Selvkærlighed

Jeg aner en ro

Jeg aner en ro. Jeg opdagede den, da jeg klappede låget sammen på computeren og stillede mig foran vinduet.

En lille let bankende puls i kroppen af varme og liv. Den er så fin og sagte, som vandråber der drypper lydløst og elegant.

Den skabte et lille smil i mundvigene og et roligt åndedræt, der sendte små kærlige bølger afsted i kroppen.

En ro, der skabte bevidsthed og syn for det der allerede findes. Ikke det, der var engang. Ikke det der kommer. Ikke tanker der forvirrer, men blot lidt opmærksomhed på det som er nu: snefnug der daler, blomster der strutter stolt af deres skønhed, lys der blafrer og en lille kilden i fødderne.

IMG_0827

Jeg blev så glad, da jeg opdagede, at roen var der. At den besøgte mig igen, selvom jeg så ofte har smidt den ud.

Roen kommer med lette skridt og banker stille på hjertes dør: “Har du tid til et lille visit?” spørger den. Alt for ofte har jeg revet døren op med et brag og råbt den ud i hovedet: “Kan du ikke se, at jeg er i gang med at ordne verdenssituationen i mit hoved.. skrid!”

Og roen, der er et stille og spinkelt væsen (hvis man ikke har fodret den nok) lister af, før man når at overveje at byde den ind og få smidt tankemylder, uro og frygt på porten.

Men i dag var den der. Roen. Sammen med de dalende snefnug.

Jeg vil spørge den om at komme på besøg hos mig ofte. Jeg vil sørge for, at den føler sig hjemme og har lyst til at flytte ind.

IMG_0875
IMG_0829

Previous Post Next Post

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply Karina R. Mandalia 25. januar 2015 at 9:54

    Smukt og dybfølt indlæg. Tak Kamilla <3

  • Leave a Reply

    Protected with IP Blacklist CloudIP Blacklist Cloud