Alt mellem himmel og mark

Taknemmelighed og noget der spirer

Det bliver en anderledes påske i år, ingen udsigt til påskefrokoster, familiehygge eller gudstjenester, der ellers plejer at være en fast bestanddel af påsken. I morges blev jeg nok for første gang rigtigt ramt af isolations-kuller og stor ærgrelse. Men sådan er det jo, og vi er alle i samme båd. Ville bare et kort øjeblik ønske, jeg var i en båd sammen med en masse andre. Efter at have dvælet nok ved det triste, besluttede jeg mig for at lave en lille taknemmelighedsøvelse for at minde mig selv, om de ting jeg har at være taknemmelig for. Det var slet ikke svært.

Lige nu er jeg taknemmelig for:

Vand. At vi har vand igen. I et par timer i dag, havde vi ikke vand i vandhanen, og jeg var ved at blive van(d)vittig (tøhø). Jeg går ikke normalt rundt og er taknemmelig for at have rent vand i hanen, men det blev jeg opmærksom på at være.. så tak! Og tak til den håndværker der hurtigt fik løst problemet. David serverede ham en kop kaffe og det gjorde ham glad. Nu er der vand igen, og elektrikeren blev glad for kaffen.

Passion. Jeg elsker den følelse. Har den nu. En kriblende, krablende, spirende følelse af drivkraft, nysgerrighed og lyst til at udrette noget. Store og små ting. Gøre andre glade. Tale med mennesker og give af mig selv og få tifold igen.

Mit hjem. Vi drømmer om at bygge et hus en dag, men lykkeligvis kan vi ikke forestille os at bo et skønnere sted, end vi gør nu. Tæt på skoven, naturen, i et hjem med plankegulve, pastelgule fliser i køkkenet og gråmalede dørkarme. Huset er fra 1846. Her er historie, sjæl og varme. Og tilmed virkelig billigt at bo. Det gør mig så glad. Ja, her er lidt fodkoldt om vinteren, men det klares med uldne hjemmesko. Forleden dag hængte vi en ekstra lampe op i køkkenet, og har nu fået den dejligste krog derude.

Digitalt liv. Siden arto, jubii-chat, msn og sidenhen facebook har jeg altid levet en stor del af mit liv digitalt. Jeg har i årevis chattet dagligt med venner og i høj grad sat pris på de digitale muligheder. I de her tider er meget rykket ind i den digitale dagligstue, og jeg er så taknemmelig for, at det kan lade sig gøre, fx. bliver det stadig muligt for mig at deltage i gudstjenester i påsken og du er også inviteret. 

Jeg er også taknemmelig for. Solen der skinner. At opdage det store i det små, jeg tror virkeligt på, at Gud har sat sit fingeraftryk og sender en hilsen igennem alt det skønne og smukke. Jeg har lige sået frø, og jeg glæder mig til at se frøene spire. Det er vildt, hvad et lille frø kan blive til.


Jeg kunne fortsætte listen. Der er meget, jeg ikke har nævnt, mange jeg ikke har nævnt. Jeg er fyldt af taknemmelighed og mærker at mismodet er listet af.

Hvad er du taknemmelig for?

Kærligst,

Kamilla

Sten dekoration
Alt mellem himmel og mark

Ja, gør din pande hård som sten

Margareta siger det så enkelt, så sandt.
Jeg vil tage ordene med mig i dag. Møde verden med styrke og med ømhed. Med hårdhed der ikke splintres så let og et hjerte fuldt af ømhed.

“Så gør din pande
hård som sten.
Ja, gør dit ansigt
hårdt som sten
i denne hårde verden.
Men bevar dit hjerte,
ganske nær ved Guds,
sårbart og følsomt
som hans
fuldt af ømhed og barmhjertighed.”

– Margareta Melin fra bogen Vær den du er

Hornvioler
Tro og spiritualitet

Jeg kan se dit hjerte

Gud, jeg kan se dit hjerte i alt du har skabt.
Jeg kan se dit fingeraftryk i et blik, i en blomst, i et smil.
Når jeg ser godt efter, så er Du der og viser mig din kærlighed.
Du er liv, du er lys, du er håb.
Jeg ser dit lys skinne i mørket, ser at det trænger sin vej ind i det, der er ødelagt og jeg ser nyt liv spire frem.
Jeg mærker din sol varme mig og give kraft på ny.
Jeg ser dit hjerte i alt du har skabt og det vækker min længsel efter at opdage mere. Opdage den iboende kærlighed i alt du har skabt, lytte til den historie du har skrevet ind i et et blik, i en blomst, i et smil.
Jeg tror, du har skrevet: Jeg elsker dig og forlader dig aldrig.

Hvad læser du Gud har skrevet i en blomst, i et smil, i et blik?

Alt mellem himmel og mark

Han fik mig til at synge igen

I denne tid mødes jeg næsten dagligt med en lille gruppe mennesker til online morgenbøn. Vi læser et stykke fra Salmernes Bog, er stille sammen og deler, hvis der er noget særligt i teksten der rører os. At læse i Bibelen er en praksis jeg gerne vil have i mit liv, men som jeg ofte har fundet svær at fastholde.. dog oplever jeg, at det er så rart at være i et fællesskab med andre om det: Læse ordene sammen, lade dem blive spejl og samtalepartner i livet som det ser ud lige nu. Lade bibelens løfter og ord blive til åndelig føde, der giver håb og kraft. Og også med mulighed for sige, at der er noget som virker uforståeligt eller mærkeligt. Når vi har læst sammen så beder vi, indeni os selv eller højt. For hinanden, for mennesker vi kender, for sundhedspersonalet, for de syge, ældre, familier, børn, for regeringen, for vores by… (Denne udgave af Salmernes Bog er på nudansk og tilmed i en smuk smuk udgave.)

Alt mellem himmel og mark

Jeg håber på dig

Jeg stillede mig ved vinduet og så ud på den grå himmel, der efterhånden er så velkendt. En bøn formede sig i mig:

Gud, i dag håber jeg på dig.

I løbet af de få minutter jeg stod foran vinduet og zoomede ind på regndråberne på ruden, skiftede himlen fra mørkegrå til lysende klar, og jeg blev nødt til at lukke øjnene for ikke at blive blændet. Nu er det gråt igen.

Det minder mig om livet. Om blandingen mellem det hele. Mørke, gråt, blåt, lys, gennembrud. Nu er det gråt igen og om lidt bryder lyset frem.

Gud, i dag håber jeg på dig.

Bønner

Imens jeg venter

Imens jeg venter på, at alt falder til ro, så gemmer jeg mig hos dig.
Imens jeg prøver at få alle til at elske mig, så søger jeg dit blik.
Imens jeg traver afsted og leder efter min vej, så går jeg sammen med dig.

Når jeg farer vild, så griber du ud efter min hånd.
Når jeg er tom, så fylder du mig op.

Jeg vil gerne klare mig selv, have min fortjeneste for et hårdt slid, anerkendelse for min kamp, men selv når jeg opnår det, er jeg tom efter et øjeblik.

Jeg søger dit blik igen, gennem menneskemængden, gennem stemmerne, gennem larmen. Jeg søger efter dit blik, og jeg tror, jeg hører dig sige:

“Se på mig. Bevar dit fokus hos mig, fæstn dit blik i mine øjne, jeg elsker dig med evig kærlighed. Lad dig ikke skræmme af livet, jeg er hos dig. Intet kan skade dig eller gøre dig ondt. Jeg er med dig altid.”

Og som et barn tør jeg gå ud i verden og tage nye skridt,
og når jeg falder igen, så søger jeg dit blik.

Tro og spiritualitet

Derfor tror jeg

Et af min tidligste minder om at tro på Gud er, at jeg sidder på en gynge i børnehaven og synger en sang, jeg har hørt i kirken. Sangen indeholder en sætning, der på mange måder beskriver min tro i sin enkelhed: “For du er min far og jeg er dit barn, jeg ved, at du elsker mig”.
Troen på Gud har været med mig siden. Jeg oplever, at Gud er nærværende, at han er virkelig i mit liv, at jeg kan høre fra ham, opleve at få tegn fra ham, at han igen og igen viser mig, at han ønsker at møde mig.

I morges havde jeg sådan et øjeblik. Jeg bad Gud om en konkret vejledning ifht. en situation, og jeg faldt lidt efter tilfældigt, nej, Gudfældigt, over et blogindlæg som jeg i første omgang tænkte var irrelevant. Jeg læste det alligevel, og så viste det sig, at en bid af det handlede præcist, ja præcist, om den situation jeg havde bedt om vejledning til. Sådan noget oplever jeg ofte. At Gud taler til mig eller mennesker omkring mig. Igennem små og store glimt. Himmelglimt.
Det lyder vagt, når jeg forklarer det. Det lyder tilfældigt. Det kunne være tilfældigt, og det kunne være noget ubevidst, der har styret mig direkte derhen.

Men jeg tror. Jeg tror, at Gud, min Far og Skaber, taler til mig i dag. Og dog oplever jeg tvivlen side om side med troen. Da jeg fortalte David om episoden i morges, så spurgte jeg ham igen og igen: “Tror du, at det er et tegn?”, og han svarede “Ja”, men jeg kunne høre tvivlen i hans stemme, og det var nok også derfor, jeg blev ved med at spørge. Jeg spurgte om sikkerhed, for jeg mærkede tvivlen hos mig selv.
At tro er ikke enkelt, ikke nødvendigvis nemt. For mig er det ligesom at have to samtidige følelser i kroppen. Glæden, troen og håbet i hjertet, og tvivlen i maven, sådan oplever jeg det ofte. Samtidigt. Ambivalent. Men jeg vælger at leve med troen og tvivlen side om side.

Jeg tror, ikke fordi jeg har faste beviser, ikke fordi jeg kan sige, at det stensikkert er Gud, men fordi jeg håber det. Fordi jeg ikke kan forestille mig at leve uden det håb.
Jeg tror, fordi jeg vælger at leve mit liv ud fra troen og på troens præmisser. Min tro er aldrig helt sikker, men den er alligevel min faste grund i livet. Jeg har valgt at leve et liv, der er funderet på tro, på en virkelighed som er større, end det jeg kan se og har beviser for. Jeg tror på en sandhed, som ikke kan vejes eller måles, og kun af og til mærkes.
Min tro er en tro på en personlig Gud. På at Gud kender mig, og jeg længes efter at kende ham mere.

Jeg tror, fordi jeg har brug for det. Brug for Gud. Brug for at tro på, at mit liv ikke er ligegyldigt. Brug for, at min livshistorie er en del af Guds store historie om verden, om livet, om meningen med, hvorfor vi er her, og hvilket formål han har for mit liv. Jeg tror på, at Gud ikke er ligeglad, men nærværende. Jeg tror, fordi jeg har brug for et håb, fordi jeg dybest set har brug for kraft til at leve.
Engang troede jeg, at jeg ikke længere troede… Jeg troede, at jeg havde mistet min tro, ikke fordi jeg ikke længere troede på Gud, men fordi jeg ikke kunne holde ud at tro. Min tro var blevet en præstation, jeg ikke kunne magte, og jeg skammede mig over min manglende tro.

Jeg troede, at jeg skulle tro på en bestemt måde, på en pæn måde, som jeg ikke længere kunne mønstre.
Jeg ønskede mig en tro uden tvivl. Uden voldsomme følelser af angst, anklage og vrede. Jeg var bange for de følelser, og jeg frygtede, at Gud var vred over, at min tro var blevet grim og flosset.

Men jeg mødte mennesker (gudskelov), der lærte mig at tro ikke altid behøver at være pæn. At man gerne må bande, imens man beder. At Gud kan holde til det hele og ønsker at høre det. Jeg nærmede mig Gud igen igennem desperat bøn. Jeg opgav at tro på en bestemt måde og jeg opdagede, at Gud ikke forventer det. At Jesus siger: “Bliv i min kærlighed”. Jeg skal ikke leve i skammen over mig selv og mine manglende evner, men i hans kærlighed og nåde som strømmer til mig hvert sekund.

Min vrede, anklage og mistillid, alt dette var jo også et udtryk for tro. En åbenhed mod Gud, en tro på, at han hører mig, også når jeg klager og skælder ud. Jeg fandt en ny tro, en tro der var mere fri, ikke så pæn, men mere fri. Som at gå fra at være en veltalende voksen til et barn, der skriger og pludrer.
Jeg vælger at tro, også selvom tvivlen er en fast følgesvend. Den må godt være der. Tvivl er ikke det samme som ‘ikke at tro’. Tvivlen er et udtryk for min menneskelighed, og Gud er ikke bange for min tvivl.
Troen på Gud giver mig håb. Der er mange ting, jeg kunne ønske var anderledes, der er så meget lidelse og smerte i verden, hos mig selv og mennesker omkring mig. Klimaforandringer, krige, sorg, brudthed af alle salgs.

Troen på Gud er en tro på en historie med en slutning, hvor alt ender godt. Ondskaben og smerten har ikke det sidste ord. Jeg tror, at Guds historie er større, sætter alt i et nyt perspektiv og at han ønsker at fortælle verden sin historie gennem vores liv. En historie om kærlighed, håb og lys.

Jeg tror, fordi jeg er nødt til det. Jeg tror, fordi det giver mig kraft til at leve og fred til at kunne dø. Og efter døden er jeg hjemme hos ham.

Jeg tror, fordi jeg ikke kan andet.

Alt mellem himmel og mark

Historier om håb

Når jeg kigger ud af vinduet i disse måneder, så er jeg sjældent fristet til at tage mit kamera med ud. Det hele er jo så gråt i gråt. Som hvis man er kommet til at blande for mange farver og til sidst ender med endnu en nuance af gråbrun.
Udfordrede mig selv den anden dag og tog alligevel kameraet med, solen skinnede ikke og lyset var blegt. Men gennem linsen opdagede jeg nuancerne. Tågen var der og lagde en dyne af hvidt slør henover skoven, men i skovbunden, mellem træerne og på himlen var der gemte og glemte farver, historier og dybder.

Lige her, lige nu, midt i det grå, er der historier om håb og lys, liv og forvandling.

Måske er det skjult, men det er der.

Alt mellem himmel og mark

I mit és

Siden begyndelsen af september har jeg været fri til at bruge tid og kræfter på mine drømme, da vi nu primært lever af én indkomst. Det betyder, at jeg kan arbejde på min pop-up café, studere et fag i ‘Sjælesorg’ i Aarhus, starte en lokal Madklub i byen og planlægge kommende projekter og drømme. De sidste to måneder har lært mig, hvad der giver mig allermest glæde og mening: at have tid og overskud til mennesker og være med til at skabe fællesskab og sprede tro, håb og kærlighed i vores by. Fordi det er det, jeg tror på, at Gud bruger mig til. Jeg har aldrig følt mig mere i mit és.

Hverdagslykke

#Reklame Vandreeventyr på Langeland

I begyndelsen af juli var jeg sammen med en flok venner, børn og voksne, på 1 dags-vandretur på Langeland.
Turen var arrangeret af QuestLangeland med Lisbet, der organiserer vandreture, overnatninger og naturoplevelser. Konceptet er målrettet børn – men alle typer mindre fællesskaber er velkomne.

Vi mødte op 8 personer og hund, lørdag formiddag på Lohals Havn og her stod Lisbet klar med turkort, madpakker og nødvendigt grej til turen. Lisbet tog vores bagage med i sin bil og kørte det til vores lejrsted ved Hønsebjerggard, hvor hun også bor med sin familie.

Vi havde på forhånd aftalt med Lisbet, hvor mange kilometer vi ville gå – af hensyn til børne og hundeben (og voksen-skavanker).

Vi gik afsted i småregn med højt humør.

Turen gik langs kysten, gennem skov og marker på det nordlige Langeland. Et virkelig dejligt naturområde, jeg aldrig har set før.

Efter at have gået et stykke slog vi os ned for at spise frokost som Lisbet havde forberedt til os. Der var nybagte boller, ost, pølser, falafler og grøntsager. Hvorfor smager mad bare bedre udenfor?

Efter frokosten åbnede vi en “aktivitets-pose”, som indeholdt forslag til aktiviteter undervejs.

Herefter gik vi, efter et af forslagene, videre i stilhed. Bare 5 minutters stilhed var nok til at skabe et specielt nærvær og hænder greb ud efter hinanden. Det var et lille magisk øjeblik. Der var også en pose med fine spørgsmål at stille hinanden: “Hvem er dit forbillede?”, “Hvad håber du vil ske i den kommende uge?” “Hvis du kunne løse et af verdens problemer, hvilket et ville du så vælge?”

At gå sammen er en dejlig mulighed for at snakke om stort og småt.

Efter ca. 12 km ankom vi til lejren ved Hønsebjerggaard. Et ‘stald-shelter’ med udsigt til marker og græssende køer. Jeg tænkte straks på at sidde her og skrive dagen lang.

Aftensmaden stod klar i køleskabet og skulle bare snittes og smides i en gryde over bålet. Det geniale ved Lisbets koncept er, at man nøjes med alle fordelene – hun tager sig nemlig af opvasken!

Senere blev der lavet pølser og skumfiduser over bål, vi sang sange, bad aftenbøn og sad sammen i skæret fra bålet. Det er ligesom om, at der er noget ur-agtigt ved at sidde om sådan et bål, noget trygt og genkendeligt.

Vi krøb i soveposerne i to forskellige soverum med gode madrasser (man er vel blevet 30!) og med lejede sove-poser. At være på vandretur kan kræve en del gear, men en del af konceptet er netop, at man kan leje fx soveposer, hvis man ikke selv har.

Efter morgenmaden næste dag (hvor der bl.a. var pandekager!) gik vi ca. 2 km. tilbage til Lohals Havn, hvor vi havde stillet bilerne dagen før.

Det var den dejligste tur. En tur med indre og ydre bevægelse. Nærvær, fællesskab og tid til hinanden. Og vi følte os meget forkælede af Lisbet undervejs.

Quest er et genialt koncept for familier eller andre små grupper, der gerne vil afsted og nyde naturen og hinanden, men måske ikke har udsyret eller ved hvor langt de kan gå, eller hvor meget mad de skal have med.

Jeg skulle hilse fra Lisbet og sige, at d. 11.-13. oktober i år afholdes der en retræte for familier. Retræten foregår med udgangspunkt på Hønsebjerggård på Langeland og vil være bygget op omkring fællesskab i familieenhederne, pilgrimsvandring og friluftsliv. Du finder programmet for retræten lige her. 

Læs mere og tag afsted på vandretur sammen med QuestLangeland.

Tro og spiritualitet

Et øjebliksbillede af glæde

Det er ikke meget jeg får skrevet. Fordi det er så mange ord. Måske er et billede mere passende. Et øjebliksbillede af en tid i mit liv, som jeg vil betegne som den bedste, jeg har oplevet. Jeg tager et mentalt øjebliksbillede og føler glæde.
Jeg føler mig fri af angst, sorg og depression efter at have slæbt på den byrde de sidste mange år. Jeg føler mig fri til at leve med glæde og trække vejret let. Når jeg vågner er det med et smil, med en energi, der får mig til at fare ud af sengen for at indtage dagen. I morges hoppede jeg så højt som aldrig før, da jeg gik min morgentur. Jeg kunne ikke lade være.

Jeg ved, at livet hurtigt kan ændre sig. At sorg og tragedie kan ramme. Jeg vil ikke tage noget for givet. Jeg ved, at det kan ske, og derfor tager jeg dybe dybe slurke af alt det gode som er lige nu. I dette øjeblik.

Hvor skal jeg gøre af alt den glæde?
Jeg har overskud af glæde, af blomster på min mark, af livgivende samtaler, fællesskab, af kærlighed. Jeg har opdaget, at man ikke kan putte glæden på lager, den skal bruges! Jeg har så meget, at jeg føler, at jeg må give det videre. Derfor klipper jeg blomster i min skærehave i dag og afleverer dem på det lokale plejehjem. For jeg tænker tilbage på dengang, jeg besøgte min far på plejehjem og gik ned af gangen til hans værelse. Jeg var fyldt med mismod og frygt. Hvilket udtryk af sorg og afmagt skulle jeg møde i dag? Og ville jeg miste håbet til sidst?

Derfor klipper jeg blomster og forærer dem væk. Fordi livet er det hele, og jeg vil dele af min glæde.

Tro og spiritualitet

Et kærlighedsbad

At erfare “Guds kærlighed” kan lyde abstrakt, eller måske som en floskel. Jeg har svært ved at skrive om det, fordi jeg frygter, at det netop bliver abstrakt eller floskel.

Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært at skrive om.
Måske fordi det handler om det dybeste i mit liv og samtidig er så ‘let’ at skyde ned.

I det hele taget erfarer jeg det ret konkret. Erfaringen og troen på, at jeg er skabt af Gud, kendt af ham og elsket. At der er en Gud, som har tænkt på mig, før jeg blev født og som besluttede, at jeg skulle findes. Og at dette gælder for ethvert menneske.

At jeg uanset, hvad livet indebærer, stoler på, at jeg aldrig er alene: Fordi Gud og Hans kærlighed er det jeg lever af. Og når jeg ikke lever mere, så falder jeg i Guds hånd. Det er derfor jeg kalder den dag min far døde for: “Den dag jeg mødte håb”. Og det overraskede mig, fordi jeg havde følt de foregående år som en lang ørkenvandring og mest af alt, havde skældt ud på Gud. Men Gud blev hos mig.

Men da min far døde, så mødte jeg et håb som er større end sygdom og død. Jeg så det ske foran mig. Jeg erfarede, at jeg trygt kunne overlade min far i Guds hånd, og jeg sagde ikke farvel, men ‘vi ses’, for Guds kærlighed ophører aldrig og vi skal bo i den forevigt.

I går da jeg var i kirke følte jeg, at Gud sagde til mig, at Hans kærlighed er ligesom et brusebad. Et kærligheds-brusebad.
Og det føltes som en invitation til mig: Vil du tage imod mit kærligheds-bad?
Kærlighed er ikke kærlighed, hvis den indebærer tvang. Så spørgsmålet var åbent: “Vil du tage imod min kærlighed?”

Og jeg sagde ja, og mærkede det strømme indefra og vandet steg i øjenkrogene.

Og da jeg vågnede i dag, tænkte jeg, at jeg har brug for flere kærligheds-bade, men slog tanken hen og begyndte på dagens opgaver, indtil det gik op for mig igen, at Hans kærlighed jo er det jeg skal leve af.

Så jeg smed mig i sofaen, lagde fødderne op og kiggede ud af vinduet på skyerne. Og jeg lod solstrålerne varme mig, imens jeg tog imod et brusebad. Et kærligheds-bad.

Alt mellem himmel og mark

Dét er lykke for mig

Det er nu 3 år siden vi flyttede til Fyn og dengang kendte vi ikke et øje. I perioder har vi været i tvivl om vores valg og følt os ret ensomme.

Men her 3 år efter kan vi sige, at vi ikke kunne tænke os at bo et andet sted, hvilket ikke mindst skyldes en dag som i dag, hvor vi:
– har gået tur med naboens hund og bagefter drukket formiddagskaffe i deres køkken sammen med børn, dyr og leverpostejsmadder
– været ude i familien Poulsens have og så flere blomster. De bor 5 min. væk i bil. Derude har vi også vores skærehave og den kanin de gav mig i 30 års gave og som lige har fået unger.

– og i aften fejrer vi Sankt Hans hos en af godsets ansatte, der bor 5 min. væk, Jens på 70 år, som vi stopper op og sludrer med, når han kører forbi på sin havetraktor.

Og i dag har jeg høstet min første rose nogensinde. Dét er lykke for mig.