Elsk dig selv

Skam

Hver gang jeg skriver et indlæg, dukker tanken op: Hvad vil du? Hvem tror du vil læse det du skriver? Kan du ikke bare skrive til en dagbog? Hvad har du gang i?

Skammen stikker sit bange ansigt frem. Frygten for at blive forladt. Skammen der har rod i oplevelsen af ikke at blive mødt, set og elsket, som den jeg er. Skammen, min følgesvend i livet. Jeg ved nok godt, hvorfor den forfølger mig, men det føles for skamfuldt at dele. Men måske er det heller ikke så væsentligt hvorfor, hovedsagen er, at den er her nu.

Jeg er begyndt at se den i øjnene, begyndt at give slip, når den holder hårdt fast. Begyndt at argumentere imod. Eksperimentere med andre tanker såsom: “Jeg er okay”, “Jeg er stærk.” Det er ikke de store superlativer, der er jeg slet ikke, men jeg eksperimenterer. Jeg er også begyndt at tage imod når andre siger, hvad de ser i mig.

Jeg er begyndt at læse om skammen, tale om skammen, spørge andre, hvordan de oplever skam i deres liv. Jeg forholder mig til den som en videnskabsmand, undersøger, dissekrerer, analyserer og overvejer: hvad vil det betyde at leve uden?

Jeg lukker øjnene og forestiller mig det: Et liv i frihed.

Hvad kan opløse skam?

At blive set, at blive elsket, at blive mødt med forståelse og anerkendelse. Det burde være den grundsten, vi alle har at stå på i livet, men mange af os står vaklende og usikkert. Og skammens følger er at gemme sig, at lukke ned, flygte og flove sig over sig selv. Når vi taler om skammen og siger: “jeg skammer mig”, så oplever jeg, der sker noget. Vi tager et skridt ud i lyset, gør og giver os selv muligheden for at blive set og mødt. Når vi vælger at åbne os for mennesker vi har tillid til,  når vi møder øjnene, smilet, nærværet fra det menneske, vi har vist os selv, så opløses skammen stille og roligt. Hvor skræmmende den end lyder, så er min erfaring, at vi ikke kan opløse skammen på egen hånd, vi har brug for andre. Jeg har i en periode deaktiveret min facebookkonto, fordi det gik op for mig, at der er så mange mennesker der, som  dybest set ikke ser mig – følelsen af at råbe uden at få svar – en uægte fællesskab, der blot bekræfter min skam.

Det er nærliggende at isolere sig, og da bliver skammen bliver et fængsel. Men jeg har brug for at blive elsket, set og forstået, og jeg opdager igen og igen, at der findes så meget kærlighed på min vej. Når jeg tør åbne mig, og bliver set og møder ægte fællesskab, så forvandles jeg.

Vi er ikke fortabte, hvis vi finder ud af, at vi skammer os, og at vi måske aldrig helt har følt, at vi har berettigelse til at være her. Det er en stor smerte, måske endda den største der findes: Må jeg overhovedet være her? Må jeg leve?

Det er en livslang proces, og jeg vakler stadig derud af.

Måske er du også på vej.

Jeg ser dig.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

10 Comments

  • Reply Conny 14. marts 2017 at 16:54

    Jeg ser også dig 😊❤ hyggeligt at læse dit skriv

  • Reply Anne Thompson 16. marts 2017 at 13:50

    Tak for dit mod, Kamilla!
    Jeg har haft rigtig stor glæde af at læse Brene Browns bøger. Især “I thought it was just me (but it wasn’t)” Kender du mon hende?

    For mig handler skammen om ikke at være god nok – om ikke at kunne det, der er rimeligt. Og ofte hjælper det, når jeg som du også fortæller om, tør stille lidt spørgsmål til de udsagn skammen udspyr. Tit viser det sig at de “rimelige” forventninger overhovedet ikke er det. Og ikke er stillet af andre end mig selv og skammen.

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 3. april 2017 at 15:22

      Det er så sandt. Hvor jeg glad for, at du også stiller spørgsmål til skammen. <3

  • Reply Hanna 19. marts 2017 at 19:24

    Skam er vel egentlig en god ting!? Altså når det er sand skam. Falsk eller fordrejet skam har aldrig bidraget med noget godt, ligesom alle andre følelser bliver dårlige for os og vores relationer, når de bliver fordrejet eller falske.
    Jeg synes det interessante er, hvad vi gør ved vores skam snarere end, hvordan vi undgår den.
    Formår vi, at være sårbare og dele skammen – både den sande skam og den forvredne? Kan vi skelne mellem sand og falsk skam? Kan vi vurdere, hvordan vi skal handle på følelsen?

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 3. april 2017 at 15:19

      Kære Hanna

      Det er nogle gode spørgsmål og overvejelser.Jeg har siden du skrevet gået og tænkt på, om der findes en sand skam eller en sund skam. Jeg ved det ikke rigtigt? Skam er jo ret regulerende i den måde samfund er indrettet, vi vil ikke “stikke ud”, fordi der er noget som anses for at være skamfuldt at gøre, og på den måde er det vel fint nok, at det kan påvirke os til at handle i overensstemmelse med et moralkodeks.
      Jeg kan ikke rigtig komme på situationer, hvor jeg vil tænke, at det er godt at skamme sig. Skyld er anden ting, hvor vi har gjort nogen fortræd og har brug for deres tilgivelse. Men skammen er mere en “væren” – en tilstand af, at jeg ikke er okay, og følges ofte af at lysten til at gemme sig, undgå øjenkontakt, have lave tanker om sig selv, osv. Hvad tænker du?

  • Reply Sofies Sofa 25. april 2017 at 16:19

    Du er så modig og god, Kamilla!

    Jeg ser dig selvom vi ses på skærmen. Jeg ser dig på Facebook og Instagram og her på bloggen. Jeg ser dig selv når vi ikke ses i fysisk forstand. Jeg kender skammen og prøver også at møde den og samtidig ikke give den for meget plads.

    For mig hører det meget sammen med løgne jeg har taget ind, noget jeg har konkluderet for som barn at få verden til at hænge sammen. Nu er jeg voksen og barn på en gang. Jeg vil tage den lille skamfulde, ked af det, vrede og selvbebrejdene Sofie op på skødet. Jeg vil fortælle hende at hun er værd at elske, at hun er god og fin som hun er og at der er plads til hende. Nogen gange magter jeg ikke at forholde mig til hende og det hele, og det må tage den tid det tager. Tror du har helt ret. Vi har brug for andre. Vi har brug for hinanden.

    Jeg er også på vej. Tak for at vi kan følges lidt. Vi “ses” i sofaen. Du er lige der sammen med mig og skærmen…

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 19. maj 2017 at 20:50

      Kære Sofie
      Tak!!! <3
      Har læst din kommentar flere gange og glædet mig over den, jeg følte mig set og inspireret af dine ord. Jeg holder selv meget af billedet af den lille pige indeni. Jeg behandler hende ikke altid så godt, men det ønsker jeg at gøre.
      Ja, jeg tror nogle gange skammen kan bilde os ind, at andre mennesker er "farlige" og at vi vil blive sårede og svigtede, hvis vi viser os som dem vi er, men i virkeligheden har vi brug for hinandens kærlige blik.
      Så tak for, at du ser kærligt på mig, så jeg også kan vokse. Dejligt at vi følges - også når vi sidder i hver vores sofa i hver vores ende af landet!
      Kærligst

  • Reply Sofies Sofa 25. april 2017 at 17:20

    Fik lige lyst til at tilføje, at jeg virkelig forstår dit behov for lige at “lukke” for Facebook i perioder. Jeg synes det kan være svært at have et sundt forhold til at være aktiv der og ikke forholde mig til alt der foregår derinde. Det handler dog mere om noget i mig i virkeligheden og ikke om de andre… Jeg mærker, at jeg ofte bliver påvirket på måder, der ikke er gode for mig. Samtidig er jeg SÅ glad for, at jeg har kunne have den livline til verden specielt, når jeg er bænket til sofaen af mine omstændigheder. Ih kunne jo blive ved… Måske jeg skulle skrive et blogindlæg i stedet ;) Men altså fuld respekt herfra! Modige kvinde❤️

    • Reply Kamilla Maria Jakobsen 19. maj 2017 at 20:55

      Ja, det er en udfordring, også for mig, ikke at lade mig diktere af det, der sker på facebook. Jeg eksperimenterer også jævnligt med, hvordan jeg trives bedst derinde… Dog elsker jeg facebook, den skrevne kommunikation og at jeg kan få lov at være mig gennem langsomme og velovervejede ord og eftertænksomhed. Jeg hepper på et blogindlæg fra dig <3
      Kærligst

    Leave a Reply

    Protected with IP Blacklist CloudIP Blacklist Cloud