Rør ved mig og jeg lever

I dag læste jeg en artikel om berøring med overskriften “Rør ved mig og jeg lever”.
Jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg har mærket det selv og mærket, hvordan min berøring kan gøre andre ‘levende’.
Jeg drømte forleden, at jeg fik et kram af en kvinde, jeg holder meget af. Et trygt, kærligt kram med omsorg og nærvær. Jeg fortalte hende det og fik et stort kram sidst vi sås, selvom det næsten føltes forbudt.. men vi sygner hen, hvis vi ikke bliver rørt ved.
Jeg har opdaget, at man godt kan kramme med øjnene, ved at holde øjenkontakten lidt længere og mærke varmen indeni. Ved brug af mundbind skal man smile ekstra med øjnene, for at det kan ses og mærkes.
Coronatiden minder mig om, at det er nærværet med andre, der gør mig allermest levende, og nu hvor vi er begrænsede, må vi finde nye måder at vise hinanden nærvær. Og kramme med øjnene.