Alt mellem himmel og mark

Jeg bliver ved…

Jeg har haft præstationsangst over at skulle blogge igen. Henover sommeren har jeg gået og tænkt:  “Hvad har jeg lige gang i med den blog, og er det ikke egoistisk selv-iscenesættelse, og tør jeg fortsætter med at dele?” Måske også som følge af, nogle af de shitstorms, der kan opstå og som jeg har været vidne til.

Jeg er kommet frem til, at jeg udover at elske at skrive også har en vigtig mission med bloggen. Nemlig den, at  bloggen skal være et åndehul. Et sted i verden, hvor det er tydeligt at “Sårbarhed tillades på dette område” . Jeg ønsker at bloggen skal være et sted, hvor der er fokus på det gode, det sande og smukke i livet, hvor vi hjælper hinanden til at holde fast i det, samtidig med, at vi tør tale om det smertefulde.

Det er store ord, men ved I hvad? For noget tid siden skrev en kvinde til os: “Mange tak for en super god blog og indlæg, som jeg læser dagligt. Jeg føler virkelig det i skriver er tiltænkt til mig 😉 Jeg føler virkelig for første gang i mit snart 26-årige liv, at jeg ikke er sær og unormal. Så endnu engang TAK! Bliv endelig ved 😊👍”.  Nu har jeg skrevet med den søde læser, og vi har delt stort og småt.

Jeg blev så rørt og taknemmelig over at modtage denne besked, det er så skønt at vide, at mine ord kan være en trøst for andre.

Så jeg bliver ved.

Alt mellem himmel og mark

Når vi skrives ved…

… Så er det her vores udsigt! David og jeg er til den tid blevet fynboere, vi flytter i næste weekend og glæder os stort.

… Har jeg forhåbentligt ahft masser af ler under neglene. I dag drager David og jeg nemlig på byggekursus på Friland. Det glæder jeg mig til at fortælle mere om.

… Har jeg været til prøvedag som frivillig i den Fynske Landsby!

… Så har jeg nok postet en hel del billeder af begge dele på Instagram, så følg endelig med der.

Selvom jeg egentlig ikke har ferie, fordi jeg jo er på dagpenge, så vil jeg alligevel vove at kalde de næste 2 uger en slags ferie, for David har nemlig fri og det skal nemlig nydes: med rolige morgner, masser af lækker mad, gåture i vores nye hood og pakke en hel masse flyttekasser ud.

Bloggen ligger nok lidt stille indtil da, så jeg vil ønske dig en god “ferie”, hvis du holder sådan noget.
Ellers bare en dejlig tid.

Kærligst,

Kamilla

Tro og spiritualitet

Morgenbøn: Mørket er ikke mørke for dig

I går læste jeg i avisen, at Mads Holger har taget sit eget liv. Det berørte mig.

Derfor beder jeg denne morgen en bøn fra Salmernes bog i Bibelen:
“Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér.
Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre holder mig fast.
Siger jeg:
Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.”

Sl. 139, 7-12

Tro og spiritualitet

Morgenrefleksion: Jeg er en understrøm af godhed

På den sidste har jeg delt en række morgenbønner her på bloggen, hvilket jeg har fået god respons på. Det er bønner sagt og skrevet af mig selv og andre. Det forsætter jeg med at gøre, men fremover jeg også dele inspiration til dagen af og til. Det kan være små bibeltekster, et billede, en strøtanke, en inspiration eller andet som opløfter mig, og som forhåbentligt også kan være til glæde for dig.

I dag deler jeg en “inspiration”, der er ord inspireret af Gud. Som kristen tror jeg nemlig på, at Gud taler til os i dag, ikke bare igennem bibelen, men til vores hjerter.

Min tidligere kollega Ole Skjerbæk Madsen, der er præst og leder af I Mesterens Lys, har gennem nogle år nedskrevet inspirationer, han forklarer:

“Når jeg beder eller mediterer, sker det ofte, at jeg kommer ind i en stilhed, hvor jeg oplever Gud tale til mig. Nogle gange taler Gud som Faderen (Jeg Er, Den Jeg Er), andre gange som Jesus Kristus (Ordet, Logos) og atter andre gange som Helligånden. Når jeg nedskriver, hvad jeg hører, kalder jeg det inspirationer.

I dag deler jeg noget af en inspiration fra Oles bog Ansigt til Ansigt.

“Du sidder nu ved søens bred og mærker solen og vinden. Du hører fuglesangen, bølgerne mod strandens sten og vinden i sivene. Du ser ud over vandet til søens modsatte bred, ser fuglene og skovens træer. Sådan en dag har du ønsket om, at alting bare er, som der er nu – altid – en indre hvile og fred i dig og i naturen.

Men du ved, at hverdagens bekymringer lurer – og endnu værre: krig, terror, vold og sygdom bringer smerte, sorg, tab og død ind i verden. Du ved, at også naturens orden er forstyrret.

Men du søger mig, for Jeg er livets og glædens kilde. Jeg Er den understrøm af godhed, som fremkalder medfølelse og inspirerer til handling, hvor livet og freden trues. Jeg er den understrøm af kærlighed, som inspirerer til selvopofrende tjeneste for jorden og menneskeheden. Jeg Er den understrøm af sandhed, som får jer til at stille spørgsmål og lede efter den indre orden og mening i alle ting. Jeg Er den understrøm af skønhed, som fremkalder forundringen over skabningen og lader jer se hver skabning og hvert menneske som værdifuld og fuld af uudfoldede egenskaber og lys.

Jeg lader dig nyde naturens skønhed og fred – ikke som en flugt fra verden, men som en inspiration til at finde og fremelske det sande, det skønne og det gode i verden.”

Tro og spiritualitet

Morgenbøn: Lad mig løfte hjertet i glæde

Godmorgen Gud.
Du kysser dagen frem og blæser ånde i min krop,
som du har gjort det fra mit allerførste åndedrag.

Tak for luften, for solen,
for morgenlys og fuglenes sang.

Tak fordi du er der,
i det mindste og i det største.

Lad mig se op – og løfte hjertet i glæde
på vej mod en ny dag
sammen med dig og mennesker jeg elsker,
– og dem, jeg øver mig på at elske.

Lad mit hjerte flyde over af kærlighed
til alle jeg møder i dag.
Mennesker på min vej
og dem der er gemt i mit hjerte,
hvor du bor.

Alt mellem himmel og mark

Podcast: Samtaler fra Herrens Mark

I dag mødes jeg med min svoger, der ifølge min mand, har elsket lyd og teknik siden han sagde “nedninger” i stedet for “ledninger”.

Han hjælper mig med at lave en intro til et podcast-show!

Jeg har længe gerne ville lave en podcast. Jeg har ligeså længe ikke turdet gøre det.
Nu har viljen trumfet frygten.. eller i hvert fald noget af den.

Kommer snart på et Internet nær dig:

Samtaler fra Herrens Mark

“Millioner af mennesker har gået vejen før.  I fodsporene på en mand ved navn Jesus. 
Men har kristendommen noget at tilbyde det moderne menneske? 
Og kan bibelen give svar på klimakrise, kærlighedssorger og karriereplaner? 
Jeg interviewer mennesker. der siger, at de har mødt Jesus. 
Velkommen til samtaler fra Herrens Mark, en podcast til os, der vil udforske om der er mere mellem himmel og mark”

Jeg glæder mig til at fortælle mere!

lydstudie

Tro og spiritualitet

Aftenbøn: Vi takker dig for det gode

Gud i himlen, verdens skaber!
Du har betroet jorden, dens skønhed og rigdom, til os mennesker,
du har givet os evner og muligheder,
så vi også i dag har kunnet tage del i fællesskab og opgaver.

Vi takker dig for det gode, vi har modtaget fra dig og mennesker.
Vi erkender med smerte, hvordan vi gang på gang misbruger dine gaver
og de muligheder, du giver os.
Vær med os, Herre, i en verden, hvor mørkets kræfter er stærke.
Vær med ofrene for nøden og ufreden i verden,
med alle, der er ramt af sygdom og sorg,
med dem, der føler sig overflødige og ensomme.

Gode Helligånd, skab tro i os,
vished om, at intet kan skille os fra Kristi kærlighed,
så vi nu, hvor dagen er til ende,
kan finde ro, lade krop og tanker hvile.
Giv os en god nat, så vi i morgen kan vågne med nye kræfter.

Salmebogens bønnebog

Tro og spiritualitet

Morgenbøn: Bank på mit hjertes dør

Godmorgen, Gud.
Denne dag har jeg brug for at huske på, at du kender mig og ser på mig med kærlige øjne.
Du kender mig i mit inderste, den jeg er dybt inde.
Der hvor jeg ikke er hæmmet af frygt, frygt for fremtiden, for ikke at være god nok, for at fejle eller frygten for, hvad andre synes om mig.
Tal til mit hjerte om den kærlighed du har til mig.
Jeg ønsker at leve i den vished, at jeg er dit kærlighedsbarn.
Jeg er sikker på, at det ville gøre mig gladere og friere, hvis jeg kunne tage din kærlighed ind i mit hjerte i dag.
Så bank på hos mig, bank forsigtigt på mit hjertes dør,  hver gang jeg kommer til at bekymre mig og frygte.
Jeg vil lade døren stå på klem.

Tro og spiritualitet

Velsign, min søster!

I går deltog jeg i en årstidsfest på Christania, hvor vi fejrede sommersolhverv, årets længste dag. Festen var arrangeret af
I Mesterens Lys, som jeg har været ansat hos tidligere. Det er en gruppe af mennesker, der med egne ord er “et fællesskab af kvinder og mænd, som samles om Jesus på samme måde som disciplene i sin tid sad ved Hans fødder eller vandrede med Mesteren Jesus.”

I går sang vi sange omkring bålet foran Christiniakirken, bagefter gik vi sansevandring ved den smukke sø. Formålet med sansevandringen var at stille sig selv to spørgsmål, hvad siger Gud til mig igennem naturen? Og hvordan vil jeg handle på det?

Continue Reading

Tro og spiritualitet

Morgenbøn: du går med

Godmorgen, Gud.

Du er allerede vågen, når jeg slår øjnene op. Du ser på kærligt på mig, når jeg sover, når jeg vågner, når jeg gør min morgenrutine og går ud i dagen.
Du ved, at der er både er ting, jeg glæder mig til denne dag og også ting jeg frygter. Hjælp mig til at møde dagen med fred i hjertet. Send dit lys på den vej jeg skal gå. Tak, at du går med.

Tro og spiritualitet

Bo Bedre – om at finde og skabe et hjem

Nu er det besluttet, at vi flytter til Fyn. Vi har fundet en skøn lejlighed, der hører under et gods, i de mest vidunderlige naturomgivelser. Vi glæder os helt vildt. Og jeg glæder mig til at indrette! Boligindretning er lidt af en hobby for mig, for jeg nyder sådan at skabe en oase.

For noget tid siden hørte jeg en virkelig spændende prædiken om netop “boligindretning”, og hvorfor så mange af os bruger tid på at indrette hjemmet. Præstens tolkning var, at når vi flytter rundt, maler, indretter, gør det lækkert og skønt, så er det fordi, vi længes efter dét sted, hvor vores hjerte falder til ro, hvor vi føler os hjemme i en nogle gange utryg verden, et sted, hvor der er harmoni, balance, skønhed og tryghed.

Jeg kender til, at hjemmet kan være et åndehul, et sted i verden, hvor jeg kan føle mig sikker. Jeg kender også til, at det kan være det sted, der vækker dårlig samvittighed og tager min energi (bjerge af opvask, rengøring, halvfærdige projekter…).

Prædikenen handlede om, at “hjemmet” går igen i mange fortællinger i bibelen. Et sted beder Gud nogle mennesker om at lave et tempel til ham: ikke for hans skyld, men for at mennesker kan have et sted, hvor de kan være sammen med Gud. Og senere siger Gud, at hans hjem på jorden ikke skal være i et tempel, men i menneskers hjerte, hvor han vil komme med fred, kærlighed, harmoni.. alt det vi længes efter, et hjem skal være.

De fleste af os vil gerne have, at vores hjem er præsentabelt, når vi får gæster, og sådan har vi det måske også med dem, vi inviterer ind i vores hjerte, vi vil gerne fremstå som pæne mennesker, og gemme vores ensomhed, længsel, had, mindreværd, skyld af vejen.. Men Gud siger: “Jeg vil gerne flytte ind i dit hjerte, også selvom du ikke synes, du er god nok eller dit hjerte ikke er pænt nok. Jeg giver dig et hjem, hvor du kan føle dig tryg”. Det synes jeg er smukt og opløftende.

Prædikenen understregede også, hvordan vores hjem kan være et ligeså helligt sted som en kirke. Et sted, hvor vi kan invitere mennesker ind, hvor de kan føle sig elskede og trygge, det er håbet for vores hjem <3.

Hvis du har lyst til at høre mere, kan du finde prædikenserien “Bo Bedre – en prædikenserie om at finde og skabe et hjem” lige her.