Indlægget begyndte som “10 ting 10 år har lært mig…” siden da er det blevet opdateret..

For 16 år siden gik jeg i 3. g og var til skriftlig engelsk-prøve og smuttede tidligt for at tage til København, hvor jeg mødtes med David. Vi har været sammen lige siden og blev gift for snart 12 år siden.

16 ting de sidste 16 år har lært mig om parforhold: 

#1 Kommunikation betyder alt. Måske er vi ikke enige, forstår ikke altid hinandens handlinger og holdninger, men hvis vi kan sige: “Hvorfor siger du det, hvad får dig til det? Hvordan forstår du det?” Så er vi kommet rigtig langt.

#2 At kende hinanden godt betyder også at kende hinandens svageste punkter, hvilket betyder, at man har magt til kan såre hinanden dybt. De svageste punkter skal æres, også når man er ved at eksplodere og har lyst til at gå til angreb.

#3 At det er yderst vigtigt at være villig til at arbejde med sig selv og sine egne mønstre. Hvis vi nægter at se på os selv, og det vi har med os i bagagen, går det udover den anden og dermed udover forholdet. Det er ikke tilladt at sige: “Sådan er jeg bare, det gider jeg ikke tage mig af, det må du lære at leve med…” hvis det har negative konsekvenser for den anden. Vi må være villige til at arbejde med vores egne svagheder og mønstre, vi må bære vores egne byrder og hjælpe hinanden, når det bliver for tungt.

#4 Det er frugtbart at være overbærende. Her burde min mand få en guld-medalje. Jeg har gennem årene vist mig skiftevis som et blidt lam og en ildspydende drage. Jeg kan ikke komme på en eneste gang, David har sagt: “Nu tager du dig lige sammen”. Nej, han har vist en overbærenhed af en kaliber, jeg ikke troede var muligt. Engang spurgte jeg ham: “Hvad er din pædagogik egentlig overfor mig?” og han svarede mig: “Jeg elsker dig mest, når du fortjener det mindst”. Det må jeg sige, at han udlever.

#5 At bide sig i læben og lytte med hjertet. Nogle gange kan man få følelsen af, at der ikke er flere overraskelser eller nyt at lære om hinanden, men hvis man lytter og spørger ind, som man havde gjort, hvis man lige havde mødt hinanden, så opdager man, at der stadig er skjulte skatte. Som type er jeg tit ret hurtig til at sætte ord på følelser og konkludere, men jeg øver mig i at være stille og i stedet sige: “Hvorfor? Hvordan? Hvad tænker du?” indtil vi finder ind til kernen sammen.

#6 At vi kan øve os og dygtiggøre os i parforhold, ligesom hvis vi trænede op til et marathon. For os har det været nyttigt at studere personlighedstype-typologier som emnegrammet, Myers-Briggs og de 5 kærlighedssprog. Det har gjort en ubeskrivelig forskel. Vi er gået fra at syntes den anden, ret ofte, er en sær snegl, til faktisk at forstå og respektere hinandens forskelligheder. Og drage nytte af dem!

#7 Netflix, take-away, spise aftensmad i sofaen og at lade opvasken stå, kan være det, der får det hele til at hænge sammen i perioder.

#8 At det er nødvendigt at gøre sit ypperste for at sige tingene pænt, også når man er presset. At sige undskyld, når man fik sagt tingene på en dum måde.

#9 At det går op og ned. Når “det går ned” er det vigtigste at kunne tale åbent om det. Der er intet, der er for farligt eller forbudt at sige. Det er først farligt, når vi lader være.

#10 Hverdagen er det vigtigste. At stå op sammen, gå tur med hunden, købe ind, lave mad, gå ned med skraldet. Det er det levede liv. Trygheden, genkendeligheden, rutinen. Det unikke ved at være to i en fælles hverdag. Det er basen for det hele. Det skal æres, respekteres og prioriteres. Vi kommer før alt andet.

#11 Vi må se vores dårlige vaner i øjnene og tage ansvar sammen. At man er ene om at have en dårlig vane er op ad bakke, men hvis man er to, så føles det dobbelt så hårdt at bryde den, synes jeg. For hvem er det, der siger: “Nu har vi set for meget Netflix” (jf. punkt 7), nu er vi nødt til at rejse os fra den sofa”, det føles så tungt at være den, der skal sige det først, især når den anden også trækker ned. Vi må rejse os sammen, hive hinanden op, også selvom det er lettest at bekræfte hinanden i, at vi bliver siddende lidt endnu.

#12 Vi bliver hinandens familie igennem krisetider. I 2018 mistede jeg min far efter et langt  sygdomsforløb. En af de hårdeste ting jeg har prøvet i mit liv. David var ikke blot længere min mand, men var også svigersøn, der kæmpede for min far, ja for hele min familie. Jeg har aldrig følt mig mere båret af et andet menneske end da jeg så, at han var villig til at bære og kæmpe midt i det som var så svært, og det ikke var min kamp, det var vores fælles kamp.

#13 At opdage glæden ved at se hinanden udvikle sig.. Dengang vi mødte hinanden, var jeg ret optaget af passion og kan huske, at jeg stillede David spørgsmål om, hvad han drømte om og var passioneret for. Det var ikke altid han kunne svare, som jeg havde håbet. Vi var kun 18 og 20, så det var måske fair nok. Alligevel kom jeg i tanke om, at jeg havde spurgt, fordi jeg nu på så mange måder, føler at jeg lever sammen med et dybt passioneret menneske, der viser passion for sine medmennesker og for at kæmpe for sine værdier. Det gør mig stolt. Og det lærer mig også noget om at have tålmodighed og vente på hinanden og de områder, vi ønsker at se blomstre.

#14 Det føles som om, at vi er landet i et voksenliv, hvor vi navigerer ret godt i det, der er blevet vores. Hvor vi lever ud fra de værdier, som er vigtige for os, og hvor vi også kan være noget for andre i kraft af vores stærke team. Tempoet er nogle gange skruet ret meget op, og selvom vores fredage-aftner i sofaen næsten er blevet hellige, så kigger vi nogle gange på hinanden og siger: “hvor går tiden stærkt”, og vi har erfaret, at man godt kan savne hinanden, selvom man er sammen hver dag. Det kræver fokus at vende tilbage til hinanden igen, og det øver vi os på.

#15 Det sidste år har lært mig, at jeg stadigt må øve mig i overgivelse og tillid. Vise ham mine sår og dele af mig som jeg skammer mig over og opdage, at jeg stadig er elsket. Det handler også om mod til at turde lade sig blive set og elsket.

# 16 At det er vigtigt at have det sjovt sammen.. “Er det ikke godt, at vi stadig kan lide hinanden efter alle de år?” Sagde vi til hinanden forleden. I sjov.. og måske også med en vis portion undren. Over at det kan lade sig gøre, men det kan det åbenbart, især hvis vi har det sjovt imens. Drille hinanden, lave sjov og grine så meget vi kan. Af os selv og hinanden. Ikke mindst af vores forskelligheder.  “Se, naboen har fået en pakke” er en sætning David godt kan finde på at sige. Jeg kan ikke lade være med at drille ham – og med høj røst råbe udenfor: “Har I hørt det allesammen, naboen har fået en pakke?” (Her er ret mennesketomt). Og David svarer: “du er så flabet”, og så flækker vi sammen i grin. Fordi vi stadig kan lide hinanden efter 16 år. Tillykke bedste ven.

“Hvilen er ikke bare noget der begrænser sig til en tilbagetrækning. Den er ikke blot et mellemrum mellem vigtige opgaver, den er ikke en guddommelig eftertanke. Den er skabt – har plads i skabelsen, som den 7. Dag – og er en del af den opgave, det er at være menneske. Derfor kan man sige, at den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt.” skriver Tomas Sjödin i bogen “Det sker når du hviler”.

‘Den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt’ har været en rettesnor for mig den seneste tid.

Jeg har været tvunget til at hvile, mere end jeg plejer. Mærke begrænsningerne. Det har været frustrerende, at min energi er lav. Men det har også givet en anledning til at stoppe op og spørge mig selv: Hvem er jeg, når jeg ikke yder eller gør? Kan jeg hvile i at være mig uden at skulle gøre noget bestemt?

Jeg har ikke givet hvilen den ære og plads, som den er værd. At den ikke bare skal have den plads, der er til overs, men skal prioriteres og vælges til.

Jeg øver mig stadig i at hvile og dermed tage min livsopgave alvorligt.

Jeg sidder i køkkenet hos min mormor. På væggen hænger fotos af min bror og mig som børn.

At billederne hænger der, og har hængt der, så længe jeg kan huske, minder mig om betydningen af livsvidner. Mennesker der følger os. Er vidne til vores liv gennem sorg og glæde. Min mormor har været mit livsvidne hele mit liv.

Nogle gange er livsvidner også selvvalgt familie og venner.

Da min far døde mødte min veninde op til bisættelsen. Hun var kørt hele vejen fra København til Sønderjylland for at være med. Hun så min sorg og sørgede med mig. Jeg er hende evigt taknemmelig.

Da en anden venindes far døde i sommer, vidste jeg, at jeg måtte gøre det samme. Være vidne. Leve med i hendes sorg.

En dag skal billederne ned af væggen hos min mormor. Vi tror ikke, der går så længe.

“Det er en hård tid, Kamilla” sagde en nær ven til mig fornyelig.

Det rørte mig dybt. Jeg følte mig set.
For nogle gange er et livsvidne netop en, der tillader sig selv at stoppe op midt i sit eget og sige, hvad han ser, og som vælger at gå med et stykke af vejen.

I dag rundede jeg 800 likes på facebook. Faktisk er det oftest der jeg udgiver indlæg i første omgang og dernæst havner de her på bloggen. 

Jeg vil gerne sige TAK, fordi du læser med og introducere mig selv til nye!

Jeg hedder Kamilla Maria Jakobsen, og har skrevet på bloggen siden 2014.  

Jeg er skaberværksforkæmper, foodie, kirkegænger, bruger str. 37 i sko og bliver 33 år lige om lidt. Jeg er et kreativt rodehoved og har 29.443 fotos i iCloud fra de seneste år.

Jeg startede bloggen I 2014 sammen med en veninde, det var hende, der fandt på det geniale navn: På Herrens Mark. I dag er det kun mig på tastaturet.

Jeg har skrevet stort set altid, også før jeg kunne stave, dengang bad jeg min mor skrive for mig.

Jeg kan stadig ikke sætte kommaer, så min mand gennem snart 12 år læser alle tekster igennem og deler rundhåndet ud af kommaerne.

Nogle gange får han tårer i øjenene, når han læser mine tekster, fordi han derigennem får en indsigt i mig, som jeg måske ikke kan sige ligeså klart, som jeg kan skrive den.

Jeg skriver om det, der optager mig.

Jeg skriver om min tro på Gud, om mine tanker og tvivl. Jeg har skrevet meget om angst, sorg og skam og opdaget, at skammen heles når den bliver delt og taget kærligt imod.

Jeg er den første årgang som professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikationen fra Diakonissestiftelsen. 

Det tog mig flere sygemeldinger og forskelllige jobs at finde min rette hylde. Nu føler jeg, at jeg er landet, hvor jeg skal. De sidste to år har jeg været ulønnet ansat i min kirke Fyns Valgmenighed, hvor jeg særligt er optaget af mødet med mennesker på kanten.

Jeg blev indviet diakon i oktober 2021 og kalder mig selv ‘gadediakon’. Jeg opsøger og møder mennesker, som kæmper med hjemløshed, misbrug og sociale problemer, og ser nærvær som min vigtigste opgave! Mødet med mennesker dér strækker mig og udvider mit hjerte mere end noget andet!

Jeg er optaget af, hvad fællesskab og kærlighed kan gøre, ikke bare for mennesker på kanten, men for alle.

Jeg er sårbarhedsaktivist, og ønsker skabe åndehuller, hvor det er muligt at ånde frit.

For nogle år siden skrev en kvinde til mig, at hun havde fundet min blog og for første gang i sit liv ikke følte sig forkert. Sådanne ord er min stærkeste drivkraft til at dele: at formidle, at ingen af os virkeligt er alene – og at Gud er dér midt i det hele!

(Og hvis du kender nogen som kunne have glæde af at læse med, så del endelig videre..)

Den her december har været hård.
Min mormor er syg og vi har været samlet hos hende på sygehuset og nu derhjemme. Det er godt at være tæt på hende og på hinanden, selvom det er hårdt.

I december har jeg erfaret:

At blive båret af omsorg og trofasthed fra kærlige mennesker omkring mig

At ‘nu’ er vigtigere end i morgen

At Gud er der, også selvom jeg ikke orker at bede

At livet er det hele. Afmagt, glæde, sorg, fred, håb.

At skaberværket og skønheden er en gave, der giver mig lys i mørke.

Du er…

Jeg kan stadig huske ordene. Som barn og som ung (og nogle få gange som voksen) har andre mennesker givet udtryk for, hvordan de ser mig.

Som barn hørte jeg ofte, ‘at du er meget stille’. Jeg husker også en lærer, der kiggede på mig og sagde, at jeg skulle smile noget mere.

Eller at jeg tænkte for meget over tingene. En arbejdsgiver (da jeg forlod et praktikforløb) sagde, at jeg skulle få mere hår på brystet.

Sætninger jeg stadig kan høre for mig.. og blikket. Følelsen af at være vurderet og fundet for let..

Måske har det været sagt med en intention om at kalde noget frem – at opmuntre til at blive mere fri. Men for mig – og sådan tror jeg det er for de fleste – har sådanne ord ikke haft nogen fremmende effekt. Tværtimod. Det efterlader så nemt følelsen af, at ikke at være god nok.

For følsom. For sårbar. For stille.

I mange år var det mærkater, jeg havde på mig. Jeg har oplevet, at andre har sat mærkaterne på mig. Og jeg har ladet dem sidde.

Jeg smiler. For ordene har ingen vægt mere.

Jo, jeg er følsom. Sårbar. Nogle gange stille. Men det er gaver, jeg har fået.

Er det ikke interessant? At det der, i andres øjne, åbenbart var en kilde til undren, er blevet min stærkeste force?

Har du oplevet det samme? At det, du troede var din hæmsko, er blevet dit stærkeste kort?

FØLSOM, er det at være sådan en, der føler meget, græder let, er nem at ryste ud af kurs? En der tager tingene for nært, og lader sig overmande af sine følelser.

Jeg har brugt mange år på at få et mere balanceret forhold til mine følelser, men jeg bliver samtidig mere og mere glad for følsomhedens gave.

Evnen til i høj grad at kunne mærke andre mennesker. Ikke bare lytte til, hvad der bliver sagt, men også til i høj grad at kunne fornemme, hvad der sker ovre i den anden. Det indebærer en høj grad af empati og evne til at kunne læse de små træk i ansigtet, bevægelserne, kropssproget, det ordløse. Gaven kan være med til at give andre en oplevelse af at blive forstået, set og spejlet.

Jeg er dybt taknemmeligheden for følsomhedens gave og de ekstra antenner, det giver mig i mødet med andre.

SÅRBAR. Ordet bærer det i sig: at tage en risiko – hvor man kan ende med at blive såret. Er sårbarhed svaghed? Er målet at kunne undgå at blive såret eller at gemme sine sår og bløde punkter væk?

Sårbarheden som en gave er evnen til at være ‘med det, der er’. Ikke at behøve at opbygge en hård facade, men at være i kontakt med livets facetter. Skyggerne og lyset. At gribe og mærke livet.

Sårbarheden er blevet en stor gave i mit liv – især der, hvor jeg gennem min egen sårbarhed, kan være med til at sætte andre fri til at mærke det, de mærker og føler.

At være i kontakt med sin egen sårbarhed er en styrke. At turde være sårbar giver grobund for at kunne vandre med i andres livslandskab. Da jeg mistede min far, var jeg i kontakt med dybe følelser af afmagt, nu kan jeg følges med andre i samme situation.

STILLE “Du er godt nok stille.”

Tænk, hvis ordene i stedet var blevet sagt med følsomhed og nysgerrighed – gad vide, hvad du tænker på? – gad vide, hvad der foregår inde i dig?

At være stille er også evnen til at observere. At holde sig tilbage for den anden. Giv den anden plads. At stille spørgsmål i stedet for at komme med svar. At turde være i pausen og mellemrummet. At minimere støj og elske det usagte. Jeg er taknemmelig for den gave.

Jeg vil også medgive, at stilheden for mig nogle gange har været et udtryk for en tilbagetrækning. At holde sig tilbage.

Men det er ikke nødvendigt længere. At trække mig tilbage.

For nu tør jeg bruge følsomhedens og sårbarhedens gave.

Hvad er din stærkeste gave?