Jeg har haft præstationsangst over at skulle blogge igen. Henover sommeren har jeg gået og tænkt: “Hvad har jeg lige gang i med den blog, og er det ikke egoistisk selv-iscenesættelse, og tør jeg fortsætter med at dele?” Måske også som følge af, nogle af de shitstorms, der kan opstå og som jeg har været vidne til.
Jeg er kommet frem til, at jeg udover at elske at skrive også har en vigtig mission med bloggen. Nemlig den, at bloggen skal være et åndehul. Et sted i verden, hvor det er tydeligt at “Sårbarhed tillades på dette område” . Jeg ønsker at bloggen skal være et sted, hvor der er fokus på det gode, det sande og smukke i livet, hvor vi hjælper hinanden til at holde fast i det, samtidig med, at vi tør tale om det smertefulde.
Det er store ord, men ved I hvad? For noget tid siden skrev en kvinde til os: “Mange tak for en super god blog og indlæg, som jeg læser dagligt. Jeg føler virkelig det i skriver er tiltænkt til mig 😉 Jeg føler virkelig for første gang i mit snart 26-årige liv, at jeg ikke er sær og unormal. Så endnu engang TAK! Bliv endelig ved 😊👍”. Nu har jeg skrevet med den søde læser, og vi har delt stort og småt.
Jeg blev så rørt og taknemmelig over at modtage denne besked, det er så skønt at vide, at mine ord kan være en trøst for andre.
Så jeg bliver ved.
