På min første dag som landbrugselev, gik det op for mig, at der fandt en praksis sted på mit praktiksted, hvor der årligt bliver slået omkring 400 nyfødte gedekid ihjel.

Hvorfor spørger du måske? Og det gjorde jeg også, da jeg hørte om denne praksis.

Svaret er: Fordi det ikke økonomisk set kan svare sig at lade dem leve, fede dem op og sælge kødet. Det er faktisk en underskudsforretning at sælge det.

Kiddene bliver slået ihjel, når de er ca. 2 dage gamle og givet til zoo som dyrefoder.

Da jeg fandt ud, at af denne praksis fandt sted, begyndte det at rumstere i mit hoved..

Jeg spurgte mig selv og andre: Er det etisk forsvarligt at have en produktion, hvor det er et vilkår at så mange sunde levedygtige dyr slås ihjel?

Efter mange overvejelser og dialog med mennesker i mit netværk, kom jeg frem til, at jeg var nødt til at stoppe som elev, fordi jeg ikke kunne stå inde for at være en del af produktionen.

Måske har jeg været naiv. Godtroende. Romantiker.  Labels, der allesammen skulle indikere, at virkeligheden har ramt mig, og jeg lever i en fantastiverden.

Jeg vil vende det om sige og sige: Nok er drømme brast, men nye holdninger er vokset frem.

Jeg har i den grad indset, at selvom økologi er godt, betyder det ikke, at vi er færdige med at finde på nye løsninger til gavn for dyrene, for jorden og os selv. Økologien skal også kritiseres når det er nødvendigt. Det tør jeg nu.

Jeg mener ikke, det kan forsvares at slå så mange raske gedekid ihjel af overvejende økonomiske årsager!

Leveringen til zoo anser jeg være at være en lappeløsning, for det er jo ikke derfor, at vi driver landbrug.

Mit korte ophold har sat mange tanker i gang om, hvad det betyder at holde produktionsdyr. På rigtig mange måder havde gederne det godt og havde fine forhold. Men virkeligheden er, at det ER produktionsdyr. De lever ikke i deres naturlige miljø og kan ikke på alle måder udleve deres naturlige adfærd, og det kommer især til udtryk ved, at de ikke får lov til at tage sig af deres kid.

Forsøg med køer og kalve viser, at når kalve får lov at gå hos deres mor, vil både ko og kalv være generelt sundere.. og det er sikkert samme tilfælde med geder og kid!

Da jeg var landbrugselev kunne jeg mærke et stort ansvar på mine skuldre, et ansvar for at behandle dyrene godt. Det gik op for mig, at dette ansvar også indebærer at træffe beslutninger om, hvilke kompromisser, der skal at tages, fordi der er tale om produktionsdyr. Kompromisser, der skal baseres på faglighed, praksis og hvad vores samvittighed byder os.

For mig blev min faglighed og samvittighed udfordret i det øjeblik jeg fandt ud af, hvilken praksis der gjorde sig gældende på mit praktiksted med den systematiske aflivning af gedekid.

Derfor er jeg ikke længere landbrugselev. Drømme er brast, men nye holdninger er vokset frem.

Jeg fortryder ikke den tid jeg har været der, for jeg har lært en helt masse om, hvordan jeg gerne vil holde dyr i fremtiden.

Ps. Lad os tage vores ansvar på os som kritiske forbrugere. Lad os turde at se i øjnene, hvad det betyder, at vores mad kommer fra en produktion vi ikke kan se og ikke kender detaljerne af. Lad os turde spørge og være kritiske… og villige til at betale mere for bæredygtige fødevarer – til gavn for os selv, naturen og dyrene!

Pps. Samme problematik gælder indenfor (ko)mælkeproduktion, hvor der årligt slås omkring 30.000 tyrekalve ihjel, fordi de ikke kan bruges i produktionen. Hvis du vil undgå at købe mælk fra disse produktioner, kan du vælge mælk fra Naturmælk og mælk hvorpå der står “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. 

I februar skrev jeg om 9 ting jeg ville lave i februar. Fra listen nåede jeg faktisk ikke så meget andet end at spise fastelavnsboller og se Netflix (og David gav mig blomster). For Februar blev en hel del anderledes, end jeg havde forventet, jeg har nemlig valgt at stoppe som landbrugselev. Det har ikke være en let beslutning, men den rigtige. Jeg vil gerne dele mere herom en anden dag.

David og jeg er flyttet til hjem til min mor i Sønderjylland, hvor vi skal bo indtil vi ved, hvor vi skal bo på længere sigt.

Den første forårsmåned er kommet og i marts vil jeg:

•  Give give mig i kast med køkkenhave og derfor købe frø og begynde forspiringen.
• Lære min mors hund, Bertram, flere nye tricks! Vi træner næsten dagligt og i løbet af den første uge, jeg har boet her, har han lært at lave yoga (hundestrækket) på kommando og lukke døren med sin pote. Dyyygtiiiig! Jeg følger trofast med hos Københavnersnuden, der er den bedste (og sjoveste) hundetræner jeg kender. Og udelukkende hundtræning med positive metoder (ingen straf eller råben).
• Spise stenbiderrogn sammen med Tina! For et år siden holdt vi en mandagsfest med stenbiderrogn, bobler og blinis, det må gerne gentage sig!
• Besøge fødevaremessen “Foodexpo” og især udforske Økohallen. Jeg har vundet 3 billetter til et madevent!
• Læse bogen “Elsket nok til at tale sandt” af Gunni Bjørsted. . Gunni viede David og mig til vores bryllup. 
• Lave hjemmelavede toffifee, jeg har fundet en opskrift hos Valdemarsro.dk som jeg må prøve. Toffifee er nok mit yndlingsslik, men jeg tør ikke se på ingredienslisten, fordi jeg er ret sikker på, at den dumper på flere fronter… Så nu vil jeg prøve at lave dem selv af lækre økologiske råvarer.
• Jeg fik ikke sendt kort ud hverken til jul, nytår og i februar som jeg havde tænkt jeg ville, så i denne måned vil jeg forsøge mig med et par håndskrevne forårskort til nogen jeg har kær.
• Besøge Grantoftegaard og se på påskelam. Det er ved at blive en tradition i Davids familie, og forhåbentlig starter den også i år med, at at David og jeg nyder en hyggelig frokost i cafebutikken inden. Sidste år da jeg var derude opfangede jeg en herlig samtale blandt fårene.
• Jeg er trådt ind i dagpengeland, så jeg vil med ihærdighed forsøge at gøre det til en hyggestund, når jeg skriver jobansøgninger, jeg tænker: En lækker drik, stearinlys og måske et stykke chokolade eller tre… ;)Hvad skal du lave?

For nogle år siden deltog jeg ved et arrangement, hvor vi undervejs blev bedt om at tale med vores fremmede sidemand. Jeg husker ikke helt emnet, men jeg husker, at kvinden jeg talte med var ekstremt nærværende, og jeg følte mig lyttet til på en særlig og indlevende måde. Da hun lidt senere fortalte mig, at hun var med i “Den Lyttende Kirke” gav det mig en mulig forklaring på, hvorfor hun var så ekstraordinært god til at lytte.  Det er helende at blive lyttet til!

I dag har jeg interviewet Bente Lundbak Pihl, som er leder af Den Lyttende Kirke i Danmark, da jeg synes deres budskab er så vigtigt. Jeg kan kun gisne om, hvordan verden så ud, hvis mange flere fik en oplevelse af, at de er værd at lytte til, og hvis vi alle blev lidt bedre til at lytte til hinanden.

Hej Bente. Hvorfor er det så særligt at blive lyttet til? 

Eller hvis man måske gerne vil blive bedre til at lytte til andre?
Vi holder nogle rigtig gode kurser, hvor vi træner lyttefærdigheder. Det vi holder mest, hedder “Lytte for Livet” og er rimelig kort og ret effektivt. Ofte ligger det på en fredag aften og en hel lørdag, frem til aftensmad. Vi arbejder på en model, hvor vi også tilbyder overnatning.