0
Alt mellem himmel og mark

Venter på regn. Og ord.

Jeg er medlem af en facebookgruppe for skrivende. Kommunikatører af forskellige slags. Bloggere. Folk der skriver, fordi de ikke kan lade være.

Sagen er bare den, at jeg den sidste tid ikke rigtigt synes jeg har kunne skrive. For et par dage satte jeg mig ved computeren og besluttede mig for at skrive, hvad der faldt mig ind. Skrive om ikke at kunne skrive. Jeg skrev dette:

Jeg har skriveblokering for tiden. Kan ikke huske, hvor jeg sidst havde det. Jeg sætter mig ned og tænker: nu skriver jeg et indlæg. Og så kommer der masser af ideer, men jeg kan ikke skrive. Det bliver bare en mudderpøl af ord, der ikke vil blive til sætninger eller mening. Hvis jeg kunne finde ord og mening i det jeg skriver, ville jeg skrive om:

Jeg vil gerne beskrive skammens væsen og det den gør ved os.
Jeg vil gerne beskrive, hvordan Kærligheden kan være nøglen til at låse skammen op. Jeg længes selv efter at erfare det mere og mere.
Jeg vil gerne beskrive, hvordan og hvor vi finder redskaber til indre helbredelse.
Jeg vil gerne skrive om sorgens landskab. Jeg vil gerne skrive om lidelse og om at længes.
Jeg vil gerne kunne skrive udfra det jeg er i, uden at jeg behøver at krænge mig selv ud, men dog samtidig vise en side af menneskelivet, som for andre måske også er noget de kan genkende.
Jeg vil gerne skrive om angsten for at blive deprimeret igen. Havne i det mørke hul.
Jeg vil gerne skrive om, at føle, at jeg ikke slår til.
Jeg vil gerne skrive en tekst om: hvor bor sorgen?
Jeg vil gerne skrive en tekst om at sammenligne mig med andre.
Jeg vil gerne skrive noget om, at de sociale medier er det perfekte sted at sammenligne sig, og hvordan energien siver ud af mig i takt med at min tommelfinger scroller. Nedad, nedad, nedad.

Jeg vil gerne skrive noget om, at jeg dybest set, lige nu, ikke tror, at jeg har noget at tilbyde verden. Og at jeg er bange for at indrømme det, fordi folk så måske tænker, at de skal bekræfte mig. Og det er egentlig ikke det, det handler om.

Jeg føler mig mest af alt udtørret og tom. Som efter en tørkesommer, hvor græsset er vissent og søerne er tømt for vand. Sådan har jeg det nu. Hvad skal jeg så give?
Jeg venter på regn. Og ord.

 

Previous Post Next Post

You Might Also Like

6 Comments

  • Reply Kitty 17. August 2018 at 14:13

    Jamen, du har da skrevet noget smukt. Noget andre absolut kan forholde sig til, men måske ikke vil sige højt. Eller tør sige højt. Eller kan sige højt. Og du har ret. Det hjælper nok ikke at bekræfte dig når natten omkring dig er mørk, men jeg kan bede for dig om at lyset kommer. Og regnen. Og ordene. Guds fred.❤

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 17. August 2018 at 17:47

      Kære Kitty <3 Dine ord varmede mig. Kram

  • Reply Helle Høgh 17. August 2018 at 15:07

    Du er fuld af ord – smukke ord… ord der bundfælder, lander, siver ind, efterlader eftertænksomhed. Ord som kommer fra dit hjerte -ud i gennem dine fingre…ufiltreret. Sårbart. Uanset formen. Så kan du det bare. Også selv om du ikke selv synes det. Vid det. Dine ord kan noget. Tak

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 17. August 2018 at 17:48

      Tak Helle <3 Tak at du tager imod dem.

  • Reply Bente Christa Hansen 17. August 2018 at 15:08

    Tak, at du deler fra dit inderste, Kamilla. Det har du fået en helt speciel gave til at gøre. Ingen andre kan præcis det samme som du, så her er din (livs) opgave. :-)

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 17. August 2018 at 17:48

      Kære Bente. Det er en dejlig opmuntring. Og dejligt at blive husket på. Tak!

    Leave a Reply