Alt mellem himmel og mark

Jeg planter mine tårer

Jeg planter mine tårer.

Jeg føler det stærkt i denne tid. En sorg over at se mennesker, der lider. Se ind i øjnene på mennesker, hvis liv er gået i stykker og som kæmper en svær kamp. Jeg føler sorg over det. Har medfølelse, og nogle gange medlidelse.

Engang prøvede jeg at afvise sorgen. Tænkte at målet måtte være, at jeg skulle blive stærkere og mere robust med tiden, så jeg blev mindre berørt. Men det er ikke sådan det er, og jeg stræber ikke efter det længere.

Målet er ikke at blive mere robust, men at lade mit hjerte blive forvandlet. Mere blødt, mere levende, mere ægte. Også selvom det betyder, at jeg kommer til at græde mere.

Jeg kan ‘plante mine tårer’, lærte jeg fornylig. Når vi græder, kan vi lade vores tårer blive plantet hos Gud, og han vil forvandle dem til glæde. I bibelen er der et løfte: “De, der sår under tårer, skal høste med jubel.”

Vores tårer er et bevis på længsel efter en bedre virkelighed. En bedre virkelighed for os selv, mennesker og verden. Jeg oplever, at det er nødvendigt at jeg planter mine tårer et sted. Ikke i min egen jord, men i Guds, i tillid til Guds kraft og kærlighed. Jeg kan så, men det er Gud, der giver vækst. Jeg tror, at jeg kan plante dem igennem bøn, ved at sige “her er mine tårer”. Hos Gud går de ikke til spilde, de bliver gemt hos Ham.

Det er et mirakel hver gang et frø lægges i jorden og noget nyt spirer frem. Hvad enten det er et sædekorn eller en tåre.

Her er en bid fra en prædiken jeg lyttede til fornylig. Den er frit oversat fra engelsk.

“Gud siger gennem profeten Ezekiel: “Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød” Hvad betyder det?
Når Gud kommer ind i dit hjerte, bliver dit hjerte mere et hjerte. Det bliver blødere. Det bliver mere sårbart. Du bliver lettere berørt. Med andre ord: du føler ondskaben og smerten omkring dig, og du føler menneskers smerte, mennesker som er ofre for ondskab. Du føler sorg over det onde. Du føler de ting, der sker omkring dig. Før kunne gjorde du måske ikke, du havde forsvarsmekanismer, for at distancere dig til mennesker omkring dig, når du så onde mennesker, distancerede du dig til dem (…) Når du så mennesker omkring dig, der var i gang med at ødelægge deres liv, så tænkte du måske: “Nå, det er deres eget problem, det er ikke mit problem.”
Nu ved du, hvad du har, og du ved, hvad de kunne være! Der er alle mulige grunde til, at når vi bliver kristne og oplever Guds nåde, så kan vi forvente at græde mere… (..)”

Timothy Keller, Praying Our Tears

Jeg vil plante mine tårer og høste med glæde!

Skaberværk

Du har givet solen og månen deres plads

Her hvor vi bor på Fyn er der faldet en hel masse skøn sne. Det begyndte for alvor at sne i onsdags, da jeg havde fødselsdag, og sikke en skøn gave, hvis du spørger mig.
Jeg er vild med vinteren, når den udtrykker sig i frost, kulde og en sne, der lyser op. Jeg har været ude med mit kamera, kravlet rundt i sneen, indsnuset kulden og fanget solen, der sendte sine sidste stråler hen over den snedækkede mark. Da jeg kom hjem og så billederne igennem blev jeg endnu mere glad. Som et postkort af en anden verden.

Sikke et skaberværk.
Tegn på guddommelig kreativitet.
Helbredende skønhed, der løfter mig op.
Jeg måtte der ud. Jeg måtte sige tak.
Jeg overvældes af håb.
Jeg bæres af den hånd, der har skabt det hele.
Alt er i din hånd.

Jeg kom i tanker om disse ord fra Bibelen:

‘Din er dagen, din er natten,
du har givet solen og månen deres plads.
Du har fastlagt landjordens grænser,
sommer og vinter har du skabt.’
– Salmernes Bog

 




 

Alt mellem himmel og mark

Farvel 2020 og goddag 2021

Her er nogle tanker om 2020. Et tilbageblik. En lille række af tanker og følelser, der dukkede op, da jeg så tilbage på 2020 og ser frem mod 2021.

Det første, der dukker op, når jeg tænker på 2020, er:

Kærlighed
Nogle gange møder ‘man et menneske, der bliver ens vej’ skriver Niels Erik Nymann så smukt i bogen ‘Gæstfrihed’. Sådanne møder har året været præget af.  Møder med mennesker, der har rørt mig og bevæget mig. Jeg er blevet vært og har åbnet mit hjem og hjerte. Jeg har været ‘gæst’ hos mennesker på gaden og på kanten, der kæmper med misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom af en kaliber, der kun kan slå et menneske omkuld. Jeg har oplevet øjne, der vil mødes, historier der vil fortælles og længsler efter følgeskab og fællesskab. Og jeg ser det som en ære at få lov at lytte og være tilstede der. Jeg er ydmyg, afmægtig, sårbar, bange og chokeret over al den lidelse, der findes lige udenfor vores dør. Men mest af alt er jeg fyldt af kærlighed.

Karantæne
“Når du finder ud af, at det de andre kalder hjemmekarantæne, er din normale hverdag” var der nogen der skrev, og både David og jeg nikkede og grinede genkendende. Vores hverdag har længe været indrettet med hjemmearbejde, og derfor har det ikke været en stor omvæltning for os. Vi har været sunde og raske, og det er jeg taknemmelig for. Jeg føler med dem, for hvem 2020 har ført til sygdom, konkurs, mistet job, presset hverdagsliv, bekymringer og stigende angst.. I april satte jeg og en flok venner en Vejkirke op på Torvet i Glamsbjerg, som et forsøg på at lade håb og lys få en plads. Her kunne man skrive en bøn, tænde et lys, trække et bibelvers og tage en bibel med hjem.

Tomhed
Jeg kan huske, at jeg i begyndelsen af marts-karantænen høstede følelsen af ro og fred, men sidenhen følte en slags tomhed. Især føltes påsken helt mærkelig, og langt ind i sommeren følte jeg, at det aldrig rigtigt havde været forår og sommer. Når jeg ser tilbage på året, føles det på mange måder lidt tomt. Jeg tror, at vi efter nedlukningen i marts har haft gæster højst 4-5 gange, og vi har selv været på få besøg. Der har manglet noget og nogen.

Bøn
Da kirkerne lukkede i marts, begyndte vi at have online-morgenbøn i min kirke. Vi mødes kl. 10 på Zoom og læser et stykke fra bibelen, og beder derefter højt eller indeni os selv. Vi beder for hinanden, for politikere, for syge, for mennesker, der kæmper, for corona-krisen, for det der falder os ind. Morgenbønnen varer 30 min. og er for alle. De fleste uger har jeg været med 2-3 dage. Jeg kan mærke, at det gør noget ved mig. Jeg bliver opmuntret af andres bøn, andres tanker om det vi læser i bibelen, og det er rart at se ansigter og få fornemmelsen af fælleskab. Det stemmer mit sind, hiver mig ud af modløshed og vækker håb og tro i mig.

Berøring
Det føles nu nærmest helt intimiderende, når folk kommer tæt på, min krop aflæser det som potentiel fare, og det er jo også sådan, vi er blevet vant til at tænke om fysisk kontakt. Jeg savner at kramme og øver mig i at kramme med øjnene. I 2020 var jeg på pædagogisk massage-kursus, der handlede om berøringens betydning.

Frihed 
Jeg blev overrasket, da nogen skrev ’tillykke’ til indlægget ‘I dag vil jeg fejre min frihed’, men faktisk er der meget at fejre, og det vil jeg huske, når jeg ser tilbage på 2020. Jeg tog nogle vigtige skridt. Et af dem var at jeg turde træde frem og invitere til aftner for kvinder under overskriften ‘Elsket og fri’, fordi jeg gerne vil invitere med på den rejse – at vi mere og mere må leve som dem, vi er skabt til at være  – elskede og frie!


Drømme for 2021
2020 har lært mig at planer ændres. Jeg er håbefuld og i 2021 vil jeg gerne:

Tage på retræte
Jeg vil gerne trække stikket. Være stille, lægge telefonen væk og gøre mig tilgængelig for Gud. Jeg har taget på kristne retræter før, men det er efterhånden længe siden. Til jul fik jeg tilskud til retræte og helt uventet også et flot gavekort til Ådalen Retræte, hvor jeg har været før. Så dét drømmer jeg om. Måske skal jeg også holde en selv.

Skrive 
Jeg vil skrive på min bog. Den har været undervejs i flere år. I år drømmer jeg om, at den skal flyve afsted. Jeg har tiden (hej igen, hjemmekarantæne!) og jeg har lysten og modet.  Jeg har masser af tekster fra bloggen, og fra mine noter jeg gerne vil tage afsæt i. Det er en bog om at være menneske i både svære og lette stunder og at have Gud med undervejs. I det hele taget vil jeg fortsat skrive. Også gerne mere her på bloggen. Tak, at du læser med!

Vente
Jeg ved ikke præcist, hvad året bringer. Måske er det gået særligt op for mig, at vi ikke kan kontrollere fremtiden. Der er ting jeg drømmer om at gøre, men jeg ved ikke, hvornår det kan lade sig gøre. Derfor venter jeg og det i sig selv er også et vigtigt sted at opholde sig af og til, har jeg fundet ud af.

Overgive mig
Når fremtiden synes uvis, når jeg opdager, at der er meget, jeg ikke kan kontrollere, at det jeg havde forestillet mig blev anderledes, så kan jeg mærke modløsheden trække i mig. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at lade den trække afsted med mig. Jeg vil stemme mit sind med håb og overgive mig til Gud, der altid er god.
Jeg beder denne bøn af Frans Assisi over det nye år:

“Herre, i dine arme er jeg sikker.
Når du holder mig, har jeg intet at frygte.
Jeg ved intet om fremtiden, men jeg stoler på dig.”

Alt mellem himmel og mark

Jeg hilser dig

Da gik jeg pilgrimsvandring på El Camino i Spanien, erfarede jeg at pilgrimmene hilste på hinanden med ordene “Buen Camino” – et fælles ønske om en “god vej” frem for hinanden.
Jeg ville gerne have såden en hilsen, når jeg i denne tid møder folk online, i supermarkedet eller på gåtur i skoven. Et ord der kunne rumme det hele og vi ville begge vide, at det betød: Jeg synes også det er tungt lige nu, jeg føler med dig, jeg ønsker dig alt det bedste på din vej frem!
Måske findes det ord ikke, måske er det nærmere et blik, et vink eller en indre bøn og velsignelse af hinanden.
Jeg blev rørt da Dronningen som noget ganske nyt tilføjede, “Må Gud bevare jer allesammen”. Jeg følte det som en hilsen, jeg havde brug for på min vej frem.
God rejse. Buen Camino. Må du vide, at du ikke er alene på din vej.

 

Alt mellem himmel og mark

Det bliver jul alligevel

Antal:
bagte julesmåkager: 0
spiste æbleskiver: 4,5
jule-dekorationer: 0
ophængt julepynt: 5
risengrød til aftensmad: 1
juledekorationer: 0
skrabet julekalender: 2 dage
chokolade-kalender spist: 1

Jeg har sjældent haft den store lyst eller behov for at ‘jule’, og faktisk i år mindre end før. Måske har du det ligesom mig, måske helt modsat. Det er helt okay, for det bliver jo jul uanset, hvad vi føler, tænker eller præsterer.
For julen er en gave – og et håb om fred og evig glæde!

Tro og spiritualitet

Jeg er Julen, jeg ønsker at fortælle dig at..

For nogle dage siden opfordrede Majbritte Ulrikkeholm til at ‘skrive julen frem’ gennem en skriveøvelse, der går ud på at lade eventyret lege i os, ved at forestille os, at vi ER det vi gerne vil beskrive og lader det tale igennem os. Og Majbritte opfordrede til at skrive under overskriften “Jeg er Julen, og jeg ønsker at fortælle dig at..”

Jeg satte mig og skrev i 10-15 minutter, og har i dag skrevet lidt videre. Her er en lille julefortælling:

Jeg er Julen, jeg ønsker at fortælle dig at: 
Jeg ikke er nærig, jeg er for alle.
Jeg er ikke kun for dig, der har råd til gaver,
jeg er også jul for dig, som er fattig.

Jeg ved, at jeg er en tid, der vækker dine følelser til live.
Både af forventningsfuld glæde og gammel sorg.
Om det der var engang,
om det du ikke kunne klare,
om dem der forlod dig.

Jeg er der, uanset hvad du føler.
Midt i din sorg, i din ensomhed, i din købetrang,
vil jeg vække din drøm.

Du er ikke alene,
jeg er hos dig.

Jeg er barnet i krybben, kan du høre min gråd?
Jeg er englen på marken, der siger:
‘Se jeg forkynder jer en stor glæde,
som skal være for hele folket:
I dag er der født jer en frelser i Davids by;
han er Kristus, Herren’*

Jeg er julen,
jeg er barnet, der kommer med evig glæde og fred,
som ‘solopgangen fra det høje, der kommer for at lyse for dig,
der sidder i mørke
og i dødens skygge
og lede dine fødder ind på fredens vej’*

Jeg er barnet i krybben,
kan du se, at jeg smiler til dig?
Vil du åbne dit hjerte og lade min kærlighed fødes i dig?

Jeg længes efter dig.

____________________________________
*Bibelcitater:
Lukasevangeliet kapitel 2, vers 10-11
Lukasevangeliet kapitel 1, vers 78-79

Selvkærlighed

Lad dig finde

Jeg genkalder mig følelsen af at være barn og have mit eget værelse. Et sted, der bare er mit. Enkelt, overskueligt, indrettet efter mine ideer. At være voksen og have et helt hjem afspejler skiftet fra barn til voksen. Der er ikke kun ét rum at tage sig af, der er mange, der er opgaver, pligter, ansvar og forventninger fra mig selv og andre.
Jeg har fået en fridag foræret, og da jeg lagde mig til at sove i går, besluttede jeg, at jeg i dag ikke ville stå ud af sengen. Kl er 13.35 og jeg er her stadig. Jeg slapper af. Scroller facebook, var til online- morgenbøn, ser skøre youtube-videoer, skriver på en julehilsen, spiser frokost i sengen. Mobilen er på den anden side af døren.
I morges læste jeg (Gud)-fældigt et citat: “Let yourself be found”.
Lad dig finde. Det rørte mig. Ofte har jeg den oplevelse af, at en del af mit livskald handler om at lede efter og finde mennesker, der er isolerede og ensomme, og bringe dem fællesskab og håb.
Nu er jeg her i min seng.
Jeg føler mig tryg i et mindre rum. Døren er lukket til de andre rum og til ansvar og pligter.
I dag vil jeg lade mig selv blive fundet.

Tro og spiritualitet

På gaden med håb

Det sværeste for mig ved at være tæt på mennesker, der lever på gaden, kæmper med misbrug, psykisk sygdom og sociale problemer, er når det menneske bliver afvist, misforstået eller har det for dårligt til at kunne modtage den hjælp, der er i de etablerede tilbud og institutioner. For dårligt til at modtage hjælp, spørger du? Ja, det er ikke ualmindeligt, at mennesker på bunden under bunden, afvises i psykiatrien eller på eksisterende tilbud, fordi de ikke passer ind der. Hvor økonomi, ressourcer, menneskelig faglighed og kompetence åbenbart ikke rækker til at kunne imødekomme disse menneskers behov? Hvilket medfører, at dette menneske endnu engang efterlades med oplevelsen af: der findes ikke et sted til mig, jeg må ikke være her, og føler sig opgivet.
Det er det sværeste at se. Det er i de situationer, hvor jeg mærker frygten og jeg får lyst at løbe skrigende væk og sige: jeg vil ikke se mere, jeg vil ikke høre mere, jeg vil ikke vide det! Jeg føler håsbløsheden stærkt og føler mig fuldstændig afmægtig.
For er det virkelig sådan, at der er mennesker, der ikke kan hjælpes og må opgives og kun har en fortsat deroute i udsigt, fordi der ikke er mere at gøre? Menneskeligt set.
I de situationer mærker jeg magtesløsheden, håbløsheden, frygten, og er på nippet til at gå med.
Men jeg har erfaret, at min kamp ikke skal være med eller i mod systemet, til den kamp vil jeg pege på andre, fx Gadejuristen, der hver dag kæmper for socialt udsatte og deres vej i systemet. Og så findes der mange dygtige og dedikerede fagpersoner som gør, hvad de kan.
Men det skal vitterligt ikke være min kamp, jeg har ikke kræfter til at kæmpe mod eller med systemet. Det gør mig søvnløs og jeg ville brænde ud med tiden.
Jeg skal noget andet. Jeg skal først og fremmest være ven. Det lyttende øre, smilet, hånden på skulderen og nærværet. Jeg skal bruge mig selv som jeg kan bedst, når jeg får lov at række det videre jeg har fået, og tro på, at det er et udtryk for Guds kærlighed. En kærlighed uden modkrav. En kærlighed som sprænger alle menneskelige rammer. En kærlighed, der elsker nyt liv frem.
Håbet er at tro på, at lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke! Det er det julen handler om. Et barn, der kommer med fred til jorden, helbredelse og håb!
I aften går jeg, sammen med to andre, igen på gaden for at dele suppe ud og møde gadens folk. De har nok at slås med og det er koldt.
Jeg ønsker at Jesus går med, og min bøn er, at vores handlinger, bøn og blikke siger det vigtigste: Du må være her, du er elsket, du bliver aldrig opgivet! Der er håb for dig!
Og jeg pakker nybagte boller med smør i tasken og glæder mig til at gå med håb.

Selvkærlighed

I dag vil jeg fejre min frihed

I dag vil jeg fejre min frihed.
At jeg tør være mig, mere end jeg har turde nogensinde før.
At jeg ikke længere er bundet på hænder og fødder af skam, men tør bevæge mig mere frit. At jeg tør give af mig selv til andre. At jeg tør stå ved min stemme, der ikke er svag, men mild.
Jeg vil fejre, at jeg er blevet en god ven for mig selv.
Jeg vil aldrig glemme mine år bag tremmer, bag de høje mure af angst, skam og mismod. Hvor jeg gispede efter vejret og følte livet kvalte mig.
I dag vil jeg fejre min heling, at det brudte er blevet bygget langsomt op. At jeg tør være mig og møde verden med et åbent blik.
Jeg kan takke min Gud, at han har fulgt mig hvert et skridt, at han har ledt mig til mennesker, hvilens vande, grønne enge og givet mig kraft på ny. Jeg kan takke mennesker, der har fulgt mig i ørkenen og læst mine millioner af ord i en Messengertråd. Jeg kan takke mig selv, fordi jeg blev ved med at lede, indtil jeg var der:
Her, hvor jeg tør være mig selv. Livet bliver aldrig nemt, men nu kan jeg ånde frit.

Alt mellem himmel og mark

Når uroen er med

Forventningens glæde eller byrde?
Vi tager spontant til Ærø. I morges da jeg vågnede mærkede jeg den straks. Uroen. Den er så velkendt. I årevis fulgte den mig tæt, og var også i lange perioder nærmest konstant, en angst. Det er den heldigvis ikke længere, men når jeg skal noget vigtigt, så kommer den på besøg.
Uro og bekymringer. Om mennesker jeg holder af. Om hvordan turen vil gå. Om det bliver hyggeligt, tænk hvis vi bliver uvenner? Hvis maden er ringe, hvis pengene er spildt, allermest uroen over, om jeg kan finde ud af at være glad og have det godt, imens vi er afsted. Forventningernes byrde.

Jeg scanner mig selv og håber ikke at finde den, uroen, og så er den der med det samme. Indtil mig minder mig selv om, at den godt må være der. Og jeg taler højt om den, og vi aftaler, at turen må være 50% god og 50% træls, og vi griner, fordi vi forestiller os, at vi bliver sure og skuffede og ting går galt. Ikke som en ønsket profeti, men som en måde at sige: Det er okay, hvis det sker. Og uroen letter lidt. Når den får lov at være der, så føles den pludselig ikke så farlig.

Og jeg pakker min taske og spørger den venligt: Nå, er du klar til, at vi tager afsted?
Og jeg kan mærke, at den tøver lidt, og jeg siger: Du må altså godt være med.

Tro og spiritualitet

Elsket og fri

Jeg har brug for at blive mindet om hvem jeg er, igen og igen, ellers glemmer jeg det.
Forleden mødtes jeg med 11 kvinder i Glamsbjerg. Vi var sammen under overskriften “Elsket og fri”.
Det er 8 aftner, hvor vi minder os selv om hvem vi er. Elskede og frie.
At vi ikke skal være bundet til idealer, der kræver unådigt og hårdt af os. Eller bundet til fortidens skyld eller fremtidens bekymringer.
Af noget nogen har sagt engang eller hvad vi tror andre tænker om os, eller vores egne domme.
Vi skal øve os i at lytte til Gud, der fortæller os at vi er elskede og frie. Vi skal tale om, hvad det betyder, når Jesus siger: “Bliv i min kærlighed” og høre, at Jesus forbereder et hjem til os alle, et sted vi skal bo engang og der være helt frie, og imens vi lever på jorden, kan vi vide Han er nær i vores hjerte og i fællesskabet med hinanden, og der blive mindet om, hvem vi er og er skabt til at være.
*Aftnerne er med fysisk tilstedeværelse, men i øjeblikket overvejer jeg også en online-mulighed og hvis du vil høre mere herom, er du velkommen til at skrive til mig.


Alt mellem himmel og mark

Spar 40 % på alle plakater

I sidste uge havde jeg en facebook-konkurrence, hvor det var muligt at vinde en af mine plakater. De to vindere er fundet. Jeg blev rørt over at læse alle de fine kommentarer om, hvilken plakat I gerne ville vinde. Ville ønske jeg kunne sender jer alle en.

Jeg giver hermed 40 % på alle plakater. Tilbuddet gælder indtil 25. oktober. 

50×70 cm koster nu 100kr (du sparer 65 kr)
A3 koster nu 80 kr (du sparer 55 kr)

Forsendelse er +50 kr.

Du kan se alle plakater her. 

Send mig en mail på kontakt@påherrensmark.dk og bestil din plakat.