Jeg har fået dejlige smil ovenpå mit indlæg i går om ikke at kunne finde julefred. En kær veninde mindede mig om, at da Jesus blev født var det ikke under fredfyldte forhold. Maria og Josef var på vej til Betlehem, Maria skulle føde, men de kunne ikke finde noget sted at overnatte. Til sidst fik de adgang til en stald. En fødsel i en stald. Jesus blev lagt i en krybbe, som dyrene spiser af. En lugtende stald med rod og skrammel, sikkert koldt og slet ikke oplagt for en fødsel.
Julen nærmer sig, vi længes efter at freden sænker sig, men ude i verden er der krige, terror og katastrofer. Og i vores hjem og familier er der måske skuffelser, konflikter eller larmende tavshed. Midt i denne virkelighed fødes lyset ind i vores verden, i vores stuer, i vores hjerter.
Målet er ikke en fredfyldt jul på det ydre plan, men at Jesus fødes ind i det, der er “min stald”, det lugtende, det uperfekte, det larmende, det overvældende. Lige der.
No Comments