Bæredygtig livsstil

Hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo?

Efter jeg er stoppet som landbrugelev er David og jeg flyttet hjem til min mor. Hun bor i Sønderjylland, hvor jeg også er vokset op.

Vi har altså forladt Djursland, men vender måske tilbage en dag igen. Vi er i hvert fald begge enige om, at det er en rigtig dejlig landsdel. Det er sønderjylland nu også, synes jeg, selvom jeg som yngre ville hurtigst muligt væk herfra og flyttede til København, hvor vi boede i 6 år. Men Sønderjylland har mange kvaliteter, selvfølgelig den vigtigste, at min familie bor her, men der er masser af dejlig natur og landlighed (det satte jeg ikke så meget pris på som teenager), hyggelige butikker, kulturtilbud mm. Måske skulle jeg skrive en guide til Sønderjyllands perler en dag.. (det skriver jeg lige bag øret!)

Lige nu er det altså Sønderjylland, indtil vi ved mere sikkert, hvor vi skal bo i fremtiden og gerne for en lang årrække. Hvor er ikke så afgørende lige nu, det er mere, hvordan vi drømmer om at bo.

Det har vi skrevet lidt ned om her:

vi drømmer om

FÆLLSSKAB
Vi drømmer om at bo i et fællesskab med andre, der gerne vil eksperimentere med, hvordan vi kan leve og bo på en måde, hvor vi forvalter skaberværket med respekt og kærlighed, lever bæredygtigt og enkelt. Vi vil gerne være et fællesskab, hvor vores fælles udgangspunkt er , at vi tror, at livet er en gave fra Gud og vores formål med livet er at dele denne gave med hinanden.

Beboerne i fællesskab lever sammen, i fælles huse eller nabohuse. Det kan være være singler, par med eller uden børn.

Fællesskabet er præget af gensidig afhængighed, at vi deler hverdagens glæder og byrder. Det kan væreugentlig fællesspisning og fælles daglig bøn. Fælleskabet er også et arbejdsfælleskab, idet vi står for events som rækker ud til lokalsamfundet og driver et kollektivt landbrug.

SELVFORSYNING
Vi vil købe eller leje jord, hvor vi kan være selvforsynende med køkkenhave og et mindre dyrehold. Vi bor i en landbrugsejendom og/eller bygger et bæredygtigt hus. Efter at have boet i et dårlig isoleret bondehus, kan se mange fordele ved at bygge nyt og bæredygtigt med lave udgifter til fx varme. Vi læser om tinyhouses, nulenergihuse, halmhuse, passivhuse.
Vi vil dyrke grøntsager, holde høns, kaniner, får, geder og måske have en ko. Landbruget kan drives kollektivt af beboere og besøgende på gården udfra de forudsætninger, den enkelte måtte have.

drømme

VI VIL GØRE EN FORSKEL OG DELE VORES VISION
Vi ønsker at engagere os i lokalsamfundet og skabe relationer til mennesker der. Efter at have boet i en landsby, har vi opdaget, hvor værdifuldt det er at have kendskab til sine naboer! Som fællesskab kunne vi invitere vores naboer og lokalsamfund til: Høstmarked, madklub, julemarked, rundvisning, foredrag, meditation, yogafaith, morgenbøn.

Vi er inspireret at klostrenes leverytme  “Bed og arbejd”, som skal være overskriften for vores livsstil. Vi vil gerne udbrede denne vision og livsstil, ved at invitere mennesker ind i en rytme af hvile og arbejde. Det kan være mennesker som har lyst til at være gæster i fællesskabet for en kortere eller længere periode.

Dagligdagen er præget af faste bønnetider og mulighed for at tage del i arbejdet på gården. Arbejdet kan bestå i at passe dyr, så, høste, lave mad, gøre rent, hvordan den enkelte nu kan tjene med sine gaver. Nogle arbejder udenfor gården og andre arbejder primært på gården med forskellige projekter.  Hvilen indebærer den daglige tid til fordybelse i bibelen, bøn, meditation, tid til fællesskabet og stilhed.

Visionen er at fremme en levevis, hvor vi erkender og lever i bevidstheden om, at hvilen er forudsætning for arbejdet, at kærligheden fra Gud er forudsætningen for at vi kan elske, og at Guds skaberværk er forudsætningen for, at vi kan skabe. I alt, hvad vi foretager os må vi først og fremmest række vores hænder ud og modtage, og dernæst forvalte de gaver vi modtager og dele dem med hinanden.

HVEM VIL VÆRE MED?
Hvis du sidder der ude og tænker, at vores drøm vækker noget i dig, og du har tænkt i nogle af de samme baner, så vil vi rigtig gerne høre fra dig! Lige nu er vi en undersøgelsesfase, hvor vi netværker med mennesker, der drømmer om noget af det samme.. og hvem ved, hvad det kan ende med?

Det kan også være et samarbejde med en kirke, organisation eller virksomhed. Vi er åbne over for input og snak!

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply