Følsom, sårbar, stille..

Du er…

Jeg kan stadig huske ordene. Som barn og som ung (og nogle få gange som voksen) har andre mennesker givet udtryk for, hvordan de ser mig.

Som barn hørte jeg ofte, ‘at du er meget stille’. Jeg husker også en lærer, der kiggede på mig og sagde, at jeg skulle smile noget mere.

Eller at jeg tænkte for meget over tingene. En arbejdsgiver (da jeg forlod et praktikforløb) sagde, at jeg skulle få mere hår på brystet.

Sætninger jeg stadig kan høre for mig.. og blikket. Følelsen af at være vurderet og fundet for let..

Måske har det været sagt med en intention om at kalde noget frem – at opmuntre til at blive mere fri. Men for mig – og sådan tror jeg det er for de fleste – har sådanne ord ikke haft nogen fremmende effekt. Tværtimod. Det efterlader så nemt følelsen af, at ikke at være god nok.

For følsom. For sårbar. For stille.

I mange år var det mærkater, jeg havde på mig. Jeg har oplevet, at andre har sat mærkaterne på mig. Og jeg har ladet dem sidde.

Jeg smiler. For ordene har ingen vægt mere.

Jo, jeg er følsom. Sårbar. Nogle gange stille. Men det er gaver, jeg har fået.

Er det ikke interessant? At det der, i andres øjne, åbenbart var en kilde til undren, er blevet min stærkeste force?

Har du oplevet det samme? At det, du troede var din hæmsko, er blevet dit stærkeste kort?

FØLSOM, er det at være sådan en, der føler meget, græder let, er nem at ryste ud af kurs? En der tager tingene for nært, og lader sig overmande af sine følelser.

Jeg har brugt mange år på at få et mere balanceret forhold til mine følelser, men jeg bliver samtidig mere og mere glad for følsomhedens gave.

Evnen til i høj grad at kunne mærke andre mennesker. Ikke bare lytte til, hvad der bliver sagt, men også til i høj grad at kunne fornemme, hvad der sker ovre i den anden. Det indebærer en høj grad af empati og evne til at kunne læse de små træk i ansigtet, bevægelserne, kropssproget, det ordløse. Gaven kan være med til at give andre en oplevelse af at blive forstået, set og spejlet.

Jeg er dybt taknemmeligheden for følsomhedens gave og de ekstra antenner, det giver mig i mødet med andre.

SÅRBAR. Ordet bærer det i sig: at tage en risiko – hvor man kan ende med at blive såret. Er sårbarhed svaghed? Er målet at kunne undgå at blive såret eller at gemme sine sår og bløde punkter væk?

Sårbarheden som en gave er evnen til at være ‘med det, der er’. Ikke at behøve at opbygge en hård facade, men at være i kontakt med livets facetter. Skyggerne og lyset. At gribe og mærke livet.

Sårbarheden er blevet en stor gave i mit liv – især der, hvor jeg gennem min egen sårbarhed, kan være med til at sætte andre fri til at mærke det, de mærker og føler.

At være i kontakt med sin egen sårbarhed er en styrke. At turde være sårbar giver grobund for at kunne vandre med i andres livslandskab. Da jeg mistede min far, var jeg i kontakt med dybe følelser af afmagt, nu kan jeg følges med andre i samme situation.

STILLE “Du er godt nok stille.”

Tænk, hvis ordene i stedet var blevet sagt med følsomhed og nysgerrighed – gad vide, hvad du tænker på? – gad vide, hvad der foregår inde i dig?

At være stille er også evnen til at observere. At holde sig tilbage for den anden. Giv den anden plads. At stille spørgsmål i stedet for at komme med svar. At turde være i pausen og mellemrummet. At minimere støj og elske det usagte. Jeg er taknemmelig for den gave.

Jeg vil også medgive, at stilheden for mig nogle gange har været et udtryk for en tilbagetrækning. At holde sig tilbage.

Men det er ikke nødvendigt længere. At trække mig tilbage.

For nu tør jeg bruge følsomhedens og sårbarhedens gave.

Hvad er din stærkeste gave?