Tro og spiritualitet

Døden & de lysende anemoner

Jeg har haft en dyb modstand i mig denne langfredag. Modstand mod døden, mod smerten og afmagten. Langfredag hænger Jesus på et kors. Det er smertefuldt og grimt. Hvis jeg havde været tilstede på Jesu tid, er jeg sikker på, at jeg ikke havde turdet se på det. Af og til tænker jeg, at jeg er for skrøbelig til denne her verden. Jesus, Guds søn, går direkte ind i smerten, døden, det frygtelige og grimme og opløser det med sin kærlighed. Han går i stykker, Hans krop er smadret og lidende, men Hans guddommelige styrke og kærlighed sprænger døden, da han opstår fra graven.

Det virker måske mærkeligt at tro på det, men det blev så levende for mig, da jeg i dag stod ude i skoven og plukkede anemoner, imens regnen piskede ned i ansigtet på mig. Jeg råbte indeni til Gud: “Gud, jeg er så træt af den her verden. Så træt af alt det, jeg ikke magter, så træt af smerten. Så gør dog noget!” Og så gik det op for mig igen, at det er præcis dét, langfredag handler om.

Gud kommer til os midt i smerten, men Han løber ikke væk, når Han ser vores tårer, bræk og blod. Vores svaghed.
Han er tilstede midt i det, og Han tager det på sig. Han sprænger døden og smerten indefra. Han siger til røveren, der hænger på korset ved siden af Ham: “I dag skal du være med mig i paradis”. Det er et løfte, også til mig. Døden findes ikke mere. Alt ender godt. Dét er håbet, som langfredag vidner om.

Jeg har sat mine anemoner i vand, og i morgen skal de stå og lyse på påskebordet.. 

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Protected with IP Blacklist CloudIP Blacklist Cloud