Tro og spiritualitet

Brug os og send os

I går gik jeg en tur i Istedgade og området omkring Halmtorvet imens jeg ventede på toget. Området er så barskt og råt. Mennesker, der sover på en trappesten, prostituerede der venter på næste ‘job’, narkomaner der klumper sig sammen i gadehjørner: Mange unge med rastløshed og aggressivitet i kroppen. Mange ældre der er ligblege, hærgede og tandløse.

Jeg gik forbi Mariakirken, hvor jeg var praktikant for nogle år siden. Foran kirken havde en ung mand slået lejr, han kaldte på mig og spurgte om jeg kunne give ham penge, og om jeg troede på Jesus. Han viste mig sine hullede sko og fortalte om et forlist ægteskab. Vi snakkede lidt og da jeg gik, sagde han: “God bless”.
Jeg kan ikke andet end at bede, når jeg går der. Bede om lys for området og for mennesker. Om heling, genoprettelse og fred. Og at gentage indeni mig selv:
“Jesus, det er dig, der er lys. Det er dig, der er liv. Du er fred. Du er Herre over alt. Du er livet. Du er håbet.”

Da jeg gik rundt bad jeg også: Gud, hvis du vil, så brug mig i dag.

Jeg så en kvinde med gule støvler, der gik langsomt afsted hjulpet af en anden, der havde hende under armen, måske en socialarbejder. Jeg tænkte, at jeg kendte situationen indefra: at gå afsted med en, der dårligt nok kan gå selv.

Jeg gik op mod hovedbanen igen og ind i toget. Man skal have pladsbillet, men oftest kan jeg bedst lide at sidde på et klapsæde i gangen. I dag besluttede jeg dog at sætte mig i togvognen. Da jeg fandt min plads genkendte jeg straks kvinden med de gule støvler, hun sad på modsatte plads. Jeg smilede til hende og hun smilede til mig. Den unge kvinde, der havde haft hende under amen forlod toget. Kvinden med de gule støvler begyndte at tale med sig selv, lede forvirret i sin taske og knappe en øl op. Jeg kunne se, der lå endnu en øl i tasken. Jeg valgte at tage kontakt, fordi tanken slog mig, at hun måske kunne få brug for støtte på turen.

Jeg spurgte hende om, hun hed Karen. (Jeg har hørt om kristne, der får givet specifikke navne af Gud.. så jeg tog bare chancen). Hun hed ikke Karen, men præsenterede sig selv og jeg gjorde det samme, og jeg valgte at indlede en snak, hvor hun bl.a. fortalte mig, hvor hun skulle hen.

Da vi nærmede os stationen, hvor hun skulle af, var hun faldet i dyb søvn. Jeg kaldte på hende og fik ingen respons, og var til sidst nødt til at ruske hårdt i hendes arm. Hun vågnede og var meget taknemmelig. Jeg er ret sikker på, at hun havde sovet videre, hvis jeg ikke havde vækket hende.Da hun havde forladt sin plads hørte jeg hende råbe flere gange ude i gangen.. jeg kunne ikke se hende, men overhørte to kontrollører sige til hinanden: “ja, så fik hun både tisset på toilettet og på sig selv”.

Jeg så hende stå vaklende på perronen, i de gule støvler og med våde bukser… 💔  nogle mennesker er livet virkelig barskt. Der er så meget armod. Jeg kan ikke andet end at bede.

Jeg skriver ikke dette for at få ros for en god gerning, men fordi jeg tror på og erfarer, at Jesus vil sende os, kalde på os og udruste os til at sprede sit håb og kærlighed. Jesus går ved siden af og kender alle dem vi møder. Jesus ved, hvad det menneske vi møder kæmper med, sørger over og har brug for – og nogle gange kan han bruge os til at vise sin kærlighed til netop det menneske!
Guds længsel er, at ethvert menneske må leve i Hans kærlighed. Jesus giver aldrig op og bliver ved med at elske, søge og kalde. Han beder os bringe håb.
Gud er kærlighed og lys, midt i det som er mørkt og brudt.
Gud, brug os og send os.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply