Alt mellem himmel og mark

Fred

Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har i trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.
– Jesus

(Johannesevangeliet kapitel 16, vers 33)

Tro og spiritualitet

Nådens landskab

For nogle år siden talte jeg med et menneske, der hjalp mig til at åbne en dør. Hun lyttede til min smerte, gav mig plads til at være og bad for mig. Dette møde blev et vigtigt skridt i en ny rejse. En rejse i nådens landskab.

Under bønnen så jeg et billede for mit indre blik. Et indre billede af et landskab. Jeg så mig selv i landskabet, som en der var på vandring.

Landskabet var kæmpe stort. Jeg fik følelsen af, at jeg i dette landskab kunne bevæge mig fuldstændig frit. Her kunne jeg gå rundt, udforske nye veje, prøve ting, fejle, falde og rejse mig igen.

Jeg opdagede, at det var nådens landskab.
Uanset hvor jeg kiggede hen, så var der plads nok. Jeg lagde mærke til, at uanset hvor jeg var i landskabet var jeg milevidt fra kanten. Ja, måske var der slet ingen kant? Jeg kan ikke visuelt forestille mig noget uendeligt, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg aldrig ville kunne nå ud til kanten af landskabet.

Det er den modsatte følelse, skammen ofte har givet mig. En frygt for at falde udover en kant. At jeg ikke ved, hvornår grænsen er nået for andres tålmodighed med mig. At jeg ikke ved, hvornår jeg bliver dømt ude af mig selv eller andre.
Skammen giver en frygt for at træde forkert, det føles utrygt at være til og svært at trække vejret. I skammens landskab går jeg frygtsomt afsted. Med tunge byrder og altid i frygt for at træde forkert, falde og nå kanten.

At vandre i nådens landskab, i Guds nåde, er alt det modsatte. Det betyder at kunne ånde og leve frit!
Jeg må få lov at bevæge mig frit, få lov at fejle – fordi det gør jeg som menneske igen og igen – og alligevel falder jeg aldrig ud af Guds kærlighed og nåde.

Nådens landskab er uendeligt, og jeg kan gå der resten af mit liv.

Jeg vil bo dét sted! Jeg vil leve i nådens landskab. Der, hvor jeg tør være mig selv, der, hvor jeg kan møde min Gud, som altid kommer mig i møde. Der kan jeg afprøve nye veje, snuble, falde og løbe væk – og alligevel er jeg i nådens landskab og altid hjemme hos Ham.

Guds kærlighed og nåde griber os – i nådens landskab kan vi falde og blive rejst op igen!

Der er nåde nok til en evighed, her må vi leve og ånde frit.

Alt mellem himmel og mark

Levende og træt.

I dag skal jeg sidde i min sofa og hvile mig. De sidste 3 dage har jeg været på gaden i nogle timer.
“Hvornår føler du dig mest levende?” spørger Helene Lindberg mig i podcasten ‘Ærlig proces’. Jeg svarer hende:

“Jeg føler mig mest levende, når jeg bruger mig selv. Når jeg kan mærke, at jeg påvirker en samtale eller situation, at jeg får skabt et nærvær eller jeg er i en samtale, hvor jeg kan mærke, at der er noget på spil.. ‘gad vide, hvad det er?’ Jeg vil gerne vide mere om det og får åbnet den dør, og få spurgt ind til det, og jeg kan mærke, at det vækker noget i det menneske, jeg taler med.”

Jeg kan mærke, at jeg lever, når jeg får lov at sætte aftryk og være skabende. Både gennem det at skrive og ikke mindst i relationer, hvor jeg opdager, at jeg med med min tilstedeværelse kan frembringe et smil i et ansigt, kan sige ord, der får skuldre til at falde ned eller skabe rum for tillid. Det er der jeg føler mig mest levende. Hvornår føler du dig allermest levende?

Det er også når jeg bruger mig selv, at jeg bruger meget energi. I går var jeg flad, da jeg kom hjem, efter at have brugt mig selv til at støtte en person, der stod i en svær og ubehagelig situation. Min krop og mine sanser var på arbejde. Jeg følte selv smerten og uroen og det krævede, at jeg fandt både nærvær og styrke frem. Det er livgivende og samtidig krævende at være ved siden af et menneske, der næsten ikke kan være i sig selv. Da forsøger jeg i min kropsholdning og med min stemme at signalere: “Jeg er her. Du er helt okay”.

Da jeg kom hjem i går var jeg træt efter at have brugt mig selv. Da min mand vækkede mig i morges, sagde jeg flere gange: “Væk mig om en halv time.”

Derfor sidder jeg i min sofa i dag. Lader op. Skriver. Taler i telefon. Skriver lidt mere. Spiser noget dejlig nærende frokost. Lytter til sangen “Cornestone”, hvor teksten lyder: “Weak made strong in the Savior’s love. Through the storm. He is Lord, Lord of all.”

Jeg føler mig levende. Og træt.

Du kan lytte til min samtale med Helene i podcasten ‘Ærlig proces’ herunder eller i din podcast-app: https://podcasts.apple.com/…/18-kamilla…/id1614419030…

Eller til episoden, hvor Helene reflekterer over vores samtale:

“Efter samtalen med Kamilla Jakobsen sidder Birgitte og Helene ved stranden og reflekterer over at finde sin plads, at der plads til os alle og lidt om fugle.”

https://podcasts.apple.com/…/19…/id1614419030…

Tro og spiritualitet

Må Gud velsigne dig

Må Gud velsigne dig med ubehag over lette svar, halve sandheder og overfladiske relationer, så du kan leve dybt i dit hjerte.

Må Gud velsigne dig med vrede over uretfærdighed, undertrykkelse og udnyttelse af mennesker, så du må arbejde for retfærdighed, frihed og fred.

Må Gud velsigne dig med tårer for dem, der lider under smerte, afvisning, sult og krig, så du kan række dine hænder ud med trøst til dem og vende deres smerte til glæde.

Og må Gud velsigne dig med nok tåbelighed til at tro, at du kan gøre en forskel i denne verden, så du kan gøre det, som andre påstår, ikke kan lade sig gøre.

Amen

(Marlene Foxs’ firfoldige velsignelse 1985)

Alt mellem himmel og mark

Jeg må erkende, at jeg ikke kan lyse mørket op

Mødet med mennesker, der kæmper med misbrug, hjemløshed, fysiske og psykiske sygdomme kan virke som at møde et massivt mørke.

Hvordan står man ved siden af mennesker, der er i mørke, uden selv at fare vild eller brænde ud?
Tænk hvis mit lille lys kunne tænde et bål af håb i et andet menneskes liv, tænker jeg og ser, at flammen er så svag.. og nu er den gået ud igen..

Jeg må erkende, at jeg ikke kan lyse mørket op.

Jeg kan bringe lidt lys, men det er Jesus, der er Lyset.
Jeg kan følge et stykke på vejen, men det er Jesus, der er Vejen.
Jeg kan give mad, men det er Jesus, der er Livets brød.

Bønner

Indånder din kærlighed

Godmorgen. Jeg er på vej ud i dagen og forsøger altid at begynde min dag med en bøn. En bøn, hvor jeg overgiver dagen til Gud og takker ham, for den Han er, og det jeg ikke behøver at bære.

Tak for en morgen, hvor du kommer mig i møde. Hvor jeg indånder mit liv i dig.
Jeg går ud i dagen i tillid til din kærlighed. Til den Du er. Al skønhed, godhed, fred kommer fra dig. Lad mig se mere!
Giv mig mod og styrke til at gribe dagen, at gå i tillid til de gode gerninger, du har forberedt, jeg kan vandre i.
Hjælp mig til at give slip på det, jeg ikke skal bære.
Jeg ønsker at gå i dit fodspor og se alting med dit blik.
Jeg går ud i dagen og indånder din kærlighed skridt for skridt.

Gaden

Gadens rum

Byens rum får nye dimensioner, når en flisekant bruges som vores fælles dagligstue.
Her kan vi sidde længe. Tale om stort og småt. Om det, der gik i stykker og det, der gør så ondt. Om drømme, der stadig lever og håb om nye spor.
Lige her på kanten kan vi for en stund være hinandens hjem.

Alt mellem himmel og mark

#15 ting 15 år har lært mig om parforhold

Indlægget begyndte som “10 ting 10 år har lært mig…” siden da er det blevet opdateret..

For 15 år siden gik jeg i 3. g og var til skriftlig engelsk-prøve og smuttede tidligt for at tage til København, hvor jeg mødtes med David. Vi har været sammen lige siden og blev gift for snart 12 år siden.

15 ting de sidste 15 år har lært mig om parforhold: 

#1 Kommunikation betyder alt. Måske er vi ikke enige, forstår ikke altid hinandens handlinger og holdninger, men hvis vi kan sige: “Hvorfor siger du det, hvad får dig til det? Hvordan forstår du det?” Så er vi kommet rigtig langt.

#2 At kende hinanden godt betyder også at kende hinandens svageste punkter, hvilket betyder, at man har magt til kan såre hinanden dybt. De svageste punkter skal æres, også når man er ved at eksplodere og har lyst til at gå til angreb.

#3 At det er yderst vigtigt at være villig til at arbejde med sig selv og sine egne mønstre. Hvis vi nægter at se på os selv, og det vi har med os i bagagen, går det udover den anden og dermed udover forholdet. Det er ikke tilladt at sige: “Sådan er jeg bare, det gider jeg ikke tage mig af, det må du lære at leve med…” hvis det har negative konsekvenser for den anden. Vi må være villige til at arbejde med vores egne svagheder og mønstre, vi må bære vores egne byrder og hjælpe hinanden, når det bliver for tungt.

#4 Det er frugtbart at være overbærende. Her burde min mand få en guld-medalje. Jeg har gennem årene vist mig skiftevis som et blidt lam og en ildspydende drage. Jeg kan ikke komme på en eneste gang, David har sagt: “Nu tager du dig lige sammen”. Nej, han har vist en overbærenhed af en kaliber, jeg ikke troede var muligt. Engang spurgte jeg ham: “Hvad er din pædagogik egentlig overfor mig?” og han svarede mig: “Jeg elsker dig mest, når du fortjener det mindst”. Det må jeg sige, at han udlever.

#5 At bide sig i læben og lytte med hjertet. Nogle gange kan man få følelsen af, at der ikke er flere overraskelser eller nyt at lære om hinanden, men hvis man lytter og spørger ind, som man havde gjort, hvis man lige havde mødt hinanden, så opdager man, at der stadig er skjulte skatte. Som type er jeg tit ret hurtig til at sætte ord på følelser og konkludere, men jeg øver mig i at være stille og i stedet sige: “Hvorfor? Hvordan? Hvad tænker du?” indtil vi finder ind til kernen sammen.

#6 At vi kan øve os og dygtiggøre os i parforhold, ligesom hvis vi trænede op til et marathon. For os har det været nyttigt at studere personlighedstype-typologier som emnegrammet, Myers-Briggs og de 5 kærlighedssprog. Det har gjort en ubeskrivelig forskel. Vi er gået fra at syntes den anden, ret ofte, er en sær snegl, til faktisk at forstå og respektere hinandens forskelligheder. Og drage nytte af dem!

#7 Netflix, take-away, spise aftensmad i sofaen og at lade opvasken stå, kan være det, der får det hele til at hænge sammen i perioder.

#8 At det er nødvendigt at gøre sit ypperste for at sige tingene pænt, også når man er presset. At sige undskyld, når man fik sagt tingene på en dum måde.

#9 At det går op og ned. Når “det går ned” er det vigtigste at kunne tale åbent om det. Der er intet, der er for farligt eller forbudt at sige. Det er først farligt, når vi lader være.

#10 Hverdagen er det vigtigste. At stå op sammen, gå tur med hunden, købe ind, lave mad, gå ned med skraldet. Det er det levede liv. Trygheden, genkendeligheden, rutinen. Det unikke ved at være to i en fælles hverdag. Det er basen for det hele. Det skal æres, respekteres og prioriteres. Vi kommer før alt andet.

#11 Vi må se vores dårlige vaner i øjnene og tage ansvar sammen. At man er ene om at have en dårlig vane er op ad bakke, men hvis man er to, så føles det dobbelt så hårdt at bryde den, synes jeg. For hvem er det, der siger: “Nu har vi set for meget Netflix” (jf. punkt 7), nu er vi nødt til at rejse os fra den sofa”, det føles så tungt at være den, der skal sige det først, især når den anden også trækker ned. Vi må rejse os sammen, hive hinanden op, også selvom det er lettest at bekræfte hinanden i, at vi bliver siddende lidt endnu.

#12 Vi bliver hinandens familie igennem krisetider. I 2018 mistede jeg min far efter et langt  sygdomsforløb. En af de hårdeste ting jeg har prøvet i mit liv. David var ikke blot længere min mand, men var også svigersøn, der kæmpede for min far, ja for hele min familie. Jeg har aldrig følt mig mere båret af et andet menneske end da jeg så, at han var villig til at bære og kæmpe midt i det som var så svært, og det ikke var min kamp, det var vores fælles kamp.

#13 At opdage glæden ved at se hinanden udvikle sig.. Dengang vi mødte hinanden, var jeg ret optaget af passion og kan huske, at jeg stillede David spørgsmål om, hvad han drømte om og var passioneret for. Det var ikke altid han kunne svare, som jeg havde håbet. Vi var kun 18 og 20, så det var måske fair nok. Alligevel kom jeg i tanke om, at jeg havde spurgt, fordi jeg nu på så mange måder, føler at jeg lever sammen med et dybt passioneret menneske, der viser passion for sine medmennesker og for at kæmpe for sine værdier. Det gør mig stolt. Og det lærer mig også noget om at have tålmodighed og vente på hinanden og de områder, vi ønsker at se blomstre.

#14 Det føles som om, at vi er landet i et voksenliv, hvor vi navigerer ret godt i det, der er blevet vores. Hvor vi lever ud fra de værdier, som er vigtige for os, og hvor vi også kan være noget for andre i kraft af vores stærke team. Tempoet er nogle gange skruet ret meget op, og selvom vores fredage-aftner i sofaen næsten er blevet hellige, så kigger vi nogle gange på hinanden og siger: “hvor går tiden stærkt”, og vi har erfaret, at man godt kan savne hinanden, selvom man er sammen hver dag. Det kræver fokus at vende tilbage til hinanden igen, og det øver vi os på.

#15 Det sidste år har lært mig, at jeg stadigt må øve mig i overgivelse og tillid. Vise ham mine sår og dele af mig som jeg skammer mig over og opdage, at jeg stadig er elsket. Det handler også om mod til at turde lade sig blive set og elsket.

Alt mellem himmel og mark, gaden

Aldrig alene

I går sad jeg hos en mand på en metrostation. Han var påvirket, uden sko, bestjålet, forvirret, frysende, sulten. Jeg var der sammen med en forbipasserende læge, der ringede 112.

Til sidst sad jeg der med ham alene. Han fortalte mig – helt af sig selv – om dengang han var ansat i en kirke og var begyndt at drikke og blev fyret.

Jeg spurgte om han stadig troede på Gud, og han svarede:

“Ja selvfølgelig! Han slipper mig ikke.
Gud har været med mig hele vejen, men jeg har sagt til ham, at jeg ikke orker at gå mere. Og om han vil tage mig hjem”.

Og så fik han tårer i øjnene.

Han lå ned imens han talte… midt på en metrostation. Indeni tænkte jeg, hvordan kan han dog bevare sin tro?

“Jeg er ensom, men ikke alene”.
Sagde han.

“Du er aldrig alene. Må Gud velsigne dig” sagde jeg.
“Ja” istemmede han.

Lidt efter kom ambulancefolkene. Og han gik afsted på sine strømpesokker. Ensom, men aldrig alene.

Alt mellem himmel og mark

Jeg beder jeg vælge fredens vej

Moder Teresa skrev i 1991 et brev til Georg Bush og Sadam Hussein. Et brev med en opfordring og bøn om ikke at gå i krig. Jeg genlæste brevet i morges. Det er desværre endnu engang alt for aktuelt. Må hendes ord vække genklang og må de også trøste os og minde os om, at vi er skabt til fred og kærlighed.

“Kære præsident George Bush og præsident Sadam Hussein.

Jeg kommer til jer med tårer i øjnene og Guds kærlighed i mit hjerte for at bønfalde jer på vegne af de fattige og dem, der vil blive fattige, hvis den krig, som vi alle frygter og gruer for, bliver til virkelighed. Jeg bønfalder jer af hele mit hjerte om at arbejde for Guds fred og om at lade jer forsone med hinanden.

I har begge jeres sag at kæmpe for og jeres folk at tage jer af, men lyt venligst først til Ham, som kom til verden for at lære os fred. I har magten og styrken til at ødelægge Guds nærvær og billede, hans mænd, hans kvinder og hans børn. Lyt dog til Guds vilje. Gud har skabt os til at blive elsket med hans kærlighed og ikke til at blive knust af vores had.

På kort sigt bliver der måske vindere og tabere i denne krig, som vi alle frygter, men det kan aldrig og vil aldrig retfærdiggøre den lidelse, smerte og tab af menneskeliv, som jeres våben vil forårsage.

Jeg kommer til jer i Guds navn, den Gud, som vi alle elsker og har til fælles, for at bede for uskyldige, vores fattige i verden og dem, der vil blive fattige på grund af krigen. Det er dem, der vil komme til at lide mest, fordi de ikke har nogen flugtvej. Jeg falder på knæ og beder inderligt på deres vegne. De kommer til at lide og når de gør det, vil vi være skyldige i ikke at have gjort alt, hvad der stod i vores magt, for at beskytte og elske dem. Jeg bønfalder jer for dem, der vil blive forældreløse, enker og alene, fordi deres forældre, ægtemænd, brødre og børn er blevet slået ihjel. Jeg beder jer inderligt om at redde dem. Jeg beder for dem, der vil ende som krøblinge og vansirede. Det er Guds børn. Jeg beder for dem, der kommer til at stå uden tag over hovedet, uden mad og uden kærlighed. Tænk på dem som jeres egne børn. Til sidst beder jeg på vegne af dem, der vil få det mest dyrebare, som Gud kan give os, nemlig selve livet, taget fra sig. Jeg beder jer om at frelse vores brødre og søstre, jeres og vores, for de er givet os af Gud til at elske og ære. Det er ikke meningen, at vi skal ødelægge det, Gud har givet os. Lad og jeres sind og vilje blive Guds sind og vilje. I har magt til at bringe krigen ind i verden eller til at stifte fred.

JEG BEDER JER VÆLGE FREDENS VEJ.

Jeg, mine søstre og vores fattige beder så inderligt for jer. Hele verden beder om, at I vil åbne jeres hjerter i kærlighed til Gud. I vil måske vinde krigen, men hvad vil omkostningerne blive for folk, som bliver knust eller mister liv og førlighed?

Jeg appellerer til jer – til jeres kærlighed, jeres kærlighed til Gud og medmennesket. I Guds navn og i de menneskers navn, som I vil gøre fattige, knus ikke livet og freden. Lad kærligheden og freden triumfere, og lad jeres navne blive husket for det gode, I har gjort: den glæde, I har spredt, og den kærlighed, I har delt ud af.

Bed for mig og mine søstre, når vi prøver at elske og tjene de fattige, for de tilhører Gud og er elsket i hans øjne, ligesom vi og vores fattige beder for jer. Vi beder om, at I vil elske og nære det, som Gud så kærligt har betroet i jeres hænder.

Må Gud velsigne jer nu og altid.

Gud velsigne jer.

M. Teresa, M.C”

(Fra bogen “Kom og vær mit lys”, s. 298)

Alt mellem himmel og mark

Den, der hviler

“Hvilen er ikke bare noget der begrænser sig til en tilbagetrækning. Den er ikke blot et mellemrum mellem vigtige opgaver, den er ikke en guddommelig eftertanke. Den er skabt – har plads i skabelsen, som den 7. Dag – og er en del af den opgave, det er at være menneske. Derfor kan man sige, at den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt.” skriver Tomas Sjödin i bogen “Det sker når du hviler”.

‘Den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt’ har været en rettesnor for mig den seneste tid.

Jeg har været tvunget til at hvile, mere end jeg plejer. Mærke begrænsningerne. Det har været frustrerende, at min energi er lav. Men det har også givet en anledning til at stoppe op og spørge mig selv: Hvem er jeg, når jeg ikke yder eller gør? Kan jeg hvile i at være mig uden at skulle gøre noget bestemt?

Jeg har ikke givet hvilen den ære og plads, som den er værd. At den ikke bare skal have den plads, der er til overs, men skal prioriteres og vælges til.

Jeg øver mig stadig i at hvile og dermed tage min livsopgave alvorligt.

Tro og spiritualitet

Tak

Min mormor sov ind 7. januar 2022. Vi fik en smuk afsked som jeg er dybt taknemmelig for.
Hun vidste, hvor hun hører til. Hos Gud. Næsten til det sidste kunne hun recitere de salmer, vi lyttede til, og som har formet hendes liv.
Forleden dag fandt vi en bog i hendes reol med hendes egne understregninger og hendes skrevne “tak” ved siden af disse ord:

“Af jord er du dannet
til jord bliver din krop igen.
Af Gud er du født
Guds barn skal du forevigt være.”

Hun er kommet godt hjem ❤️