Gud, jeg kan se dit hjerte i alt du har skabt.
Jeg kan se dit fingeraftryk i et blik, i en blomst, i et smil.
Når jeg ser godt efter, så er Du der og viser mig din kærlighed.
Du er liv, du er lys, du er håb.
Jeg ser dit lys skinne i mørket, ser at det trænger sin vej ind i det, der er ødelagt og jeg ser nyt liv spire frem.
Jeg mærker din sol varme mig og give kraft på ny.
Jeg ser dit hjerte i alt du har skabt og det vækker min længsel efter at opdage mere. Opdage den iboende kærlighed i alt du har skabt, lytte til den historie du har skrevet ind i et et blik, i en blomst, i et smil.
Jeg tror, du har skrevet: Jeg elsker dig og forlader dig aldrig.

Hvad læser du Gud har skrevet i en blomst, i et smil, i et blik?

Et af min tidligste minder om at tro på Gud er, at jeg sidder på en gynge i børnehaven og synger en sang, jeg har hørt i kirken. Sangen indeholder en sætning, der på mange måder beskriver min tro i sin enkelhed: “For du er min far og jeg er dit barn, jeg ved, at du elsker mig”.
Troen på Gud har været med mig siden. Jeg oplever, at Gud er nærværende, at han er virkelig i mit liv, at jeg kan høre fra ham, opleve at få tegn fra ham, at han igen og igen viser mig, at han ønsker at møde mig.

I morges havde jeg sådan et øjeblik. Jeg bad Gud om en konkret vejledning ifht. en situation, og jeg faldt lidt efter tilfældigt, nej, Gudfældigt, over et blogindlæg som jeg i første omgang tænkte var irrelevant. Jeg læste det alligevel, og så viste det sig, at en bid af det handlede præcist, ja præcist, om den situation jeg havde bedt om vejledning til. Sådan noget oplever jeg ofte. At Gud taler til mig eller mennesker omkring mig. Igennem små og store glimt. Himmelglimt.
Det lyder vagt, når jeg forklarer det. Det lyder tilfældigt. Det kunne være tilfældigt, og det kunne være noget ubevidst, der har styret mig direkte derhen.

Men jeg tror. Jeg tror, at Gud, min Far og Skaber, taler til mig i dag. Og dog oplever jeg tvivlen side om side med troen. Da jeg fortalte David om episoden i morges, så spurgte jeg ham igen og igen: “Tror du, at det er et tegn?”, og han svarede “Ja”, men jeg kunne høre tvivlen i hans stemme, og det var nok også derfor, jeg blev ved med at spørge. Jeg spurgte om sikkerhed, for jeg mærkede tvivlen hos mig selv.
At tro er ikke enkelt, ikke nødvendigvis nemt. For mig er det ligesom at have to samtidige følelser i kroppen. Glæden, troen og håbet i hjertet, og tvivlen i maven, sådan oplever jeg det ofte. Samtidigt. Ambivalent. Men jeg vælger at leve med troen og tvivlen side om side.

Jeg tror, ikke fordi jeg har faste beviser, ikke fordi jeg kan sige, at det stensikkert er Gud, men fordi jeg håber det. Fordi jeg ikke kan forestille mig at leve uden det håb.
Jeg tror, fordi jeg vælger at leve mit liv ud fra troen og på troens præmisser. Min tro er aldrig helt sikker, men den er alligevel min faste grund i livet. Jeg har valgt at leve et liv, der er funderet på tro, på en virkelighed som er større, end det jeg kan se og har beviser for. Jeg tror på en sandhed, som ikke kan vejes eller måles, og kun af og til mærkes.
Min tro er en tro på en personlig Gud. På at Gud kender mig, og jeg længes efter at kende ham mere.

Jeg tror, fordi jeg har brug for det. Brug for Gud. Brug for at tro på, at mit liv ikke er ligegyldigt. Brug for, at min livshistorie er en del af Guds store historie om verden, om livet, om meningen med, hvorfor vi er her, og hvilket formål han har for mit liv. Jeg tror på, at Gud ikke er ligeglad, men nærværende. Jeg tror, fordi jeg har brug for et håb, fordi jeg dybest set har brug for kraft til at leve.
Engang troede jeg, at jeg ikke længere troede… Jeg troede, at jeg havde mistet min tro, ikke fordi jeg ikke længere troede på Gud, men fordi jeg ikke kunne holde ud at tro. Min tro var blevet en præstation, jeg ikke kunne magte, og jeg skammede mig over min manglende tro.

Jeg troede, at jeg skulle tro på en bestemt måde, på en pæn måde, som jeg ikke længere kunne mønstre.
Jeg ønskede mig en tro uden tvivl. Uden voldsomme følelser af angst, anklage og vrede. Jeg var bange for de følelser, og jeg frygtede, at Gud var vred over, at min tro var blevet grim og flosset.

Men jeg mødte mennesker (gudskelov), der lærte mig at tro ikke altid behøver at være pæn. At man gerne må bande, imens man beder. At Gud kan holde til det hele og ønsker at høre det. Jeg nærmede mig Gud igen igennem desperat bøn. Jeg opgav at tro på en bestemt måde og jeg opdagede, at Gud ikke forventer det. At Jesus siger: “Bliv i min kærlighed”. Jeg skal ikke leve i skammen over mig selv og mine manglende evner, men i hans kærlighed og nåde som strømmer til mig hvert sekund.

Min vrede, anklage og mistillid, alt dette var jo også et udtryk for tro. En åbenhed mod Gud, en tro på, at han hører mig, også når jeg klager og skælder ud. Jeg fandt en ny tro, en tro der var mere fri, ikke så pæn, men mere fri. Som at gå fra at være en veltalende voksen til et barn, der skriger og pludrer.
Jeg vælger at tro, også selvom tvivlen er en fast følgesvend. Den må godt være der. Tvivl er ikke det samme som ‘ikke at tro’. Tvivlen er et udtryk for min menneskelighed, og Gud er ikke bange for min tvivl.
Troen på Gud giver mig håb. Der er mange ting, jeg kunne ønske var anderledes, der er så meget lidelse og smerte i verden, hos mig selv og mennesker omkring mig. Klimaforandringer, krige, sorg, brudthed af alle salgs.

Troen på Gud er en tro på en historie med en slutning, hvor alt ender godt. Ondskaben og smerten har ikke det sidste ord. Jeg tror, at Guds historie er større, sætter alt i et nyt perspektiv og at han ønsker at fortælle verden sin historie gennem vores liv. En historie om kærlighed, håb og lys.

Jeg tror, fordi jeg er nødt til det. Jeg tror, fordi det giver mig kraft til at leve og fred til at kunne dø. Og efter døden er jeg hjemme hos ham.

Jeg tror, fordi jeg ikke kan andet.

Det er ikke meget jeg får skrevet. Fordi det er så mange ord. Måske er et billede mere passende. Et øjebliksbillede af en tid i mit liv, som jeg vil betegne som den bedste, jeg har oplevet. Jeg tager et mentalt øjebliksbillede og føler glæde.
Jeg føler mig fri af angst, sorg og depression efter at have slæbt på den byrde de sidste mange år. Jeg føler mig fri til at leve med glæde og trække vejret let. Når jeg vågner er det med et smil, med en energi, der får mig til at fare ud af sengen for at indtage dagen. I morges hoppede jeg så højt som aldrig før, da jeg gik min morgentur. Jeg kunne ikke lade være.

Jeg ved, at livet hurtigt kan ændre sig. At sorg og tragedie kan ramme. Jeg vil ikke tage noget for givet. Jeg ved, at det kan ske, og derfor tager jeg dybe dybe slurke af alt det gode som er lige nu. I dette øjeblik.

Hvor skal jeg gøre af alt den glæde?
Jeg har overskud af glæde, af blomster på min mark, af livgivende samtaler, fællesskab, af kærlighed. Jeg har opdaget, at man ikke kan putte glæden på lager, den skal bruges! Jeg har så meget, at jeg føler, at jeg må give det videre. Derfor klipper jeg blomster i min skærehave i dag og afleverer dem på det lokale plejehjem. For jeg tænker tilbage på dengang, jeg besøgte min far på plejehjem og gik ned af gangen til hans værelse. Jeg var fyldt med mismod og frygt. Hvilket udtryk af sorg og afmagt skulle jeg møde i dag? Og ville jeg miste håbet til sidst?

Derfor klipper jeg blomster og forærer dem væk. Fordi livet er det hele, og jeg vil dele af min glæde.

At erfare “Guds kærlighed” kan lyde abstrakt, eller måske som en floskel. Jeg har svært ved at skrive om det, fordi jeg frygter, at det netop bliver abstrakt eller floskel.

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært at skrive om.
Måske fordi det handler om det dybeste i mit liv og samtidig er så ‘let’ at skyde ned.