DIY

6 ideer til at skabe rum til meditation, hvile og fordybelse

Jeg har længe været optaget af, hvordan vores ydre omgivelser kan støtte vores inderste længsler og intentioner. Hvordan de fysiske omgivelser kan blive en hjælp til at skabe ro, hvile og fordybelse. Ja, også fællesskab og fest.

I juli fik jeg lov at stå ideerne til indretningen af ‘Areopagos-katedralen’ på den kirkelige festival Sommeroase. Den praktiske udformning kunne jeg ikke have gjort alene, så tak for godt team-work.

Teltes formål var at være et sted for meditation, musik, bøn, fordybelse og hvile. Og herunder vil jeg dele mine tanker og overvejelser om at skabe sådan et rum.
Jeg tænkte, at det måske kunne være en inspiration. For måske har du ligesom mig en længsel efter at have dit ‘eget sted’, hvor du kan være helt dig selv, finde ro, bede, meditere eller slappe af. Et sted, der nærer dig. I dette tilfælde var “lærredet” et kæmpe telt, men principperne er de samme.  Det handler dybest set om at skabe det rum som nærer dig og dine længsler.

1. Formål – hvad har du brug for?
I dette tilfælde vidste jeg, at det skulle været et rum, hvor der skulle være daglige tidebønner, bøn i bevægelser, hvor der skulle være plads til at bevæge sig fysisk, meditationer og samtaler. Derudover en lille pop-up shop med bøger,  cd’er, plakater, postkort.  Altså et rum med flere funktioner. Det var vigtigt for mig, at man kunne føle sig tryg der. Og for mig handler det i høj grad om at skabe mindre rum man gå ind i, hvilket planter, gardiner og trævæggen bygget af paller hjalp til.

Hvilket rum har du brug for? Hvad gør du, når du skal hvile, fordybe dig, bede og meditere? Hvad skal du foretage dig eller ikke foretage dig for at bringe dig selv i hvile?

2. Møbler og ting
En god stol, et bord til opstillinger, en pude, et tæppe. Kvalitet fremfor kvantitet. Møbler der er gode at sidde og ligge i. Gamle møbler kan hurtigt får nyt liv med lidt maling eller et tæppe smidt henover eller nye puder. De fleste af møblerne her er fundet på genbrug. Jeg kalder det ‘holistisk boligindretning’, når længslen efter skønne omgivelser går hånd i hånd med at passe på vores allesammens hjem, vores fælles planet. Ofte synes jeg faktisk det kan være en fordel at bruge genbrug, der bærer sjæl og historie med sig.  Lænestolen var en heftig grøn, men den kom med hjem alligevel, for med et tæppe over blev den fin og indbydende. 



3. Farver ‘der smager godt’
Da hovedmålet var at skabe rammer for ro, så forsøgte jeg at bruge en farvepalet af overvejende naturlige farver, grønne, grå, brun og pasteller.  

Møblerne her er malet med kalkmaling i farven “Warm Grey” af mærket Jeanne d’Arc Living. Jeg valgte en grålig nuance, der for mig udstråler ro og ‘grounding’. Måske er det en anden farve for dig. Malingen består af  100 % naturlige ingredienser. Møblerne er efterbehandlet med lak uden opløsningsmidler og farlig kemi. Læs mere om produkterne her.  

Hvilke farver skaber ro for dig? Er der noget i naturen, sten, træ, planter.. som drager dig? Jeg vurderer ofte farver udfra om jeg ‘har lyst til at spise dem’. Hvis de næsten gør mig ‘sulten’, så ved jeg, at jeg er på rette spor ;) 


4. Naturens gaver
Naturen har en indbygget beroligende effekt på de fleste mennesker. Mange studier underbygger, at det at opholde sig i naturen har gavnlige effekter på os og kan fx være med til at behandle stress. Der er så mange gaver i naturen: sten, planter, træ, uld, bomuld, bambus, sand osv. som vi bruge i indretningen. Jeg har altid lommerne fulde af sten, når jeg har været på stranden og herhjemme har jeg næsten pinde stående i alle hjørner. Naturen kan bare noget.

Hvilken natur holder du mest af? Hvilke dufte og farver nærer dig? Har du en yndlingsplante?

Jeg havde taget de fleste af mine egne planter og krydderurter hjemmefra, så blev de også passet og plejet i løbet af ugen.

Fersken-salvie på et stykke træ som ‘underkop’ i mangel af bedre 

Lavendel der dufter og udskiller gavnlige stoffer, der er kendt for at have beroligende effekt

Plantevæg af tuja-grene og et par blomster 


Kransen er bundet af tuja-grene rundt om med en hulahop-ring. De holdt hele ugen, selvom det var varmt. De smukke traner er lavet af min veninde Beth, @beautifulbybeth (instragram), der er super dygtig til origami. Her kan du se, hvordan tranerne kan foldes. 

5. Rum der inviterer til… at hvile, skrive, tænde lys, bede, meditere.. 

I rummet var der små stationer, hvor det var muligt at tænde et lys, skrive en bøn eller reflektere over dagen i mit hæfte “Guds fodspor i  mit liv”. Der var madrasser og en blød lænestol, hvor man kunne tage et hvil. Masser af dyner, puder og tæpper. I det hele taget var det at skabe rum for hvile et af mine vigtigste mål, og jeg blev derfor glad for at erfare, at der i løbet af ugen var flere og flere som overgav sig til hvilen. Faktisk blev der næsten mangel på bløde stedet at ligge under meditationerne.

Hvordan hviler du bedst? Har du en yndlings stol eller et sted i din have, hvor du finder særlig ro? Er der praksisser som fx at knæle, skrive eller tænde lys, der hjælper dig til at få fokus på det, som er vigtigt for dig?

.

6. Udsmykning der vækker håb og livsmod
Det smukke alterbanner er et tryk af maleriet “Båret på en vinge”, skabt af kunstneren Jørn Henrik Olsen. Det bragte så meget varme ind i det ellers hvide telt. Nedenfor havde vi stillet paller som et alterbord med to enkle lys. Det originale maleri hænger på Arresødal Hospice.

Jørn Henrik Olsen skriver om billedet: “ Jeg selv har haft mit fokus på forskellige konkrete måder at forstå vingen på, men særligt disse: Troens vinge, håbets vinge, kærlighedens vinge. Der skal nogle gange kæmpes for at finde et livsfundament. Et godt sted begynde og slutte er netop ved disse centrale begreber: Tro, håb og kærlighed. Det skal alt sammen have vinger. Det skal ud at flyve. Eller: Det skal hele tiden bringes i spil. Det skal leve, bevæge og røre på sig, om det skal få betydning. ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden” (1 Kor 13,13). Der er således et helt hav af bibelske og andre referencer til troens, håbets og kærlighedens vinge i dette maleri, inklusive erfaringen af at blive/være båret, både af Gud og mennesker.”

Når vi går ind i stilhedens rum og søger hvilen og roen, kan vi ofte opdage, at der egentlig mest er uro inden i os. Når vi bliver stille kan vi høre larmen. Jørn Henrik Olsens ord minder mig om at søge kærligheden. Fylde os med det og hvile blikket på det, der giver håb og perspektiv.

Det har også været mit ønske med at skabe dette rum – at pege på det som for mig vækker tro, håb og trøst. Derfor glæder det mig Helle Høghs og mine egne plakater har fået en central plads i udsmykningen. De taler budskaber til opmuntring, tro og håb.

Det kan også være at bruge symboler, ikoner og kors. I en del af teltet havde jeg hængt gardiner op, så man kunne gå derind og ‘gemme sig lidt’. Her stod også et par gamle døre malet i den grå farve, og jeg overhørte et barn spørge sin mor om, hvorfor dørene stod der. Moren svarede: “Det er så man kan forestille sig, hvad der er på den anden side”.

Jeg havde slet ikke overvejet, at man kunne se det sådan, men svaret berørte mig. Det udtrykker så fint, hvad symboler og ydre fysiske rammer kan: Hjælpe vores hjerte og tanker til at  fokusere, åbne os og gøre os klar til at modtage, det der findes på den anden side. Kærligheden, håbet og troen.

Hvad vækker håb hos dig? Er der ord, symboler og billeder, som vækker forundring og tillid? Måske er det billeder af dine børn, en solopgang eller blomster? Hvad fylder dig med kærlighed, glæde og fred? Hvad kan du hvile dit blik på, når du har brug for trøst? Omgiv dig med det.



Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply