0
Alt mellem himmel og mark

I Guds havn

Da jeg så døden i øjnene – mødte jeg tro og håb.

De sidste par år har jeg været så vred på Gud, vred over at se, at min fysiske far skulle lide så meget. Sagt til Gud: “Jeg forstår dig ikke, hvad vil du mig?”

Jeg følte tomhed, meningsløshed og fortvivlelse. Af og til har jeg tænkt: “Nu mister jeg min tro”. Min tro på en Gud, der er god.

Da jeg så min far døende, så hvordan han gled ud af livet og ind i døden, skete der noget uventet.

I mødet med døden vidste jeg pludseligt, hvad der var vigtigt. At når jeg giver på slip på alt, er det eneste jeg har tilbage min tro og mit håb.

Jeg greb ud efter noget – og jeg fandt det – håb og tro.

Da min far var ved at forlade livet, var det eneste, der føltes rigtigt at gøre at bede Fadervor og synge salmen Hil dig Frelser og Forsoner. At sidde hos ham med min familie og venner.

Da jeg troede, jeg mistede alt, fandt jeg alt. Da jeg gav slip, var det eneste jeg havde tilbage: afhængigheden af andre mennesker, afhængigheden af Gud og håbet og troen på, at alt er i Guds hånd. Jeg så mit liv og mine valg i et nyt lys. Jeg fandt tro og håb, midt i det, jeg frygtede var afgrunden.

Og jeg præsterede intet. Jeg gjorde mig ikke umage for at bede den rigtige bøn, for at sige det rette om Gud, for at holde fast.

Jeg gav slip og jeg opdagede, at jeg havde et anker. Et anker, der holder mig fast, også når jeg kommer til kanten af livet og ser døden i øjnene. Mit anker er, at Gud kender mig og jeg kender ham.

Min far blev ikke fysisk rask på denne jord, men han levede, åndede og var i Guds hånd. Og helbredelsen kom til udtryk i, at vi fik fred med hinanden.

Da jeg troede, at alt håb var ude, at min tro ville smuldre, opdagede jeg, at mit anker, min tro og mit håb, var det, der holdt mig fast.

Det var da, jeg opgav alt, at jeg mærkede ankerets tyngde allermest, og jeg opdagede, at jeg ikke flyder væk.

Jeg er, vi er, der, hvor vi skal være. I Guds havn.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply