Du kærlighedens Gud!
Giv os at længes efter dig
af hele vort hjerte.
Og når vi længes,
da lad os søge dig
og finde dig.
Og når vi finder dig,
da må vi elske dig
og vende ryggen til alt ondt,
som du har frelst os fra
for Jesu Kristi skyld. Amen.
(Efter Anselm af Canterbury)
Jeg lagde mig under et æbletræ og opdagede, at jeg havde længtes efter tegn på liv.
Liv og livskraft, håb og glæde.
Jeg så op i kronen og opdagede den blå himmel bagved. Jeg smilede.
Kan du finde et sted at bo? Spurgte min mand.
For han ved, at når jeg fotograferer, så leder jeg efter huler og rum i motivet, og en dag, var der en, der sagde, at hun gerne ville bo i mine billeder.
Og imens jeg lå der og ledte efter æbletræets hemmelige huler, mærkede jeg en dyb længsel efter af flytte ind. At bo i foråret og i en evig skønhed.
Livet på jorden er så ødelagt, men når jeg ser op, opdager jeg, at der stadig er masser af liv og kraft.
Skærtorsdag.
Jesus siger:
“Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, for jeg siger jer: Jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldendes i Guds rige.” (Lukasevangeliet 22)
Jesus længtes.
I dag er der skærtorsdag og jeg vil sætte mig ved bordet.
For jeg længes efter dig, Jesus og den du er:
“Han læger dem, hvis hjerte er knust,
og forbinder deres sår.
Han bestemmer stjernernes tal
og kalder dem alle ved navn”
Når han sender sit ord, smelter sneen,
når han lader vinden blæse, risler vandene igen.”
(Salmernes bog 147)
I aften blev jeg mindet om, at jeg hører til. At jeg er elsket. Guds kærlighed er konstant og den er aldrig betinget af, hvad jeg formår at være. Den er der uanset, hvad jeg føler og ønsker jeg kunne være. Den er grunden til at jeg eksisterer. Jeg er skabt fordi Gud elskede mig først.
Jeg er taknemmelig for at have mennesker tæt på mig som genspejler noget af Guds kærlighed og elsker mig – også med mine sår.
Jeg tror på og erfarer, at “vi skal elskes frem” (som Emma Martensen, Sankt Joseph søster udtrykker det).
Vi blev skabt, fordi Gud elskede os først, og vi bliver til, når vi bliver elsket og elsker hinanden.
Det her er Adam, første gang vi mødtes var jeg i en lidt ubekvem situation, hvor jeg havde bevæget mig hen et sted jeg egentlig ikke burde være (jeg går ikke derhen igen, mor).
Her mødte jeg Adam, der som det første siger “det er den flotteste page jeg nogensinde har set”, hvorefter han i 10 minutter udspurgte mig om mit hår, hvor ofte det blev klippet og hvordan jeg glatter det… Det var kærligt og komisk på samme tid.
Da jeg møder ham nogle måneder senere er David og jeg på gaden for at dele julegaver ud. Vi møder Adam og han siger: “Det er jo dig med pagen..” og kigger på David og siger: “ja, man må jo gerne være stolt af sin dame, ik”.
Når han ser mig kan han godt finde på at sige: “du skal til frisøren, din page er ikke helt skarp…”
Det var også Adam der en dag sagde til mig: “Jeg takker Gud for dig og din frisørs rolige hånd”.
Adam har haft stofmisbrug i 20 år, han har prøvet lidt af hvert her i livet. Men det vigtigste der er at sige om ham, at han er et kærligt, sødt og vidunderligt menneske. Og så har han altid friske bemærkninger.
Han har sagt, at jeg gerne må dele dem med jer, fordi jeg har fortalt ham, at jeg skriver hans guldkorn ned.
I aftes sad David og jeg hos ham imens han var indlagt (han har det bedre nu) og jeg kunne ikke dy mig for at lave en fletning i hans hår imens han sov.
Da han vågnede og David fortalte ham om fletningen, blev han så forarget, at han tabte cola udover sig selv og udbrød: “Nej… du har bare ikke lavet en fletning i mit hår, så tror folk jeg er en hippie, der vil sidde i rundkreds og byde på en runde-fed”
Og da jeg i dag viste ham billedet her, så sagde han “jeg er bare ked af, at du ikke brændte den i enden”.
Imens vi sad ved sygesengen aede jeg ham lidt på panden, og han blev tryg og faldt i søvn. Vi bad også aftenbøn sammen.
Da han vågnede sagde jeg: “David og jeg er blevet enige om, at din pande er ligeså blød som en hundehvalps mave.”
Da vi sagde farvel, rakte han hånden frem for at røre min pande og konstaterede tørt: “Din er ligesom en gammel kanin”.
Adam er vild med David, han fortæller vidt og bredt alle om, at “bag mig og min næstekærlighed står der en mand, som er SÅ sej.” Han synes også David har den bedste frisure, men det må jeg ikke fortælle David, fordi han ikke må få for meget selvtillid… Til jul foreslog han, at David skulle have et spejl, så han kunne se på sine store muskler. Han siger om David: “Han har virkelig en kæk frisure – den er så god, at jeg bliver glad, når jeg ser ham og han drejer hovedet og svinger håret lidt.” Han vil gerne med til Davids frisør, så han kan få samme frisure.
Vi er vilde med Adam, og slet ikke i tvivl om hans kæmpe taknemmelighed og kærlighed til os. Han siger han er så stolt af at have os som venner – og vi er også stolte over at være hans venner.
Det går begge veje
I dag sagde han: “jeg kan godt være et godt menneske, selvom jeg tager stoffer” og jeg kunne af hele mit hjerte sige: JA!
Jeg er glad for, at han har det bedre og håber og beder om det bedste for ham, for vores venskab med ham er først lige begyndt. Og der er så mange guldkorn og fantastiske stunder i vente.
(Navn, foto og citater er bragt med tilladelse – og han er meget stolt over det. Kommentarer gives videre til ham. )
Jeg skriver på en tekst om nærvær.
Det nærvær som kan opstå i mødet mellem os og som sætter tydelige spor. Vækker liv.
“Nærværet er min vigtigste opgave”, svarer jeg, når folk spørger, hvad jeg foretager mig på gaden og i mødet med mennesker.
Nærværet er det vigtigste, jeg kan give et andet menneske. At komme tilstede. At blive opmærksom. Se. Mærke. Lytte. Møde den anden.
Nærvær er nutid. Det foregår nu og kan kun foregå nu. Man kan ikke kompensere for et nærvær, der skulle have været der.
I nærværet bringer jeg hele min opmærksomhed hen på mit medmenneske.
Nærværets budskab er kraftfuldt: Jeg ser dig. Jeg vil møde dig. Det er godt du findes. Det er godt du er her!.
Det menneske som føler sig uværdigt til kontakt og kærlighed eller som finder destruktive måder at få opmærksomhed, er ofte det menneske som har allermest brug for vores nærvær.
Gennem øjnene, der er vores vigtigste redskab i nærværet, kan vi se og møde et andet menneske. Vi kan give den gave at bekræfte det andet menneskes eksistens.
Jeg er her nu. Skal vi mødes?
Være her.
Et øjeblik eller en evighed.
Må jeg sidde hos dig?
Være sammen med dig
med mange eller få ord.
Jeg ser dig, jeg giver dig min opmærksomhed.
Jeg ånder ind, ånder ud
Skaber plads i mig,
så jeg kan møde dig.
Lige nu er alt.
Være her.
Være nær.
I nærværet kan vi komme til kort. Mærke vores egen træthed eller manglende evne til at være tilstede. Vi må være hjemme hos os selv for at kunne møde den anden.
Jesus er nærvær. Der hvor Jesus møder mennesker opstår der et nærvær som forandrer menneskers liv. Den der bliver mødt af Jesu nærvær kan blive nærværende i sit eget liv.
Midt i menneskemængder,
blandt fordømmende blikke,
ved en brønd i bagende sol,
omgivet af mænd, der vil stene en kvinde,
hos en mand, der er kravlet op i et træ,
lige der møder han mennesker med sit nærvær.
Han lader de andre i baggrunden for at møde det menneske som længes efter at blive set.
Nærværet er en gave vi kan give hinanden.
Gennem vores tilstedeværelse og nærvær, viser vi vores medmenneske, at vi tør være tilstede i det som findes nu. I det, der gør ondt, i det der fremkalder afmagt.
Vi tilbyder at være her nu.
Vi flygter ikke. Vi bliver.
Jeg læner mig ind i Guds nærvær, det nærvær som overgår alt, hvad jeg kan præstere.
Et nærvær, der bliver, når mit nærvær ikke rækker, når jeg må gå og når min opmærksomhed er træt.
Jeg kan møde et menneske med nærvær så godt som jeg kan.
Men Guds nærvær er et indefra-nærvær, der kan møde et menneske og for altid bekræfte det menneskes eksistens
Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har i trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.
– Jesus
(Johannesevangeliet kapitel 16, vers 33)
For nogle år siden talte jeg med et menneske, der hjalp mig til at åbne en dør. Hun lyttede til min smerte, gav mig plads til at være og bad for mig. Dette møde blev et vigtigt skridt i en ny rejse. En rejse i nådens landskab.
Under bønnen så jeg et billede for mit indre blik. Et indre billede af et landskab. Jeg så mig selv i landskabet, som en der var på vandring.
Landskabet var kæmpe stort. Jeg fik følelsen af, at jeg i dette landskab kunne bevæge mig fuldstændig frit. Her kunne jeg gå rundt, udforske nye veje, prøve ting, fejle, falde og rejse mig igen.
Jeg opdagede, at det var nådens landskab.
Uanset hvor jeg kiggede hen, så var der plads nok. Jeg lagde mærke til, at uanset hvor jeg var i landskabet var jeg milevidt fra kanten. Ja, måske var der slet ingen kant? Jeg kan ikke visuelt forestille mig noget uendeligt, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg aldrig ville kunne nå ud til kanten af landskabet.
Det er den modsatte følelse, skammen ofte har givet mig. En frygt for at falde udover en kant. At jeg ikke ved, hvornår grænsen er nået for andres tålmodighed med mig. At jeg ikke ved, hvornår jeg bliver dømt ude af mig selv eller andre.
Skammen giver en frygt for at træde forkert, det føles utrygt at være til og svært at trække vejret. I skammens landskab går jeg frygtsomt afsted. Med tunge byrder og altid i frygt for at træde forkert, falde og nå kanten.
At vandre i nådens landskab, i Guds nåde, er alt det modsatte. Det betyder at kunne ånde og leve frit!
Jeg må få lov at bevæge mig frit, få lov at fejle – fordi det gør jeg som menneske igen og igen – og alligevel falder jeg aldrig ud af Guds kærlighed og nåde.
Nådens landskab er uendeligt, og jeg kan gå der resten af mit liv.
Jeg vil bo dét sted! Jeg vil leve i nådens landskab. Der, hvor jeg tør være mig selv, der, hvor jeg kan møde min Gud, som altid kommer mig i møde. Der kan jeg afprøve nye veje, snuble, falde og løbe væk – og alligevel er jeg i nådens landskab og altid hjemme hos Ham.
Guds kærlighed og nåde griber os – i nådens landskab kan vi falde og blive rejst op igen!
Der er nåde nok til en evighed, her må vi leve og ånde frit.
I dag skal jeg sidde i min sofa og hvile mig. De sidste 3 dage har jeg været på gaden i nogle timer.
“Hvornår føler du dig mest levende?” spørger Helene Lindberg mig i podcasten ‘Ærlig proces’. Jeg svarer hende:
“Jeg føler mig mest levende, når jeg bruger mig selv. Når jeg kan mærke, at jeg påvirker en samtale eller situation, at jeg får skabt et nærvær eller jeg er i en samtale, hvor jeg kan mærke, at der er noget på spil.. ‘gad vide, hvad det er?’ Jeg vil gerne vide mere om det og får åbnet den dør, og få spurgt ind til det, og jeg kan mærke, at det vækker noget i det menneske, jeg taler med.”
Jeg kan mærke, at jeg lever, når jeg får lov at sætte aftryk og være skabende. Både gennem det at skrive og ikke mindst i relationer, hvor jeg opdager, at jeg med med min tilstedeværelse kan frembringe et smil i et ansigt, kan sige ord, der får skuldre til at falde ned eller skabe rum for tillid. Det er der jeg føler mig mest levende. Hvornår føler du dig allermest levende?
Det er også når jeg bruger mig selv, at jeg bruger meget energi. I går var jeg flad, da jeg kom hjem, efter at have brugt mig selv til at støtte en person, der stod i en svær og ubehagelig situation. Min krop og mine sanser var på arbejde. Jeg følte selv smerten og uroen og det krævede, at jeg fandt både nærvær og styrke frem. Det er livgivende og samtidig krævende at være ved siden af et menneske, der næsten ikke kan være i sig selv. Da forsøger jeg i min kropsholdning og med min stemme at signalere: “Jeg er her. Du er helt okay”.
Da jeg kom hjem i går var jeg træt efter at have brugt mig selv. Da min mand vækkede mig i morges, sagde jeg flere gange: “Væk mig om en halv time.”
Derfor sidder jeg i min sofa i dag. Lader op. Skriver. Taler i telefon. Skriver lidt mere. Spiser noget dejlig nærende frokost. Lytter til sangen “Cornestone”, hvor teksten lyder: “Weak made strong in the Savior’s love. Through the storm. He is Lord, Lord of all.”
Jeg føler mig levende. Og træt.
Du kan lytte til min samtale med Helene i podcasten ‘Ærlig proces’ herunder eller i din podcast-app: https://podcasts.apple.com/…/18-kamilla…/id1614419030…
Eller til episoden, hvor Helene reflekterer over vores samtale:
“Efter samtalen med Kamilla Jakobsen sidder Birgitte og Helene ved stranden og reflekterer over at finde sin plads, at der plads til os alle og lidt om fugle.”
Må Gud velsigne dig med ubehag over lette svar, halve sandheder og overfladiske relationer, så du kan leve dybt i dit hjerte.
Må Gud velsigne dig med vrede over uretfærdighed, undertrykkelse og udnyttelse af mennesker, så du må arbejde for retfærdighed, frihed og fred.
Må Gud velsigne dig med tårer for dem, der lider under smerte, afvisning, sult og krig, så du kan række dine hænder ud med trøst til dem og vende deres smerte til glæde.
Og må Gud velsigne dig med nok tåbelighed til at tro, at du kan gøre en forskel i denne verden, så du kan gøre det, som andre påstår, ikke kan lade sig gøre.
Amen
(Marlene Foxs’ firfoldige velsignelse 1985)
Mødet med mennesker, der kæmper med misbrug, hjemløshed, fysiske og psykiske sygdomme kan virke som at møde et massivt mørke.
Hvordan står man ved siden af mennesker, der er i mørke, uden selv at fare vild eller brænde ud?
Tænk hvis mit lille lys kunne tænde et bål af håb i et andet menneskes liv, tænker jeg og ser, at flammen er så svag.. og nu er den gået ud igen..
Jeg må erkende, at jeg ikke kan lyse mørket op.
Jeg kan bringe lidt lys, men det er Jesus, der er Lyset.
Jeg kan følge et stykke på vejen, men det er Jesus, der er Vejen.
Jeg kan give mad, men det er Jesus, der er Livets brød.
Godmorgen. Jeg er på vej ud i dagen og forsøger altid at begynde min dag med en bøn. En bøn, hvor jeg overgiver dagen til Gud og takker ham, for den Han er, og det jeg ikke behøver at bære.
Tak for en morgen, hvor du kommer mig i møde. Hvor jeg indånder mit liv i dig.
Jeg går ud i dagen i tillid til din kærlighed. Til den Du er. Al skønhed, godhed, fred kommer fra dig. Lad mig se mere!
Giv mig mod og styrke til at gribe dagen, at gå i tillid til de gode gerninger, du har forberedt, jeg kan vandre i.
Hjælp mig til at give slip på det, jeg ikke skal bære.
Jeg ønsker at gå i dit fodspor og se alting med dit blik.
Jeg går ud i dagen og indånder din kærlighed skridt for skridt.
Byens rum får nye dimensioner, når en flisekant bruges som vores fælles dagligstue.
Her kan vi sidde længe. Tale om stort og småt. Om det, der gik i stykker og det, der gør så ondt. Om drømme, der stadig lever og håb om nye spor.
Lige her på kanten kan vi for en stund være hinandens hjem.