Tro og spiritualitet

På gaden med håb

Det sværeste for mig ved at være tæt på mennesker, der lever på gaden, kæmper med misbrug, psykisk sygdom og sociale problemer, er når det menneske bliver afvist, misforstået eller har det for dårligt til at kunne modtage den hjælp, der er i de etablerede tilbud og institutioner. For dårligt til at modtage hjælp, spørger du? Ja, det er ikke ualmindeligt, at mennesker på bunden under bunden, afvises i psykiatrien eller på eksisterende tilbud, fordi de ikke passer ind der. Hvor økonomi, ressourcer, menneskelig faglighed og kompetence åbenbart ikke rækker til at kunne imødekomme disse menneskers behov? Hvilket medfører, at dette menneske endnu engang efterlades med oplevelsen af: der findes ikke et sted til mig, jeg må ikke være her, og føler sig opgivet.
Det er det sværeste at se. Det er i de situationer, hvor jeg mærker frygten og jeg får lyst at løbe skrigende væk og sige: jeg vil ikke se mere, jeg vil ikke høre mere, jeg vil ikke vide det! Jeg føler håsbløsheden stærkt og føler mig fuldstændig afmægtig.
For er det virkelig sådan, at der er mennesker, der ikke kan hjælpes og må opgives og kun har en fortsat deroute i udsigt, fordi der ikke er mere at gøre? Menneskeligt set.
I de situationer mærker jeg magtesløsheden, håbløsheden, frygten, og er på nippet til at gå med.
Men jeg har erfaret, at min kamp ikke skal være med eller i mod systemet, til den kamp vil jeg pege på andre, fx Gadejuristen, der hver dag kæmper for socialt udsatte og deres vej i systemet. Og så findes der mange dygtige og dedikerede fagpersoner som gør, hvad de kan.
Men det skal vitterligt ikke være min kamp, jeg har ikke kræfter til at kæmpe mod eller med systemet. Det gør mig søvnløs og jeg ville brænde ud med tiden.
Jeg skal noget andet. Jeg skal først og fremmest være ven. Det lyttende øre, smilet, hånden på skulderen og nærværet. Jeg skal bruge mig selv som jeg kan bedst, når jeg får lov at række det videre jeg har fået, og tro på, at det er et udtryk for Guds kærlighed. En kærlighed uden modkrav. En kærlighed som sprænger alle menneskelige rammer. En kærlighed, der elsker nyt liv frem.
Håbet er at tro på, at lyset skinner i mørket og mørket greb det ikke! Det er det julen handler om. Et barn, der kommer med fred til jorden, helbredelse og håb!
I aften går jeg, sammen med to andre, igen på gaden for at dele suppe ud og møde gadens folk. De har nok at slås med og det er koldt.
Jeg ønsker at Jesus går med, og min bøn er, at vores handlinger, bøn og blikke siger det vigtigste: Du må være her, du er elsket, du bliver aldrig opgivet! Der er håb for dig!
Og jeg pakker nybagte boller med smør i tasken og glæder mig til at gå med håb.

Selvkærlighed

I dag vil jeg fejre min frihed

I dag vil jeg fejre min frihed.
At jeg tør være mig, mere end jeg har turde nogensinde før.
At jeg ikke længere er bundet på hænder og fødder af skam, men tør bevæge mig mere frit. At jeg tør give af mig selv til andre. At jeg tør stå ved min stemme, der ikke er svag, men mild.
Jeg vil fejre, at jeg er blevet en god ven for mig selv.
Jeg vil aldrig glemme mine år bag tremmer, bag de høje mure af angst, skam og mismod. Hvor jeg gispede efter vejret og følte livet kvalte mig.
I dag vil jeg fejre min heling, at det brudte er blevet bygget langsomt op. At jeg tør være mig og møde verden med et åbent blik.
Jeg kan takke min Gud, at han har fulgt mig hvert et skridt, at han har ledt mig til mennesker, hvilens vande, grønne enge og givet mig kraft på ny. Jeg kan takke mennesker, der har fulgt mig i ørkenen og læst mine millioner af ord i en Messengertråd. Jeg kan takke mig selv, fordi jeg blev ved med at lede, indtil jeg var der:
Her, hvor jeg tør være mig selv. Livet bliver aldrig nemt, men nu kan jeg ånde frit.

Alt mellem himmel og mark

Når uroen er med

Forventningens glæde eller byrde?
Vi tager spontant til Ærø. I morges da jeg vågnede mærkede jeg den straks. Uroen. Den er så velkendt. I årevis fulgte den mig tæt, og var også i lange perioder nærmest konstant, en angst. Det er den heldigvis ikke længere, men når jeg skal noget vigtigt, så kommer den på besøg.
Uro og bekymringer. Om mennesker jeg holder af. Om hvordan turen vil gå. Om det bliver hyggeligt, tænk hvis vi bliver uvenner? Hvis maden er ringe, hvis pengene er spildt, allermest uroen over, om jeg kan finde ud af at være glad og have det godt, imens vi er afsted. Forventningernes byrde.

Jeg scanner mig selv og håber ikke at finde den, uroen, og så er den der med det samme. Indtil mig minder mig selv om, at den godt må være der. Og jeg taler højt om den, og vi aftaler, at turen må være 50% god og 50% træls, og vi griner, fordi vi forestiller os, at vi bliver sure og skuffede og ting går galt. Ikke som en ønsket profeti, men som en måde at sige: Det er okay, hvis det sker. Og uroen letter lidt. Når den får lov at være der, så føles den pludselig ikke så farlig.

Og jeg pakker min taske og spørger den venligt: Nå, er du klar til, at vi tager afsted?
Og jeg kan mærke, at den tøver lidt, og jeg siger: Du må altså godt være med.

Tro og spiritualitet

Elsket og fri

Jeg har brug for at blive mindet om hvem jeg er, igen og igen, ellers glemmer jeg det.
Forleden mødtes jeg med 11 kvinder i Glamsbjerg. Vi var sammen under overskriften “Elsket og fri”.
Det er 8 aftner, hvor vi minder os selv om hvem vi er. Elskede og frie.
At vi ikke skal være bundet til idealer, der kræver unådigt og hårdt af os. Eller bundet til fortidens skyld eller fremtidens bekymringer.
Af noget nogen har sagt engang eller hvad vi tror andre tænker om os, eller vores egne domme.
Vi skal øve os i at lytte til Gud, der fortæller os at vi er elskede og frie. Vi skal tale om, hvad det betyder, når Jesus siger: “Bliv i min kærlighed” og høre, at Jesus forbereder et hjem til os alle, et sted vi skal bo engang og der være helt frie, og imens vi lever på jorden, kan vi vide Han er nær i vores hjerte og i fællesskabet med hinanden, og der blive mindet om, hvem vi er og er skabt til at være.
*Aftnerne er med fysisk tilstedeværelse, men i øjeblikket overvejer jeg også en online-mulighed og hvis du vil høre mere herom, er du velkommen til at skrive til mig.


Alt mellem himmel og mark

Spar 40 % på alle plakater

I sidste uge havde jeg en facebook-konkurrence, hvor det var muligt at vinde en af mine plakater. De to vindere er fundet. Jeg blev rørt over at læse alle de fine kommentarer om, hvilken plakat I gerne ville vinde. Ville ønske jeg kunne sender jer alle en.

Jeg giver hermed 40 % på alle plakater. Tilbuddet gælder indtil 25. oktober. 

50×70 cm koster nu 100kr (du sparer 65 kr)
A3 koster nu 80 kr (du sparer 55 kr)

Forsendelse er +50 kr.

Du kan se alle plakater her. 

Send mig en mail på kontakt@påherrensmark.dk og bestil din plakat.

Tro og spiritualitet

Åbne hænder

Bøn kan være ord, tankestrømme, der får lov at flyde. Det kan være et suk, et blik opad, en bevægelse.  Og at åbne sine hænder og tage imod.

Jeg er dit barn. Jeg ønsker at åbne mig for den virkelighed: At du har givet mig liv, at jeg er elsket, at du vil gøre mig hel. Jeg lægger mine byrder hos dig og tager imod din sandhed – at jeg er din og du er min.

Alt mellem himmel og mark

Rør ved mig og jeg lever

I dag læste jeg en artikel om berøring med overskriften “Rør ved mig og jeg lever”.
Jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg har mærket det selv og mærket, hvordan min berøring kan gøre andre ‘levende’.
Jeg drømte forleden, at jeg fik et kram af en kvinde, jeg holder meget af. Et trygt, kærligt kram med omsorg og nærvær. Jeg fortalte hende det og fik et stort kram sidst vi sås, selvom det næsten føltes forbudt.. men vi sygner hen, hvis vi ikke bliver rørt ved.
Jeg har opdaget, at man godt kan kramme med øjnene, ved at holde øjenkontakten lidt længere og mærke varmen indeni. Ved brug af mundbind skal man smile ekstra med øjnene, for at det kan ses og mærkes.
Coronatiden minder mig om, at det er nærværet med andre, der gør mig allermest levende, og nu hvor vi er begrænsede, må vi finde nye måder at vise hinanden nærvær. Og kramme med øjnene.

Tro og spiritualitet

Der var en, der tænkte på dig først

Det var værd at vente på. Blomsterne står nu fint i marken. Varmen har gjort sit. Jeg har især glædet mig over, at min dahlia med navnet ‘Café au lait’ har vist sig. Den rosa gigantiske dahlia, der har så mange lag, at jeg forestiller mig, at man kunne fare vild derinde, hvis man var en larvetype.
Ih, sikke en skønhed. Det er også den, der bryder coveret her på På Herrens Mark. Jeg håber, at de næste blomster kommer til at blive ligeså fine, så jeg kan hoppe i et par gummistøvler igen og skyde nye fotos.

Denne dag vil jeg dedikere til, at få styr på det forsømte. Nogle små og store ting jeg har udskudt længe. Mere eller mindre vigtige ting som at opdage, hvad der ligger nederst i vasketøjskurven og særligt vigtige ting som at ringe op til en ven, jeg ikke har talt med længe.

Fordi livet er det hele, det store og det små, og midt i det hele tror jeg Gud er at finde. Guds rige er midt i blandt os. Derfor beder jeg i dag, for dig der læser dette:

Må du uanset, hvad din dag bringer vide, at du ikke er alene. Må du erfare, at der strømmer en kærlighed til dig, fra et hjerte som altid banker for dig.
Må du uanset, hvad du tænker på, vide at der var en, der tænkte på dig først.
Må du gå ud i din dag med kærlighed, livsmod og håb,
og må du altid hente din styrke hos Ham.

Tro og spiritualitet

En sms til Gud

Hvad ville du skrive, hvis du kunne sende Gud en sms i dag?
Jeg tror, at jeg ville skrive:

Kære Gud, far.
Jeg skriver til dig i dag, fordi jeg seriøst ikke kan overskue alt det et menneskeliv kan indebære af tunghed og mørke.
Jeg kan ikke bære det alene og pt. ikke se en vej i den situation, jeg tænker på. Du kender den til fulde og endda bedre end jeg gør, det gør mig lidt tryg at tænke på. Du har sagt, at du vil bære alt, så jeg har samlet det hele og håber du vil holde det for en stund eller for altid, for jeg magter ikke at slæbe det mere.
Jeg har ikke andre steder at gå hen, så derfor skriver jeg i håb om, at du kan hjælpe ligesom du har gjort så mange gange før. Jeg håber på dig og glæder mig til at høre fra dig. Jeg ved, at du er den, der kan vende sorg til dans og mørke til lys! Jeg er spændt på, hvad du vil gøre og jeg stoler på, at du vil hjælpe mig igen.
I forventning
Dit barn

Tro og spiritualitet

At blive fundet

Jesus er for mig blevet den, ‘der leder efter mig’. Han leder efter mig, indtil han har fundet mig, for at overbevise mig om hans kærlighed og godhed, og det liv han har til mig, når jeg ikke vandrer alene, men siger ja til, at Han må gå sammen med mig på min livsvandring.

Ud af min erfaring af at blive ‘fundet’ og ‘finde hjem’, vokser også en længsel efter at andre må få den erfaring, et brændende ønske om, at intet menneske må føle sig alene i verden, men at Jesus må flytte ind i hjertet og fylde tomheden og ensomheden ud.

For nogle uger siden var jeg i København, jeg havde 3 dage og ‘fik’ en oplevelse af, at jeg ikke skulle lave planer om torsdagen. Denne torsdag tog jeg til Halmtorvet på Vesterbro, og imens jeg gik rundt på Vesterbro, sagde jeg til Gud:

“Jeg håber, at jeg møder Danny. Hvis du ønsker, at jeg skal møde ham, så stoler jeg på, at det sker og med din timing”.

Jeg kender ikke Danny, men har set ham i en dokumentar. Danny er en ung hjemløs, han kæmper med misbrug og har oplevet frygtelige svigt i sit liv. 

Jeg kan altid mærke en særlig berørthed, når jeg bevæger mig i området omkring Istedgade, der nok er Danmarks hårdeste misbrugsmiljø. For nogle år siden var jeg i praktik i Mariatjenesten i Istedgade, hvor jeg fik lov at komme tæt på nogle af disse mennesker, der bor eller holder til i området. Fra at ‘frygte’ området, så blev det et sted, hvor jeg genkendte mennesker og blev genkendt. Jeg lærte, at alle mennesker har en historie og en grund til at være der, hvor de er. 

Jeg havde lyst til at møde Danny, for at fortælle ham, at hans historie har rørt mig, og at jeg har tænkt på ham mange gange siden.

Jeg gik rundt og ‘ledte efter ham’ i omkring 2 timer. Det føltes en smule mærkeligt, men der var noget, der drev mig. Jeg var i tvivl, om det var mit eget behov eller en fornemmelse Gud havde givet mig, men jeg fortsatte.

Da jeg besluttede at gå hjem, satte jeg mig et øjeblik ned i skyggen, fordi det var så varmt, og jeg fik øje på en kvinde på den anden side af Vesterbrogade. Hun stod med ryggen til, men jeg synes hun lignede den kvinde, der i dokumentaren præsenteres som Dannys veninde Due.

Jeg gik hen til hende og spurgte forsigtigt: “Er du Dannys veninde?” og hun svarede ja.

Jeg fortalte hende, at det måske lød skørt, men at jeg havde håbet, at jeg ville møde Danny, fordi hans historie havde rørt mig.

Jeg købte en is til os, og vi fulgtes et stykke. Jeg fortalte hende, at jeg især var blevet rørt af Dannys ord om, at han ønsker sig en ven, bare én ven, der ikke tager stoffer. Og vi fik en snak om det at være misbruger og hvor svært det kan være at bibeholde venskaber, når man kæmper med misbrug.

Jeg sagde til hende, at hun gerne måtte hilse ham fra mig, og hun svarede, at hvis jeg ville, var jeg velkommen til at skrive en hilsen til ham. I min taske fandt jeg en notesbog fra en af mine allerkæreste venner, der er hjemløs, og det føltes som en bekræftende og kærlig hilsen fra ham.

Jeg hev en side ud og skrev en hilsen til Danny og Due smilede, sagde tak for isen og tog hilsenen med.

Jeg smilede også. Jeg grinede faktisk. Fordi jeg endnu engang fik lov at opleve, at Gud er god, at jeg kan øve mig i at lytte til hans stemme og tage skridt i tro, når han kalder.

Og fordi jeg har mødt Guds godhed og kærlighed, så er den vokset i mig og blevet så stor, at jeg er nødt til at dele ud.

Fordi Jesus ønsker, at alle mennesker må blive fundet og vide, at de er elsket.

Tro og spiritualitet

Jeg ved, hvor du er

“Jeg ved, hvor du er! Du sidder ved Jesu fødder og græder”
 
I flere år følte jeg et næsten konstant psykisk og åndeligt mørke. Jeg oplevede stor lidelse i mit eget liv og hos andre mennesker og det havde med tiden ført til den opfattelse af, at Gud ikke er god, og slet ikke mod mig. Jeg var efterhånden kommet til den konklusion, at Gud slet ikke brød sig om mig, at han var utilfreds med mig og at jeg konstant var under hans strenge og hårde blik. Det gav mig angst.
 
På et tidspunkt følte jeg, at jeg stod ved min tros afgrund, at jeg var helt knuget af angst over at tro på Gud, fordi Gud var blevet en jeg var bange for. Jeg vidste godt, hvad der var ‘sand lære’, at det er igennem den måde Jesus levede, at jeg skulle forstå hvem Gud er. Men hver gang jeg læste om Jesus i evangelierne så fandt jeg ingen trøst. Jo, han mødte mennesker der led, som var udstødte, som var sårede, syge, forladte, ensomme, tilovers, ligesom jeg følte mig.. men når jeg læste om de historier, så forestillede jeg mig altid, at jeg stod i nærheden og iagttog Jesu møder med mennesker, og at jeg håbede han også ville møde mig..
Men jeg forestillede mig, at han ville gå forbi mig, fordi ‘jeg i virkeligheden’ ikke havde brug for ham, og at min lektie skulle være, at jeg i virkeligheden var både rig og velsignet, at jeg jeg skulle lære at se, at jeg ikke havde noget klage over.
Jeg følte mig end ikke værdig til de udstødtes fællesskab, og at jeg havde tænkt for højt om mig selv ved at stille mig på de udstødtes side. Det var dyb skam jeg bar rundt på.
 
Jeg søgte hjælp, åndelig vejledning og sjælesorg hos et modent og indsigtsfuldt menneske. Jeg vidste, at mange anså dette menneske for at være en som man har respekt for, også teologisk, og det var vigtigt for mig, for jeg havde ikke længere nogen tillid til min egen dømmekraft og faktisk heller ikke til mine venners, for ‘de var vel tvunget til’ at sige det, der gjorde mig glad.
 
Samtalen blev en trædesten til en ny vej.
 
Fra samtalen husker jeg særligt:
 
Hans anerkendelse af min historie. Af min oplevelse af svigt, særligt i ‘min kristne familie’ som var kirkelige fællesskaber jeg havde været en del af. At jeg flere gange og på afgørende tidspunkter i mit liv havde oplevet, at jeg blev svigtet. At mennesker havde svigtet, da jeg havde allermest brug for støtte, og at det havde resulteret i, at jeg nu følte mig efterladt alene udenfor fællesskabet. Og også efterladt af Gud.
 
At jeg gav slip og indrømmede, hvor tung og knuget min tro var blevet, da jeg grædende fik fremstammet, hvor bange jeg var for at blive forladt, selv af Jesus.. at jeg ikke vidste og stolede på, at Jesus ikke ville afvise mig!
 
Jeg kunne se, at mine ord berørte min samtalepartner, at han på en måde stoppede mig, ikke fordi han ikke ville høre mig tale færdig, men fordi det var så vigtigt, at jeg forstod noget nyt!
 
Han sagde med den største overbevisning og nænsomhed:
 
“Jeg ved, hvor du er! Du sidder ved Jesu fødder og græder”
 
Den sætning blev en trædesten for en helt ny vej. For en sandhed, der har fået lov at folde sig ud.
 
Sandhed sagt af et menneske, der lyttede til mig og ‘så mig’, turde give mig et rum for min smerte og lade min historie om svigt og mistillid få plads, og hjælpe mig til at forstå, hvad den havde ved mit billede af Jesus og ved mit billede af mig selv.
 
Og jeg gik derfra med en ny overskrift til et nyt kapitel, der handler om, at Jesus er den der finder mig, at han sætter sig ned hos mig, at han aldrig giver slip.
 
Og nu kan sige til mig selv og til dig:
 
“Se på dig selv. Jesus har ikke forladt dig. Underkend ikke dig selv, Jesus underkender dig aldrig. Han forlader dig aldrig. Intet du gør, tænker eller føler, hverken godt eller skidt, kan få ham til at ønske sig, at du var uden ham. Hos ham hører du hjemme. Bliv i Hans kærlighed. Han tager imod dine tårer, han græder sammen med dig. Han kender dig fuldt og helt. Han kender din historie, han kender alle de gange du blev svigtet, forladt, forrådt. Han ved, hvad du føler lige nu. Han ved, hvor du er.”
 
Jeg ved, hvor du er! Du sidder ved Jesu fødder og græder.
Tro og spiritualitet

Tørste efter mig?

Jeg er netop nu i gang med at læse bogen “Kom og vær mit lys” der handler om Mother Teresa. Her faldt jeg over et citat, der virkelig rørte mig og som jeg er nødt til at grunde over, lade synke ind og lade leve videre i mig.

“Jesus ønsker, at jeg skal sige til jer igen… hvor stor en kærlighed han har til hver af jer – langt udover, hvad I kan forestille jer.. Ikke alene elsker han jer, nej, meget mere – han længes efter jer. Han savner jer, når I ikke kommer ham nær. Han tørster efter jer. Han elsker jer altid, selv når I ikke føler jer værdige… [..] Hvorfor siger Jesus: “Jeg tørster”? Hvad betyder det? Noget så svært at forklare med ord – … “Jeg tørster” er langt dybere, end at Jesus blot siger: “Jeg elsker dig”. Før du ved dybt inde i hjertet, at Jesus tørster efter dig, kan du ikke begynde at forstå, hvem han ønsker at være for dig. Eller hvem han ønsker, at du skal være for ham.”

– Mother Teresa

Jeg har oplevet denne kærlighed, at Jesus elsker mig, som det menneske jeg er.  Alligevel så føles det fremmed, som om, at mit hjerte tror, at jeg hele tiden skal præstere for at være god nok til at blive elsket, ja, ikke bare elsket, men at han tørster efter mig…