Forventningens glæde

Forventingens glæde.
Sidste år gik det så godt med skærehaven. Det var første gang jeg forsøgte mig med det. I år har jeg nydt at forspire, plante og vande. Det er en helt anden glædelig oplevelse, når jeg kan tænke tilbage på sidste års enorme høst. Sidste år var jeg bekymret, bekymret for, at jeg gjorde noget forkert og for at det ville blive et dårligt resultat, og at spirerne ikke ville klare det. Jeg kan huske det, jeg var oprigtigt bekymret for, hvordan det ville gå og om jeg gjorde noget forkert. “Det perfekte er det godes værste fjende.” I år kan jeg genkende næsten alle spirerne fra de mindste stadier og jeg har lært, at selvom de kryber hen ad jorden og ser mærkelige ud, så klarer de sig nok og vokser sig store og stærke.
Jeg glæder mig. Sidste år var der så mange blomster, at jeg købte masser af vaser i Kirkens Korshær og donerede en masse buketter til byens plejehjem, det håber jeg også, at jeg kan gøre i år. Man kan forberede meget, men i sidste ende afhænger det hele af vejret. Af sol og regn, og helst ingen pludselig hagl. Når jeg står og roder i jorden kan jeg slappe af, velvidende at jeg har gjort, hvad jeg kunne og dvæle ved forventningens glæde.