Tro og spiritualitet

Nådens landskab

For nogle år siden talte jeg med et menneske, der hjalp mig til at åbne en dør. Hun lyttede til min smerte, gav mig plads til at være og bad for mig. Dette møde blev et vigtigt skridt i en ny rejse. En rejse i nådens landskab.

Under bønnen så jeg et billede for mit indre blik. Et indre billede af et landskab. Jeg så mig selv i landskabet, som en der var på vandring.

Landskabet var kæmpe stort. Jeg fik følelsen af, at jeg i dette landskab kunne bevæge mig fuldstændig frit. Her kunne jeg gå rundt, udforske nye veje, prøve ting, fejle, falde og rejse mig igen.

Jeg opdagede, at det var nådens landskab.
Uanset hvor jeg kiggede hen, så var der plads nok. Jeg lagde mærke til, at uanset hvor jeg var i landskabet var jeg milevidt fra kanten. Ja, måske var der slet ingen kant? Jeg kan ikke visuelt forestille mig noget uendeligt, men jeg havde en fornemmelse af, at jeg aldrig ville kunne nå ud til kanten af landskabet.

Det er den modsatte følelse, skammen ofte har givet mig. En frygt for at falde udover en kant. At jeg ikke ved, hvornår grænsen er nået for andres tålmodighed med mig. At jeg ikke ved, hvornår jeg bliver dømt ude af mig selv eller andre.
Skammen giver en frygt for at træde forkert, det føles utrygt at være til og svært at trække vejret. I skammens landskab går jeg frygtsomt afsted. Med tunge byrder og altid i frygt for at træde forkert, falde og nå kanten.

At vandre i nådens landskab, i Guds nåde, er alt det modsatte. Det betyder at kunne ånde og leve frit!
Jeg må få lov at bevæge mig frit, få lov at fejle – fordi det gør jeg som menneske igen og igen – og alligevel falder jeg aldrig ud af Guds kærlighed og nåde.

Nådens landskab er uendeligt, og jeg kan gå der resten af mit liv.

Jeg vil bo dét sted! Jeg vil leve i nådens landskab. Der, hvor jeg tør være mig selv, der, hvor jeg kan møde min Gud, som altid kommer mig i møde. Der kan jeg afprøve nye veje, snuble, falde og løbe væk – og alligevel er jeg i nådens landskab og altid hjemme hos Ham.

Guds kærlighed og nåde griber os – i nådens landskab kan vi falde og blive rejst op igen!

Der er nåde nok til en evighed, her må vi leve og ånde frit.

Previous Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply