Tro og spiritualitet

Morgenrefleksion: Jeg er en understrøm af godhed

På den sidste har jeg delt en række morgenbønner her på bloggen, hvilket jeg har fået god respons på. Det er bønner sagt og skrevet af mig selv og andre. Det forsætter jeg med at gøre, men fremover jeg også dele inspiration til dagen af og til. Det kan være små bibeltekster, et billede, en strøtanke, en inspiration eller andet som opløfter mig, og som forhåbentligt også kan være til glæde for dig.

I dag deler jeg en “inspiration”, der er ord inspireret af Gud. Som kristen tror jeg nemlig på, at Gud taler til os i dag, ikke bare igennem bibelen, men til vores hjerter.

Min tidligere kollega Ole Skjerbæk Madsen, der er præst og leder af I Mesterens Lys, har gennem nogle år nedskrevet inspirationer, han forklarer:

“Når jeg beder eller mediterer, sker det ofte, at jeg kommer ind i en stilhed, hvor jeg oplever Gud tale til mig. Nogle gange taler Gud som Faderen (Jeg Er, Den Jeg Er), andre gange som Jesus Kristus (Ordet, Logos) og atter andre gange som Helligånden. Når jeg nedskriver, hvad jeg hører, kalder jeg det inspirationer.

I dag deler jeg noget af en inspiration fra Oles bog Ansigt til Ansigt.

“Du sidder nu ved søens bred og mærker solen og vinden. Du hører fuglesangen, bølgerne mod strandens sten og vinden i sivene. Du ser ud over vandet til søens modsatte bred, ser fuglene og skovens træer. Sådan en dag har du ønsket om, at alting bare er, som der er nu – altid – en indre hvile og fred i dig og i naturen.

Men du ved, at hverdagens bekymringer lurer – og endnu værre: krig, terror, vold og sygdom bringer smerte, sorg, tab og død ind i verden. Du ved, at også naturens orden er forstyrret.

Men du søger mig, for Jeg er livets og glædens kilde. Jeg Er den understrøm af godhed, som fremkalder medfølelse og inspirerer til handling, hvor livet og freden trues. Jeg er den understrøm af kærlighed, som inspirerer til selvopofrende tjeneste for jorden og menneskeheden. Jeg Er den understrøm af sandhed, som får jer til at stille spørgsmål og lede efter den indre orden og mening i alle ting. Jeg Er den understrøm af skønhed, som fremkalder forundringen over skabningen og lader jer se hver skabning og hvert menneske som værdifuld og fuld af uudfoldede egenskaber og lys.

Jeg lader dig nyde naturens skønhed og fred – ikke som en flugt fra verden, men som en inspiration til at finde og fremelske det sande, det skønne og det gode i verden.”

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply