Det sværeste for mig ved at være tæt på mennesker, der lever på gaden, kæmper med misbrug, psykisk sygdom og sociale problemer, er når det menneske bliver afvist, misforstået eller har det for dårligt til at kunne modtage den hjælp, der er i de etablerede tilbud og institutioner. For dårligt til at modtage hjælp, spørger du? Ja, det er ikke ualmindeligt, at mennesker på bunden under bunden, afvises i psykiatrien eller på eksisterende tilbud, fordi de ikke passer ind der. Hvor økonomi, ressourcer, menneskelig faglighed og kompetence åbenbart ikke rækker til at kunne imødekomme disse menneskers behov? Hvilket medfører, at dette menneske endnu engang efterlades med oplevelsen af: der findes ikke et sted til mig, jeg må ikke være her, og føler sig opgivet.
Det er det sværeste at se. Det er i de situationer, hvor jeg mærker frygten og jeg får lyst at løbe skrigende væk og sige: jeg vil ikke se mere, jeg vil ikke høre mere, jeg vil ikke vide det! Jeg føler håsbløsheden stærkt og føler mig fuldstændig afmægtig.
For er det virkelig sådan, at der er mennesker, der ikke kan hjælpes og må opgives og kun har en fortsat deroute i udsigt, fordi der ikke er mere at gøre? Menneskeligt set.
I de situationer mærker jeg magtesløsheden, håbløsheden, frygten, og er på nippet til at gå med.
Men jeg har erfaret, at min kamp ikke skal være med eller i mod systemet, til den kamp vil jeg pege på andre, fx Gadejuristen, der hver dag kæmper for socialt udsatte og deres vej i systemet. Og så findes der mange dygtige og dedikerede fagpersoner som gør, hvad de kan.
Men det skal vitterligt ikke være min kamp, jeg har ikke kræfter til at kæmpe mod eller med systemet. Det gør mig søvnløs og jeg ville brænde ud med tiden.
Jeg skal noget andet. Jeg skal først og fremmest være ven. Det lyttende øre, smilet, hånden på skulderen og nærværet. Jeg skal bruge mig selv som jeg kan bedst, når jeg får lov at række det videre jeg har fået, og tro på, at det er et udtryk for Guds kærlighed. En kærlighed uden modkrav. En kærlighed som sprænger alle menneskelige rammer. En kærlighed, der elsker nyt liv frem.
Håbet er at tro på, at lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke! Det er det julen handler om. Et barn, der kommer med fred til jorden, helbredelse og håb!
I aften går jeg, sammen med to andre, igen på gaden for at dele suppe ud og møde gadens folk. De har nok at slås med og det er koldt.
Jeg ønsker at Jesus går med, og min bøn er, at vores handlinger, bøn og blikke siger det vigtigste: Du må være her, du er elsket, du bliver aldrig opgivet! Der er håb for dig!
Og jeg pakker nybagte boller med smør i tasken og glæder mig til at gå med håb.

Jeg har brug for at blive mindet om hvem jeg er, igen og igen, ellers glemmer jeg det.
Forleden mødtes jeg med 11 kvinder i Glamsbjerg. Vi var sammen under overskriften “Elsket og fri”.
Det er 8 aftner, hvor vi minder os selv om hvem vi er. Elskede og frie.
At vi ikke skal være bundet til idealer, der kræver unådigt og hårdt af os. Eller bundet til fortidens skyld eller fremtidens bekymringer.
Af noget nogen har sagt engang eller hvad vi tror andre tænker om os, eller vores egne domme.
Vi skal øve os i at lytte til Gud, der fortæller os at vi er elskede og frie. Vi skal tale om, hvad det betyder, når Jesus siger: “Bliv i min kærlighed” og høre, at Jesus forbereder et hjem til os alle, et sted vi skal bo engang og der være helt frie, og imens vi lever på jorden, kan vi vide Han er nær i vores hjerte og i fællesskabet med hinanden, og der blive mindet om, hvem vi er og er skabt til at være.
*Aftnerne er med fysisk tilstedeværelse, men i øjeblikket overvejer jeg også en online-mulighed og hvis du vil høre mere herom, er du velkommen til at skrive til mig.

Bøn kan være ord, tankestrømme, der får lov at flyde. Det kan være et suk, et blik opad, en bevægelse.  Og at åbne sine hænder og tage imod.

Jeg er dit barn. Jeg ønsker at åbne mig for den virkelighed: At du har givet mig liv, at jeg er elsket, at du vil gøre mig hel. Jeg lægger mine byrder hos dig og tager imod din sandhed – at jeg er din og du er min.

Det var værd at vente på. Blomsterne står nu fint i marken. Varmen har gjort sit. Jeg har især glædet mig over, at min dahlia med navnet ‘Café au lait’ har vist sig. Den rosa gigantiske dahlia, der har så mange lag, at jeg forestiller mig, at man kunne fare vild derinde, hvis man var en larvetype.
Ih, sikke en skønhed. Det er også den, der bryder coveret her på På Herrens Mark. Jeg håber, at de næste blomster kommer til at blive ligeså fine, så jeg kan hoppe i et par gummistøvler igen og skyde nye fotos.

Denne dag vil jeg dedikere til, at få styr på det forsømte. Nogle små og store ting jeg har udskudt længe. Mere eller mindre vigtige ting som at opdage, hvad der ligger nederst i vasketøjskurven og særligt vigtige ting som at ringe op til en ven, jeg ikke har talt med længe.

Fordi livet er det hele, det store og det små, og midt i det hele tror jeg Gud er at finde. Guds rige er midt i blandt os. Derfor beder jeg i dag, for dig der læser dette:

Må du uanset, hvad din dag bringer vide, at du ikke er alene. Må du erfare, at der strømmer en kærlighed til dig, fra et hjerte som altid banker for dig.
Må du uanset, hvad du tænker på, vide at der var en, der tænkte på dig først.
Må du gå ud i din dag med kærlighed, livsmod og håb,
og må du altid hente din styrke hos Ham.

Hvad ville du skrive, hvis du kunne sende Gud en sms i dag?
Jeg tror, at jeg ville skrive:

Kære Gud, far.
Jeg skriver til dig i dag, fordi jeg seriøst ikke kan overskue alt det et menneskeliv kan indebære af tunghed og mørke.
Jeg kan ikke bære det alene og pt. ikke se en vej i den situation, jeg tænker på. Du kender den til fulde og endda bedre end jeg gør, det gør mig lidt tryg at tænke på. Du har sagt, at du vil bære alt, så jeg har samlet det hele og håber du vil holde det for en stund eller for altid, for jeg magter ikke at slæbe det mere.
Jeg har ikke andre steder at gå hen, så derfor skriver jeg i håb om, at du kan hjælpe ligesom du har gjort så mange gange før. Jeg håber på dig og glæder mig til at høre fra dig. Jeg ved, at du er den, der kan vende sorg til dans og mørke til lys! Jeg er spændt på, hvad du vil gøre og jeg stoler på, at du vil hjælpe mig igen.
I forventning
Dit barn

Jesus er for mig blevet den, ‘der leder efter mig’. Han leder efter mig, indtil han har fundet mig, for at overbevise mig om hans kærlighed og godhed, og det liv han har til mig, når jeg ikke vandrer alene, men siger ja til, at Han må gå sammen med mig på min livsvandring.

Ud af min erfaring af at blive ‘fundet’ og ‘finde hjem’, vokser også en længsel efter at andre må få den erfaring, et brændende ønske om, at intet menneske må føle sig alene i verden, men at Jesus må flytte ind i hjertet og fylde tomheden og ensomheden ud.

For nogle uger siden var jeg i København, jeg havde 3 dage og ‘fik’ en oplevelse af, at jeg ikke skulle lave planer om torsdagen. Denne torsdag tog jeg til Halmtorvet på Vesterbro, og imens jeg gik rundt på Vesterbro, sagde jeg til Gud:

“Jeg håber, at jeg møder Danny. Hvis du ønsker, at jeg skal møde ham, så stoler jeg på, at det sker og med din timing”.

Jeg kender ikke Danny, men har set ham i en dokumentar. Danny er en ung hjemløs, han kæmper med misbrug og har oplevet frygtelige svigt i sit liv. 

Jeg kan altid mærke en særlig berørthed, når jeg bevæger mig i området omkring Istedgade, der nok er Danmarks hårdeste misbrugsmiljø. For nogle år siden var jeg i praktik i Mariatjenesten i Istedgade, hvor jeg fik lov at komme tæt på nogle af disse mennesker, der bor eller holder til i området. Fra at ‘frygte’ området, så blev det et sted, hvor jeg genkendte mennesker og blev genkendt. Jeg lærte, at alle mennesker har en historie og en grund til at være der, hvor de er. 

Jeg havde lyst til at møde Danny, for at fortælle ham, at hans historie har rørt mig, og at jeg har tænkt på ham mange gange siden.

Jeg gik rundt og ‘ledte efter ham’ i omkring 2 timer. Det føltes en smule mærkeligt, men der var noget, der drev mig. Jeg var i tvivl, om det var mit eget behov eller en fornemmelse Gud havde givet mig, men jeg fortsatte.

Da jeg besluttede at gå hjem, satte jeg mig et øjeblik ned i skyggen, fordi det var så varmt, og jeg fik øje på en kvinde på den anden side af Vesterbrogade. Hun stod med ryggen til, men jeg synes hun lignede den kvinde, der i dokumentaren præsenteres som Dannys veninde Due.

Jeg gik hen til hende og spurgte forsigtigt: “Er du Dannys veninde?” og hun svarede ja.

Jeg fortalte hende, at det måske lød skørt, men at jeg havde håbet, at jeg ville møde Danny, fordi hans historie havde rørt mig.

Jeg købte en is til os, og vi fulgtes et stykke. Jeg fortalte hende, at jeg især var blevet rørt af Dannys ord om, at han ønsker sig en ven, bare én ven, der ikke tager stoffer. Og vi fik en snak om det at være misbruger og hvor svært det kan være at bibeholde venskaber, når man kæmper med misbrug.

Jeg sagde til hende, at hun gerne måtte hilse ham fra mig, og hun svarede, at hvis jeg ville, var jeg velkommen til at skrive en hilsen til ham. I min taske fandt jeg en notesbog fra en af mine allerkæreste venner, der er hjemløs, og det føltes som en bekræftende og kærlig hilsen fra ham.

Jeg hev en side ud og skrev en hilsen til Danny og Due smilede, sagde tak for isen og tog hilsenen med.

Jeg smilede også. Jeg grinede faktisk. Fordi jeg endnu engang fik lov at opleve, at Gud er god, at jeg kan øve mig i at lytte til hans stemme og tage skridt i tro, når han kalder.

Og fordi jeg har mødt Guds godhed og kærlighed, så er den vokset i mig og blevet så stor, at jeg er nødt til at dele ud.

Fordi Jesus ønsker, at alle mennesker må blive fundet og vide, at de er elsket.