Overfor hvor vi bor ligger en bygning som hvert efterår bliver klædt i de smukkeste farver.
Jeg tror, at dette billede er taget da, vi havde besøg af et vennepar fra København og viste dem området.
Når jeg ser billedet glæder jeg mig en lille smule til, at det bliver efterår igen og gummistøvler er mit primære fodtøj.
Jeg har pt. 9.416 billeder liggende på min telefon. Øjeblikke af alt muligt. Stort og småt. Poter, kaffe, efterårsblade, smil, sorg, børn, himlen, håb og haver. Jeg har altid taget mange billeder, også før det var ved telefonen. Sammen med det at skrive er det min måde at filtrere, forstå min historie og bevare. Fra øjeblikke, jeg har haft lyst til at gemme som minder, aftryk og som bevis. Jeg har lyst til at se tilbage på nogle af de øjeblikke, dvæle lidt ved fortiden og dyrke taknemmeligheden. Styrke det som var godt og velsigne det med fred som var svært.
Fra en morgengåtur med den dejligste, morgentrætte hund.
Karla er b-hund, og slet ikke morgenfrisk.. så når vi står tidligt op kvitterer hun gerne
med mange gab… og nogle gange skal hun endda bæres ned af trappen.
Jeg kan huske, at dette billede er fra en gåtur måske i januar/februar 2017.
Det var en tid, hvor min far var meget syg og jeg var frustreret og vred. Vred på Gud over, at min far var syg og døende og at det var ligesom om,
at vores bøn ikke kom videre end loftet. Min far blev aldrig fysisk helbredt og døde et år efter.
Vores relation blev helbredt, og det det betyder alt, at jeg kan leve resten af mit liv med den vished.
Fra en tur i Zoo i foråret. Jeg elsker dyr, de er sjove, finurlige og små udtryk for Guds kreativitet og humor.
Hund er på førstepladsen. Aber er sjove, men jeg vil helst ikke eje en.
Når min mormor laver mad er det fra før verden gik af lave.
Der er sovs og kartofler, serveret på kongeligt porcelæn og hjemsted-dug.
Min mormor og jeg følges ad på det sidste tal i vores alder, jeg er 29 år, hun bliver 89 lige om lidt. Og laver stadig mad til os.
Jeg har pakket kager på fabrik ad flere omgange.
Fysisk, helt konkret og målbart arbejde tiltaler mig.
Er vi færdige nu? Ja, for alle ordrerne er pakket.
No Comments