At række ud efter håb

Min far er meget syg og sidder i sin kørestol uden mulighed for at bevæge andet end sit hoved. I dag da vi var på besøg var han i perioder ret stille. Jeg iagttog ham ud af øjenkrogen og jeg kunne se, at han af og til smilede.
Min far er tapper.

At være i hans situation kræver en mental råstyrke, som en jægersoldat. Men mest af alt så er jeg forundret over, at han bliver ved med at have tillid til det gode og til Gud. Han beder os og andre om at bede for ham. Og når han beder, takker han for det han har.

Han rækker ud efter et håb, trods sin ulykkelighed og smerte. Han kan glæde sig, og siger, at han for første gang i mange år kan glæde sig til jul, fordi vi skal fejre den med ham (og lave flæskesteg på hans elskede Weber-grill).

Hans stille smil skaber forundring og håb for mig. Hvis han kan se lys, så kan jeg også.