Månedens bog i læseklubben er bogen “Du er min ø i havet” af Ray Simpson. Bogen er en “tidebog”, den indeholder keltiske bønner til morgen, middag, aften og nat alle ugens dage.
Jeg har brugt bogen sporadisk i flere år og holder virkelig meget af bønnerne, som jeg synes er utroligt smukke, vedkommende og nærværende.
“Lad den dybe fred fra de rullende bølger være med os,
dyb fred fra luften, som strømmer,
dyb fred fra jordens ro,
dyb fred fra de skinnende stjerner,
dyb fred fra Fredens Søn.
Amen”
Den “keltiske spiritualitet” stammer fra Irland af 300-400 tallet, og rummer et stort fokus at møde Gud i naturen, pilgrimsvandring, meditationer og blid meditativ musik.
Jeg kan huske, at jeg første gang jeg læste moderne keltiske bønner blev fuldstændig ramt af det blide og poetiske sprog. Det åbnede en måde at bede på for mig som har bragt mig tættere på Guds hjerte, og Guds nærvær i skaberværket, og i de enkelte ting i hverdagen.
Det er altså en bog, der kan inspirere til en meditations – og bønpraksis i hverdagen. Måske har du allerede en praksis, måske er det nyt for dig – så vil jeg anbefale denne fine bog til vejledning og inspiration. Du kan fx vælge en eller flere bønnetider på dagen, der passer ind i din hverdag.
Du finder bogen på tilbud i Areopagos’ webshop til bare 75 kr i hele juli måned. Normalprisen er 150 kr.
Det vil være dejligt at høre fra dig, hvis du har lyst til at læse med og bede bønnerne sammen med mig.
Hvis du har læst med i juni, så regner jeg med, at vi deler vores læseoplevelse senest d. 8. juli.
1 Comment
Hermed bestilt – glæder mig til at læse + høre dine/andres tanker om den.