Jeg synes det er en vigtig tid. En vigtig tid med store spørgsmål om, hvilket Danmark vi ønsker. Jeg har siden samfundsfag på A-niveau i gymnasiet været hooked på at følge med i politik. Jeg ser og læser derfor også så meget valgsnak jeg kan lige pt., for jeg mener, at det er vigtigt at sætte sig ind i. Jeg synes det har været en god valgkamp indtil nu, ikke så meget mudderkastning, ikke så meget personfnidder, men tid til de lidt større linjer, hvad synes du?
Jeg var også så heldig at se duellen mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke direkte i Højlunds Forsamlingshus for et par søndage siden. Det var fedt at se det ‘live’ og føltes helt klart mere menneskeligt og mindre som et ‘show’, når man ikke ser det fra en kameravinkel, der er stukket helt op i ansigtet.
Jeg tror, at det det optager mig mest er, når valgkamp bliver til samtaler om visioner. Hvad er det vi vil? I fremtiden? Hvad kan vi gøre bedre? Anderledes? Hvilket sted er det vi drømmer om at bo?
Og vi må hver især gøre op med os selv, hvad vi synes der er vigtigt og stemme på dem, vi har mest tillid til kan handle på vores vegne.
At kunne få lov at være med til at beslutte dét, rører mig, hver gang jeg står i køen til stemmeboksen. Vores demokrati er ikke perfekt, men det er der og det er ikke alle mennesker, der får lov at leve i et så rigt, og trods alt godt og trygt land, hvor vi får lov at være med til at bestemme, hvem der skal have magten. Det synes jeg er værd at sætte pris på.
No Comments