Hverdagslykke

#Reklame Vandreeventyr på Langeland

I begyndelsen af juli var jeg sammen med en flok venner, børn og voksne, på 1 dags-vandretur på Langeland.
Turen var arrangeret af QuestLangeland med Lisbet, der organiserer vandreture, overnatninger og naturoplevelser. Konceptet er målrettet børn – men alle typer mindre fællesskaber er velkomne.

Vi mødte op 8 personer og hund, lørdag formiddag på Lohals Havn og her stod Lisbet klar med turkort, madpakker og nødvendigt grej til turen. Lisbet tog vores bagage med i sin bil og kørte det til vores lejrsted ved Hønsebjerggard, hvor hun også bor med sin familie.

Vi havde på forhånd aftalt med Lisbet, hvor mange kilometer vi ville gå – af hensyn til børne og hundeben (og voksen-skavanker).

Vi gik afsted i småregn med højt humør.

Turen gik langs kysten, gennem skov og marker på det nordlige Langeland. Et virkelig dejligt naturområde, jeg aldrig har set før.

Efter at have gået et stykke slog vi os ned for at spise frokost som Lisbet havde forberedt til os. Der var nybagte boller, ost, pølser, falafler og grøntsager. Hvorfor smager mad bare bedre udenfor?

Efter frokosten åbnede vi en “aktivitets-pose”, som indeholdt forslag til aktiviteter undervejs.

Herefter gik vi, efter et af forslagene, videre i stilhed. Bare 5 minutters stilhed var nok til at skabe et specielt nærvær og hænder greb ud efter hinanden. Det var et lille magisk øjeblik. Der var også en pose med fine spørgsmål at stille hinanden: “Hvem er dit forbillede?”, “Hvad håber du vil ske i den kommende uge?” “Hvis du kunne løse et af verdens problemer, hvilket et ville du så vælge?”

At gå sammen er en dejlig mulighed for at snakke om stort og småt.

Efter ca. 12 km ankom vi til lejren ved Hønsebjerggaard. Et ‘stald-shelter’ med udsigt til marker og græssende køer. Jeg tænkte straks på at sidde her og skrive dagen lang.

Aftensmaden stod klar i køleskabet og skulle bare snittes og smides i en gryde over bålet. Det geniale ved Lisbets koncept er, at man nøjes med alle fordelene – hun tager sig nemlig af opvasken!

Senere blev der lavet pølser og skumfiduser over bål, vi sang sange, bad aftenbøn og sad sammen i skæret fra bålet. Det er ligesom om, at der er noget ur-agtigt ved at sidde om sådan et bål, noget trygt og genkendeligt.

Vi krøb i soveposerne i to forskellige soverum med gode madrasser (man er vel blevet 30!) og med lejede sove-poser. At være på vandretur kan kræve en del gear, men en del af konceptet er netop, at man kan leje fx soveposer, hvis man ikke selv har.

Efter morgenmaden næste dag (hvor der bl.a. var pandekager!) gik vi ca. 2 km. tilbage til Lohals Havn, hvor vi havde stillet bilerne dagen før.

Det var den dejligste tur. En tur med indre og ydre bevægelse. Nærvær, fællesskab og tid til hinanden. Og vi følte os meget forkælede af Lisbet undervejs.

Quest er et genialt koncept for familier eller andre små grupper, der gerne vil afsted og nyde naturen og hinanden, men måske ikke har udsyret eller ved hvor langt de kan gå, eller hvor meget mad de skal have med.

Jeg skulle hilse fra Lisbet og sige, at d. 11.-13. oktober i år afholdes der en retræte for familier. Retræten foregår med udgangspunkt på Hønsebjerggård på Langeland og vil være bygget op omkring fællesskab i familieenhederne, pilgrimsvandring og friluftsliv. Du finder programmet for retræten lige her. 

Læs mere og tag afsted på vandretur sammen med QuestLangeland.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply