I onsdags deltog jeg i en årstidsfest i Søndermarken, som var arrangeret af en gruppe fra I Mesterens Lys. Årtidsfesten var en fejring af forårsjævndøgnet, og at vi går mod lysere tider. Der holdes 8 årlige fester, som er inspireret af den kristne keltiske tradition fra d. 2. århundrede. Den keltiske spiritualitet er kendetegnet ved at have en tæt forbindelse mellem naturen og det åndelige. Der er stort fokus på Gud som Skaberen. Mange af morgenbønnerne her på bloggen er keltiske bønner, da jeg finder stor visdom og glæde ved den keltiske spiritualitets fokus på skaberværket og at møde Gud der.
Årstidsfesten startede med sang, og dernæst holdt Kirsten Grube Juul en refleksion, som jeg har fået lov at dele nedenfor. Efter refleksionen gik vi hver for sig i Søndermarken med det formål at åbne os for Guds stemme og nærvær i naturen. Til sidst samledes vi om alteret og holdt nadver. En rigtig dejlige gudstjeneste og fest.
Her er Kirstens refleksion:
“Der er i de her år fokus på robusthed. Børn og unge skal blive mere robuste, arbejdsmarkedet vil i dag have robuste medarbejdere. En undersøgelse på Jobindex viser, at annoncer der indeholder ordet robusthed er tredoblet på fire år.
Sorg har altid været til og har altid præget mennesker – men om et par år kommer der en ny diagnose omkring sorg. Kompliceret sorg, som er sorg, der har varet i mere end et halvt år.
Det er positivt, at man har større fokus på robusthed i en omskiftelig verden. Det er positivt, at der er fokus på sorg over længere tid – fordi det kan betyde, at mennesker går i stykker.
Der er også nogle udfordringer i det. Det bliver den enkeltes egen opgave at forbedre sig i forhold til robusthed (”Jeg må bare bide tænderne sammen”) og at opsøge behandling i forhold til sorg – fordi folk måske tænker eller siger ”er du ikke kommet videre?”
Væk er Gud, fællesskabet, væk er det, der kan bære en. I gamle dage bar man sørgebind et år for udadtil at signalere, at jeg har faktisk brug for lokalsamfundets støtte det næste år. I skal hjælpe med at bære. Jeg vil ikke være alene med det her. Sådan er det ikke så meget mere.
En anden udfordring er at livets vilkår bliver set som noget unaturligt. Det er sygt at være indadvendt, melankolsk eller sensitiv.
Forårsjævndøgnet, hvor dagene og nætterne er lige lange, minder os, om at lyset vender tilbage, og at foråret er på vej. Men det minder os også om noget andet.
Mørket også er er en del af vores virkelighed. Mørket skal ikke tage overhånd, besætte os, styre os, men mørket er her også her og nu, og spørgsmålet er, hvordan vi møder det som et vilkår.
Der er en rytme.
Det skifter mellem dag og nat – der varer lige lang tid. Der er en tid til at være på, og en tid til at trække sig tilbage. Det er okay at være til stede her og nu.
Jeg er spejderleder. Med nogle ret krævende børn nogle gange. Men også søde – nogle gange. På et tidspunkt kalder vi spejderne sammen – de fleste dukker hurtigt op – men der er især en, som utroligt langsomt bevæger sig hen, hvor vi skal mødes. Virkelig langsomt. Og jeg siger så: Kom nu, vi skal samles. Hvor han så siger: Se, jeg bevæger mig i mit eget tempo!
For mig føltes det dybt provokerende, men han havde også en pointe – at forholde sig kritisk, ja nærmest, uopdragent til den logik, han lige mødte i den situation.
Jeg håber, at årstidstjenesterne kan blive et sted, hvor vi sammen kan reflektere over de logikker, vi møder – og som hele tiden skubber, befaler eller hvisker, hvilken vej vi skal. Hvem vi er. Er vi forbrugere, motionister, behandlingskrævende eller som en på et tidspunkt sagde: Bare soldater i konkurrencestaten?
Vi er lige her. Vi er i en rytme. Gud har kaldet os til at være medarbejdere i Hans rige, hvor der er en tid til alting. Men at få øje på det kommer ikke af sig selv. Vi skal være opmærksomme på, hvad Gud vil sige til os. Hvordan han taler til os gennem Bibelen. Hvordan han taler til os gennem andre mennesker. Og hvordan han taler til os gennem naturen.
Forårsjævndøgnet er en mulighed for at mærke balancen i vores liv, vilkårene i vores liv, at der både er lys og mørke – og at leve i det som Guds elskede børn. At det er okay. At vi er okay.
Det jeg godt kunne tænke os, at vi gjorde nu, er at vi bruger 20 min på at fordybe os, at være til stede i at sanse den natur, der er omkring os. Vi skal ikke forbedre os, præstere – men være – og så prøve at være åbne over for, om der er noget, Gud vil gøre os opmærksomme på i den årstid, vi er i nu, på denne plet, på det sted, hvor vi er i vores liv.
Man kan gå rundt og lægge mærke til detaljer. Er der noget, man stopper op ved? Er der noget, der fanger en? Hvis det er en hjælp, kan man tage et billede eller optage en lyd med sin mobil.
Eller man kan tegne en tegning af det, der gør, at man stopper op.
Jeg vil give lyd, når I skal vende tilbage efter ca. 20 min. Og så har I mulighed for at dele jeres oplevelser, indtryk eller tanker, hvis I har lyst.
Jeg vil gerne sende jer ud med en bøn.
Gud, vis os vejen, vi skal gå i en omskiftelig verden.
Vær nær hos os.
Giv os klarhed til at sortere i de logikker, vi hører.
Vær nær hos os.
Giv os fællesskab og støtte, når vi møder livets vilkår.
Vær nær hos os.
Giv os mod til at gå imod strømmen.
Til at læne os tilbage i din rytme og vide.
At du er nær hos.
Gør os åbne over for din tiltale, din Ånd
Åben vores sanser i naturen.
Åben vores sind.
Amen.
