Hvad sker der, hvis man ser på stranden med nye øjne, og indtager det hele, som var det første gang, man så den? Hvis man anskuer stranden som et kunstværk, en installation af elementer, der er sammensat på en gennemtænkt, kreativ måde, hvori kunstneren har lagt et budskab?
Jeg har forsøgt at lave dette tankeeksperiment efter en gåtur på stranden i søndags, og her kommer min anmeldelse af oplevelsen:
Installationen består af en sandstrand, et hav og en himmel. Kunstneren bag kalder sig selv ”Skaberen”, hvilket naturligvis sætter forventningerne højt. Installationen er en gennemtænkt flerdimensionel oplevelse i konstant bevægelse og udvikling. Hver dag, ja hver time og minut bliver elementerne af sand, vand, vind, lys, sten og luft mikset sammen på nye og overraskende måder. Ved anmelderens besøg var der en stærk vind, bølgerne slog ind mod kysten, og det ene øjeblik var himlen gråblå med hvide skyer, det næste var den fuldt oplyst. Stranden var mange steder dækket med sten, tang, muslingeskaller, drivtømmer og grene.
Et iøjnefaldende element er stenene i en farvepalet af overvejende sort, brun, hvid, blå og grå. De udgør samlet set et prægtigt kunstværk og er samtidig små kunstværker i sig selv. Stenene er dragende, fordi de gemmer på en ukendt historie. Deres former og forsteninger giver flere spørgsmål end svar. Det er ligesom om, at stenene råber: ”Tag mig op”, og man må parere ordre. Man skal derfor ikke blive overrasket, hvis man finder sig selv tømme lommerne for sten efterfølgende, fordi man lod sig overbevise om at fordybe sig i hver enkelt stens fortælling og skønhed.
På lydsiden kan bølgerne i første omgang synes øredøvende og overvældende, men med tiden er det som om, at bølgernes brusen ruller i takt med ens egen åndedræt og lader blodtrykket finde sit naturlige lejde igen.
Elementerne danner tilsammen en sanseoplevelse udover det sædvanlige. Det er så mageløst, at sanserne har svært ved at indtage det hele, og man må forsøge at nyde én detalje af gangen. Det bløde underlag af sand bevirker heldigvis, at man må betræde kunstværket i et tempo, hvor man føler sig tvunget til at dvæle undervejs.
Overalt hvor man ser hen, er der så meget at beskue, føle mærke og dufte. Installationen rummer dimensioner og lag så dybe, at vi aldrig bliver færdige med at beundre eller forstå dem. Det formidler både det maskuline og feminine, det hårde og bløde, vildskaben og stilheden. Det ene øjeblik er havet roligt, det næste er det vildt og farligt. Sandkornet virker så skrøbeligt, men holder man det mellem fingrene er det næsten ikke til at knuse. Kunstværket formidler temaer som vi finder i vores eget liv. Og det må være værkets hovedbudskab: Dér hvor mennesket møder Skaberens aftryk åbenbares livets mysterium, og vi længes efter at gribe det.
Beskueren må aflægge sin egen dagsorden og lade sig berøre. Vinden rusker op i både sjæl og krop, og beskuerens hårdhed skylles væk og trækkes med bølgerne ud i havet. Når dét sker, forvandles beskueren fra at være øjenvidne til at være en del af værket selv, og man finder det nødvendigt at vende tilbage igen og igen.
No Comments