Tro og spiritualitet

Kærligt tilbageblik: På eventyr med Gud

I dag byder jeg velkommen til den fine blogger Tabita, som deler sit kærlige tilbageblik over den sidste uge.

Om kærligt tilbageblik
“Kærligt tilbageblik” er en praksis fra den kristne spiritualitet, typisk en aftenmeditation, hvor man ser tilbage på dagen og reflekterer over, hvor og hvordan Gud var tilstede på denne dag. Øvelsen hjælper til at se, hvordan Gud kommunikerer til os mennesker. Gud er tilstede i alt, både de store og små ting, og vi kan øve os I se og mærke Guds nærvær. Når vi ser tilbage på dagen, eller ugen, kan vi få øje på små lyspunkter, hvor vi får en fornemmelse af Guds nærvær, som altid er omsorgsfuldt, trygt, kærligt og opmuntrende. I øvelsen forsøger vi at være ikke-dømmende, men åbne for hvordan Gud møder os i det liv, som nu er vores. I december udgiver jeg ugentligt hver søndag et indlæg med et kærligt tilbageblik på ugen, der er gået. Du kan finde det foregående indlæg her. Sidst i dette indlæg finder du en vejledning til, hvordan du kan gøre et “Kærligt tilbageblik”.

Jeg hedder Tabita, og står bag den nystartede blog tabitaner.dk  Jeg er gift med Lasse, mor til Valdemar og 3K-studerende. For 3 år siden kom jeg til ny tro på Jesus.

I dag er jeg så heldig at være inviteret til at være gæsteblogger ”På Herrens Mark”. Man kan roligt sige, at jeg deler Kamilla og Tinas grønne glæde og omtanke for skaberværket. Jeg er 100% grøntsagsgnasker, økofreak og lidt af en hippiemor, der bruger stofbleer for at skåne miljøet. I fremtiden håber jeg på at komme til at arbejde med at forene kirke og miljø i en eller anden form. Det er dog ikke det, der er temaet i dag. Jeg er blevet bedt om at lave ”et kærligt tilbageblik” på ugen der gik.

I dag skriver vi sidste søndag i advent. Ventetiden er slut, men Kongen er endnu ikke født.

Når jeg tænker tilbage på ugen der gik, er det første der falder mig ind, at jeg har haft travlt. Ikke fordi jeg rent fysisk har faret rundt, for det gør jeg en dyd ud af, at undgå. Men mentalt har jeg haft travlt. Med at skubbe glæden væk. Det er noget, jeg virkelig er mester i. At vente og vente på glæden, og når den så endelig kommer, vil jeg ikke have den. Man kan sammenligne det med, at vi i adventstiden har ventet på juleglæden, julefreden, som vi finder i Jesus. Men når juleaften endelig oprinder, ser vi den så, eller drukner den i gaveræs og uopfyldte forventninger?

Denne uge blev også afslutningen på en ventetid for min lille familie. Vi har fundet en lejlighed, og vores status som boligløse er snart fortid. Det er selvfølgelig en lettelse, men samtidigt også en skuffelse. Hvorfor? Fordi jeg havde forventet noget andet. For en gangs skyld var jeg trådt ud af min komfortzone i håb om, at Gud ville træde til. Først satsede vi på et nyopstartet landligt bofællesskab, hvor vi desværre ikke fik en plads. Jeg blev virkelig skuffet og nærmest harm – ”hvorfor giver Gud andre det de ønsker, men ikke os?!” Der er ikke langt fra skuffelse til vrede og den gode gamle offerrolle, som jeg ofte ynder at påtage mig.

Efter lidt tid valgte jeg at se mere positivt på det hele. Vi skulle på eventyr med Gud! Det lød da spændende. Alt kunne ske, og nu skulle det udnyttes, at vi ingen forpligtelser havde i form af fast arbejde eller en husleje, er skulle falde hver måned. Alle vores ting stod allerede i en kælder, så hvorfor ikke tage ud at rejse? Måske være frivillig på en økogård i udlandet? Idéerne var mange, men vi ville gerne høre fra Gud før vi besluttede os. Nu ligger landet bare sådan, at man skal have tag over hovedet, og nok er det hyggeligt at bo hos svigermor, men jeg tror ikke hun har uendelig tålmodighed. Derfor sagde vi ja til det første og det bedste boligtilbud, vi fik. Jeg synes jeg burde være glad. Jeg har fået det jeg ønskede: vores egen lejlighed, et sted med privatliv, hvilket var tiltrængt efter at have boet i kollektiv lige siden jeg flyttede hjemmefra. Alligevel vil jeg ikke tillade mig selv at føle glæde over det. Måske er det en gammel vane, at lade de mørke tanker overskygge glæden.

Når jeg laver mit kærlige tilbageblik, tager jeg mig selv i at spørge: ”Gud, hvor var du?” Det er alt det, jeg er utilfreds med, det jeg ikke fik, der falder mig først ind. Jeg skal virkelig granske mit sind for at komme i tanker om velsignelserne. Men sandheden er, at Gud altid er til stede, og velsignelserne mange. Jeg skal bare åbne øjnene.

Gud har selvfølgelig aldrig forladt mig, vi er stadig på eventyr sammen. Jeg havde nok bare forestillet mig noget lidt mere romantisk end en to-værelses betonklods med udsigt til endnu mere beton…

Ventetiden er slut, men vi er alligevel ikke helt i mål. Adventstiden er også et billede på, at vi venter på Guds rige – det er her allerede, men alligevel endnu ikke. Jeg vil bruge ventetiden på at øve mig i at tage imod glæden.

Glædelig jul

 

Vejledning til “Kærligt tilbageblik” 


Sæt dig eller læg dig roligt ned. Mærk, hvordan kroppen hviler på underlaget og slap af i kroppen.
Ret opmærksomheden på dit åndedræt og mærk, hvordan kroppen bevæger sig i takt med åndedrættet.
Se tilbage på den sidste dag/uge, og overvej om der er sket noget, som har været særligt livgivende eller vigtigt for dig. Stil dig selv disse spørgsmål: Er der sket noget i den sidste tid, hvor Gud var særligt tilstede? Hvorfor tror du, Gud var særligt tilstede der? Har du lært noget nyt om Gud gennem denne oplevelse? Er der noget i den sidste tid, som du ønsker at tage med videre i fremtiden?
Sid i stilhed så længe du har brug for det og se kærligt tilbage.

Når du er færdig, kan du strække kroppen blidt. Tag det med dig som er blevet vigtigt for dig, du kan fx skrive eller tegne det, for at huske dig selv på det.
Du kan gentage øvelsen dagligt eller ugentligt, og dermed træne dit indre blik for, hvor og hvordan Gud kommunikerer til dig.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply