Ostepops & drømme

I går vurderede min arbejdsleder, at jeg sandsynligvis havde det, der skulle til, da han så mig binde mine snørrebånd: “Du ser ud til, at du er hurtig på fingrene” sagde han. Jeg smilede og svarede “ja”. Han fortsatte: “Du skal have lov at prøve at komme i multi-pak”. Og så hjalp han og de andre mig vikarer i gang med at lægge skiftevis 2 og 4 poser ostepops på et samlebånd. Sidenhen stirrede jeg på et transportbånd med ostepops i 2 timer, da der var fundet en fejl, som vi skulle fjerne. Imens vi sad der kunne jeg fornemme, at min kollega gerne ville snakke. Og det kan godt være svært i larmen af maskiner. Men vi råbte til hinanden, imens vi stirrede på ostepopsne.

De der kender mig ved, at jeg ikke er vild med small-talk, men når jeg har mit vikartøj på – og den gule hue, så føles det på en måde anderledes. Vi kan ikke dømme hinanden på, hvem vi er, for vi kan kun se ansigterne. Og her på gulvet er vi alle i gang med at udføre en opgave, som trods det handler om ostepops, føles vigtig. I larmen forsøgte jeg så godt jeg kunne at lytte, stille spørgsmål og holde samtalen kørende. Og når, der var stille, så tænkte jeg på min blog, mine skriblerier, på den bog jeg er ved at skrive, jeg nynnede lovsang og blev tom indeni.

For det er også rart ved den slags arbejde. Det er simpelt. Og når det går allermest stærkt som i “multi-pak”, så er der ikke tid til at tænke en tanke andet en “2 / 4 / 2 / 4 / 2 / 4 ” og sikre, at det rigtige antal bliver lagt nogenlunde ordenligt. Hænderne arbejder, ligesom når jeg rammer en nerve, når jeg skriver.

Måske er drømmen at kunne leve af at blogge, skrive, podcaste og hjælpe andre i gang med det samme, men indtil nu er jeg taknemmelig for, at jeg har begge verdener. Det ene udelukker ikke det andet, men understøtter måske netop hinanden, tænkte jeg lidt over, imens jeg stirrede på ostepopsne, der flød forbi i lange baner.

Til de nysgerrige: Ja, man må gerne smage! I går fik jeg en rundtur på fabrikken og smagte nylavede varme chips direkte fra båndet. Altså jeg har jo en svaghed for salt og chips, men heldigvis har man for travlt til at spise for mange.

Ps. Billedet ovenfor er fra vores farvel-fest, da vi for 2 år flyttede fra Kbh. Der var selvfølgeligt ostepops og  her har jeg berettet lidt om mine ideer til festen.