Alt mellem himmel og mark

Torsdags-trivialiteter

Spisebordet er næsten ryddet. Det var det i hvert fald i en dags tid. Jeg har et skrivebord i værelset ovenpå, men jeg bruger det sjældent. Når jeg sidder i stuen føles det som om at sidde midt i hjertet af huset. Og faktisk er jeg ikke så vild med at gå på trapper, trapperne ovenpå er meget stejle, måske er det derfor. Der er bare nogle rum som er mere behagelige at være i. Sådan har jeg det også med pladserne om et bord. Jeg ved altid lige, hvor ‘den gode plads’ er. Kender du det? Jeg kan blive helt ærgerlig, hvis nogen har taget den ‘gode plads’ før mig.

Jeg ville egentlig bare kigge forbi for at sige hej. Det er ikke fordi jeg har det store på hjerte. Velkommen til torsdags-trivialiteter. Hverdagens trummerum. Leverpostej. Det jævne. Sprækkerne, som får lyset til at trænge ind.

Det regner igen i dag, ligesom det har gjort i mange dage. Min hund Karla var våd og kold da hun sad udenfor hoveddøren. Nu ligger hun krøllet sammen i sofaen med snuden stukket ind under halen, som en slædehund i snestorm. Det lille luksusdyr.

Min to-doliste tæller ting som: Girokort yoga, Girokort lasertryk.dk, et ord jeg ikke kan læse, men som måske er: “kamera-batteri?”, SD-kort, vaske tøj, bestille tandlægetid”
Derudover står der 300g, der betyder, at jeg indtil videre i dag har spist 300 g grøntsager. Det er en fidus jeg har fået, altså at skrive det ned, og det er ret motiverende egentlig. Her på det sidste har et slået mig, at jeg forsøger at være en 12-talsvoksen på alle fronter. Spise mine grøntsager, altid bo rent og pænt, sådan have styr på det over hele linjen… og apropos mine refleksioner om at faste, så tror jeg ofte, at jeg skal nå det hele, og at nogen/mig selv forventer det af mig. Men man kan ikke det hele på én gang. Fint, at jeg tracker mit grøntsagsindtag, mindre flot, at jeg har ignoreret de sidste 3-4 indkaldelser fra tandlægen.

Men jeg lever ikke af at være perfekt, men af at vide, at jeg er elsket, også selvom jeg er størstedelen af tiden bare er ganske triviel.

Glædelig torsdag!

ps. Klistermærkerne ovenfor er fra Grand Stories Design. 

Previous Post Next Post

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply VenterPaaVinBlog 26. marts 2019 at 12:39

    12-tals voksen – det lyder også ambitiøst, min indre rebel forsøger ofte ar styrer udenom voksenpoint i håb om at bevare ungdommen :p Hvem tror jeg, jeg narrer?
    Håber dagen blev god.
    – A

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 26. marts 2019 at 21:31

      haha, det har jeg ikke tænkt over også kunne være en måde at forsøge at styre uden om voksenlivet.. Tak for tippet.. ;)

    Leave a Reply