Min mormor sov ind 7. januar 2022. Vi fik en smuk afsked som jeg er dybt taknemmelig for.
Hun vidste, hvor hun hører til. Hos Gud. Næsten til det sidste kunne hun recitere de salmer, vi lyttede til, og som har formet hendes liv.
Forleden dag fandt vi en bog i hendes reol med hendes egne understregninger og hendes skrevne “tak” ved siden af disse ord:
“Af jord er du dannet
til jord bliver din krop igen.
Af Gud er du født
Guds barn skal du forevigt være.”
Hun er kommet godt hjem ❤️
Jeg sidder i køkkenet hos min mormor. På væggen hænger fotos af min bror og mig som børn.
At billederne hænger der, og har hængt der, så længe jeg kan huske, minder mig om betydningen af livsvidner. Mennesker der følger os. Er vidne til vores liv gennem sorg og glæde. Min mormor har været mit livsvidne hele mit liv.
Nogle gange er livsvidner også selvvalgt familie og venner.
Da min far døde mødte min veninde op til bisættelsen. Hun var kørt hele vejen fra København til Sønderjylland for at være med. Hun så min sorg og sørgede med mig. Jeg er hende evigt taknemmelig.
Da en anden venindes far døde i sommer, vidste jeg, at jeg måtte gøre det samme. Være vidne. Leve med i hendes sorg.
En dag skal billederne ned af væggen hos min mormor. Vi tror ikke, der går så længe.
“Det er en hård tid, Kamilla” sagde en nær ven til mig fornyelig.
Det rørte mig dybt. Jeg følte mig set.
For nogle gange er et livsvidne netop en, der tillader sig selv at stoppe op midt i sit eget og sige, hvad han ser, og som vælger at gå med et stykke af vejen.
I dag rundede jeg 800 likes på facebook. Faktisk er det oftest der jeg udgiver indlæg i første omgang og dernæst havner de her på bloggen.
Jeg vil gerne sige TAK, fordi du læser med og introducere mig selv til nye!
Jeg hedder Kamilla Maria Jakobsen, og har skrevet på bloggen siden 2014.
Jeg er skaberværksforkæmper, foodie, kirkegænger, bruger str. 37 i sko og bliver 33 år lige om lidt. Jeg er et kreativt rodehoved og har 29.443 fotos i iCloud fra de seneste år.
Jeg startede bloggen I 2014 sammen med en veninde, det var hende, der fandt på det geniale navn: På Herrens Mark. I dag er det kun mig på tastaturet.
Jeg har skrevet stort set altid, også før jeg kunne stave, dengang bad jeg min mor skrive for mig.
Jeg kan stadig ikke sætte kommaer, så min mand gennem snart 12 år læser alle tekster igennem og deler rundhåndet ud af kommaerne.
Nogle gange får han tårer i øjenene, når han læser mine tekster, fordi han derigennem får en indsigt i mig, som jeg måske ikke kan sige ligeså klart, som jeg kan skrive den.
Jeg skriver om det, der optager mig.
Jeg skriver om min tro på Gud, om mine tanker og tvivl. Jeg har skrevet meget om angst, sorg og skam og opdaget, at skammen heles når den bliver delt og taget kærligt imod.
Jeg er den første årgang som professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikationen fra Diakonissestiftelsen.
Det tog mig flere sygemeldinger og forskelllige jobs at finde min rette hylde. Nu føler jeg, at jeg er landet, hvor jeg skal. De sidste to år har jeg været ulønnet ansat i min kirke Fyns Valgmenighed, hvor jeg særligt er optaget af mødet med mennesker på kanten.
Jeg blev indviet diakon i oktober 2021 og kalder mig selv ‘gadediakon’. Jeg opsøger og møder mennesker, som kæmper med hjemløshed, misbrug og sociale problemer, og ser nærvær som min vigtigste opgave! Mødet med mennesker dér strækker mig og udvider mit hjerte mere end noget andet!
Jeg er optaget af, hvad fællesskab og kærlighed kan gøre, ikke bare for mennesker på kanten, men for alle.
Jeg er sårbarhedsaktivist, og ønsker skabe åndehuller, hvor det er muligt at ånde frit.
For nogle år siden skrev en kvinde til mig, at hun havde fundet min blog og for første gang i sit liv ikke følte sig forkert. Sådanne ord er min stærkeste drivkraft til at dele: at formidle, at ingen af os virkeligt er alene – og at Gud er dér midt i det hele!
(Og hvis du kender nogen som kunne have glæde af at læse med, så del endelig videre..)
Den her december har været hård.
Min mormor er syg og vi har været samlet hos hende på sygehuset og nu derhjemme. Det er godt at være tæt på hende og på hinanden, selvom det er hårdt.
I december har jeg erfaret:
At blive båret af omsorg og trofasthed fra kærlige mennesker omkring mig
At ‘nu’ er vigtigere end i morgen
At Gud er der, også selvom jeg ikke orker at bede
At livet er det hele. Afmagt, glæde, sorg, fred, håb.
At skaberværket og skønheden er en gave, der giver mig lys i mørke.
Jeg skriver på en bog om udsathed, hjemløshed, misbrug og HÅB. Med fortællinger fra mennesker, der har prøvet det på egen krop.
Det er en spændende proces at skrive – og bringer af og til også usikkerhed frem.
Onsdag morgen bad jeg for bogen og for bogprocessen.. og om at Gud må bruge det til noget godt.
Og så skete der det, at jeg lidt efter ser, at jeg har modtaget en besked fra en kvinde. Hun skriver, at hun lige har fundet min blog, og at hun er “rørt over det hun læser, og takker mig for mine iagttagelser og ærlighed.”
Beskeden gør mig glad – og taknemmelig over, at det jeg skriver vækker genklang og inspirerer andre!
Det sker af og til, at jeg modtager sådanne beskeder, men at det er den dag føltes Gudfældigt..!?
Og så sker der noget mere….
Om aftenen taler jeg med en veninde, der fortæller mig, at hun for nylig skulle stå for morgensang på den skole, hvor hun er lærer. Hun fortæller, at hun tager udgangspunkt i bibelverset: “Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, har I gjort imod mig”
Jesus har forinden talt om, at give mad til de sultne, vand til de tørstige, tage imod de fremmede, besøge dem der sidder i fængsel.
Min veninde fortæller, at hun har været inde på min blog, og fundet et blogindlæg som hun har læst højt, som et eksempel på, hvordan man kan blive brugt af Gud.
Blogindlægget handler om en dag, hvor jeg var træt og sagde til Gud, at jeg ikke orkede at møde mennesker, der havde brug for hjælp, men jeg mødte blandt andet en mand på gaden, som spurgte, om jeg ville bede for ham. Det er dette indlæg: https://xn--pherrensmark-tcb.dk/ikke-i-dag-vel/
At min veninde havde læst blogindlægget højt til morgensangen på skolen, gjorde mig virkelig overrasket og taknemmelig! Og ydmyg over, at Gud bruger mig, og at mine erfaringer forhåbentligt kan styrke andre.
Som om, at det ikke var nok, så sker der så det, at jeg selvsamme aften modtager en besked fra min fra min svigerinde, der ud af det blå skriver til mig:
“Jeg sad og kiggede lidt rundt på din blog, og kunne ikke lade være med at tænke, at der er sket meget de seneste år og indholdet ændrer sig, men du skinner igennem, og det gør din kærlighed til Gud og mennesker også.”
Nu er jeg ved at tabe både næse og mund..
3 bekræftelser på én og samme dag om min skrivning og blog… jeg har ikke prøvet noget lignende før!.
Hvad skal jeg sige?
Er det en tilfældighed?
Nej!
Det kan ikke være andet end Gudfældigt.
Gud er vild, bedre, fantastisk, overstrømmende god!
Det bekræfter mig.
Jeg skal fortsætte.
Jeg skal blive ved.
Skrive.
Skrive.
Skrive.
Tale med mennesker som skal høres – deres historier skal frem!
Vi skal dele tro, tvivl, håb og kærlighed.
Hvad mangler du? spurgte min mor, da jeg fortalte hende, hvad der var sket.
“Ingenting” svarede jeg. Faktisk ingenting.
Tak!
Den sidste tid har jeg været på gaden 1-2 gange ugentligt. Jeg mødes særligt med min ven, jeg har mødtes med i snart 2 år. Han har været hjemløs ad flere omgange og han har det rigtig dårligt.
Derudover snakker jeg med flere og flere fra ‘misbrugsmiljøet’ og kommer de steder, hvor udsatte opholder sig i Odense.
Jeg oplever, at Gud kalder mig og bruger mig. Også når jeg ikke selv føler, at jeg har noget at give. Det følte jeg ikke, at jeg havde i tirsdags, hvor jeg egentligt bare skulle til kirkens kontor til et møde. Om morgenen sagde jeg til mig selv, at jeg virkelig ikke orkede at møde nogle mennesker fra ‘miljøet’ den dag. Og sagde til Gud: “Ikke i dag, vel?”
Men det første der skete, da jeg ankom til banegården var, at jeg mødte en gadeplansmedarbejder og gadepræsten, der viste mig videre til min ven, der sad på bænken… lige der, hvor jeg skulle tage bussen til kirken…
Vi snakker og jeg får som altid mange kram, og efter noget tid kommer der en mand hen til os, jeg har ikke set ham før, men han tigger og fortæller brudstykker af sin livshistorie. Jeg lytter og han gentager igen og igen: “God bless you” og “Jesus loves you”.
Jeg rejser mig for at gå mod bussen og møder manden igen. Han stopper mig op og spørger om jeg vil bede for ham. Vi har ikke talt om bøn eller om Gud, udover at jeg sagde: “God bless you” tilbage til ham, så jeg er overrasket. Men det ender med, at vi står foran banegården, jeg lægger en hånd på hans skulder og beder for ham, for hans hjerteproblemer og for hans børn som han savner. Han beder også. Det føles mærkværdigt og vildt, at vi står lige der, men hans tro og tillid gør, at det føles naturligt.. Jeg ved ikke, hvorfor han lige henvender sig til mig, men jeg har en fornemmelse af, at det gør Gud.. Og Gud har altid gode planer!
På søndag tager jeg og nogle andre på gaden med kaffe og sandwich. Og vigtigst af alt: med varme, nærvær, kærlige øjne og tid til at lytte og snakke med de mennesker vi møder og bliver sendt til.
Støt arbejdet
Hvis du vil støtte indkøb af sandwich, kaffe og nogle nye termokander, så kan beløbet gives til Fyns Valgmenigheds sociale arbejde* mobilepay 523355, SKRIV “omsorg” i kommentarfeltet når du overfører i mobilepay.
*Jeg har været ansat uden løn de sidste 2 år i Fyns Valgmenighed. Det er jeg fordi jeg oplever at have fået et kald, og mødet med mennesker på kanten ligger mig mere og mere på hjerte. Alle donationer går derfor direkte til arbejdet blandt dem.
Du er…
Jeg kan stadig huske ordene. Som barn og som ung (og nogle få gange som voksen) har andre mennesker givet udtryk for, hvordan de ser mig.
Som barn hørte jeg ofte, ‘at du er meget stille’. Jeg husker også en lærer, der kiggede på mig og sagde, at jeg skulle smile noget mere.
Eller at jeg tænkte for meget over tingene. En arbejdsgiver (da jeg forlod et praktikforløb) sagde, at jeg skulle få mere hår på brystet.
Sætninger jeg stadig kan høre for mig.. og blikket. Følelsen af at være vurderet og fundet for let..
Måske har det været sagt med en intention om at kalde noget frem – at opmuntre til at blive mere fri. Men for mig – og sådan tror jeg det er for de fleste – har sådanne ord ikke haft nogen fremmende effekt. Tværtimod. Det efterlader så nemt følelsen af, at ikke at være god nok.
For følsom. For sårbar. For stille.
I mange år var det mærkater, jeg havde på mig. Jeg har oplevet, at andre har sat mærkaterne på mig. Og jeg har ladet dem sidde.
Jeg smiler. For ordene har ingen vægt mere.
Jo, jeg er følsom. Sårbar. Nogle gange stille. Men det er gaver, jeg har fået.
Er det ikke interessant? At det der, i andres øjne, åbenbart var en kilde til undren, er blevet min stærkeste force?
Har du oplevet det samme? At det, du troede var din hæmsko, er blevet dit stærkeste kort?
FØLSOM, er det at være sådan en, der føler meget, græder let, er nem at ryste ud af kurs? En der tager tingene for nært, og lader sig overmande af sine følelser.
Jeg har brugt mange år på at få et mere balanceret forhold til mine følelser, men jeg bliver samtidig mere og mere glad for følsomhedens gave.
Evnen til i høj grad at kunne mærke andre mennesker. Ikke bare lytte til, hvad der bliver sagt, men også til i høj grad at kunne fornemme, hvad der sker ovre i den anden. Det indebærer en høj grad af empati og evne til at kunne læse de små træk i ansigtet, bevægelserne, kropssproget, det ordløse. Gaven kan være med til at give andre en oplevelse af at blive forstået, set og spejlet.
Jeg er dybt taknemmeligheden for følsomhedens gave og de ekstra antenner, det giver mig i mødet med andre.
SÅRBAR. Ordet bærer det i sig: at tage en risiko – hvor man kan ende med at blive såret. Er sårbarhed svaghed? Er målet at kunne undgå at blive såret eller at gemme sine sår og bløde punkter væk?
Sårbarheden som en gave er evnen til at være ‘med det, der er’. Ikke at behøve at opbygge en hård facade, men at være i kontakt med livets facetter. Skyggerne og lyset. At gribe og mærke livet.
Sårbarheden er blevet en stor gave i mit liv – især der, hvor jeg gennem min egen sårbarhed, kan være med til at sætte andre fri til at mærke det, de mærker og føler.
At være i kontakt med sin egen sårbarhed er en styrke. At turde være sårbar giver grobund for at kunne vandre med i andres livslandskab. Da jeg mistede min far, var jeg i kontakt med dybe følelser af afmagt, nu kan jeg følges med andre i samme situation.
STILLE “Du er godt nok stille.”
Tænk, hvis ordene i stedet var blevet sagt med følsomhed og nysgerrighed – gad vide, hvad du tænker på? – gad vide, hvad der foregår inde i dig?
At være stille er også evnen til at observere. At holde sig tilbage for den anden. Giv den anden plads. At stille spørgsmål i stedet for at komme med svar. At turde være i pausen og mellemrummet. At minimere støj og elske det usagte. Jeg er taknemmelig for den gave.
Jeg vil også medgive, at stilheden for mig nogle gange har været et udtryk for en tilbagetrækning. At holde sig tilbage.
Men det er ikke nødvendigt længere. At trække mig tilbage.
For nu tør jeg bruge følsomhedens og sårbarhedens gave.
Hvad er din stærkeste gave?
I går gik jeg en tur i Istedgade og området omkring Halmtorvet imens jeg ventede på toget. Området er så barskt og råt. Mennesker, der sover på en trappesten, prostituerede der venter på næste ‘job’, narkomaner der klumper sig sammen i gadehjørner: Mange unge med rastløshed og aggressivitet i kroppen. Mange ældre der er ligblege, hærgede og tandløse.
Jeg gik forbi Mariakirken, hvor jeg var praktikant for nogle år siden. Foran kirken havde en ung mand slået lejr, han kaldte på mig og spurgte om jeg kunne give ham penge, og om jeg troede på Jesus. Han viste mig sine hullede sko og fortalte om et forlist ægteskab. Vi snakkede lidt og da jeg gik, sagde han: “God bless”.
Jeg kan ikke andet end at bede, når jeg går der. Bede om lys for området og for mennesker. Om heling, genoprettelse og fred. Og at gentage indeni mig selv:
“Jesus, det er dig, der er lys. Det er dig, der er liv. Du er fred. Du er Herre over alt. Du er livet. Du er håbet.”
Da jeg gik rundt bad jeg også:
“Gud, hvis du vil, så brug mig i dag”
Jeg gik rundt med et ønske om at blive brugt til noget godt og jeg bad derfor Gud om at bruge mig.
Kort tid efter så jeg en kvinde med gule støvler. Hun gik langsomt og vaklende afsted hjulpet af en anden, der havde hende under armen, måske en socialarbejder.
Jeg tænkte, at jeg kendte situationen indefra: at gå afsted med en, der dårligt nok kan gå selv.
Jeg sendte damen med de gule støvler en kærlig tanke.
Jeg gik op mod hovedbanen igen og ind i toget. Man skal have pladsbillet i disse tider, men oftest kan jeg bedst lide at sidde på et klapsæde i gangen. I dag besluttede jeg dog at sætte mig i togvognen. Da jeg fandt min plads genkendte jeg straks kvinden med de gule støvler, hun sad på modsatte plads.
Jeg smilede til hende og hun smilede til mig. Den unge kvinde, der havde haft hende under amen forlod toget. Kvinden med de gule støvler begyndte at tale med sig selv, lede forvirret i sin taske og havde allerede knappet en øl op. Jeg kunne se, der lå endnu en øl i tasken.
Jeg havde set hende på gaden og nu sad hun her ved siden af mig. Det var som om, at jeg var forberedt allerede. Var det Guds ønske, at jeg skulle gå ind i togvognen i dag og møde netop hende igen?
Jeg tror det og valgte at tage kontakt, fordi tanken slog mig, at hun måske kunne få brug for støtte på turen.
Jeg spurgte hende om, hun hed Karen. (Jeg har hørt om kristne, der får givet specifikke navne af Gud.. så jeg tog bare chancen). Hun hed ikke Karen, men præsenterede sig selv og jeg gjorde det samme, og jeg indledte en snak, hvor hun bl.a. fortalte mig, hvor hun skulle hen.
Vi snakkede lidt undervejs og jeg gjorde mit bedste for at virke imødekommende og kærlig.
Da vi nærmede os stationen, hvor hun skulle af, var hun faldet i dyb søvn. Jeg kaldte på hende og fik ingen respons, og var til sidst nødt til at ruske hårdt i hendes arm. Hun vågnede og var overrasket, men taknemmelig over at jeg havde vækket hende. Jeg er ret sikker på, at hun havde sovet videre ellers.
Da hun havde forladt sin plads hørte jeg hende råbe flere gange ude i gangen.. jeg kunne ikke se hende, men overhørte to kontrollører sige til hinanden: “ja, så fik hun både tisset på toilettet og på sig selv”.
Jeg så hende stå vaklende på perronen, i de gule støvler og med våde bukser… 
For nogle mennesker er livet virkelig barskt. Der er så meget armod. Jeg tænker stadig på hende, damen med de gule støvler, og jeg beder for hende.
Jeg skriver ikke dette for at få ros for en god gerning, men fordi jeg tror på og erfarer, at Jesus vil sende os, kalde på os og udruste os til at sprede sit håb og kærlighed. Vi kan bede ham om at sende os!
Jesus går ved siden af og kender alle dem vi møder. Jesus ved, hvad det menneske vi møder kæmper med, sørger over og har brug for – og nogle gange kan han bruge os til at vise sin kærlighed til netop det menneske!
Guds længsel er, at ethvert menneske må leve i Hans kærlighed. Jesus giver aldrig op og bliver ved med at elske, søge og kalde. Han beder os bringe håb.
Gud er kærlighed og lys, midt i det som er mørkt og brudt.
Min bøn er: Gud, brug os og send os.
Og jeg beder også:
Vær hos kvinden med de gule støvler. Hvisk til hendes hjerte, at hun er elsket, ønsket og værdifuld og hører til hos dig. Send mennesker hendes vej, der kan vise hende kærlighed og omsorg. Giv hende styrke og kraft til at kæmpe hendes kampe og vær med hende i dag, der hvor hun er!
Har fået lov at skrive en artikel i magasinet ‘Til Tro’. Den handler om forskellen på at have kundskab om og kendskab til Jesus. Om hvordan mine erfaringer havde farvet mit billede af, hvem Jesus er, og hvordan han ser på mig. For det tror jeg han gør, og jeg tror hans blik på mig kan farve, hvem jeg ser mig selv som.
Den er skrevet med udgangspunkt i en tid, hvor jeg oplevede at min tro var blevet en byrde og fyldt med “Hvad vil det sige at kende Jesus? Og er der forskel på at have kundskab om og kendskab til Jesus? I artiklen ‘Kendskab eller kundskab’ tager Kamilla Maria Jakobsen dig med ind i sjælesorgens personlige rum, hvor forskellen på at have viden om Jesus og at kende Jesus, bliver helt afgørende. Derind, hvor tårerne triller ved Jesu fødder, og vi kærligt kan høre ham sige “Heller ikke jeg fordømmer dig”.
I mine år med med perioder af angst og depression, har ferier været det værste. Dage uden mål og mening, dage hvor man skal “mærke efter”, hvad man har lyst til. Dage hvor man helst skal have det godt, komme ned i gear, nyde og slappe af… ferier har altid føltes som en ekstra præstation og med endnu mere uro, angst og tristhed.
For 14 dage siden sagde jeg til David, at jeg ikke var sikker på, at jeg ville afsted på denne ferie, som er en gave vi har fået,
fordi jeg ikke kunne overskue at komme væk fra hverdagen.
Jeg har ikke haft depressive perioder i 2,5 år, men alligevel lurede frygten. Frygten for tomrummet og for alt for meget “hvad har du lyst til nu??” og “ih, nu skal vi have det rart”.
Jeg skrev denne tekst for et halvt år siden inden en mini-ferie og den gælder stadig:
“I morges da jeg vågnede mærkede jeg den straks. Uroen. Den er så velkendt. I årevis fulgte den mig tæt, og var også i lange perioder nærmest konstant, en angst. Det er den heldigvis ikke længere, men når jeg skal noget vigtigt, så kommer den på besøg.
Uro og bekymringer. Om mennesker jeg holder af. Om hvordan turen vil gå. Om det bliver hyggeligt, tænk hvis vi bliver uvenner? Hvis maden er ringe, hvis pengene er spildt, allermest uroen over, om jeg kan finde ud af at være glad og have det godt, imens vi er afsted. Forventningernes byrde.
Jeg scanner mig selv og håber ikke at finde den, uroen, og så er den der med det samme. Indtil jeg minder mig selv om, at den godt må være der. Og jeg taler højt om den, og vi aftaler, at turen må være 50% god og 50% træls, og vi griner, fordi vi forestiller os, at vi bliver sure og skuffede og ting går galt. Ikke som en ønsket profeti, men som en måde at sige: Det er okay, hvis det sker. Og uroen letter lidt. Når den får lov at være der, så føles den pludselig ikke så farlig.
Og jeg pakker min taske og spørger den venligt: Nå, er du klar til, at vi tager afsted?
Og jeg kan mærke, at den tøver lidt, og jeg siger: Du må altså godt være med.”
Nu er vi på ferie i Skagen. Her er rart. Vi besluttede at tage afsted, ikke at planlægge noget bestemt. Skrue forventninger ned. Det er egentlig rart.
Minde os selv om: det er okay at være i dårligt humør på en ferie. Det er okay at længes efter hverdag. Det er okay, at været ekstra sensitiv, overstimuleret, træt eller forvirret.
Indtil videre har jeg nydt ferien, og min bedre halvdel har båret over med et par vrissende sætninger, hvor jeg egentlig bare har brug for ro og at stene.
Ferie er godt, hverdag er bedst.
Det var mors dag i søndags. Jeg skrev denne tekst i anledningen:
I dag vil jeg gerne hylde det åndelige moderskab!
Jeg er ikke sikker på, at vi nogensinde får vores egne børn. Lysten og behovet er endnu aldrig dukket op hos os. Men jeg genkender mig selv som mor, åndelig mor, for børn og for voksne som har brug for at blive set og elsket, uden krav, bare af ren og skær kærlighed. Det er ikke kærlighed uden omkostninger, uden bekymring, uden ondt i hjertet. “Gid du havde været min mor”, var der en, der sagde fornylig. Og jeg kunne af hele mit hjerte sige “Ja, gid jeg havde været det.. så havde jeg passet godt på dig”. En af privilegierne ved ikke at have egne børn er også at kunne give særlig opmærksomhed til andres børn. Vi bliver jævnligt inviteret til børnefødselsdage som udvalgte gæster og det rører mig hver gang.. hvor er vi rige! Tænk at få lov at holde en del af et lille liv i sin hånd!
Glædelig mors dag!
Stilheden har sat sine spor i mig. Jeg håber, de bliver der længe. En indre ro, en fred. Det var (vist) min femte retræte, men denne gang følte jeg en særlig ro. Jeg fandt hurtigere ind i roen og følte en befrielse ved at være uden min telefon. Det første jeg gjorde var at sove to middagslure og komme for sent til aftensmaden, fordi vækkeuret ikke var stillet rigtigt.
Den første dag følte jeg en stærk taknemmelighed og glæde over at træde et skridt væk, og se på mit liv som det udspiller sig nu. At erfare nære relationer og en oplevelse af dyb mening i det jeg er optaget af.
Første dag gik jeg hen til bordet med lånebøger, lod blikket vandre og udvalgte en bog, der umiddelbart talte til mig, og slog op i den.. På siden var en beretning fra Det Nye Testamente, hvor Jesus fortæller om en hyrde, som leder efter et får, der er blevet væk. Et billede på, at Jesus leder efter mennesker, som er faret vild i livet, som flakker rundt og mangler en hyrde. Jesus er den gode hyrde.
Den beretning har en stor betydning for mig, for mig personligt og for det kald, som jeg oplever til at finde og følges med mennesker, der lever på kanten af alting.
Jeg smilede og tænkte: ‘selvfølgelig’. Jesus, du er jo lige her, du kender mit liv, du ved, hvad der er vigtigt, og hvad jeg tænker på.
Det føltes som et smil fra Gud, som om at han sagde: “Jeg ved, hvad du tænker… jeg kender dig!”
På anden dagen dukkede følelsen af længsel op. Jeg så mig selv i situationer, hvor jeg handler aktivt, hvor jeg er i gang, og hvor jeg føler mig duelig.
Jeg gik en tur i skoven med anemonerne ved min side, og jeg følte Jesus sige til mig: “Jeg kan give dig noget, som er langt større end beundring”.
‘Beundring’… ordet kom bag på mig, det føltes som et fremmedord, men jeg tyggede på det, og jeg blev klar over og erkendte, at jeg kender følelsen af beundring. At få ros og beundring for det jeg gør – en følelse jeg værdsætter og som giver selvtillid, men alligevel er det som om, at den ikke fylder mig helt op.
Der midt imellem anemonerne, tror jeg, at Jesus mindede mig om, at jeg ikke behøver at nøjes med at blive beundret.. han har noget, der er langt bedre.
‘Så ja tak Jesus, hvis du kan give mig noget bedre end beundring, så vil jeg gerne have det’
Jeg fornemmede herefter for mit indre blik, hvordan Jesus kom mig nær, helt tæt på mit ansigt, at han holdt om mig, som jeg holder om mennesker, der føler sig skamfulde og kede af det, som er løbet væk fra det hele.
Og jeg blev mindet om, at jeg også kender til den længsel i mit eget liv. Til at høre til. At blive set og elsket som den jeg er. I mine tanker blev jeg ført tilbage til minder i mit liv, hvor jeg har følt mig alene og overset, og pludselig var Jesus der, han var hos mig i mindet, sad hos mig. Vi var sammen. Han var der.
At det jeg forsøger at give til andre, vil han give mig, hvis jeg giver ham lov.
Retræten var langt mere end det. Den var også tidspunkter, hvor jeg tænkte.. hvorfor går tiden så langsomt? Men det her var det vigtigste, jeg tager med mig. At have fået lov at følges med Jesus gennem de sidste mange år og opleve, at det bliver mere og mere trygt… Som to venner i hinandens nærvær. Jeg tænkte og talte en del til ham. Jeg kan se, at min tillid til ham er vokset, jeg tør tale frit. Og tror på, at han lytter.
Og jeg erfarede det i glimt, at han så på mig, ikke bare med beundring, men med dyb kærlighed.
Der blev bedt mange bønner, frie og skrevne, og denne skrevne bøn, indkredser det hele for mig. Min Kristus.
“Min Kristus, mit skjold,
min frelser, hver dag, hver nat,
i lys, i mørke,
min skat, min kære,
mit evige hjem.
Amen”
Jeg planter mine tårer.
Jeg føler det stærkt i denne tid. En sorg over at se mennesker, der lider. Se ind i øjnene på mennesker, hvis liv er gået i stykker og som kæmper en svær kamp. Jeg føler sorg over det. Har medfølelse, og nogle gange medlidelse.
Engang prøvede jeg at afvise sorgen. Tænkte at målet måtte være, at jeg skulle blive stærkere og mere robust med tiden, så jeg blev mindre berørt. Men det er ikke sådan det er, og jeg stræber ikke efter det længere.
Målet er ikke at blive mere robust, men at lade mit hjerte blive forvandlet. Mere blødt, mere levende, mere ægte. Også selvom det betyder, at jeg kommer til at græde mere.
Jeg kan ‘plante mine tårer’, lærte jeg fornylig. Når vi græder, kan vi lade vores tårer blive plantet hos Gud, og han vil forvandle dem til glæde. I bibelen er der et løfte: “De, der sår under tårer, skal høste med jubel.”
Vores tårer er et bevis på længsel efter en bedre virkelighed. En bedre virkelighed for os selv, mennesker og verden. Jeg oplever, at det er nødvendigt at jeg planter mine tårer et sted. Ikke i min egen jord, men i Guds, i tillid til Guds kraft og kærlighed. Jeg kan så, men det er Gud, der giver vækst. Jeg tror, at jeg kan plante dem igennem bøn, ved at sige “her er mine tårer”. Hos Gud går de ikke til spilde, de bliver gemt hos Ham.
Det er et mirakel hver gang et frø lægges i jorden og noget nyt spirer frem. Hvad enten det er et sædekorn eller en tåre.
Her er en bid fra en prædiken jeg lyttede til fornylig. Den er frit oversat fra engelsk.
“Gud siger gennem profeten Ezekiel: “Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød” Hvad betyder det?
Når Gud kommer ind i dit hjerte, bliver dit hjerte mere et hjerte. Det bliver blødere. Det bliver mere sårbart. Du bliver lettere berørt. Med andre ord: du føler ondskaben og smerten omkring dig, og du føler menneskers smerte, mennesker som er ofre for ondskab. Du føler sorg over det onde. Du føler de ting, der sker omkring dig. Før kunne gjorde du måske ikke, du havde forsvarsmekanismer, for at distancere dig til mennesker omkring dig, når du så onde mennesker, distancerede du dig til dem (…) Når du så mennesker omkring dig, der var i gang med at ødelægge deres liv, så tænkte du måske: “Nå, det er deres eget problem, det er ikke mit problem.”
Nu ved du, hvad du har, og du ved, hvad de kunne være! Der er alle mulige grunde til, at når vi bliver kristne og oplever Guds nåde, så kan vi forvente at græde mere… (..)”
Timothy Keller, Praying Our Tears
Jeg vil plante mine tårer og høste med glæde!