Stilheden har sat sine spor i mig. Jeg håber, de bliver der længe. En indre ro, en fred. Det var (vist) min femte retræte, men denne gang følte jeg en særlig ro. Jeg fandt hurtigere ind i roen og følte en befrielse ved at være uden min telefon. Det første jeg gjorde var at sove to middagslure og komme for sent til aftensmaden, fordi vækkeuret ikke var stillet rigtigt.
Den første dag følte jeg en stærk taknemmelighed og glæde over at træde et skridt væk, og se på mit liv som det udspiller sig nu. At erfare nære relationer og en oplevelse af dyb mening i det jeg er optaget af.
Første dag gik jeg hen til bordet med lånebøger, lod blikket vandre og udvalgte en bog, der umiddelbart talte til mig, og slog op i den.. På siden var en beretning fra Det Nye Testamente, hvor Jesus fortæller om en hyrde, som leder efter et får, der er blevet væk. Et billede på, at Jesus leder efter mennesker, som er faret vild i livet, som flakker rundt og mangler en hyrde. Jesus er den gode hyrde.
Den beretning har en stor betydning for mig, for mig personligt og for det kald, som jeg oplever til at finde og følges med mennesker, der lever på kanten af alting.
Jeg smilede og tænkte: ‘selvfølgelig’. Jesus, du er jo lige her, du kender mit liv, du ved, hvad der er vigtigt, og hvad jeg tænker på.
Det føltes som et smil fra Gud, som om at han sagde: “Jeg ved, hvad du tænker… jeg kender dig!”
På anden dagen dukkede følelsen af længsel op. Jeg så mig selv i situationer, hvor jeg handler aktivt, hvor jeg er i gang, og hvor jeg føler mig duelig.
Jeg gik en tur i skoven med anemonerne ved min side, og jeg følte Jesus sige til mig: “Jeg kan give dig noget, som er langt større end beundring”.
‘Beundring’… ordet kom bag på mig, det føltes som et fremmedord, men jeg tyggede på det, og jeg blev klar over og erkendte, at jeg kender følelsen af beundring. At få ros og beundring for det jeg gør – en følelse jeg værdsætter og som giver selvtillid, men alligevel er det som om, at den ikke fylder mig helt op.
Der midt imellem anemonerne, tror jeg, at Jesus mindede mig om, at jeg ikke behøver at nøjes med at blive beundret.. han har noget, der er langt bedre.
‘Så ja tak Jesus, hvis du kan give mig noget bedre end beundring, så vil jeg gerne have det’
Jeg fornemmede herefter for mit indre blik, hvordan Jesus kom mig nær, helt tæt på mit ansigt, at han holdt om mig, som jeg holder om mennesker, der føler sig skamfulde og kede af det, som er løbet væk fra det hele.
Og jeg blev mindet om, at jeg også kender til den længsel i mit eget liv. Til at høre til. At blive set og elsket som den jeg er. I mine tanker blev jeg ført tilbage til minder i mit liv, hvor jeg har følt mig alene og overset, og pludselig var Jesus der, han var hos mig i mindet, sad hos mig. Vi var sammen. Han var der.
At det jeg forsøger at give til andre, vil han give mig, hvis jeg giver ham lov.
Retræten var langt mere end det. Den var også tidspunkter, hvor jeg tænkte.. hvorfor går tiden så langsomt? Men det her var det vigtigste, jeg tager med mig. At have fået lov at følges med Jesus gennem de sidste mange år og opleve, at det bliver mere og mere trygt… Som to venner i hinandens nærvær. Jeg tænkte og talte en del til ham. Jeg kan se, at min tillid til ham er vokset, jeg tør tale frit. Og tror på, at han lytter.
Og jeg erfarede det i glimt, at han så på mig, ikke bare med beundring, men med dyb kærlighed.
Der blev bedt mange bønner, frie og skrevne, og denne skrevne bøn, indkredser det hele for mig. Min Kristus.
“Min Kristus, mit skjold,
min frelser, hver dag, hver nat,
i lys, i mørke,
min skat, min kære,
mit evige hjem.
Amen”
No Comments