Tro og spiritualitet

At blive fundet

Jesus er for mig blevet den, ‘der leder efter mig’. Han leder efter mig, indtil han har fundet mig, for at overbevise mig om hans kærlighed og godhed, og det liv han har til mig, når jeg ikke vandrer alene, men siger ja til, at Han må gå sammen med mig på min livsvandring.

Ud af min erfaring af at blive ‘fundet’ og ‘finde hjem’, vokser også en længsel efter at andre må få den erfaring, et brændende ønske om, at intet menneske må føle sig alene i verden, men at Jesus må flytte ind i hjertet og fylde tomheden og ensomheden ud.

For nogle uger siden var jeg i København, jeg havde 3 dage og ‘fik’ en oplevelse af, at jeg ikke skulle lave planer om torsdagen. Denne torsdag tog jeg til Halmtorvet på Vesterbro, og imens jeg gik rundt på Vesterbro, sagde jeg til Gud:

“Jeg håber, at jeg møder Danny. Hvis du ønsker, at jeg skal møde ham, så stoler jeg på, at det sker og med din timing”.

Danny er en ung hjemløs, han er misbruger og har oplevet frygtelige svigt i sit liv. Jeg har set en dokumentar om ham og læst hans historie.

Jeg kan altid mærke en særlig berørthed, når jeg bevæger mig i området omkring Istedgade, der nok er Danmarks hårdeste misbrugsmiljø. For nogle år siden var jeg i praktik i Mariatjenesten i Istedgade, hvor jeg fik lov at komme tæt på nogle af disse mennesker, der bor eller holder til i området.

Jeg havde lyst til at møde Danny, for at fortælle ham, at hans historie har rørt mig, og at jeg har tænkt på ham mange gange siden.

Jeg gik rundt og ‘ledte efter ham’ i omkring 2 timer. Det føltes en smule mærkeligt, men der var noget, der drev mig. Jeg var i tvivl, om det var mit eget behov eller en fornemmelse Gud havde givet mig, men jeg fortsatte.

Da jeg besluttede at gå hjem, satte jeg mig et øjeblik ned i skyggen, fordi det var så varmt, og jeg fik øje på en kvinde på den anden side af Vesterbrogade. Hun stod med ryggen til, men jeg synes hun lignede den kvinde, der i dokumentaren præsenteres som Dannys veninde Due.

Jeg gik hen til hende og spurgte forsigtigt: “Er du Dannys veninde?” og hun svarede ja.

Jeg fortalte hende, at det måske lød skørt, men at jeg havde håbet, at jeg ville møde Danny, fordi hans historie havde rørt mig.

Jeg købte en is til os, og vi fulgtes et stykke. Jeg fortalte hende, at jeg især var blevet rørt af Dannys ord om, at han ønsker sig en ven, bare én ven, der ikke tager stoffer. Og vi fik en snak om det at være misbruger og hvor svært det kan være at bibeholde venskaber, når man kæmper med misbrug.

Jeg sagde til hende, at hun gerne måtte hilse ham fra mig, og hun svarede, at hvis jeg ville, var jeg velkommen til at skrive en hilsen til ham. I min taske fandt jeg en notesbog fra en af mine allerkæreste venner, der er hjemløs, og det føltes som en bekræftende og kærlig hilsen fra ham.

Jeg hev en side ud og skrev en hilsen til Danny og Due smilede, sagde tak for isen og tog hilsenen med.

Jeg smilede også. Jeg grinede faktisk. Fordi jeg endnu engang fik lov at opleve, at Gud er god, at jeg kan øve mig i at lytte til hans stemme og tage skridt i tro, når han kalder.

Og fordi jeg har mødt Guds godhed og kærlighed, så er den vokset i mig og blevet så stor, at jeg er nødt til at dele ud.

Fordi Jesus ønsker, at alle mennesker må blive fundet og elsket.

Previous Post Next Post

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply