Selvkærlighed

Om at sørge

Jeg vågnede ved 5 tiden og stod op. Tændte lys, tog min dyne med ind i sofaen og her ligger jeg endnu. Klokken er 8.29. Jeg er træt og kold. De sidste par nætter har jeg sovet tungt og dog haft en slags mareridt af en slags, uden at jeg helt kan huske, hvad det handlede om. En uro. Min far er meget syg, og hans situation forværres hele tiden. For tiden er han fyldt af håbløshed og ønsker at livet skal høre op. Jeg forstår ham, men det er svært at vidne til.

I dag spørger jeg mig selv: Er der virkeligt situationer, hvor smerten og håbløsheden får lov at vinde? Det kunne jo umiddelbart godt se sådan ud. Jeg ved det ikke, men da jeg stod op og lagde mig i sofaen skrev jeg i min notesbog, og tænkte ved mig selv, at jeg gerne ville kunne have en del af disse ord med i min kommende bog. Jeg skrev om,  hvordan jeg i denne svære situation forsøger at trøste mig selv.

Ved at tænde lys, give mig selv hvile og tillade mig selv at være i sorgen.  Min bogs arbejdstitel er “Trøst – Hjertenoter og hjertebønner”. For hvordan er vi med det svære? Tillader sorgen? Hvordan sørger man egentlig? Er der noget som kan trøste? Hvor er Gud midt i det hele? Det er mine egne spørgsmål, der er drivkraften for at skrive.

Jeg er træt og kold. Der er en hel masse ting jeg kunne gøre i dag, skriver mere på mit manuskript, redigere to podcasts-episoder, bygge på min nye hjemmeside, lave en video. Måske ender det med, at jeg bare ligger her et par timer endnu og læser lidt i en biografi om Astrid Lindgren: “Denne dag, et liv”. Jeg husker på Astrids viise ord: Le og græd så meget du kan. 

Jeg bliver liggende. I mit nattøj. Under dynen er der varmt.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Protected with IP Blacklist CloudIP Blacklist Cloud