Det indebar en del myggestik at tage dette billede. Men jeg havde sådan en fin tur ud i det grønne med mit kamera.
Nu er det 3. år vi bor her på det sted vi kalder ‘vores hjem’.
Nu er der meget, der føles genkendeligt. At solen går ned det samme sted, at blishønen laver rede i de høje siv i dammen og at der lidt efter titter små unger frem med røde hoveder.
Når noget er genkendeligt så er det måske også lettere at overse det magiske? Det slog mig forleden. Og derfor tog jeg mit kamera med ud på en aften-gåtur og der mødte jeg denne solnedgang (og de hundredvis af myg).
Og da jeg gik hjem så jeg ikke bare marker, men en grøn dyne af blødhed og solens sidste stråler blev en påmindelse om alt det smukke, der findes.
Det var ligesom om, at jeg havde åbnet døren til det sted igen: hvor jeg må stoppe op, bare være til og tage imod.
No Comments