Alt mellem himmel og mark

Levende og træt.

I dag skal jeg sidde i min sofa og hvile mig. De sidste 3 dage har jeg været på gaden i nogle timer.
“Hvornår føler du dig mest levende?” spørger Helene Lindberg mig i podcasten ‘Ærlig proces’. Jeg svarer hende:

“Jeg føler mig mest levende, når jeg bruger mig selv. Når jeg kan mærke, at jeg påvirker en samtale eller situation, at jeg får skabt et nærvær eller jeg er i en samtale, hvor jeg kan mærke, at der er noget på spil.. ‘gad vide, hvad det er?’ Jeg vil gerne vide mere om det og får åbnet den dør, og få spurgt ind til det, og jeg kan mærke, at det vækker noget i det menneske, jeg taler med.”

Jeg kan mærke, at jeg lever, når jeg får lov at sætte aftryk og være skabende. Både gennem det at skrive og ikke mindst i relationer, hvor jeg opdager, at jeg med med min tilstedeværelse kan frembringe et smil i et ansigt, kan sige ord, der får skuldre til at falde ned eller skabe rum for tillid. Det er der jeg føler mig mest levende. Hvornår føler du dig allermest levende?

Det er også når jeg bruger mig selv, at jeg bruger meget energi. I går var jeg flad, da jeg kom hjem, efter at have brugt mig selv til at støtte en person, der stod i en svær og ubehagelig situation. Min krop og mine sanser var på arbejde. Jeg følte selv smerten og uroen og det krævede, at jeg fandt både nærvær og styrke frem. Det er livgivende og samtidig krævende at være ved siden af et menneske, der næsten ikke kan være i sig selv. Da forsøger jeg i min kropsholdning og med min stemme at signalere: “Jeg er her. Du er helt okay”.

Da jeg kom hjem i går var jeg træt efter at have brugt mig selv. Da min mand vækkede mig i morges, sagde jeg flere gange: “Væk mig om en halv time.”

Derfor sidder jeg i min sofa i dag. Lader op. Skriver. Taler i telefon. Skriver lidt mere. Spiser noget dejlig nærende frokost. Lytter til sangen “Cornestone”, hvor teksten lyder: “Weak made strong in the Savior’s love. Through the storm. He is Lord, Lord of all.”

Jeg føler mig levende. Og træt.

Du kan lytte til min samtale med Helene i podcasten ‘Ærlig proces’ herunder eller i din podcast-app: https://podcasts.apple.com/…/18-kamilla…/id1614419030…

Eller til episoden, hvor Helene reflekterer over vores samtale:

“Efter samtalen med Kamilla Jakobsen sidder Birgitte og Helene ved stranden og reflekterer over at finde sin plads, at der plads til os alle og lidt om fugle.”

https://podcasts.apple.com/…/19…/id1614419030…

Tro og spiritualitet

Må Gud velsigne dig

Må Gud velsigne dig med ubehag over lette svar, halve sandheder og overfladiske relationer, så du kan leve dybt i dit hjerte.

Må Gud velsigne dig med vrede over uretfærdighed, undertrykkelse og udnyttelse af mennesker, så du må arbejde for retfærdighed, frihed og fred.

Må Gud velsigne dig med tårer for dem, der lider under smerte, afvisning, sult og krig, så du kan række dine hænder ud med trøst til dem og vende deres smerte til glæde.

Og må Gud velsigne dig med nok tåbelighed til at tro, at du kan gøre en forskel i denne verden, så du kan gøre det, som andre påstår, ikke kan lade sig gøre.

Amen

(Marlene Foxs’ firfoldige velsignelse 1985)

Alt mellem himmel og mark

Jeg må erkende, at jeg ikke kan lyse mørket op

Mødet med mennesker, der kæmper med misbrug, hjemløshed, fysiske og psykiske sygdomme kan virke som at møde et massivt mørke.

Hvordan står man ved siden af mennesker, der er i mørke, uden selv at fare vild eller brænde ud?
Tænk hvis mit lille lys kunne tænde et bål af håb i et andet menneskes liv, tænker jeg og ser, at flammen er så svag.. og nu er den gået ud igen..

Jeg må erkende, at jeg ikke kan lyse mørket op.

Jeg kan bringe lidt lys, men det er Jesus, der er Lyset.
Jeg kan følge et stykke på vejen, men det er Jesus, der er Vejen.
Jeg kan give mad, men det er Jesus, der er Livets brød.

Bønner

Indånder din kærlighed

Godmorgen. Jeg er på vej ud i dagen og forsøger altid at begynde min dag med en bøn. En bøn, hvor jeg overgiver dagen til Gud og takker ham, for den Han er, og det jeg ikke behøver at bære.

Tak for en morgen, hvor du kommer mig i møde. Hvor jeg indånder mit liv i dig.
Jeg går ud i dagen i tillid til din kærlighed. Til den Du er. Al skønhed, godhed, fred kommer fra dig. Lad mig se mere!
Giv mig mod og styrke til at gribe dagen, at gå i tillid til de gode gerninger, du har forberedt, jeg kan vandre i.
Hjælp mig til at give slip på det, jeg ikke skal bære.
Jeg ønsker at gå i dit fodspor og se alting med dit blik.
Jeg går ud i dagen og indånder din kærlighed skridt for skridt.

Gaden

Gadens rum

Byens rum får nye dimensioner, når en flisekant bruges som vores fælles dagligstue.
Her kan vi sidde længe. Tale om stort og småt. Om det, der gik i stykker og det, der gør så ondt. Om drømme, der stadig lever og håb om nye spor.
Lige her på kanten kan vi for en stund være hinandens hjem.

Alt mellem himmel og mark, Gaden

Aldrig alene

I går sad jeg hos en mand på en metrostation. Han var påvirket, uden sko, bestjålet, forvirret, frysende, sulten. Jeg var der sammen med en forbipasserende læge, der ringede 112.

Til sidst sad jeg der med ham alene. Han fortalte mig – helt af sig selv – om dengang han var ansat i en kirke og var begyndt at drikke og blev fyret.

Jeg spurgte om han stadig troede på Gud, og han svarede:

“Ja selvfølgelig! Han slipper mig ikke.
Gud har været med mig hele vejen, men jeg har sagt til ham, at jeg ikke orker at gå mere. Og om han vil tage mig hjem”.

Og så fik han tårer i øjnene.

Han lå ned imens han talte… midt på en metrostation. Indeni tænkte jeg, hvordan kan han dog bevare sin tro?

“Jeg er ensom, men ikke alene”.
Sagde han.

“Du er aldrig alene. Må Gud velsigne dig” sagde jeg.
“Ja” istemmede han.

Lidt efter kom ambulancefolkene. Og han gik afsted på sine strømpesokker. Ensom, men aldrig alene.

Alt mellem himmel og mark

Jeg beder jeg vælge fredens vej

Moder Teresa skrev i 1991 et brev til Georg Bush og Sadam Hussein. Et brev med en opfordring og bøn om ikke at gå i krig. Jeg genlæste brevet i morges. Det er desværre endnu engang alt for aktuelt. Må hendes ord vække genklang og må de også trøste os og minde os om, at vi er skabt til fred og kærlighed.

“Kære præsident George Bush og præsident Sadam Hussein.

Jeg kommer til jer med tårer i øjnene og Guds kærlighed i mit hjerte for at bønfalde jer på vegne af de fattige og dem, der vil blive fattige, hvis den krig, som vi alle frygter og gruer for, bliver til virkelighed. Jeg bønfalder jer af hele mit hjerte om at arbejde for Guds fred og om at lade jer forsone med hinanden.

I har begge jeres sag at kæmpe for og jeres folk at tage jer af, men lyt venligst først til Ham, som kom til verden for at lære os fred. I har magten og styrken til at ødelægge Guds nærvær og billede, hans mænd, hans kvinder og hans børn. Lyt dog til Guds vilje. Gud har skabt os til at blive elsket med hans kærlighed og ikke til at blive knust af vores had.

På kort sigt bliver der måske vindere og tabere i denne krig, som vi alle frygter, men det kan aldrig og vil aldrig retfærdiggøre den lidelse, smerte og tab af menneskeliv, som jeres våben vil forårsage.

Jeg kommer til jer i Guds navn, den Gud, som vi alle elsker og har til fælles, for at bede for uskyldige, vores fattige i verden og dem, der vil blive fattige på grund af krigen. Det er dem, der vil komme til at lide mest, fordi de ikke har nogen flugtvej. Jeg falder på knæ og beder inderligt på deres vegne. De kommer til at lide og når de gør det, vil vi være skyldige i ikke at have gjort alt, hvad der stod i vores magt, for at beskytte og elske dem. Jeg bønfalder jer for dem, der vil blive forældreløse, enker og alene, fordi deres forældre, ægtemænd, brødre og børn er blevet slået ihjel. Jeg beder jer inderligt om at redde dem. Jeg beder for dem, der vil ende som krøblinge og vansirede. Det er Guds børn. Jeg beder for dem, der kommer til at stå uden tag over hovedet, uden mad og uden kærlighed. Tænk på dem som jeres egne børn. Til sidst beder jeg på vegne af dem, der vil få det mest dyrebare, som Gud kan give os, nemlig selve livet, taget fra sig. Jeg beder jer om at frelse vores brødre og søstre, jeres og vores, for de er givet os af Gud til at elske og ære. Det er ikke meningen, at vi skal ødelægge det, Gud har givet os. Lad og jeres sind og vilje blive Guds sind og vilje. I har magt til at bringe krigen ind i verden eller til at stifte fred.

JEG BEDER JER VÆLGE FREDENS VEJ.

Jeg, mine søstre og vores fattige beder så inderligt for jer. Hele verden beder om, at I vil åbne jeres hjerter i kærlighed til Gud. I vil måske vinde krigen, men hvad vil omkostningerne blive for folk, som bliver knust eller mister liv og førlighed?

Jeg appellerer til jer – til jeres kærlighed, jeres kærlighed til Gud og medmennesket. I Guds navn og i de menneskers navn, som I vil gøre fattige, knus ikke livet og freden. Lad kærligheden og freden triumfere, og lad jeres navne blive husket for det gode, I har gjort: den glæde, I har spredt, og den kærlighed, I har delt ud af.

Bed for mig og mine søstre, når vi prøver at elske og tjene de fattige, for de tilhører Gud og er elsket i hans øjne, ligesom vi og vores fattige beder for jer. Vi beder om, at I vil elske og nære det, som Gud så kærligt har betroet i jeres hænder.

Må Gud velsigne jer nu og altid.

Gud velsigne jer.

M. Teresa, M.C”

(Fra bogen “Kom og vær mit lys”, s. 298)

Alt mellem himmel og mark

Den, der hviler

“Hvilen er ikke bare noget der begrænser sig til en tilbagetrækning. Den er ikke blot et mellemrum mellem vigtige opgaver, den er ikke en guddommelig eftertanke. Den er skabt – har plads i skabelsen, som den 7. Dag – og er en del af den opgave, det er at være menneske. Derfor kan man sige, at den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt.” skriver Tomas Sjödin i bogen “Det sker når du hviler”.

‘Den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt’ har været en rettesnor for mig den seneste tid.

Jeg har været tvunget til at hvile, mere end jeg plejer. Mærke begrænsningerne. Det har været frustrerende, at min energi er lav. Men det har også givet en anledning til at stoppe op og spørge mig selv: Hvem er jeg, når jeg ikke yder eller gør? Kan jeg hvile i at være mig uden at skulle gøre noget bestemt?

Jeg har ikke givet hvilen den ære og plads, som den er værd. At den ikke bare skal have den plads, der er til overs, men skal prioriteres og vælges til.

Jeg øver mig stadig i at hvile og dermed tage min livsopgave alvorligt.

Tro og spiritualitet

Tak

Min mormor sov ind 7. januar 2022. Vi fik en smuk afsked som jeg er dybt taknemmelig for.
Hun vidste, hvor hun hører til. Hos Gud. Næsten til det sidste kunne hun recitere de salmer, vi lyttede til, og som har formet hendes liv.
Forleden dag fandt vi en bog i hendes reol med hendes egne understregninger og hendes skrevne “tak” ved siden af disse ord:

“Af jord er du dannet
til jord bliver din krop igen.
Af Gud er du født
Guds barn skal du forevigt være.”

Hun er kommet godt hjem ❤️

Alt mellem himmel og mark

Livsvidner

Jeg sidder i køkkenet hos min mormor. På væggen hænger fotos af min bror og mig som børn.

At billederne hænger der, og har hængt der, så længe jeg kan huske, minder mig om betydningen af livsvidner. Mennesker der følger os. Er vidne til vores liv gennem sorg og glæde. Min mormor har været mit livsvidne hele mit liv.

Nogle gange er livsvidner også selvvalgt familie og venner.

Da min far døde mødte min veninde op til bisættelsen. Hun var kørt hele vejen fra København til Sønderjylland for at være med. Hun så min sorg og sørgede med mig. Jeg er hende evigt taknemmelig.

Da en anden venindes far døde i sommer, vidste jeg, at jeg måtte gøre det samme. Være vidne. Leve med i hendes sorg.

En dag skal billederne ned af væggen hos min mormor. Vi tror ikke, der går så længe.

“Det er en hård tid, Kamilla” sagde en nær ven til mig fornyelig.

Det rørte mig dybt. Jeg følte mig set.
For nogle gange er et livsvidne netop en, der tillader sig selv at stoppe op midt i sit eget og sige, hvad han ser, og som vælger at gå med et stykke af vejen.

Alt mellem himmel og mark

Tak fordi du læser med! Hvem er jeg?

I dag rundede jeg 800 likes på facebook. Faktisk er det oftest der jeg udgiver indlæg i første omgang og dernæst havner de her på bloggen. 

Jeg vil gerne sige TAK, fordi du læser med og introducere mig selv til nye!

Jeg hedder Kamilla Maria Jakobsen, og har skrevet på bloggen siden 2014.  

Jeg er skaberværksforkæmper, foodie, kirkegænger, bruger str. 37 i sko og bliver 33 år lige om lidt. Jeg er et kreativt rodehoved og har 29.443 fotos i iCloud fra de seneste år.

Jeg startede bloggen I 2014 sammen med en veninde, det var hende, der fandt på det geniale navn: På Herrens Mark. I dag er det kun mig på tastaturet.

Jeg har skrevet stort set altid, også før jeg kunne stave, dengang bad jeg min mor skrive for mig.

Jeg kan stadig ikke sætte kommaer, så min mand gennem snart 12 år læser alle tekster igennem og deler rundhåndet ud af kommaerne.

Nogle gange får han tårer i øjenene, når han læser mine tekster, fordi han derigennem får en indsigt i mig, som jeg måske ikke kan sige ligeså klart, som jeg kan skrive den.

Jeg skriver om det, der optager mig.

Jeg skriver om min tro på Gud, om mine tanker og tvivl. Jeg har skrevet meget om angst, sorg og skam og opdaget, at skammen heles når den bliver delt og taget kærligt imod.

Jeg er den første årgang som professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikationen fra Diakonissestiftelsen. 

Det tog mig flere sygemeldinger og forskelllige jobs at finde min rette hylde. Nu føler jeg, at jeg er landet, hvor jeg skal. De sidste to år har jeg været ulønnet ansat i min kirke Fyns Valgmenighed, hvor jeg særligt er optaget af mødet med mennesker på kanten.

Jeg blev indviet diakon i oktober 2021 og kalder mig selv ‘gadediakon’. Jeg opsøger og møder mennesker, som kæmper med hjemløshed, misbrug og sociale problemer, og ser nærvær som min vigtigste opgave! Mødet med mennesker dér strækker mig og udvider mit hjerte mere end noget andet!

Jeg er optaget af, hvad fællesskab og kærlighed kan gøre, ikke bare for mennesker på kanten, men for alle.

Jeg er sårbarhedsaktivist, og ønsker skabe åndehuller, hvor det er muligt at ånde frit.

For nogle år siden skrev en kvinde til mig, at hun havde fundet min blog og for første gang i sit liv ikke følte sig forkert. Sådanne ord er min stærkeste drivkraft til at dele: at formidle, at ingen af os virkeligt er alene – og at Gud er dér midt i det hele!

(Og hvis du kender nogen som kunne have glæde af at læse med, så del endelig videre..)

Alt mellem himmel og mark

Denne december

Den her december har været hård.
Min mormor er syg og vi har været samlet hos hende på sygehuset og nu derhjemme. Det er godt at være tæt på hende og på hinanden, selvom det er hårdt.

I december har jeg erfaret:

At blive båret af omsorg og trofasthed fra kærlige mennesker omkring mig

At ‘nu’ er vigtigere end i morgen

At Gud er der, også selvom jeg ikke orker at bede

At livet er det hele. Afmagt, glæde, sorg, fred, håb.

At skaberværket og skønheden er en gave, der giver mig lys i mørke.