Aldrig alene

I går sad jeg hos en mand på en metrostation. Han var påvirket, uden sko, bestjålet, forvirret, frysende, sulten. Jeg var der sammen med en forbipasserende læge, der ringede 112.

Til sidst sad jeg der med ham alene. Han fortalte mig – helt af sig selv – om dengang han var ansat i en kirke og var begyndt at drikke og blev fyret.

Jeg spurgte om han stadig troede på Gud, og han svarede:

“Ja selvfølgelig! Han slipper mig ikke.
Gud har været med mig hele vejen, men jeg har sagt til ham, at jeg ikke orker at gå mere. Og om han vil tage mig hjem”.

Og så fik han tårer i øjnene.

Han lå ned imens han talte… midt på en metrostation. Indeni tænkte jeg, hvordan kan han dog bevare sin tro?

“Jeg er ensom, men ikke alene”.
Sagde han.

“Du er aldrig alene. Må Gud velsigne dig” sagde jeg.
“Ja” istemmede han.

Lidt efter kom ambulancefolkene. Og han gik afsted på sine strømpesokker. Ensom, men aldrig alene.