I dag rundede jeg 800 likes på facebook. Faktisk er det oftest der jeg udgiver indlæg i første omgang og dernæst havner de her på bloggen.
Jeg vil gerne sige TAK, fordi du læser med og introducere mig selv til nye!
Jeg hedder Kamilla Maria Jakobsen, og har skrevet på bloggen siden 2014.
Jeg er skaberværksforkæmper, foodie, kirkegænger, bruger str. 37 i sko og bliver 33 år lige om lidt. Jeg er et kreativt rodehoved og har 29.443 fotos i iCloud fra de seneste år.
Jeg startede bloggen I 2014 sammen med en veninde, det var hende, der fandt på det geniale navn: På Herrens Mark. I dag er det kun mig på tastaturet.
Jeg har skrevet stort set altid, også før jeg kunne stave, dengang bad jeg min mor skrive for mig.
Jeg kan stadig ikke sætte kommaer, så min mand gennem snart 12 år læser alle tekster igennem og deler rundhåndet ud af kommaerne.
Nogle gange får han tårer i øjenene, når han læser mine tekster, fordi han derigennem får en indsigt i mig, som jeg måske ikke kan sige ligeså klart, som jeg kan skrive den.
Jeg skriver om det, der optager mig.
Jeg skriver om min tro på Gud, om mine tanker og tvivl. Jeg har skrevet meget om angst, sorg og skam og opdaget, at skammen heles når den bliver delt og taget kærligt imod.
Jeg er den første årgang som professionsbachelor i Kristendom, kultur og kommunikationen fra Diakonissestiftelsen.
Det tog mig flere sygemeldinger og forskelllige jobs at finde min rette hylde. Nu føler jeg, at jeg er landet, hvor jeg skal. De sidste to år har jeg været ulønnet ansat i min kirke Fyns Valgmenighed, hvor jeg særligt er optaget af mødet med mennesker på kanten.
Jeg blev indviet diakon i oktober 2021 og kalder mig selv ‘gadediakon’. Jeg opsøger og møder mennesker, som kæmper med hjemløshed, misbrug og sociale problemer, og ser nærvær som min vigtigste opgave! Mødet med mennesker dér strækker mig og udvider mit hjerte mere end noget andet!
Jeg er optaget af, hvad fællesskab og kærlighed kan gøre, ikke bare for mennesker på kanten, men for alle.
Jeg er sårbarhedsaktivist, og ønsker skabe åndehuller, hvor det er muligt at ånde frit.
For nogle år siden skrev en kvinde til mig, at hun havde fundet min blog og for første gang i sit liv ikke følte sig forkert. Sådanne ord er min stærkeste drivkraft til at dele: at formidle, at ingen af os virkeligt er alene – og at Gud er dér midt i det hele!
(Og hvis du kender nogen som kunne have glæde af at læse med, så del endelig videre..)
No Comments