvkærlige og fornuftige tilgang, jeg er stødt på. Også dengang oplevede jeg en rigtig stressfyldt periode, hvilket jeg faktisk har skrevet om på hendes blog.

En af de vigtigste ting Anna har lært mig er, at “hvis planen ikke virker, er det ikke den rigtige plan”

Alt for ofte tror jeg, at det er mig, der er forkert på den, hvis jeg ikke kan overholde planen i en bog, og da det aldrig er lykkedes mig at gennemføre nogen plan, andre har lavet, vil jeg altså lave min egen: 365 dages næringskur.

Det bliver højst sandsynligt ikke en bestseller (Forestil dig en bog med titlen “tab 5 kg på 365 dage” Kan du mærke utålmodigheden?!), men jeg har aldrig været så motiveret for en plan før.

Dybest set handler det ikke om kilo (selvom der er en del tøj, jeg gerne vil kunne passe igen), men 365 dage er egentlig bare min egen måde at sige til mig selv, at der er masser af tid til at etablere nye og gode vaner, der kan føre til, at jeg bliver stærkere, sundere og mere energifyldt.

På det helt konkrete plan er noget af det første, jeg vil gøre at skrue op for mine grøntsager. Med tiden vil jeg gerne op på 600 g – 1 kg grøntsager dagligt.

Min næringskur indeholder også:
– 8-9 timers nattesøvn og i seng kl. 22.
– 2,5 liter vand om dagen (1 liter pr. 25 kg kropsvægt)
– 1 times ugentlig styrketræning med kettlebells og sunde træningsmåltider
– Daglige kropsøvelser når jeg er på arbejde (jeg sidder foran computer mange timer om dagen)
– Basis kosttilskud som d-vitamin, multivitamin, fiskeolie og magnesium
– Masser af grøntsager og kød af god kvalitet (øko/frilandskød)
– Ren mad uden for mange tilsætningsstoffer eller forarbejdninger
– Begrænsede ugentlige festmåltider, hvor jeg spiser brød, kager, dessert og ost i lange baner
– Fejringer når jeg tager små skridt og får succesoplevelser
– Kærlige opmuntrende tanker når jeg glemmer at passe på mig selv
– … og tusind andre nærende ting, der skaber mere energi, glæde og liv, som jeg bare glæder mig til at udforske!

Men hver ting til sin tid. Og det er okay hvis jeg ikke lykkedes med det hele på én gang.

Endnu en ting, jeg har lært af Anna, er nemlig at fokusere på én ændring af gangen, og det råd vil jeg følge her! Jeg har derfor heller ikke besluttet, at jeg kun må være fx 14 dage om at integrere en vane; jeg tilføjer først en ny vane når jeg er klar til den næste. Når energien og lysten er der.

Det føles skønt at skabe sin egen plan – det er mig, der er in charge, og jeg bestemmer selv, hvordan jeg vil gribe det an –  og jeg vil love mig selv – at ændre den hvis jeg finder ud af, den ikke holder. Ikke noget med dårlig samvittighed.

Jeg kommer højst sandsynligt ikke til at blogge dagligt om min næringskur, men jeg vil mindst ugentligt reflektere lidt over, hvordan det går med at få mære næring, bevægelse og nydelse ind i hverdagen.

Hvis du selv har lyst til at have mere fokus på næring, så lad mig endelig høre fra dig, det er altid rart at have nogen at følges med.

I dag fejrer jeg, at min næringskur er begyndt med smuk og nærende grøn juice af rester fra køleskabet.

Jeg fik ikke taget et billede, men fornylig lavede jeg en lignende:




Grøn juice

{Opskrift:Grøn nærende juice}


Jeg er blandt andet inspireret af Anna BogdanovaJacob Søndergaard, Umahro CadoganNina Qitoraa og vil til en hver tid anbefale dem, hvis du leder efter gode kost – og træningsråd.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Protected with IP Blacklist CloudIP Blacklist Cloud