0
Tro og spiritualitet

Hvad 40 dages faste har lært mig

Den kristne fastetid sluttede påskedag og har varet 40 dage. Ved indgangen til fasten delte jeg mit ønske om at faste fra at være perfekt. Om at blive lidt stille, få færre inputs og dvæle ved de små ting. Om at vente på Gud.

Påskemorgen sluttede fasten og jeg vil her dele nogle tanker om, hvordan fasten har været for mig.

For det første så troede jeg, at det ville blive sværere at undvære at se serier hver aften. Men ret hurtigt så opdagede jeg, at jeg sagtens kunne finde på andre ting at lave, og at jeg ikke var så aften-træt som jeg troede. Det har været allersværest at undvære at se serier, hvis jeg har været i dårligt humør. Sådan et humør, hvor man vandrer rastløst rundt og har lyst til at glemme. Det er sket 2 gange undervejs i fasten, at jeg har søgt noget ‘dulme med’, og det har jeg givet efter for. Sådan er det. Jeg er ikke perfekt.

I stedet for at se Netflix har vi fyldt vores aftner med meget andet godt! Jeg tog som noget af det første et begynderkursus i strikning. Min veninde Tina og min virkelig søde nabo har hjulpet i gang. Og det har været en øvelse for mig i at – ja – øve mig! Jeg har nemlig ofte en ide om, at jeg gerne vil gøre det perfekt fra begyndelsen, men med strikning af min første sweater har jeg måtte trevle op, prøve igen og prøve endnu engang og været rasende.. for nu at kunne sige, at jeg er blevet bidt af at strikke! Derudover har jeg været på blomsterkursus og er begyndt at forberede min første skærehave. Også det kræver tålmodighed og øvelse, men det er skønt at se de små spirer vokse frem. Jeg elsker blomster, de gør mig helt utroligt glad og taknemmelig, så jeg håber at kunne høste en hel masse blomster til sommer.

Det nedsatte netflix-forbrug har virkelig ført nogle positive ting med sig. David og jeg har besluttet, at vi heller ikke fremover vil se så mange serier. Der er så mange flere ting, vi har lyst til at opleve og beskæftige os med. Jeg er faktisk begejstret for min ‘nyvundne’ tid. Jeg har sluppet skærmene lidt, og fået så meget mere interessant indhold, det føles som en gave.

Jeg besluttede også at slette Instagram-appen, og det har været godt. Jeg har opdaget, at Instagram ofte både har inspireret mig, men også været medvirkende til, at jeg er faldet i den fælde at sammenligne mit liv med andres. Det har været tidspild at ‘se på’, mens andre lever deres liv og samtidig have en følelse af, at ikke at magte at gøre det som ‘kræves’ for at leve det ‘perfekte liv’. Det har været godt at være væk fra det enorme sansebombardement og trække mig tilbage for at se på mit eget liv: Hvad har jeg egentlig lyst til, hvad er realistisk for mig? Mærke mine egne værdier og ikke hele tiden blive konfronteret  med ‘det gode liv’ fra mennesker, hvoraf de fleste er fremmede for mig. Vi ved det jo allesammen, men de sociale medier er ofte et glansbillede, alligevel kan vi komme til at tro, at det er virkeligheden, og når vores eget liv pludseligt blegner ved siden af, ja så er det nærliggende at begynde at føle sig mindreværd og som et dårligt menneske. Det har jeg selv ofte gjort. Det har været godt at stoppe op.

Fremover vil jeg virkelig forsøge at fortsætte med at bruge Instagram konstruktivt. Bruge det som en inspiration, men ikke ‘forsvinde ind i det’ og hjernevaske mig selv til at tro, at det er ‘virkeligheden’. Virkeligheden er lige foran næsen på mig, og den er sjælendt ligeså smuk som Instagram, men virkeligheden er også det eneste jeg reelt kan gøre noget ved.
Sidst, men ikke mindst har jeg forsøgt på dagligbasis at sætte mig og skrive et brev til Gud. Først var det et postkort, siden er jeg gået over til en notesbog. Det er ikke blevet til hver dag, men langt oftere end det har været før. Jeg ville gerne sige, at jeg har fået en åbenbaring, sådan en fuldstændig (perfekt?) guddommelig oplevelse. Men det har jeg ikke. Måske har jeg allermest set ind i mit eget sind og mine håndskrevne ord, der igen og igen spørger:

Elsker du mig virkelig? Kan det virkelig passe, at jeg er skabt, elsket og ønsket som menneske, også når jeg ikke præsterer godt nok? At det virkelig, hvad du siger om mig, Gud?

Og midt i mine spørgsmål, midt i tvivlen og min undren, midt i rodet, fornemmer jeg et ‘ja’.

Et ja, der får mig til at sætte mig på en bænk i skoven og bare sidde lidt. Hvile midt i mit løb, hvile midt i drømme om fremtiden, hvile midt i tankerne om, hvem jeg skal være for at gøre det godt.

Bare hvile og lytte til det igen.

JA!

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply