Svøbt i kærlighed

Hvad skete der, da jeg ærligt turde skrive og sige: jeg er såret og har mistet mening og retningssans?

Og delte min bøn om, at Gud må åbne et vindue, når alle døre synes lukkede?

Jeg er blevet svøbt i kærlighed de sidste dage, fra venner jeg har rakt ud til, og fra jer, der læser med – og midt i det jeg synes er tungt – kan jeg mærke varmen og omsorgen. Næsten helt fysisk som et blødt tæppe, der er blevet lagt henover mig.

Sidste weekend gav min mormor mig nogle penge og i går købte jeg blomster til mig selv for dem.

Blomster, der minder mig om at dvale og næring kommer før spiring og frugt.

Jeg har tabt mine blade og må nu lade processerne ske i dybet. Bladene, der repræsenterer det jeg må give slip på. Noget falder til jorden, dør og bliver til muld. En proces, der går forud for at liv kan spire.

Mit frø er i jorden. Jeg må nu tillade mig selv at gå i dvale og erfare, at det er som det skal være, også selvom det mest føles som en lille død.Jeg må tage næringen til mig, kærligheden jeg lever af, og i tillid vente på, at jeg skal blomstre igen.