Alt mellem himmel og mark

Farvel 2020 og goddag 2021

Her er nogle tanker om 2020. Et tilbageblik. En lille række af tanker og følelser, der dukkede op, da jeg så tilbage på 2020 og ser frem mod 2021.

Det første, der dukker op, når jeg tænker på 2020, er:

Kærlighed
Nogle gange møder ‘man et menneske, der bliver ens vej’ skriver Niels Erik Nymann så smukt i bogen ‘Gæstfrihed’. Sådanne møder har året været præget af.  Møder med mennesker, der har rørt mig og bevæget mig. Jeg er blevet vært og har åbnet mit hjem og hjerte. Jeg har været ‘gæst’ hos mennesker på gaden og på kanten, der kæmper med misbrug, hjemløshed og psykisk sygdom af en kaliber, der kun kan slå et menneske omkuld. Jeg har oplevet øjne, der vil mødes, historier der vil fortælles og længsler efter følgeskab og fællesskab. Og jeg ser det som en ære at få lov at lytte og være tilstede der. Jeg er ydmyg, afmægtig, sårbar, bange og chokeret over al den lidelse, der findes lige udenfor vores dør. Men mest af alt er jeg fyldt af kærlighed.

Karantæne
“Når du finder ud af, at det de andre kalder hjemmekarantæne, er din normale hverdag” var der nogen der skrev, og både David og jeg nikkede og grinede genkendende. Vores hverdag har længe været indrettet med hjemmearbejde, og derfor har det ikke været en stor omvæltning for os. Vi har været sunde og raske, og det er jeg taknemmelig for. Jeg føler med dem, for hvem 2020 har ført til sygdom, konkurs, mistet job, presset hverdagsliv, bekymringer og stigende angst.. I april satte jeg og en flok venner en Vejkirke op på Torvet i Glamsbjerg, som et forsøg på at lade håb og lys få en plads. Her kunne man skrive en bøn, tænde et lys, trække et bibelvers og tage en bibel med hjem.

Tomhed
Jeg kan huske, at jeg i begyndelsen af marts-karantænen høstede følelsen af ro og fred, men sidenhen følte en slags tomhed. Især føltes påsken helt mærkelig, og langt ind i sommeren følte jeg, at det aldrig rigtigt havde været forår og sommer. Når jeg ser tilbage på året, føles det på mange måder lidt tomt. Jeg tror, at vi efter nedlukningen i marts har haft gæster højst 4-5 gange, og vi har selv været på få besøg. Der har manglet noget og nogen.

Bøn
Da kirkerne lukkede i marts, begyndte vi at have online-morgenbøn i min kirke. Vi mødes kl. 10 på Zoom og læser et stykke fra bibelen, og beder derefter højt eller indeni os selv. Vi beder for hinanden, for politikere, for syge, for mennesker, der kæmper, for corona-krisen, for det der falder os ind. Morgenbønnen varer 30 min. og er for alle. De fleste uger har jeg været med 2-3 dage. Jeg kan mærke, at det gør noget ved mig. Jeg bliver opmuntret af andres bøn, andres tanker om det vi læser i bibelen, og det er rart at se ansigter og få fornemmelsen af fælleskab. Det stemmer mit sind, hiver mig ud af modløshed og vækker håb og tro i mig.

Berøring
Det føles nu nærmest helt intimiderende, når folk kommer tæt på, min krop aflæser det som potentiel fare, og det er jo også sådan, vi er blevet vant til at tænke om fysisk kontakt. Jeg savner at kramme og øver mig i at kramme med øjnene. I 2020 var jeg på pædagogisk massage-kursus, der handlede om berøringens betydning.

Frihed 
Jeg blev overrasket, da nogen skrev ’tillykke’ til indlægget ‘I dag vil jeg fejre min frihed’, men faktisk er der meget at fejre, og det vil jeg huske, når jeg ser tilbage på 2020. Jeg tog nogle vigtige skridt. Et af dem var at jeg turde træde frem og invitere til aftner for kvinder under overskriften ‘Elsket og fri’, fordi jeg gerne vil invitere med på den rejse – at vi mere og mere må leve som dem, vi er skabt til at være  – elskede og frie!


Drømme for 2021
2020 har lært mig at planer ændres. Jeg er håbefuld og i 2021 vil jeg gerne:

Tage på retræte
Jeg vil gerne trække stikket. Være stille, lægge telefonen væk og gøre mig tilgængelig for Gud. Jeg har taget på kristne retræter før, men det er efterhånden længe siden. Til jul fik jeg tilskud til retræte og helt uventet også et flot gavekort til Ådalen Retræte, hvor jeg har været før. Så dét drømmer jeg om. Måske skal jeg også holde en selv.

Skrive 
Jeg vil skrive på min bog. Den har været undervejs i flere år. I år drømmer jeg om, at den skal flyve afsted. Jeg har tiden (hej igen, hjemmekarantæne!) og jeg har lysten og modet.  Jeg har masser af tekster fra bloggen, og fra mine noter jeg gerne vil tage afsæt i. Det er en bog om at være menneske i både svære og lette stunder og at have Gud med undervejs. I det hele taget vil jeg fortsat skrive. Også gerne mere her på bloggen. Tak, at du læser med!

Vente
Jeg ved ikke præcist, hvad året bringer. Måske er det gået særligt op for mig, at vi ikke kan kontrollere fremtiden. Der er ting jeg drømmer om at gøre, men jeg ved ikke, hvornår det kan lade sig gøre. Derfor venter jeg og det i sig selv er også et vigtigt sted at opholde sig af og til, har jeg fundet ud af.

Overgive mig
Når fremtiden synes uvis, når jeg opdager, at der er meget, jeg ikke kan kontrollere, at det jeg havde forestillet mig blev anderledes, så kan jeg mærke modløsheden trække i mig. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at lade den trække afsted med mig. Jeg vil stemme mit sind med håb og overgive mig til Gud, der altid er god.
Jeg beder denne bøn af Frans Assisi over det nye år:

“Herre, i dine arme er jeg sikker.
Når du holder mig, har jeg intet at frygte.
Jeg ved intet om fremtiden, men jeg stoler på dig.”

Previous Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply