Da jeg var i kirke i dag, fik jeg sået ord i mit hjerte:
“Herre vi takker dig, fordi vi går herfra med din fred, frie i din nåde og bundet i kærlighed til dig og vor næste..”
Da jeg traskede ned igennem assistens kirkegården, kom ordene igen og igen: Fred. Frihed. Nåde. Kærlighed.
Og det gik op for mig, at jeg har så svært ved at tage imod.
Indeni mig er der en stemme, der altid råber: “Du gør det ikke godt nok”, “Du burde skamme dig”, “Tag dig sammen”.
Men i dag ramte ordene ind i min dybeste længsel. At kunne være fri. Fri fra mine egne hårde domme, min egen kritik, mit mindreværd.
I dag ønsker jeg at se nåden gro i mit hjertes have. At tage imod Guds omsorg, tilgivelse og kærlighed, der aldrig er betinget af, om jeg lykkes.
Jeg vil lade Gud så nåde i mit hjerte. En nåde, der giver frihed til at være mig, til at kunne møde dagen med oprejst pande, til at vide at selvom jeg ikke gør alt så godt, som jeg gerne ville, så skal jeg aldrig skamme mig. Jeg er fri.
Jeg er bundet til Guds kærlighed og til kærligheden til min næste. Det er mit anker i livet.
Intet andet behøver binde mig.
Da jeg kom hjem, vandede jeg blomsterne og stillede dem i vinduet, så de kunne strække sig mod lyset.
For at minde mig selv om, at selvom det endnu er så skrøbeligt, så vokser nåden i mit hjerte.
Sammen med Fred, Frihed og Kærlighed.
No Comments