Alt mellem himmel og mark

Julen er glædens… og sorgens tid.

Tak Mie Grønne-Grann, fordi du deler ærligt om juletiden, vi er mange, der kan genkende det du skriver.

Julen er glædens tid.
..og sorgens tid.

Nogle gange, hvis jeg bliver grebet af frygt, når jeg ligger og skal sove, forestiller jeg mig, at frygten er en kat, der har lagt sig på min mave (hvor meget jeg end elsker katte). Jeg kan mærke dens tyngde mod min krop. Jeg fortæller mig selv, at det er okay, den er der, og at jeg godt kan lægge mig til at sove alligevel. Jeg ved ikke helt hvor den idé kom fra. Men det virker. For det meste.

Når jeg tænker på julen er der mange følelser, der fylder mig. Mange af dem er gode.

Jeg fyldes ekstra meget af kærlighed til familie og venner, særligt min mand og min søn.
Jeg glæder mig til at fejre juleaften med min søster og hendes mand og børn.
Jeg glæder mig til at vise min søn på 2 hvor hyggelig og dejlig juletiden kan være.
Jeg glæder mig til at fortælle ham om det håb, der blev født ind i verden juleaften.
Jeg glæder mig over at have fået givet så meget, og at jeg selv har noget at give.
Jeg glæder mig.

Men der er også andre følelser. Og det er okay.

Det er okay at jeg savner min mor, og ønsker hun kunne tage min søn på skødet og hygge sig med at lære ham julesange.
Det er okay at være i dyb sorg over, at hun har glemt hvem jeg er, og at hun aldrig kommer til at kende min søn, selvom hun stadig lever.
Det er okay også at blive vemodig omkring al familie-jule-hyggen, når jeg kommer til at tænke på, at hun sidder alene på et plejehjem, der lugter, mens vi hygger os.
Det er okay, at jeg savner hendes kærlige opmærksomhed juleaftens morgen på min fødselsdag.
Og det er okay at græde over, hvad Alzheimers har gjort ved hende, mens jeg kører hjem efter at have besøgt hende og holdt hendes hånd og sunget for hende, uden hun har kunnet kende mig eller sige mit navn.

Det er okay.

Julen skærper sorgen på samme måde, som den skærper glæden.

Og så prøver jeg at give sorgen plads på samme måde som frygten.
Jeg øver mig i at holde fast i, at jeg er okay, selvom jeg også rammes af sorg i glædens tid.

Mens jeg sidder og hygger mig til jule-kom-sammen smyger katten sig om mine ben under bordet. Og jeg lader den gøre det.”

Skrevet af Mie Grønne-Grann, december 2018
Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply