Sidste onsdag, d. 6. marts, begyndte den kristne faste. Dagen efter skrev jeg sådan her på Instagram:
“Jeg har fået tegnet et kors i panden med aske.
Jeg vil faste fra at tro, at mit liv handler om, at jeg skal lykkes. Min evige kamp for at være perfekt og fuldføre den uendelige liste af punkter for at vinde ‘det gode liv’. Jeg vil tømme min tunge rygsæk med forventninger til mig selv, der stjæler mit liv og jeg vil vente på at Gud kommer til mig med nyt liv.
Fra askeonsdagsprædiken af min præst Christoffer Højlund: “Mange af os kan sikkert genkende følelsen af at hverdagen kan være som en 30kilos rygsæk, vi skal tage på hver morgen. Men når vi rydder ud i stenene, fjerne forventningen om, at i dag skal jeg lykkes, i dag skal jeg bære frugt, i dag skal jeg være en succes, men i stedet indstiller os på, at i dag venter jeg på Herren – så bliver bagagen lettere. Fastens kald er en invitation til at lade rygsækken stå og vente på Herren.”
Jeg vil tillade mig selv at være ventende. Vente på, hvad Gud vil mig nu. Jeg tror jeg skal være stille lidt og have færre inputs.. så jeg hopper af Instagram de næste 40 dage. Uff, det bliver nok svært, men jeg prøver. Og venter.”
Nu er der gået snart en uge, hvor jeg ikke har scrollet Instagram eller set serier hver aften. Facebook-app’en er også slettet på telefonen, og jeg har skåret kraftigt ned på Facebook på computeren også, bortset fra messenger (bruger stort set aldrig sms mere). Derudover har jeg i fasten næsten dagligt startet min dag med at skrive en bøn, nogle strøgtanker, hvad jeg nu har haft på hjerte til Gud. “Kære Gud… efterfulgt af pærevælling af ord.. ”
Jeg har ikke fået nogle særlige åbenbaringer, men der spirer en lille fornemmelse af, at jeg ikke behøver at være eller gøre noget særligt for at komme til Gud.. Min forestilling om det det perfekte, sniger sig også ind på, hvordan jeg gerne vil være overfor Gud eller hvordan jeg gerne vil opleve Ham.
Jeg tror, at jeg endnu engang har opdaget, at jeg har brug for det simple. Det som er småt, syner uperfekt og skrøbeligt, men som rummer glimt af noget større.
En enkelt salme fra Salmernes Bog, et tændt stearinlys, en kop kaffe, en bøn skrevet i hånden midt i mit hverdagsrod.
Et måltid mad med venner, hvor vi griner og ser hinanden i øjnene.
En lille buket vintergækker i en vase
Et blik opad, når jeg ikke order at bede med mange ord
En tak for det store i det små
No Comments