Det er ikke meget jeg får skrevet. Fordi det er så mange ord. Måske er et billede mere passende. Et øjebliksbillede af en tid i mit liv, som jeg vil betegne som den bedste, jeg har oplevet. Jeg tager et mentalt øjebliksbillede og føler glæde.
Jeg føler mig fri af angst, sorg og depression efter at have slæbt på den byrde de sidste mange år. Jeg føler mig fri til at leve med glæde og trække vejret let. Når jeg vågner er det med et smil, med en energi, der får mig til at fare ud af sengen for at indtage dagen. I morges hoppede jeg så højt som aldrig før, da jeg gik min morgentur. Jeg kunne ikke lade være.
Jeg ved, at livet hurtigt kan ændre sig. At sorg og tragedie kan ramme. Jeg vil ikke tage noget for givet. Jeg ved, at det kan ske, og derfor tager jeg dybe dybe slurke af alt det gode som er lige nu. I dette øjeblik.
Hvor skal jeg gøre af alt den glæde?
Jeg har overskud af glæde, af blomster på min mark, af livgivende samtaler, fællesskab, af kærlighed. Jeg har opdaget, at man ikke kan putte glæden på lager, den skal bruges! Jeg har så meget, at jeg føler, at jeg må give det videre. Derfor klipper jeg blomster i min skærehave i dag og afleverer dem på det lokale plejehjem. For jeg tænker tilbage på dengang, jeg besøgte min far på plejehjem og gik ned af gangen til hans værelse. Jeg var fyldt med mismod og frygt. Hvilket udtryk af sorg og afmagt skulle jeg møde i dag? Og ville jeg miste håbet til sidst?
Derfor klipper jeg blomster og forærer dem væk. Fordi livet er det hele, og jeg vil dele af min glæde.
1 Comment
❤️