“Hvilen er ikke bare noget der begrænser sig til en tilbagetrækning. Den er ikke blot et mellemrum mellem vigtige opgaver, den er ikke en guddommelig eftertanke. Den er skabt – har plads i skabelsen, som den 7. Dag – og er en del af den opgave, det er at være menneske. Derfor kan man sige, at den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt.” skriver Tomas Sjödin i bogen “Det sker når du hviler”.

‘Den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt’ har været en rettesnor for mig den seneste tid.

Jeg har været tvunget til at hvile, mere end jeg plejer. Mærke begrænsningerne. Det har været frustrerende, at min energi er lav. Men det har også givet en anledning til at stoppe op og spørge mig selv: Hvem er jeg, når jeg ikke yder eller gør? Kan jeg hvile i at være mig uden at skulle gøre noget bestemt?

Jeg har ikke givet hvilen den ære og plads, som den er værd. At den ikke bare skal have den plads, der er til overs, men skal prioriteres og vælges til.

Jeg øver mig stadig i at hvile og dermed tage min livsopgave alvorligt.

Jeg sidder i køkkenet hos min mormor. På væggen hænger fotos af min bror og mig som børn.

At billederne hænger der, og har hængt der, så længe jeg kan huske, minder mig om betydningen af livsvidner. Mennesker der følger os. Er vidne til vores liv gennem sorg og glæde. Min mormor har været mit livsvidne hele mit liv.

Nogle gange er livsvidner også selvvalgt familie og venner.

Da min far døde mødte min veninde op til bisættelsen. Hun var kørt hele vejen fra København til Sønderjylland for at være med. Hun så min sorg og sørgede med mig. Jeg er hende evigt taknemmelig.

Da en anden venindes far døde i sommer, vidste jeg, at jeg måtte gøre det samme. Være vidne. Leve med i hendes sorg.

En dag skal billederne ned af væggen hos min mormor. Vi tror ikke, der går så længe.

“Det er en hård tid, Kamilla” sagde en nær ven til mig fornyelig.

Det rørte mig dybt. Jeg følte mig set.
For nogle gange er et livsvidne netop en, der tillader sig selv at stoppe op midt i sit eget og sige, hvad han ser, og som vælger at gå med et stykke af vejen.

I dag rundede jeg 800 likes på facebook. Faktisk er det oftest der jeg udgiver indlæg i første omgang og dernæst havner de her på bloggen. 

Jeg vil gerne sige TAK, fordi du læser med og introducere mig selv til nye!

Jeg hedder Kamilla Maria Jakobsen, og har skrevet på bloggen siden 2014.  

Jeg er skaberværksforkæmper, foodie, kirkegænger, bruger str. 37 i sko og bliver 33 år lige om lidt. Jeg er et kreativt rodehoved og har 29.443 fotos i iCloud fra de seneste år.

Jeg startede bloggen I 2014 sammen med en veninde, det var hende, der fandt på det geniale navn: På Herrens Mark. I dag er det kun mig på tastaturet.

Jeg har skrevet stort set altid, også før jeg kunne stave, dengang bad jeg min mor skrive for mig.

Jeg kan stadig ikke sætte kommaer, så min mand gennem snart 12 år læser alle tekster igennem og deler rundhåndet ud af kommaerne.

Nogle gange får han tårer i øjenene, når han læser mine tekster, fordi han derigennem får en indsigt i mig, som jeg måske ikke kan sige ligeså klart, som jeg kan skrive den.

Jeg skriver om det, der optager mig.

Jeg skriver om min tro på Gud, om mine tanker og tvivl. Jeg har skrevet meget om angst, sorg og skam og opdaget, at skammen heles når den bliver delt og taget kærligt imod.

Jeg er den første årgang som professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikationen fra Diakonissestiftelsen. 

Det tog mig flere sygemeldinger og forskelllige jobs at finde min rette hylde. Nu føler jeg, at jeg er landet, hvor jeg skal. De sidste to år har jeg været ulønnet ansat i min kirke Fyns Valgmenighed, hvor jeg særligt er optaget af mødet med mennesker på kanten.

Jeg blev indviet diakon i oktober 2021 og kalder mig selv ‘gadediakon’. Jeg opsøger og møder mennesker, som kæmper med hjemløshed, misbrug og sociale problemer, og ser nærvær som min vigtigste opgave! Mødet med mennesker dér strækker mig og udvider mit hjerte mere end noget andet!

Jeg er optaget af, hvad fællesskab og kærlighed kan gøre, ikke bare for mennesker på kanten, men for alle.

Jeg er sårbarhedsaktivist, og ønsker skabe åndehuller, hvor det er muligt at ånde frit.

For nogle år siden skrev en kvinde til mig, at hun havde fundet min blog og for første gang i sit liv ikke følte sig forkert. Sådanne ord er min stærkeste drivkraft til at dele: at formidle, at ingen af os virkeligt er alene – og at Gud er dér midt i det hele!

(Og hvis du kender nogen som kunne have glæde af at læse med, så del endelig videre..)

Den her december har været hård.
Min mormor er syg og vi har været samlet hos hende på sygehuset og nu derhjemme. Det er godt at være tæt på hende og på hinanden, selvom det er hårdt.

I december har jeg erfaret:

At blive båret af omsorg og trofasthed fra kærlige mennesker omkring mig

At ‘nu’ er vigtigere end i morgen

At Gud er der, også selvom jeg ikke orker at bede

At livet er det hele. Afmagt, glæde, sorg, fred, håb.

At skaberværket og skønheden er en gave, der giver mig lys i mørke.

Du er…

Jeg kan stadig huske ordene. Som barn og som ung (og nogle få gange som voksen) har andre mennesker givet udtryk for, hvordan de ser mig.

Som barn hørte jeg ofte, ‘at du er meget stille’. Jeg husker også en lærer, der kiggede på mig og sagde, at jeg skulle smile noget mere.

Eller at jeg tænkte for meget over tingene. En arbejdsgiver (da jeg forlod et praktikforløb) sagde, at jeg skulle få mere hår på brystet.

Sætninger jeg stadig kan høre for mig.. og blikket. Følelsen af at være vurderet og fundet for let..

Måske har det været sagt med en intention om at kalde noget frem – at opmuntre til at blive mere fri. Men for mig – og sådan tror jeg det er for de fleste – har sådanne ord ikke haft nogen fremmende effekt. Tværtimod. Det efterlader så nemt følelsen af, at ikke at være god nok.

For følsom. For sårbar. For stille.

I mange år var det mærkater, jeg havde på mig. Jeg har oplevet, at andre har sat mærkaterne på mig. Og jeg har ladet dem sidde.

Jeg smiler. For ordene har ingen vægt mere.

Jo, jeg er følsom. Sårbar. Nogle gange stille. Men det er gaver, jeg har fået.

Er det ikke interessant? At det der, i andres øjne, åbenbart var en kilde til undren, er blevet min stærkeste force?

Har du oplevet det samme? At det, du troede var din hæmsko, er blevet dit stærkeste kort?

FØLSOM, er det at være sådan en, der føler meget, græder let, er nem at ryste ud af kurs? En der tager tingene for nært, og lader sig overmande af sine følelser.

Jeg har brugt mange år på at få et mere balanceret forhold til mine følelser, men jeg bliver samtidig mere og mere glad for følsomhedens gave.

Evnen til i høj grad at kunne mærke andre mennesker. Ikke bare lytte til, hvad der bliver sagt, men også til i høj grad at kunne fornemme, hvad der sker ovre i den anden. Det indebærer en høj grad af empati og evne til at kunne læse de små træk i ansigtet, bevægelserne, kropssproget, det ordløse. Gaven kan være med til at give andre en oplevelse af at blive forstået, set og spejlet.

Jeg er dybt taknemmeligheden for følsomhedens gave og de ekstra antenner, det giver mig i mødet med andre.

SÅRBAR. Ordet bærer det i sig: at tage en risiko – hvor man kan ende med at blive såret. Er sårbarhed svaghed? Er målet at kunne undgå at blive såret eller at gemme sine sår og bløde punkter væk?

Sårbarheden som en gave er evnen til at være ‘med det, der er’. Ikke at behøve at opbygge en hård facade, men at være i kontakt med livets facetter. Skyggerne og lyset. At gribe og mærke livet.

Sårbarheden er blevet en stor gave i mit liv – især der, hvor jeg gennem min egen sårbarhed, kan være med til at sætte andre fri til at mærke det, de mærker og føler.

At være i kontakt med sin egen sårbarhed er en styrke. At turde være sårbar giver grobund for at kunne vandre med i andres livslandskab. Da jeg mistede min far, var jeg i kontakt med dybe følelser af afmagt, nu kan jeg følges med andre i samme situation.

STILLE “Du er godt nok stille.”

Tænk, hvis ordene i stedet var blevet sagt med følsomhed og nysgerrighed – gad vide, hvad du tænker på? – gad vide, hvad der foregår inde i dig?

At være stille er også evnen til at observere. At holde sig tilbage for den anden. Giv den anden plads. At stille spørgsmål i stedet for at komme med svar. At turde være i pausen og mellemrummet. At minimere støj og elske det usagte. Jeg er taknemmelig for den gave.

Jeg vil også medgive, at stilheden for mig nogle gange har været et udtryk for en tilbagetrækning. At holde sig tilbage.

Men det er ikke nødvendigt længere. At trække mig tilbage.

For nu tør jeg bruge følsomhedens og sårbarhedens gave.

Hvad er din stærkeste gave?

I mine år med med perioder af angst og depression, har ferier været det værste. Dage uden mål og mening, dage hvor man skal “mærke efter”, hvad man har lyst til. Dage hvor man helst skal have det godt, komme ned i gear, nyde og slappe af… ferier har altid føltes som en ekstra præstation og med endnu mere uro, angst og tristhed.

For 14 dage siden sagde jeg til David, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville afsted på denne ferie, som er en gave vi har fået,
fordi jeg ikke kunne overskue at komme væk fra hverdagen.

Jeg har ikke haft depressive perioder i 2,5 år, men alligevel lurede frygten. Frygten for tomrummet og for alt for meget “hvad har du lyst til nu??” og “ih, nu skal vi have det rart”.

Jeg skrev denne tekst for et halvt år siden inden en mini-ferie og den gælder stadig:

“I morges da jeg vågnede mærkede jeg den straks. Uroen. Den er så velkendt. I årevis fulgte den mig tæt, og var også i lange perioder nærmest konstant, en angst. Det er den heldigvis ikke længere, men når jeg skal noget vigtigt, så kommer den på besøg.
Uro og bekymringer. Om mennesker jeg holder af. Om hvordan turen vil gå. Om det bliver hyggeligt, tænk hvis vi bliver uvenner? Hvis maden er ringe, hvis pengene er spildt, allermest uroen over, om jeg kan finde ud af at være glad og have det godt, imens vi er afsted. Forventningernes byrde.
Jeg scanner mig selv og håber ikke at finde den, uroen, og så er den der med det samme. Indtil jeg minder mig selv om, at den godt må være der. Og jeg taler højt om den, og vi aftaler, at turen må være 50% god og 50% træls, og vi griner, fordi vi forestiller os, at vi bliver sure og skuffede og ting går galt. Ikke som en ønsket profeti, men som en måde at sige: Det er okay, hvis det sker. Og uroen letter lidt. Når den får lov at være der, så føles den pludselig ikke så farlig.

Og jeg pakker min taske og spørger den venligt: Nå, er du klar til, at vi tager afsted?
Og jeg kan mærke, at den tøver lidt, og jeg siger: Du må altså godt være med.”

Nu er vi på ferie i Skagen. Her er rart. Vi besluttede at tage afsted, ikke at planlægge noget bestemt. Skrue forventninger ned. Det er egentlig rart.

Minde os selv om: det er okay at være i dårligt humør på en ferie. Det er okay at længes efter hverdag. Det er okay, at været ekstra sensitiv, overstimuleret, træt eller forvirret.

Indtil videre har jeg nydt ferien, og min bedre halvdel har båret over med et par vrissende sætninger, hvor jeg egentlig bare har brug for ro og at stene.

Ferie er godt, hverdag er bedst.

Det var mors dag i søndags. Jeg skrev denne tekst i anledningen:

I dag vil jeg gerne hylde det åndelige moderskab!
Jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde får vores egne børn. Lysten og behovet er endnu aldrig dukket op hos os. Men jeg genkender mig selv som mor, åndelig mor, for børn og for voksne som har brug for at blive set og elsket, uden krav, bare af ren og skær kærlighed. Det er ikke kærlighed uden omkostninger, uden bekymring, uden ondt i hjertet. “Gid du havde været min mor”, var der en, der sagde fornylig. Og jeg kunne af hele mit hjerte sige “Ja, gid jeg havde været det.. så havde jeg passet godt på dig”. En af privilegierne ved ikke at have egne børn er også at kunne give særlig opmærksomhed til andres børn. Vi bliver jævnligt inviteret til børnefødselsdage som udvalgte gæster og det rører mig hver gang.. hvor er vi rige! Tænk at få lov at holde en del af et lille liv i sin hånd!
Glædelig mors dag!