Jeg er ved at finde hjem

I dag er jeg træt og glad på en blid og rolig måde. Jeg tænder lys, drikker te og hviler i sofaen. Det føles dog også som om, af jeg har grus i øjnene, så dette er delvist skrevet med lukkede øjne. Mine fingre kender tastaturet så godt, så det gør ikke den store forskel, om de er åbne eller lukkede.

I går udgav jeg den første episode af min podcast og fået en overvældende respons. Jeg føler mig ydmyg og taknemmelig for, at så mange vil lytte med.

Jeg brænder for at starte samtaler om livet, og at turde stille de dybe spørgsmål.

Podcasten er også en milepæl for mig. Jeg står frem og ejer min stemme. Og ikke bare min stemme, men den jeg er. Engang troede jeg, at jeg skulle være perfekt for at kunne inspirere. At jeg skulle have svar på alle mine spørgsmål. Nu bruger jeg min egen sårbarhed og tvivl som en vejviser, inviterer det frem og deler den med andre. Det opløser skammen lidt for lidt.

Jeg er ved at finde hjem. Til mig selv.