Det er nu 3 år siden vi flyttede til Fyn og dengang kendte vi ikke et øje. I perioder har vi været i tvivl om vores valg og følt os ret ensomme.

Men her 3 år efter kan vi sige, at vi ikke kunne tænke os at bo et andet sted, hvilket ikke mindst skyldes en dag som i dag, hvor vi:
– har gået tur med naboens hund og bagefter drukket formiddagskaffe i deres køkken sammen med børn, dyr og leverpostejsmadder
– været ude i familien Poulsens have og så flere blomster. De bor 5 min. væk i bil. Derude har vi også vores skærehave og den kanin de gav mig i 30 års gave og som lige har fået unger.

– og i aften fejrer vi Sankt Hans hos en af godsets ansatte, der bor 5 min. væk, Jens på 70 år, som vi stopper op og sludrer med, når han kører forbi på sin havetraktor.

Jesus, den nye dag ligger foran mig.
Endnu dag i mit liv, hvor jeg lever af din nåde, og det liv du har pustet i mig.

Send mig ud i dagen og giv mig dit blik.

Lad mig se det du ser. Lad mig se op fra mit eget begrænsede perspektiv og få dit blik på dagen, på de steder jeg skal gå, og de mennesker jeg skal møde.

Send mig ud og brug mig til at sprede din kærlighed, hvorend jeg er.
I kaffepausen, i ulvetimen og i ventetid.
Ved mødebordet, i bussen eller i sygesengen.

Hvor end jeg er, så giv mig dine øjne og giv mig muligheder for at genspejle din kærlighed.

Lad mig se dét menneske i dag som har brug for mig og lad mig også turde tage imod.

Mind mig om, at denne dag er en dag i din evighed,
en dag, hvor jeg kan leve af din kærlighed og rundhåndet dele ud.

Det indebar en del myggestik at tage dette billede. Men jeg havde sådan en fin tur ud i det grønne med mit kamera.

Nu er det 3. år vi bor her på det sted vi kalder ‘vores hjem’.

Nu er der meget, der føles genkendeligt. At solen går ned det samme sted, at blishønen laver rede i de høje siv i dammen og at der lidt efter titter små unger frem med røde hoveder.

Når noget er genkendeligt så er det måske også lettere at overse det magiske? Det slog mig forleden. Og derfor tog jeg mit kamera med ud på en aften-gåtur og der mødte jeg denne solnedgang (og de hundredvis af myg).

Og da jeg gik hjem så jeg ikke bare marker, men en grøn dyne af blødhed og solens sidste stråler blev en påmindelse om alt det smukke, der findes.

Det var ligesom om, at jeg havde åbnet døren til det sted igen: hvor jeg må stoppe op, bare være til og tage imod.

Jeg synes det er en vigtig tid. En vigtig tid med store spørgsmål om, hvilket Danmark vi ønsker. Jeg har siden samfundsfag på A-niveau i gymnasiet været hooked på at følge med i politik. Jeg ser og læser derfor også så meget valgsnak jeg kan lige pt., for jeg mener, at det er vigtigt at sætte sig ind i. Jeg synes det har været en god valgkamp indtil nu, ikke så meget mudderkastning, ikke så meget personfnidder, men tid til de lidt større linjer, hvad synes du?

Jeg var også så heldig at se duellen mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke direkte i Højlunds Forsamlingshus for et par søndage siden. Det var fedt at se det ‘live’ og føltes helt klart mere menneskeligt og mindre som et ‘show’, når man ikke ser det fra en kameravinkel, der er stukket helt op i ansigtet.

Jeg tror, at det det optager mig mest er, når valgkamp bliver til samtaler om visioner. Hvad er det vi vil? I fremtiden? Hvad kan vi gøre bedre? Anderledes? Hvilket sted er det vi drømmer om at bo?

Og vi må hver især gøre op med os selv, hvad vi synes der er vigtigt og stemme på dem, vi har mest tillid til kan handle på vores vegne.

At kunne få lov at være med til at beslutte dét, rører mig, hver gang jeg står i køen til stemmeboksen. Vores demokrati er ikke perfekt, men det er der og det er ikke alle mennesker, der får lov at leve i et så rigt, og trods alt godt og trygt land, hvor vi får lov at være med til at bestemme, hvem der skal have magten. Det synes jeg er værd at sætte pris på.

Alting går lidt langsommere for tiden, da jeg har mødt en forårsforkølelse der vil noget. Det eneste, der ikke virker på at komme helt ovenpå igen er at skynde sig og ærgre sig, men hvad har det egentlig nogensinde hjulpet på?

Gro i ro.

Hvad mon du svarer på dét spørgsmål?

Jeg må svare, at jeg sjældent er den bedste version af mig selv og det har jeg tit skammet mig over. På alle mulige områder.

I går mødtes jeg med Krista Korsholm Bojesen, bl.a. for at optage en nye episode til min podcast. Vi talte om emnet ‘skam’. Krista er nemlig psykolog og har skrevet en bog om skam, samt holder foredrag og udbreder viden om, hvad skam er. Jeg er i gang med at redigere episoden og ser frem til at dele den med jer.

I dag har jeg gået og tænkt på noget Krista sagde i går, nemlig:

“Der er kommet meget fokus på at være den bedste version af sig selv – jeg arbejder meget i terapi med folk om netop dét, for det er altså dybt urealistisk. Det at være den bedste version af os selv er – at holde et spejl op for os selv, som rakker ned på os selv – hele tiden. For at være den bedste version af sig selv, det er ikke bare et aspekt af dit liv, det er det hele!”

Lad os aflive myten om ‘den bedste version’. Helt ærligt, hvornår lykkes det nogensinde? Tanken om at være ‘den bedste version’ af mig selv, gør mig ret træt. Og alligevel er det ofte det, jeg har forsøgt at være. At lave en lang liste over alt, det jeg føler jeg bør gøre. Og slå mig selv oveni hovedet, når det ikke lykkes. Kender du det?

Lad os stræbe efter at gøre det gode, men være velvidende, at det at ‘være den bedste udgave af os selv’ er et umuligt projekt.

I går talte vi om begrebet nåde. (Jeg har engang skrevet om ‘nåden der vokser i min vindueskarm’) Det er det nådige blik, på os selv og andre, der opløser skammen. Skammen bilder os ind, at vi ikke er værdige til fællesskab. Nåden siger, at vi er værdige, elskede og værdifulde, også selvom, vi ikke er den bedste version af os selv.

I dag har David og jeg 12-års dag. For 12 år siden gik jeg i 3. g og var til skriftlig engelsk-prøve og smuttede tidligt for at tage til København, hvor jeg mødtes med David. Vi har været sammen lige siden og blev gift for snart 9 år siden. Indlægget her er i første omgang skrevet, da vi havde været sammen i 10 år, nu er det revideret og uddybet, da der er gået 2 år mere.

12 ting de sidste 12 år har lært mig om parforhold: 

#1 Kommunikation betyder alt. Måske er vi ikke enige, forstår ikke altid hinandens handlinger og holdninger, men hvis vi kan sige: “Hvorfor siger du det, hvad får dig til det? Hvordan forstår du det?” Så er vi kommet rigtig langt.

#2 At kende hinanden godt betyder også at kende hinandens svageste punkter, hvilket betyder, at man har magt til kan såre hinanden dybt. De svageste punkter skal æres, også når man er ved at eksplodere og har lyst til at gå til angreb.

#3 At det er yderst vigtigt at være villig til at arbejde med sig selv og sine egne mønstre. Hvis vi nægter at se på os selv, og det vi har med os i bagagen, går det udover den anden og dermed udover forholdet. Det er ikke tilladt at sige: “Sådan er jeg bare, det gider jeg ikke tage mig af, det må du lære at leve med…” hvis det har negative konsekvenser for den anden. Vi må være villige til at arbejde med vores egne svagheder og mønstre, vi må bære vores egne byrder og hjælpe hinanden, når det bliver for tungt.

#4 Det er frugtbart at være overbærende. Her burde min mand få en guld-medalje. Jeg har gennem årene vist mig skiftevis som et blidt lam og en ildspydende drage. Jeg kan ikke komme på en eneste gang, David har sagt: “Nu tager du dig lige sammen”. Nej, han har vist en overbærenhed af en kaliber, jeg ikke troede var muligt. Engang spurgte jeg ham: “Hvad er din pædagogik egentlig overfor mig?” og han svarede mig: “Jeg elsker dig mest, når du fortjener det mindst”. Det må jeg sige, at han udlever.

#5 At bide sig i læben og lytte med hjertet. Nogle gange kan man få følelsen af, at der ikke er flere overraskelser eller nyt at lære om hinanden, men hvis man lytter og spørger ind, som man havde gjort, hvis man lige havde mødt hinanden, så opdager man, at der stadig er skjulte skatte. Som type er jeg tit ret hurtig til at sætte ord på følelser og konkludere, men jeg øver mig i at være stille og i stedet sige: “Hvorfor? Hvordan? Hvad tænker du?” indtil vi finder ind til kernen sammen.

#6 At vi kan øve os og dygtiggøre os i parforhold, ligesom hvis vi trænede op til et marathon. For os har det været nyttigt at studere personlighedstype-typologier som emnegrammet, Myers-Briggs og de 5 kærlighedssprog. Det har gjort en ubeskrivelig forskel. Vi er gået fra at syntes den anden, ret ofte, er en sær snegl, til faktisk at forstå og respektere hinandens forskelligheder. Og drage nytte af dem!

#7 Netflix, take-away, spise aftensmad i sofaen og at lade opvasken stå, kan være det, der får det hele til at hænge sammen i perioder.

#8 At det er nødvendigt at gøre sit ypperste for at sige tingene pænt, også når man er presset. At sige undskyld, når man fik sagt tingene på en dum måde.

#9 At det går op og ned. Når “det går ned” er det vigtigste at kunne tale åbent om det. Der er intet, der er for farligt eller forbudt at sige. Det er først farligt, når vi lader være.

#10 Hverdagen er det vigtigste. At stå op sammen, gå tur med hunden, købe ind, lave mad, gå ned med skraldet. Det er det levede liv. Trygheden, genkendeligheden, rutinen. Det unikke ved at være to i en fælles hverdag. Det er basen for det hele. Det skal æres, respekteres og prioriteres. Vi kommer før alt andet.

#11 Vi må se vores dårlige vaner i øjnene og tage ansvar sammen. At man er ene om at have en dårlig vane er op ad bakke, men hvis man er to, så føles det dobbelt så hårdt at bryde den, synes jeg. For hvem er det, der siger: “Nu har vi set for meget Netflix” (jf. punkt 7), nu er vi nødt til at rejse os fra den sofa”, det føles så tungt at være den, der skal sige det først, især når den anden også trækker ned. Vi må rejse os sammen, hive hinanden op, også selvom det er lettest at bekræfte hinanden i, at vi bliver siddende lidt endnu.

#12 Vi bliver hinandens familie igennem krisetider. I 2018 mistede jeg min far efter et langt  sygdomsforløb. En af de hårdeste ting jeg har prøvet i mit liv. David var ikke blot længere min mand, men var også svigersøn, der kæmpede for min far, ja for hele min familie. Jeg har aldrig følt mig mere båret af et andet menneske end da jeg så, at han var villig til at bære og kæmpe midt i det som var så svært, og det ikke var min kamp, det var vores fælles kamp.

Tak for 12 år. Jeg glæder mig til flere.

Har du bemærket, at min blog ikke er klistret til med reklamer? Vil du støtte mit foresatte arbejde med at udgive og skrive uden at være afhængig af reklameindtægter? Du kan sende mig en donation her. Tak!