Et kærlighedsbad

I det hele taget erfarer jeg det ret konkret. Erfaringen og troen på, at jeg er skabt af Gud, kendt af ham og elsket. At der er en Gud, som har tænkt på mig, før jeg blev født og som besluttede, at jeg skulle findes. Og at dette gælder for ethvert menneske.

At jeg uanset, hvad livet indebærer, stoler på, at jeg aldrig er alene: Fordi Gud og Hans kærlighed er det jeg lever af. Og når jeg ikke lever mere, så falder jeg i Guds hånd. Det er derfor jeg kalder den dag min far døde for: “Den dag jeg mødte håb”. Og det overraskede mig, fordi jeg havde følt de foregående år som en lang ørkenvandring og mest af alt, havde skældt ud på Gud. Men Gud blev hos mig.

Men da min far døde, så mødte jeg et håb som er større end sygdom og død. Jeg så det ske foran mig. Jeg erfarede, at jeg trygt kunne overlade min far i Guds hånd, og jeg sagde ikke farvel, men ‘vi ses’, for Guds kærlighed ophører aldrig og vi skal bo i den forevigt.

I går da jeg var i kirke følte jeg, at Gud sagde til mig, at Hans kærlighed er ligesom et brusebad. Et kærligheds-brusebad.
Og det føltes som en invitation til mig: Vil du tage imod mit kærligheds-bad?
Kærlighed er ikke kærlighed, hvis den indebærer tvang. Så spørgsmålet var åbent: “Vil du tage imod min kærlighed?”

Og jeg sagde ja, og mærkede det strømme indefra og vandet steg i øjenkrogene.

Og da jeg vågnede i dag, tænkte jeg, at jeg har brug for flere kærligheds-bade, men slog tanken hen og begyndte på dagens opgaver, indtil det gik op for mig igen, at Hans kærlighed jo er det jeg skal leve af.

Så jeg smed mig i sofaen, lagde fødderne op og kiggede ud af vinduet på skyerne. Og jeg lod solstrålerne varme mig, imens jeg tog imod et brusebad. Et kærligheds-bad.