I dag læste jeg en artikel om berøring med overskriften “Rør ved mig og jeg lever”.
Jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg har mærket det selv og mærket, hvordan min berøring kan gøre andre ‘levende’.
Jeg drømte forleden, at jeg fik et kram af en kvinde, jeg holder meget af. Et trygt, kærligt kram med omsorg og nærvær. Jeg fortalte hende det og fik et stort kram sidst vi sås, selvom det næsten føltes forbudt.. men vi sygner hen, hvis vi ikke bliver rørt ved.
Jeg har opdaget, at man godt kan kramme med øjnene, ved at holde øjenkontakten lidt længere og mærke varmen indeni. Ved brug af mundbind skal man smile ekstra med øjnene, for at det kan ses og mærkes.
Coronatiden minder mig om, at det er nærværet med andre, der gør mig allermest levende, og nu hvor vi er begrænsede, må vi finde nye måder at vise hinanden nærvær. Og kramme med øjnene.
Det var værd at vente på. Blomsterne står nu fint i marken. Varmen har gjort sit. Jeg har især glædet mig over, at min dahlia med navnet ‘Café au lait’ har vist sig. Den rosa gigantiske dahlia, der har så mange lag, at jeg forestiller mig, at man kunne fare vild derinde, hvis man var en larvetype.
Ih, sikke en skønhed. Det er også den, der bryder coveret her på På Herrens Mark. Jeg håber, at de næste blomster kommer til at blive ligeså fine, så jeg kan hoppe i et par gummistøvler igen og skyde nye fotos.
Denne dag vil jeg dedikere til, at få styr på det forsømte. Nogle små og store ting jeg har udskudt længe. Mere eller mindre vigtige ting som at opdage, hvad der ligger nederst i vasketøjskurven og særligt vigtige ting som at ringe op til en ven, jeg ikke har talt med længe.
Fordi livet er det hele, det store og det små, og midt i det hele tror jeg Gud er at finde. Guds rige er midt i blandt os. Derfor beder jeg i dag, for dig der læser dette:
Må du uanset, hvad din dag bringer vide, at du ikke er alene. Må du erfare, at der strømmer en kærlighed til dig, fra et hjerte som altid banker for dig.
Må du uanset, hvad du tænker på, vide at der var en, der tænkte på dig først.
Må du gå ud i din dag med kærlighed, livsmod og håb,
og må du altid hente din styrke hos Ham.
Hvad ville du skrive, hvis du kunne sende Gud en sms i dag?
Jeg tror, at jeg ville skrive:
Kære Gud, far.
Jeg skriver til dig i dag, fordi jeg seriøst ikke kan overskue alt det et menneskeliv kan indebære af tunghed og mørke.
Jeg kan ikke bære det alene og pt. ikke se en vej i den situation, jeg tænker på. Du kender den til fulde og endda bedre end jeg gør, det gør mig lidt tryg at tænke på. Du har sagt, at du vil bære alt, så jeg har samlet det hele og håber du vil holde det for en stund eller for altid, for jeg magter ikke at slæbe det mere.
Jeg har ikke andre steder at gå hen, så derfor skriver jeg i håb om, at du kan hjælpe ligesom du har gjort så mange gange før. Jeg håber på dig og glæder mig til at høre fra dig. Jeg ved, at du er den, der kan vende sorg til dans og mørke til lys! Jeg er spændt på, hvad du vil gøre og jeg stoler på, at du vil hjælpe mig igen.
I forventning
Dit barn
Jesus er for mig blevet den, ‘der leder efter mig’. Han leder efter mig, indtil han har fundet mig, for at overbevise mig om hans kærlighed og godhed, og det liv han har til mig, når jeg ikke vandrer alene, men siger ja til, at Han må gå sammen med mig på min livsvandring.
Ud af min erfaring af at blive ‘fundet’ og ‘finde hjem’, vokser også en længsel efter at andre må få den erfaring, et brændende ønske om, at intet menneske må føle sig alene i verden, men at Jesus må flytte ind i hjertet og fylde tomheden og ensomheden ud.
For nogle uger siden var jeg i København, jeg havde 3 dage og ‘fik’ en oplevelse af, at jeg ikke skulle lave planer om torsdagen. Denne torsdag tog jeg til Halmtorvet på Vesterbro, og imens jeg gik rundt på Vesterbro, sagde jeg til Gud:
“Jeg håber, at jeg møder Danny. Hvis du ønsker, at jeg skal møde ham, så stoler jeg på, at det sker og med din timing”.
Danny er en ung hjemløs, han er misbruger og har oplevet frygtelige svigt i sit liv. Jeg har set en dokumentar om ham og læst hans historie.
Jeg kan altid mærke en særlig berørthed, når jeg bevæger mig i området omkring Istedgade, der nok er Danmarks hårdeste misbrugsmiljø. For nogle år siden var jeg i praktik i Mariatjenesten i Istedgade, hvor jeg fik lov at komme tæt på nogle af disse mennesker, der bor eller holder til i området.
Jeg havde lyst til at møde Danny, for at fortælle ham, at hans historie har rørt mig, og at jeg har tænkt på ham mange gange siden.
Jeg gik rundt og ‘ledte efter ham’ i omkring 2 timer. Det føltes en smule mærkeligt, men der var noget, der drev mig. Jeg var i tvivl, om det var mit eget behov eller en fornemmelse Gud havde givet mig, men jeg fortsatte.
Da jeg besluttede at gå hjem, satte jeg mig et øjeblik ned i skyggen, fordi det var så varmt, og jeg fik øje på en kvinde på den anden side af Vesterbrogade. Hun stod med ryggen til, men jeg synes hun lignede den kvinde, der i dokumentaren præsenteres som Dannys veninde Due.
Jeg gik hen til hende og spurgte forsigtigt: “Er du Dannys veninde?” og hun svarede ja.
Jeg fortalte hende, at det måske lød skørt, men at jeg havde håbet, at jeg ville møde Danny, fordi hans historie havde rørt mig.
Jeg købte en is til os, og vi fulgtes et stykke. Jeg fortalte hende, at jeg især var blevet rørt af Dannys ord om, at han ønsker sig en ven, bare én ven, der ikke tager stoffer. Og vi fik en snak om det at være misbruger og hvor svært det kan være at bibeholde venskaber, når man kæmper med misbrug.
Jeg sagde til hende, at hun gerne måtte hilse ham fra mig, og hun svarede, at hvis jeg ville, var jeg velkommen til at skrive en hilsen til ham. I min taske fandt jeg en notesbog fra en af mine allerkæreste venner, der er hjemløs, og det føltes som en bekræftende og kærlig hilsen fra ham.
Jeg hev en side ud og skrev en hilsen til Danny og Due smilede, sagde tak for isen og tog hilsenen med.
Jeg smilede også. Jeg grinede faktisk. Fordi jeg endnu engang fik lov at opleve, at Gud er god, at jeg kan øve mig i at lytte til hans stemme og tage skridt i tro, når han kalder.
Og fordi jeg har mødt Guds godhed og kærlighed, så er den vokset i mig og blevet så stor, at jeg er nødt til at dele ud.
Fordi Jesus ønsker, at alle mennesker må blive fundet og elsket.
Jeg er netop nu i gang med at læse bogen “Kom og vær mit lys” der handler om Mother Teresa. Her faldt jeg over et citat, der virkelig rørte mig og som jeg er nødt til at grunde over, lade synke ind og lade leve videre i mig.
“Jesus ønsker, at jeg skal sige til jer igen… hvor stor en kærlighed han har til hver af jer – langt udover, hvad I kan forestille jer.. Ikke alene elsker han jer, nej, meget mere – han længes efter jer. Han savner jer, når I ikke kommer ham nær. Han tørster efter jer. Han elsker jer altid, selv når I ikke føler jer værdige… [..] Hvorfor siger Jesus: “Jeg tørster”? Hvad betyder det? Noget så svært at forklare med ord – … “Jeg tørster” er langt dybere, end at Jesus blot siger: “Jeg elsker dig”. Før du ved dybt inde i hjertet, at Jesus tørster efter dig, kan du ikke begynde at forstå, hvem han ønsker at være for dig. Eller hvem han ønsker, at du skal være for ham.”
– Mother Teresa
Jeg har oplevet denne kærlighed, at Jesus elsker mig, som det menneske jeg er. Alligevel så føles det fremmed, som om, at mit hjerte tror, at jeg hele tiden skal præstere for at være god nok til at blive elsket, ja, ikke bare elsket, men at han tørster efter mig…
Forventingens glæde.
Sidste år gik det så godt med skærehaven. Det var første gang jeg forsøgte mig med det. I år har jeg nydt at forspire, plante og vande. Det er en helt anden glædelig oplevelse, når jeg kan tænke tilbage på sidste års enorme høst. Sidste år var jeg bekymret, bekymret for, at jeg gjorde noget forkert og for at det ville blive et dårligt resultat, og at spirerne ikke ville klare det. Jeg kan huske det, jeg var oprigtigt bekymret for, hvordan det ville gå og om jeg gjorde noget forkert. “Det perfekte er det godes værste fjende.” I år kan jeg genkende næsten alle spirerne fra de mindste stadier og jeg har lært, at selvom de kryber hen ad jorden og ser mærkelige ud, så klarer de sig nok og vokser sig store og stærke.
Jeg glæder mig. Sidste år var der så mange blomster, at jeg købte masser af vaser i Kirkens Korshær og donerede en masse buketter til byens plejehjem, det håber jeg også, at jeg kan gøre i år. Man kan forberede meget, men i sidste ende afhænger det hele af vejret. Af sol og regn, og helst ingen pludselig hagl. Når jeg står og roder i jorden kan jeg slappe af, velvidende at jeg har gjort, hvad jeg kunne og dvæle ved forventningens glæde.
Gud vi kommer til dig i dag, med knuste drømme, håbefulde fornemmelser og med tak.
Vi kommer med det hele, det grimme, det skønne, det mislykkede.
Vi kommer til dig og beder dig tage det fra os som vi ikke længere skal bære selv.
Vi beder:
gå ind i de tomme rum, flyt ind med din evige fred,
tag det fra os vi ikke skal bære,
skab håb i det, der er gået i stykker
og giv os nyt håb!
Jeg ville gerne sige noget eftertænksomt om langfredag, men jeg har ikke så mange ord. I dag mærker jeg mest bare vemodet over mørket, døden og lidelsen. Den lidelse jeg ser i mit eget liv og i min næstes blik. I dag låner jeg ord om langfredag, ord der sender lysstråler ind i mit tusmørke: “Der er en, der ser, at vi er forladt og alene. God langfredag derude. Og husk: Langfredag er i kristendommen Gud, der møder os i lidelsen og samtidig en sejr over alt mørket.”
Det bliver en anderledes påske i år, ingen udsigt til påskefrokoster, familiehygge eller gudstjenester, der ellers plejer at være en fast bestanddel af påsken. I morges blev jeg nok for første gang rigtigt ramt af isolations-kuller og stor ærgrelse. Men sådan er det jo, og vi er alle i samme båd. Ville bare et kort øjeblik ønske, jeg var i en båd sammen med en masse andre. Efter at have dvælet nok ved det triste, besluttede jeg mig for at lave en lille taknemmelighedsøvelse for at minde mig selv, om de ting jeg har at være taknemmelig for. Det var slet ikke svært.
Lige nu er jeg taknemmelig for:
Vand. At vi har vand igen. I et par timer i dag, havde vi ikke vand i vandhanen, og jeg var ved at blive van(d)vittig (tøhø). Jeg går ikke normalt rundt og er taknemmelig for at have rent vand i hanen, men det blev jeg opmærksom på at være.. så tak! Og tak til den håndværker der hurtigt fik løst problemet. David serverede ham en kop kaffe og det gjorde ham glad. Nu er der vand igen, og elektrikeren blev glad for kaffen.
Passion. Jeg elsker den følelse. Har den nu. En kriblende, krablende, spirende følelse af drivkraft, nysgerrighed og lyst til at udrette noget. Store og små ting. Gøre andre glade. Tale med mennesker og give af mig selv og få tifold igen.
Mit hjem. Vi drømmer om at bygge et hus en dag, men lykkeligvis kan vi ikke forestille os at bo et skønnere sted, end vi gør nu. Tæt på skoven, naturen, i et hjem med plankegulve, pastelgule fliser i køkkenet og gråmalede dørkarme. Huset er fra 1846. Her er historie, sjæl og varme. Og tilmed virkelig billigt at bo. Det gør mig så glad. Ja, her er lidt fodkoldt om vinteren, men det klares med uldne hjemmesko. Forleden dag hængte vi en ekstra lampe op i køkkenet, og har nu fået den dejligste krog derude.
Digitalt liv. Siden arto, jubii-chat, msn og sidenhen facebook har jeg altid levet en stor del af mit liv digitalt. Jeg har i årevis chattet dagligt med venner og i høj grad sat pris på de digitale muligheder. I de her tider er meget rykket ind i den digitale dagligstue, og jeg er så taknemmelig for, at det kan lade sig gøre, fx. bliver det stadig muligt for mig at deltage i gudstjenester i påsken og du er også inviteret.
Jeg er også taknemmelig for. Solen der skinner. At opdage det store i det små, jeg tror virkeligt på, at Gud har sat sit fingeraftryk og sender en hilsen igennem alt det skønne og smukke. Jeg har lige sået frø, og jeg glæder mig til at se frøene spire. Det er vildt, hvad et lille frø kan blive til.
Jeg kunne fortsætte listen. Der er meget, jeg ikke har nævnt, mange jeg ikke har nævnt. Jeg er fyldt af taknemmelighed og mærker at mismodet er listet af.
Hvad er du taknemmelig for?
Kærligst,
Kamilla
Margareta siger det så enkelt, så sandt.
Jeg vil tage ordene med mig i dag. Møde verden med styrke og med ømhed. Med hårdhed der ikke splintres så let og et hjerte fuldt af ømhed.
“Så gør din pande
hård som sten.
Ja, gør dit ansigt
hårdt som sten
i denne hårde verden.
Men bevar dit hjerte,
ganske nær ved Guds,
sårbart og følsomt
som hans
fuldt af ømhed og barmhjertighed.”
– Margareta Melin fra bogen Vær den du er
Gud, jeg kan se dit hjerte i alt du har skabt.
Jeg kan se dit fingeraftryk i et blik, i en blomst, i et smil.
Når jeg ser godt efter, så er Du der og viser mig din kærlighed.
Du er liv, du er lys, du er håb.
Jeg ser dit lys skinne i mørket, ser at det trænger sin vej ind i det, der er ødelagt og jeg ser nyt liv spire frem.
Jeg mærker din sol varme mig og give kraft på ny.
Jeg ser dit hjerte i alt du har skabt og det vækker min længsel efter at opdage mere. Opdage den iboende kærlighed i alt du har skabt, lytte til den historie du har skrevet ind i et et blik, i en blomst, i et smil.
Jeg tror, du har skrevet: Jeg elsker dig og forlader dig aldrig.
Hvad læser du Gud har skrevet i en blomst, i et smil, i et blik?
I denne tid mødes jeg næsten dagligt med en lille gruppe mennesker til online morgenbøn. Vi læser et stykke fra Salmernes Bog, er stille sammen og deler, hvis der er noget særligt i teksten der rører os. At læse i Bibelen er en praksis jeg gerne vil have i mit liv, men som jeg ofte har fundet svær at fastholde.. dog oplever jeg, at det er så rart at være i et fællesskab med andre om det: Læse ordene sammen, lade dem blive spejl og samtalepartner i livet som det ser ud lige nu. Lade bibelens løfter og ord blive til åndelig føde, der giver håb og kraft. Og også med mulighed for sige, at der er noget som virker uforståeligt eller mærkeligt. Når vi har læst sammen så beder vi, indeni os selv eller højt. For hinanden, for mennesker vi kender, for sundhedspersonalet, for de syge, ældre, familier, børn, for regeringen, for vores by… (Denne udgave af Salmernes Bog er på nudansk og tilmed i en smuk smuk udgave.)