Tro og spiritualitet

Fra bitre rødder til blød kærlighedsjord

Christina Leinum

Christina Leinum

For et år siden læste jeg Christina Leinums gribende fortælling om sin tro og oplevelse af Jesus. Hendes historie er en stor opmuntring for mig, fordi den minder mig om, hvem Jesus er og bekræfter min egen tro og erfaring af Jesus som livsguide. Senere hen mødte jeg Christina, da vi kom i den samme kirke på det tidspunkt. 

Jeg er taknemmelig for, at jeg må dele hendes historie med jer:

“Under min udadvendte facon viste der sig en indre smerte, da jeg i 1999 gik ned med udbrændthed og depression. Psykologer kunne pege på oplevelser i min barndommen, men den indre helbredelse begyndte for alvor, da Jesus i et syn gik med mig ind i de smertefulde minder.

Jeg er vokset op i et kristent hjem. Jeg var aktiv i kristent ungdomsarbejde, havde taget uddannelse, var gift og havde tre børn. I alt hvad jeg foretog mig, var jeg udadvendt og brugte som ung kvinde i 20-erne ikke så meget energi på at behandle oplevelser fra fortiden.

Først da jeg i 1999 gik ned med udbrændthed, var det som om de ting fra barndommen, som jeg ikke havde tilgivet, begyndte at komme op til overfladen.

Under min udbrændthed vælger jeg at gå til psykolog, som beskriver min tilstand som en depression der har været der siden min barndom. Flere oplevelser fra barndommen kom op til overfladen og smertede.

– I 1977, da jeg var 6 år, skulle min oldemor være hos os i julen. Hun var i 80-erne og sad i kørestol. Jeg havde fået at vide, at hun var syg og ikke havde det så godt. Jeg skulle blive hjemme fra kirke juleaften og passe hende. Det havde jeg ikke lyst til. Jeg kan huske, at jeg sagde, at det ville jeg ikke. Men det skulle jeg. Mens jeg var alene med min oldemor kastede hun op. Jeg husker, jeg løb ind i køkkenet og hentede en gul plastickop, og nåede lige akkurat at hente den og holde den under hendes mund, inden opkastet, sammen med gebisset, væltede ud.

– Gennem det terapeutiske forløb kom det frem, at blandt andet denne oplevelse havde sat en angst ind i mit liv og en følelse af beskidthed og skam. Følelser jeg havde lukket inde i mig selv.

– Det var først, da jeg røg fuldstændig ned og søgte behandling, at jeg for alvor gik i gang med at se på de ikke-integreret dele af mit liv. I min ungdom lukkede jeg af for de dybe områder, vel nok som en overlevelsesstrategi, men da de først kom op til overfladen, fyldte de meget.

Behandlingen foregik i første omgang gennem psykologhjælp, men senere kom jeg i kontakt med nogen fra en frikirke i Græsted, hvor jeg boede.

– De kendte til at bede om indre helbredelse, og begyndte at tale om, at Gud elskede mig, og kunne helbrede mig. De talte om Faderens kærlighed på en måde, som jeg ikke havde hørt før.

– Jeg begyndte at råbe til Gud: Hvis du er der, så er det kun dig, der kan nå mig nu! Råbet blev en længsel efter at lære Gud at kende på en levende og autentisk måde. Det var som om, jeg havde en tomhed i dybet af min sjæl, en længsel efter at blive elsket. Og jeg vidste, jeg var nødt til at vælge. Enten måtte det være hele mig, eller også kunne troen være lige meget.

I 2006 mødte jeg et canadisk team, der har specialiseret sig i at bede om indre helbredelse. En kvinde bad Helligånden om at vise, hvor angsten, der havde fulgt mig, stammede fra.

– Jeg oplevede, at jeg i et syn kommer tilbage til 1977 og ser mig selv som 6-årig i stuen sammen med min oldemor: Jesus var der, han stod henne ved døren og hans lys skinnede ind og oplyste fuldstændigt den mørke stue. Han kom hen imod mig med lette og rolige skridt. Han tog min hånd og sammen gik vi hen til oldemor. Han holdte den gule plastickop i sin hånd, og det var på hans hænder, opkastet faldt. Han tog det beskidte job. Jeg stod trygt og sikkert ved hans side.

– Da jeg bagefter, chokeret over oplevelsen så op på ham med frygt i øjnene, tog han mig op på skødet, og trykkede mig ind til sig. Sådan sad vi længe, til jeg faldt til ro. Jeg løftede hovedet og så ind i hans kærlige øjne, som uden ord fortalte mig, at jeg var hans pige, og at han så mit ønske om at være en god pige, der hjælper min mor og far. Jeg smilede tilbage, hoppede ned fra hans skød og løb dansende hen til juletræet for at kigge på de smukke glaskugler.

– De situationer, hvor der kommer skam og frygt ind, vil Jesus tage sig af, når vi åbner os for Helligåndens helbredelse ind i vores liv. Alt det, som ubevidst blev et overgreb vil Åndens helbredende kraft forvandle til et helbredt minde.

Guds kærlighed har helbredt mit hjerte. Han har mere end nok kærlighed til at ethvert nedsættende ord kan renses fra dets gift, og enhver nedbrydende handling kan vendes til en dybere kærlighed. Gennem Guds ubetingede kærlighed er jeg helbredt til at tilgive og elske, og til at få tilgivelse og blive elsket.”

Christina Leinum fortæller om sig selv: Jeg arbejder som National Leder af Den Internationale Kristne Ambassade i Jerusalem, dansk afdeling. Jeg er 44 år. Uddannet lærer og Bachelor i Teologi og Lederskab. Jeg er gift med Jacob Daniel Leinum, til sommer, i 25 år:) Vi har 4 børn; Cecilie 23 år, Samuel 20 år, Jonathan 18 år, Silas 13 år.

Hun står sammen med sin mand bag cd’en “Det er først lige begyndt”. >

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply