Alt mellem himmel og mark

Jeg må erkende, at jeg ikke kan lyse mørket op

Mødet med mennesker, der kæmper med misbrug, hjemløshed, fysiske og psykiske sygdomme kan virke som at møde et massivt mørke.

Hvordan står man ved siden af mennesker, der er i mørke, uden selv at fare vild eller brænde ud?
Tænk hvis mit lille lys kunne tænde et bål af håb i et andet menneskes liv, tænker jeg og ser, at flammen er så svag.. og nu er den gået ud igen..

Jeg må erkende, at jeg ikke kan lyse mørket op.

Jeg kan bringe lidt lys, men det er Jesus, der er Lyset.
Jeg kan følge et stykke på vejen, men det er Jesus, der er Vejen.
Jeg kan give mad, men det er Jesus, der er Livets brød.

Bønner

Indånder din kærlighed

Godmorgen. Jeg er på vej ud i dagen og forsøger altid at begynde min dag med en bøn. En bøn, hvor jeg overgiver dagen til Gud og takker ham, for den Han er, og det jeg ikke behøver at bære.

Tak for en morgen, hvor du kommer mig i møde. Hvor jeg indånder mit liv i dig.
Jeg går ud i dagen i tillid til din kærlighed. Til den Du er. Al skønhed, godhed, fred kommer fra dig. Lad mig se mere!
Giv mig mod og styrke til at gribe dagen, at gå i tillid til de gode gerninger, du har forberedt, jeg kan vandre i.
Hjælp mig til at give slip på det, jeg ikke skal bære.
Jeg ønsker at gå i dit fodspor og se alting med dit blik.
Jeg går ud i dagen og indånder din kærlighed skridt for skridt.

Gaden

Gadens rum

Byens rum får nye dimensioner, når en flisekant bruges som vores fælles dagligstue.
Her kan vi sidde længe. Tale om stort og småt. Om det, der gik i stykker og det, der gør så ondt. Om drømme, der stadig lever og håb om nye spor.
Lige her på kanten kan vi for en stund være hinandens hjem.

Alt mellem himmel og mark

#15 ting 15 år har lært mig om parforhold

Indlægget begyndte som “10 ting 10 år har lært mig…” siden da er det blevet opdateret..

For 15 år siden gik jeg i 3. g og var til skriftlig engelsk-prøve og smuttede tidligt for at tage til København, hvor jeg mødtes med David. Vi har været sammen lige siden og blev gift for snart 12 år siden.

15 ting de sidste 15 år har lært mig om parforhold: 

#1 Kommunikation betyder alt. Måske er vi ikke enige, forstår ikke altid hinandens handlinger og holdninger, men hvis vi kan sige: “Hvorfor siger du det, hvad får dig til det? Hvordan forstår du det?” Så er vi kommet rigtig langt.

#2 At kende hinanden godt betyder også at kende hinandens svageste punkter, hvilket betyder, at man har magt til kan såre hinanden dybt. De svageste punkter skal æres, også når man er ved at eksplodere og har lyst til at gå til angreb.

#3 At det er yderst vigtigt at være villig til at arbejde med sig selv og sine egne mønstre. Hvis vi nægter at se på os selv, og det vi har med os i bagagen, går det udover den anden og dermed udover forholdet. Det er ikke tilladt at sige: “Sådan er jeg bare, det gider jeg ikke tage mig af, det må du lære at leve med…” hvis det har negative konsekvenser for den anden. Vi må være villige til at arbejde med vores egne svagheder og mønstre, vi må bære vores egne byrder og hjælpe hinanden, når det bliver for tungt.

#4 Det er frugtbart at være overbærende. Her burde min mand få en guld-medalje. Jeg har gennem årene vist mig skiftevis som et blidt lam og en ildspydende drage. Jeg kan ikke komme på en eneste gang, David har sagt: “Nu tager du dig lige sammen”. Nej, han har vist en overbærenhed af en kaliber, jeg ikke troede var muligt. Engang spurgte jeg ham: “Hvad er din pædagogik egentlig overfor mig?” og han svarede mig: “Jeg elsker dig mest, når du fortjener det mindst”. Det må jeg sige, at han udlever.

#5 At bide sig i læben og lytte med hjertet. Nogle gange kan man få følelsen af, at der ikke er flere overraskelser eller nyt at lære om hinanden, men hvis man lytter og spørger ind, som man havde gjort, hvis man lige havde mødt hinanden, så opdager man, at der stadig er skjulte skatte. Som type er jeg tit ret hurtig til at sætte ord på følelser og konkludere, men jeg øver mig i at være stille og i stedet sige: “Hvorfor? Hvordan? Hvad tænker du?” indtil vi finder ind til kernen sammen.

#6 At vi kan øve os og dygtiggøre os i parforhold, ligesom hvis vi trænede op til et marathon. For os har det været nyttigt at studere personlighedstype-typologier som emnegrammet, Myers-Briggs og de 5 kærlighedssprog. Det har gjort en ubeskrivelig forskel. Vi er gået fra at syntes den anden, ret ofte, er en sær snegl, til faktisk at forstå og respektere hinandens forskelligheder. Og drage nytte af dem!

#7 Netflix, take-away, spise aftensmad i sofaen og at lade opvasken stå, kan være det, der får det hele til at hænge sammen i perioder.

#8 At det er nødvendigt at gøre sit ypperste for at sige tingene pænt, også når man er presset. At sige undskyld, når man fik sagt tingene på en dum måde.

#9 At det går op og ned. Når “det går ned” er det vigtigste at kunne tale åbent om det. Der er intet, der er for farligt eller forbudt at sige. Det er først farligt, når vi lader være.

#10 Hverdagen er det vigtigste. At stå op sammen, gå tur med hunden, købe ind, lave mad, gå ned med skraldet. Det er det levede liv. Trygheden, genkendeligheden, rutinen. Det unikke ved at være to i en fælles hverdag. Det er basen for det hele. Det skal æres, respekteres og prioriteres. Vi kommer før alt andet.

#11 Vi må se vores dårlige vaner i øjnene og tage ansvar sammen. At man er ene om at have en dårlig vane er op ad bakke, men hvis man er to, så føles det dobbelt så hårdt at bryde den, synes jeg. For hvem er det, der siger: “Nu har vi set for meget Netflix” (jf. punkt 7), nu er vi nødt til at rejse os fra den sofa”, det føles så tungt at være den, der skal sige det først, især når den anden også trækker ned. Vi må rejse os sammen, hive hinanden op, også selvom det er lettest at bekræfte hinanden i, at vi bliver siddende lidt endnu.

#12 Vi bliver hinandens familie igennem krisetider. I 2018 mistede jeg min far efter et langt  sygdomsforløb. En af de hårdeste ting jeg har prøvet i mit liv. David var ikke blot længere min mand, men var også svigersøn, der kæmpede for min far, ja for hele min familie. Jeg har aldrig følt mig mere båret af et andet menneske end da jeg så, at han var villig til at bære og kæmpe midt i det som var så svært, og det ikke var min kamp, det var vores fælles kamp.

#13 At opdage glæden ved at se hinanden udvikle sig.. Dengang vi mødte hinanden, var jeg ret optaget af passion og kan huske, at jeg stillede David spørgsmål om, hvad han drømte om og var passioneret for. Det var ikke altid han kunne svare, som jeg havde håbet. Vi var kun 18 og 20, så det var måske fair nok. Alligevel kom jeg i tanke om, at jeg havde spurgt, fordi jeg nu på så mange måder, føler at jeg lever sammen med et dybt passioneret menneske, der viser passion for sine medmennesker og for at kæmpe for sine værdier. Det gør mig stolt. Og det lærer mig også noget om at have tålmodighed og vente på hinanden og de områder, vi ønsker at se blomstre.

#14 Det føles som om, at vi er landet i et voksenliv, hvor vi navigerer ret godt i det, der er blevet vores. Hvor vi lever ud fra de værdier, som er vigtige for os, og hvor vi også kan være noget for andre i kraft af vores stærke team. Tempoet er nogle gange skruet ret meget op, og selvom vores fredage-aftner i sofaen næsten er blevet hellige, så kigger vi nogle gange på hinanden og siger: “hvor går tiden stærkt”, og vi har erfaret, at man godt kan savne hinanden, selvom man er sammen hver dag. Det kræver fokus at vende tilbage til hinanden igen, og det øver vi os på.

#15 Det sidste år har lært mig, at jeg stadigt må øve mig i overgivelse og tillid. Vise ham mine sår og dele af mig som jeg skammer mig over og opdage, at jeg stadig er elsket. Det handler også om mod til at turde lade sig blive set og elsket.

Alt mellem himmel og mark, gaden

Aldrig alene

I går sad jeg hos en mand på en metrostation. Han var påvirket, uden sko, bestjålet, forvirret, frysende, sulten. Jeg var der sammen med en forbipasserende læge, der ringede 112.

Til sidst sad jeg der med ham alene. Han fortalte mig – helt af sig selv – om dengang han var ansat i en kirke og var begyndt at drikke og blev fyret.

Jeg spurgte om han stadig troede på Gud, og han svarede:

“Ja selvfølgelig! Han slipper mig ikke.
Gud har været med mig hele vejen, men jeg har sagt til ham, at jeg ikke orker at gå mere. Og om han vil tage mig hjem”.

Og så fik han tårer i øjnene.

Han lå ned imens han talte… midt på en metrostation. Indeni tænkte jeg, hvordan kan han dog bevare sin tro?

“Jeg er ensom, men ikke alene”.
Sagde han.

“Du er aldrig alene. Må Gud velsigne dig” sagde jeg.
“Ja” istemmede han.

Lidt efter kom ambulancefolkene. Og han gik afsted på sine strømpesokker. Ensom, men aldrig alene.

Alt mellem himmel og mark

Jeg beder jeg vælge fredens vej

Moder Teresa skrev i 1991 et brev til Georg Bush og Sadam Hussein. Et brev med en opfordring og bøn om ikke at gå i krig. Jeg genlæste brevet i morges. Det er desværre endnu engang alt for aktuelt. Må hendes ord vække genklang og må de også trøste os og minde os om, at vi er skabt til fred og kærlighed.

“Kære præsident George Bush og præsident Sadam Hussein.

Jeg kommer til jer med tårer i øjnene og Guds kærlighed i mit hjerte for at bønfalde jer på vegne af de fattige og dem, der vil blive fattige, hvis den krig, som vi alle frygter og gruer for, bliver til virkelighed. Jeg bønfalder jer af hele mit hjerte om at arbejde for Guds fred og om at lade jer forsone med hinanden.

I har begge jeres sag at kæmpe for og jeres folk at tage jer af, men lyt venligst først til Ham, som kom til verden for at lære os fred. I har magten og styrken til at ødelægge Guds nærvær og billede, hans mænd, hans kvinder og hans børn. Lyt dog til Guds vilje. Gud har skabt os til at blive elsket med hans kærlighed og ikke til at blive knust af vores had.

På kort sigt bliver der måske vindere og tabere i denne krig, som vi alle frygter, men det kan aldrig og vil aldrig retfærdiggøre den lidelse, smerte og tab af menneskeliv, som jeres våben vil forårsage.

Jeg kommer til jer i Guds navn, den Gud, som vi alle elsker og har til fælles, for at bede for uskyldige, vores fattige i verden og dem, der vil blive fattige på grund af krigen. Det er dem, der vil komme til at lide mest, fordi de ikke har nogen flugtvej. Jeg falder på knæ og beder inderligt på deres vegne. De kommer til at lide og når de gør det, vil vi være skyldige i ikke at have gjort alt, hvad der stod i vores magt, for at beskytte og elske dem. Jeg bønfalder jer for dem, der vil blive forældreløse, enker og alene, fordi deres forældre, ægtemænd, brødre og børn er blevet slået ihjel. Jeg beder jer inderligt om at redde dem. Jeg beder for dem, der vil ende som krøblinge og vansirede. Det er Guds børn. Jeg beder for dem, der kommer til at stå uden tag over hovedet, uden mad og uden kærlighed. Tænk på dem som jeres egne børn. Til sidst beder jeg på vegne af dem, der vil få det mest dyrebare, som Gud kan give os, nemlig selve livet, taget fra sig. Jeg beder jer om at frelse vores brødre og søstre, jeres og vores, for de er givet os af Gud til at elske og ære. Det er ikke meningen, at vi skal ødelægge det, Gud har givet os. Lad og jeres sind og vilje blive Guds sind og vilje. I har magt til at bringe krigen ind i verden eller til at stifte fred.

JEG BEDER JER VÆLGE FREDENS VEJ.

Jeg, mine søstre og vores fattige beder så inderligt for jer. Hele verden beder om, at I vil åbne jeres hjerter i kærlighed til Gud. I vil måske vinde krigen, men hvad vil omkostningerne blive for folk, som bliver knust eller mister liv og førlighed?

Jeg appellerer til jer – til jeres kærlighed, jeres kærlighed til Gud og medmennesket. I Guds navn og i de menneskers navn, som I vil gøre fattige, knus ikke livet og freden. Lad kærligheden og freden triumfere, og lad jeres navne blive husket for det gode, I har gjort: den glæde, I har spredt, og den kærlighed, I har delt ud af.

Bed for mig og mine søstre, når vi prøver at elske og tjene de fattige, for de tilhører Gud og er elsket i hans øjne, ligesom vi og vores fattige beder for jer. Vi beder om, at I vil elske og nære det, som Gud så kærligt har betroet i jeres hænder.

Må Gud velsigne jer nu og altid.

Gud velsigne jer.

M. Teresa, M.C”

(Fra bogen “Kom og vær mit lys”, s. 298)

Alt mellem himmel og mark

Den, der hviler

“Hvilen er ikke bare noget der begrænser sig til en tilbagetrækning. Den er ikke blot et mellemrum mellem vigtige opgaver, den er ikke en guddommelig eftertanke. Den er skabt – har plads i skabelsen, som den 7. Dag – og er en del af den opgave, det er at være menneske. Derfor kan man sige, at den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt.” skriver Tomas Sjödin i bogen “Det sker når du hviler”.

‘Den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt’ har været en rettesnor for mig den seneste tid.

Jeg har været tvunget til at hvile, mere end jeg plejer. Mærke begrænsningerne. Det har været frustrerende, at min energi er lav. Men det har også givet en anledning til at stoppe op og spørge mig selv: Hvem er jeg, når jeg ikke yder eller gør? Kan jeg hvile i at være mig uden at skulle gøre noget bestemt?

Jeg har ikke givet hvilen den ære og plads, som den er værd. At den ikke bare skal have den plads, der er til overs, men skal prioriteres og vælges til.

Jeg øver mig stadig i at hvile og dermed tage min livsopgave alvorligt.

Tro og spiritualitet

Tak

Min mormor sov ind 7. januar 2022. Vi fik en smuk afsked som jeg er dybt taknemmelig for.
Hun vidste, hvor hun hører til. Hos Gud. Næsten til det sidste kunne hun recitere de salmer, vi lyttede til, og som har formet hendes liv.
Forleden dag fandt vi en bog i hendes reol med hendes egne understregninger og hendes skrevne “tak” ved siden af disse ord:

“Af jord er du dannet
til jord bliver din krop igen.
Af Gud er du født
Guds barn skal du forevigt være.”

Hun er kommet godt hjem ❤️

Alt mellem himmel og mark

Livsvidner

Jeg sidder i køkkenet hos min mormor. På væggen hænger fotos af min bror og mig som børn.

At billederne hænger der, og har hængt der, så længe jeg kan huske, minder mig om betydningen af livsvidner. Mennesker der følger os. Er vidne til vores liv gennem sorg og glæde. Min mormor har været mit livsvidne hele mit liv.

Nogle gange er livsvidner også selvvalgt familie og venner.

Da min far døde mødte min veninde op til bisættelsen. Hun var kørt hele vejen fra København til Sønderjylland for at være med. Hun så min sorg og sørgede med mig. Jeg er hende evigt taknemmelig.

Da en anden venindes far døde i sommer, vidste jeg, at jeg måtte gøre det samme. Være vidne. Leve med i hendes sorg.

En dag skal billederne ned af væggen hos min mormor. Vi tror ikke, der går så længe.

“Det er en hård tid, Kamilla” sagde en nær ven til mig fornyelig.

Det rørte mig dybt. Jeg følte mig set.
For nogle gange er et livsvidne netop en, der tillader sig selv at stoppe op midt i sit eget og sige, hvad han ser, og som vælger at gå med et stykke af vejen.

Alt mellem himmel og mark

Tak fordi du læser med! Hvem er jeg?

I dag rundede jeg 800 likes på facebook. Faktisk er det oftest der jeg udgiver indlæg i første omgang og dernæst havner de her på bloggen. 

Jeg vil gerne sige TAK, fordi du læser med og introducere mig selv til nye!

Jeg hedder Kamilla Maria Jakobsen, og har skrevet på bloggen siden 2014.  

Jeg er skaberværksforkæmper, foodie, kirkegænger, bruger str. 37 i sko og bliver 33 år lige om lidt. Jeg er et kreativt rodehoved og har 29.443 fotos i iCloud fra de seneste år.

Jeg startede bloggen I 2014 sammen med en veninde, det var hende, der fandt på det geniale navn: På Herrens Mark. I dag er det kun mig på tastaturet.

Jeg har skrevet stort set altid, også før jeg kunne stave, dengang bad jeg min mor skrive for mig.

Jeg kan stadig ikke sætte kommaer, så min mand gennem snart 12 år læser alle tekster igennem og deler rundhåndet ud af kommaerne.

Nogle gange får han tårer i øjenene, når han læser mine tekster, fordi han derigennem får en indsigt i mig, som jeg måske ikke kan sige ligeså klart, som jeg kan skrive den.

Jeg skriver om det, der optager mig.

Jeg skriver om min tro på Gud, om mine tanker og tvivl. Jeg har skrevet meget om angst, sorg og skam og opdaget, at skammen heles når den bliver delt og taget kærligt imod.

Jeg er den første årgang som professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikationen fra Diakonissestiftelsen. 

Det tog mig flere sygemeldinger og forskelllige jobs at finde min rette hylde. Nu føler jeg, at jeg er landet, hvor jeg skal. De sidste to år har jeg været ulønnet ansat i min kirke Fyns Valgmenighed, hvor jeg særligt er optaget af mødet med mennesker på kanten.

Jeg blev indviet diakon i oktober 2021 og kalder mig selv ‘gadediakon’. Jeg opsøger og møder mennesker, som kæmper med hjemløshed, misbrug og sociale problemer, og ser nærvær som min vigtigste opgave! Mødet med mennesker dér strækker mig og udvider mit hjerte mere end noget andet!

Jeg er optaget af, hvad fællesskab og kærlighed kan gøre, ikke bare for mennesker på kanten, men for alle.

Jeg er sårbarhedsaktivist, og ønsker skabe åndehuller, hvor det er muligt at ånde frit.

For nogle år siden skrev en kvinde til mig, at hun havde fundet min blog og for første gang i sit liv ikke følte sig forkert. Sådanne ord er min stærkeste drivkraft til at dele: at formidle, at ingen af os virkeligt er alene – og at Gud er dér midt i det hele!

(Og hvis du kender nogen som kunne have glæde af at læse med, så del endelig videre..)

Alt mellem himmel og mark

Denne december

Den her december har været hård.
Min mormor er syg og vi har været samlet hos hende på sygehuset og nu derhjemme. Det er godt at være tæt på hende og på hinanden, selvom det er hårdt.

I december har jeg erfaret:

At blive båret af omsorg og trofasthed fra kærlige mennesker omkring mig

At ‘nu’ er vigtigere end i morgen

At Gud er der, også selvom jeg ikke orker at bede

At livet er det hele. Afmagt, glæde, sorg, fred, håb.

At skaberværket og skønheden er en gave, der giver mig lys i mørke.

Tro og spiritualitet

Jeg tror, Gud siger: skriv!

Jeg skriver på en bog om udsathed, hjemløshed, misbrug og HÅB. Med fortællinger fra mennesker, der har prøvet det på egen krop.

Det er en spændende proces at skrive – og bringer af og til også usikkerhed frem.

Onsdag morgen bad jeg for bogen og for bogprocessen.. og om at Gud må bruge det til noget godt.

Og så skete der det, at jeg lidt efter ser, at jeg har modtaget en besked fra en kvinde. Hun skriver, at hun lige har fundet min blog, og at hun er “rørt over det hun læser, og takker mig for mine iagttagelser og ærlighed.”

Beskeden gør mig glad – og taknemmelig over, at det jeg skriver vækker genklang og inspirerer andre!

Det sker af og til, at jeg modtager sådanne beskeder, men at det er den dag føltes Gudfældigt..!?

Og så sker der noget mere….

Om aftenen taler jeg med en veninde, der fortæller mig, at hun for nylig skulle stå for morgensang på den skole, hvor hun er lærer. Hun fortæller, at hun tager udgangspunkt i bibelverset: “Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, har I gjort imod mig”

Jesus har forinden talt om, at give mad til de sultne, vand til de tørstige, tage imod de fremmede, besøge dem der sidder i fængsel.

Min veninde fortæller, at hun har været inde på min blog, og fundet et blogindlæg som hun har læst højt, som et eksempel på, hvordan man kan blive brugt af Gud.

Blogindlægget handler om en dag, hvor jeg var træt og sagde til Gud, at jeg ikke orkede at møde mennesker, der havde brug for hjælp, men jeg mødte blandt andet en mand på gaden, som spurgte, om jeg ville bede for ham. Det er dette indlæg: https://xn--pherrensmark-tcb.dk/ikke-i-dag-vel/

At min veninde havde læst blogindlægget højt til morgensangen på skolen, gjorde mig virkelig overrasket og taknemmelig! Og ydmyg over, at Gud bruger mig, og at mine erfaringer forhåbentligt kan styrke andre.

Som om, at det ikke var nok, så sker der så det, at jeg selvsamme aften modtager en besked fra min fra min svigerinde, der ud af det blå skriver til mig:

“Jeg sad og kiggede lidt rundt på din blog, og kunne ikke lade være med at tænke, at der er sket meget de seneste år og indholdet ændrer sig, men du skinner igennem, og det gør din kærlighed til Gud og mennesker også.”

Nu er jeg ved at tabe både næse og mund..

3 bekræftelser på én og samme dag om min skrivning og blog… jeg har ikke prøvet noget lignende før!.

Hvad skal jeg sige?

Er det en tilfældighed?

Nej!

Det kan ikke være andet end Gudfældigt.

Gud er vild, bedre, fantastisk, overstrømmende god!

Det bekræfter mig.

Jeg skal fortsætte.

Jeg skal blive ved.

Skrive.

Skrive.

Skrive.

Tale med mennesker som skal høres – deres historier skal frem!

Vi skal dele tro, tvivl, håb og kærlighed.

Hvad mangler du? spurgte min mor, da jeg fortalte hende, hvad der var sket.

“Ingenting” svarede jeg. Faktisk ingenting.

Tak!