Mødet med mennesker, der kæmper med misbrug, hjemløshed, fysiske og psykiske sygdomme kan virke som at møde et massivt mørke.

Hvordan står man ved siden af mennesker, der er i mørke, uden selv at fare vild eller brænde ud?
Tænk hvis mit lille lys kunne tænde et bål af håb i et andet menneskes liv, tænker jeg og ser, at flammen er så svag.. og nu er den gået ud igen..

Jeg må erkende, at jeg ikke kan lyse mørket op.

Jeg kan bringe lidt lys, men det er Jesus, der er Lyset.
Jeg kan følge et stykke på vejen, men det er Jesus, der er Vejen.
Jeg kan give mad, men det er Jesus, der er Livets brød.

“Hvilen er ikke bare noget der begrænser sig til en tilbagetrækning. Den er ikke blot et mellemrum mellem vigtige opgaver, den er ikke en guddommelig eftertanke. Den er skabt – har plads i skabelsen, som den 7. Dag – og er en del af den opgave, det er at være menneske. Derfor kan man sige, at den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt.” skriver Tomas Sjödin i bogen “Det sker når du hviler”.

‘Den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt’ har været en rettesnor for mig den seneste tid.

Jeg har været tvunget til at hvile, mere end jeg plejer. Mærke begrænsningerne. Det har været frustrerende, at min energi er lav. Men det har også givet en anledning til at stoppe op og spørge mig selv: Hvem er jeg, når jeg ikke yder eller gør? Kan jeg hvile i at være mig uden at skulle gøre noget bestemt?

Jeg har ikke givet hvilen den ære og plads, som den er værd. At den ikke bare skal have den plads, der er til overs, men skal prioriteres og vælges til.

Jeg øver mig stadig i at hvile og dermed tage min livsopgave alvorligt.

Jeg sidder i køkkenet hos min mormor. På væggen hænger fotos af min bror og mig som børn.

At billederne hænger der, og har hængt der, så længe jeg kan huske, minder mig om betydningen af livsvidner. Mennesker der følger os. Er vidne til vores liv gennem sorg og glæde. Min mormor har været mit livsvidne hele mit liv.

Nogle gange er livsvidner også selvvalgt familie og venner.

Da min far døde mødte min veninde op til bisættelsen. Hun var kørt hele vejen fra København til Sønderjylland for at være med. Hun så min sorg og sørgede med mig. Jeg er hende evigt taknemmelig.

Da en anden venindes far døde i sommer, vidste jeg, at jeg måtte gøre det samme. Være vidne. Leve med i hendes sorg.

En dag skal billederne ned af væggen hos min mormor. Vi tror ikke, der går så længe.

“Det er en hård tid, Kamilla” sagde en nær ven til mig fornyelig.

Det rørte mig dybt. Jeg følte mig set.
For nogle gange er et livsvidne netop en, der tillader sig selv at stoppe op midt i sit eget og sige, hvad han ser, og som vælger at gå med et stykke af vejen.

I dag rundede jeg 800 likes på facebook. Faktisk er det oftest der jeg udgiver indlæg i første omgang og dernæst havner de her på bloggen. 

Jeg vil gerne sige TAK, fordi du læser med og introducere mig selv til nye!

Jeg hedder Kamilla Maria Jakobsen, og har skrevet på bloggen siden 2014.  

Jeg er skaberværksforkæmper, foodie, kirkegænger, bruger str. 37 i sko og bliver 33 år lige om lidt. Jeg er et kreativt rodehoved og har 29.443 fotos i iCloud fra de seneste år.

Jeg startede bloggen I 2014 sammen med en veninde, det var hende, der fandt på det geniale navn: På Herrens Mark. I dag er det kun mig på tastaturet.

Jeg har skrevet stort set altid, også før jeg kunne stave, dengang bad jeg min mor skrive for mig.

Jeg kan stadig ikke sætte kommaer, så min mand gennem snart 12 år læser alle tekster igennem og deler rundhåndet ud af kommaerne.

Nogle gange får han tårer i øjenene, når han læser mine tekster, fordi han derigennem får en indsigt i mig, som jeg måske ikke kan sige ligeså klart, som jeg kan skrive den.

Jeg skriver om det, der optager mig.

Jeg skriver om min tro på Gud, om mine tanker og tvivl. Jeg har skrevet meget om angst, sorg og skam og opdaget, at skammen heles når den bliver delt og taget kærligt imod.

Jeg er den første årgang som professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikationen fra Diakonissestiftelsen. 

Det tog mig flere sygemeldinger og forskelllige jobs at finde min rette hylde. Nu føler jeg, at jeg er landet, hvor jeg skal. De sidste to år har jeg været ulønnet ansat i min kirke Fyns Valgmenighed, hvor jeg særligt er optaget af mødet med mennesker på kanten.

Jeg blev indviet diakon i oktober 2021 og kalder mig selv ‘gadediakon’. Jeg opsøger og møder mennesker, som kæmper med hjemløshed, misbrug og sociale problemer, og ser nærvær som min vigtigste opgave! Mødet med mennesker dér strækker mig og udvider mit hjerte mere end noget andet!

Jeg er optaget af, hvad fællesskab og kærlighed kan gøre, ikke bare for mennesker på kanten, men for alle.

Jeg er sårbarhedsaktivist, og ønsker skabe åndehuller, hvor det er muligt at ånde frit.

For nogle år siden skrev en kvinde til mig, at hun havde fundet min blog og for første gang i sit liv ikke følte sig forkert. Sådanne ord er min stærkeste drivkraft til at dele: at formidle, at ingen af os virkeligt er alene – og at Gud er dér midt i det hele!

(Og hvis du kender nogen som kunne have glæde af at læse med, så del endelig videre..)

Den her december har været hård.
Min mormor er syg og vi har været samlet hos hende på sygehuset og nu derhjemme. Det er godt at være tæt på hende og på hinanden, selvom det er hårdt.

I december har jeg erfaret:

At blive båret af omsorg og trofasthed fra kærlige mennesker omkring mig

At ‘nu’ er vigtigere end i morgen

At Gud er der, også selvom jeg ikke orker at bede

At livet er det hele. Afmagt, glæde, sorg, fred, håb.

At skaberværket og skønheden er en gave, der giver mig lys i mørke.